Somewhere over the rainbow.,

Solen var langsomt ved at dyppe ned under horisonten, og dens sidste, gyldne stråler badede omgivelserne i et varmt, orange lys. Skolens tag var også badet i denne gyldne glød solen efterlod sig jo længere den sank, men en frisk brise skabte alligevel en behagelig kølighed oppe på det flade område. En enlig skikkelse stod op af indhegningen og skuede mod solen, et stykke papir i hans ene hånd, glemt for en stund. Hans anden hånd havde et fast greb i den gamle stok, han brugte som tredje ben. Nathan sukkede dæmpet og fjernede sit blik fra solen for at se på brevet igen.

Eddie bevægede sig sløvt op ad brandtrappen, ét trin ad gangen. Han var træt og rastløs, men havde drukket for meget kaffe til at gå i seng; til trods for det var hans øjenlåg lige så tunge som fødderne. Ferie var usundt for kroppen - for meget sukker, for lidt søvn, underlige døgnrytmer og mærkeligere tidspunkter at stå op på. Der manglede et fast holdepunkt. Det ville man selvfølgelig aldrig få en teenager til at indrømme.
Et øjeblik nåede fyren op til døren, men gennem glasruden så han, at der allerede stod en derude ved hegnet. Han tøvede for et sekund eller to, men nåede frem til, at det kunne være godt det samme, og trykkede dørhåndtaget ned for at træde udenfor. Luften slog straks imod ham, og han havde kun en t-shirt på - rød med en tandstik stukket gennem en stor, grøn oliven. Moderne kunst? Nah.
Han lod døren falde i bag sig og vadede over til hegnet, hvor han stillede sig et par meter fra den anden. Først da genkendte han fyren som Nathan. "Yo," hilste han og kiggede fra fyren til papiret i hans hånd. Ah, han stod herude for at reciterede tanka-digte.
... Måske ikke.

Nathan sukkede dybt og læste brevet langsomt igennem, ord for ord, bogstav for bogstav. Han skar en svag grimasse og mumlede dæmpet for sig selv, "Vi ønsker at se Dem... Blablabla, lad mig være i fred." Med et frustreret udtryk i ansigtet maste han brevet ned i buksernes lommer, og støttede panden mod indhegningen, der skulle forhindre skolens elever i at falde ned fra taget. Han underholdt kort tanken om hvordan det mon ville være at falde de mange meter ned hegnet beskytte dem mod, men blev revet ud af sin tankestrøm af en stemme, der hilste på ham. Nathan drejede sig halvt og fik øje på den rødhårede Eddie, der stod nogle få meter væk og kiggede på ham. "Hey," svarede han med et lille smil og så på fyren, han kun havde kendt ganske kort tid. "Hvad så?" spurgte han, et spørgsmål der kunne stilles om mange ting, men som næsten kun var relevant på et punkt på denne tid af året; eksamen.

"Meh," svarede Eddie, da det forekom ham at være det mest fornuftige, han kunne sige. Desuden forklarede det hans situation ganske vel. Han kiggede et øjeblik længere på Nathan, det lyse pjusk og hans hud, som fik en mere gylden glød i sollyset. Det klædte de fleste mennesker at stå i en solnedgang. Så vendte han blikket mod horisonten og sukkede svagt.
Han holdt op med at tænke, men snusede så meget frisk luft ind som muligt. Han kunne ikke tænke sammenhængende, før lungerne var fyldt til randen med oxygen igen. Og 78 % nitrogen, konstaterede han en smule mut.
"Er du blevet optaget på en balletskole?" spurgte Eddie, som i sidste ende ikke kunne lade være med at studse over Nathans brev. Han sagde det med et træt smil, der vidnede om en mere neddæmpet drilagtighed. Han ville sikkert blive begejstret, hvis en af hans venner rent faktisk dansede ballet. Han havde da haft en veninde, der gik afsindigt op i at hoppe med sine kaniner... Altså på professionelt plan, ikke bogstaveligt. Man kunne tjene penge på det, uden pis.

Nathan smilte forstående til Eddie og så mod solen med halvt sammenknebne øjne. Selv havde han lige klaret sig gennem eksamen med en stor variation i karaktererne, men han var da bestået. Og så skulle man vel ikke beklage sig. Han smilte let og lænede sig op af hegnet, pillede lidt fraværende i de flettede metaltråde inden han så på Eddie igen. "Om det så bare var det," svarede han med en lidt træt stemme, og trak en smule på skuldrene. Ballet var fuldkommen udelukket, uanset hvor gerne han end ville. Ikke at han nogensinde havde overvejet at gå til ballet, men nu hvor muligheden var strøget ærgede det ham alligevel en smule.

"Hva' så?" Eddie lagde hovedet på skrå og kiggede fra Nathans hænder og til hans øjne igen. Han gad ikke grave, og det ærgede ham som regel, når folk ikke bare kunne tale lige fra posen. Blæse med rent mel og den slags - han vedblev derfor at kigge på Nathan som for at se, om Nathan havde tænkt sig at give efter for Eddies nysgerrighed, eller om det var forgæves.
"Hvis det er noget med eksamen," tilføjede den rødhårede, "så er det aldrig værre end, at man kan drikke sig fra det." Sikke store sandheder, han kom med i aften, tænkte han sarkastisk (men mente det selvfølgelig stadig alvorligt).

Nathan sukkede dæmpet og så ud mod horisonten, inden han stak en hånd i lommen og sendte Eddie et smil. "Bare Aiko der synes jeg skal komme hjem til hendes søsters bryllup," svarede han og lo dæmpet. "Selvom hun ved jeg ikke kan fordrage hendes børn." Han rystede let på hovedet og så mod solen igen. Det var hverken den fulde sandhed eller en direkte løgn; han var skam inviteret til bryllup, men det var ikke det der nagede ham. Men det behøvede folk jo ikke vide; det var hans lille hemmelighed, lige meget hvad andre sagde.

Eddie betragtede ham stadig med hovedet lidt på sned. Læbepiercingen. Hans læber. Da Nathan åbnede munden for at tale, flyttede Eddies blik sig til fyrens dybgrønne øjne. Han havde smalle, ikke helt sorte, ikke helt blonde øjenbryn, der vidnede om hårets fortid. Hans vipper var lange.
"Nja, der er alkohol til et bryllup," pointerede Eddie og kørte videre på sin egen joke. Eddie så ikke den fulde grund til al sukkeriet, men børn formåede virkelig at smadre en fest på deres egen manér, især, når man ikke brød sig om dem. Eddie var ikke mand for et spædbarn, der hylede op i en barnevogn... bedre med de lidt større, der kunne gribe en bold. Han fulgte Nathans blik ud mod horisonten og måtte fange sig selv helt betaget af synet, da han først kiggede efter.
Men han ville ikke miste sit nyvundne selskab. "Bliver du længe på skolen til sommer?" spurgte han dæmpet, uden at flytte øjnene. Kiggede først på Nathan, da den sort-grøn-pels-hårede skulle til at svare.

Nathan rystede let på hovedet og skiftede vægten lidt rundt mellem sine fødder og stokken, inden han kløede sig i nakken og så over på Eddie med et lille smil. "Ja, men det er sådan noget fise-fornemt noget," argumenterede han og løftede sin frie hånd i en overdreven gestus af en vindrikker. "Så har vi en ung rødvin fra Marseille, årgang 97, med en blød smag af frisk frugt." Han grinte dæmpet og stak hånden i lommen. "Jeg regner med at blive her det meste af tiden.. Du ved, vænne sig til stedet og lære flere at kende inden skolen begynder igen," svarede han tænksomt og bed sig let i læben. "Jeg tager nok kun hjem den uge hvor Hana skal giftes," han nikkede beslutsomt og sendte den rødhårede et smil. "Hvad med dig?"

Eddie grinte ved synet af den imaginære vin og kneb øjnene lidt sammen. Nathans fortsættelse fik Eddie til langsomt at efterabe en nikken, og han gengældte smilet svagt. Han var lidt forundret over Nathans smil nu, hvor drengen ikke havde Solen lige i ansigtet, og åbenbart havde fået blæst lidt af mutheden ud.
"Jeg bliver," svarede Eddie med åbenlys kedsomhed i blikket, bare han tænkte på det; det var ikke, fordi Okunote indtil videre havde vist sig at holde de mest underholdende fester. Men han kunne vel lave én selv, hvis Victor ikke havde noget imod at få brugt den fjerboa. "Mine forældre skal til Spanien, og ellers tak, siger jeg bare -" han smilede med et lille fnys, "- til alt det charterhalløj dér. Min søster kommer på besøg en uge, det' vist alt."

Nathan udstødte en lettet suk inde i sit hoved og betragtede den rødhårede Eddie. Samtalen var drejet ind på et mere sikkert, for Nathan, område, og han smilte for sig selv. Jo mindre folk vidste om det, des bedre.
Han vippede hovedet en smule på skrå og lyttede til Eddies svar. Det var rart at vide, at han ikke skulle være helt alene sommeren over. "Spanien? Der er da ellers god mulighed for at få en lækker kulør, hvis man kan lide at stege under solen for det," sagde han med et smil og så mod solen, der efterhånden var dykket ned under horisonten, men stadig sendte gyldent lys ud over landet.

"Ha!" udbrød Eddie, da han hørte Nathans (alt for) positive respons. "Jeg ligner mest stegt laks, hvis jeg gør den slags." Han smilede rystende på hovedet og kastede også blikket udad, men solen var aftagende grænsende til det forsvundne, og himlen mindre imponerende. Det blev køligere at stå herude. "Mi cenicero, mi cenicero," mumlede han med begejstring for sig selv, da han endelig kom i tanke om ordene, og hukommelsen serverede det på et fad. Så snart det begyndte at blive mørkere, ville han gå ind og drikke en liter vand mere for at slippe for hovedpinen. Kaffe! Mennesket var kun i stand til at opfinde ting, der havde en bagside.

Nathan lo stille og smilte til Eddie. "Stegt laks ser da ellers appetitligt ud.. Hvis den er tilberedt på rette facon," han skar en svag grimasse og rystede på hovedet. Nogle mennesker skulle bare ikke forsøge at tilberede mad de ikke havde forstand på. Han så ud mod horisonten, i den modsatte retning af solen, hvor himlen allerede var ved at blive sort og varslede nattens komme. Et veltilpas suk undslap hans læber, og han lænede sig lidt tilbage mod trådhegnet, der knagede en smule under hans vægt. "Hvad siger du?" spurgte han og lod sit blik hvile på den rødhårede et øjeblik.

"Hm? De eneste ord, jeg kan på spansk. Hola! Soy Eddie. Soi cenicero. Tror jeg. En cenicero?" forsøgte Eddie sig med fransk udtale. "La cenicero? Askebægeret? Er et askebæger hun- eller hankøn?" Han rynkede på brynene og var ikke synderlig interesseret i svaret; indtil videre havde han formået at tale alle de mindre praktiske sprog, såsom fransk, der ikke var lige så stort som spansk, og japansk, der absolut ikke var lige så stort som kinesisk. Han havde sådan nogle upraktiske, upraktiske forældre.
Han kiggede rastløst ud over taget for endnu en gang, inden han så på Nathan: "Vil du med ind? Her bliver sikkert pisse koldt." Det ville være meget romantisk at blive, tænkte han ved sig selv, men han ville savne en kold øl og et eller andet junk at spise, og det generede ham næsten, at han tænkte sådan. Så uciviliseret. Kunne man ikke bare nyde en solnedgang?
Nej. Desuden vidste Eddie ikke helt, hvad han skulle snakke med Nathan om, og han havde stadig til gode at finde ud af det.

Nathan lo af den rødhåredes sproglige 'mangler', og rystede let på hovedet. "Måske intetkøn?" foreslog han spydigt og trak på skuldrene. Selv var ikke den helt store sproglige person, men han kunne da engelsk og japansk.. Og det var vidst det vigtigste lige nu. Han smilte let og skævede mod den mørknende himmel, inden han nikkede til Eddie.
"Det lyder godt," svarede han og skubbede sig ud fra hegnet med sin trofaste stok i hånden. Han var ikke meget for kulde, og selvom det var meget rart at stå ude i sommernatten og snakke, så ville det også være rart at komme ind i varmen. Og måske få noget at spise, han kunne godt bruge en pose økologiske tortillachips.. Han smilte svagt og gik hen over taget, inden han så sig over skulderen på Eddie. "Kommer du?" lo han og stoppede op ved brandtrappen.

Eddie nikkede resolut og lod Nathan gå forrest, tilbage til branddøren. For et par øjeblikke tøvede han, mens han betragtede den anden dreng halte over stenene.
"Ja, ja," svarede han og tog fat i døren, til Nathan var gået ind. Så trådte han selv indenfor.

// Afsluttet =3