Østfløjens gang

Østfløjens gang strakte sig lang og bred forbi dørene til de store værelser. Væggene var dækket af mere eller mindre kendte landskabsmalerier, som næsten virkede for overflødigt. Østfløjen var så intellektuel... gulvet var ikke dækket af karamelpapir som hos første og anden årgang.
Han stak hænderne dybere i sine cowboybukser.

Eddie registrerede med det samme, at en dør ud til gangen blev åbnet, for der var pinligt stille på gangene. De fleste tredjeårs var jo gået ud nu, og det var kun de dumpede, der stadig havde deres værelser. Af en eller anden grund ville kontoret ikke lade eleverne flytte til deres nye værelser før skolens start - sikkert for at kunne piske eleverne til at rydde op efter sig, når de skulle flytte fra ét rum til et andet - så Eddie måtte nøjes med at hænge ud på gangen for at virke tredjeårs-agtig. Han havde aldrig forestillet sig, at det ville blive sådan her at være senior, men det var selvfølgelig heller ikke 100 % almindelig high school, han var havnet i.
Den rødhårede flyttede sit blik fra et impressionistisk billede af et par køer, der græssede (hvorfor ville nogen male dét??), og han fik straks øje på Tenya. På afstand så fyren mere grumpy ud end han plejede; men Eddie måtte give ham, at det kun var hans tillukkede ansigt, der afslørede det. Eddies hår ville næppe komme til at sidde så ordentligt som Tenyas, nogensinde. Eddie viftede energisk med hånden for at fange fyrens opmærksomhed og smilede.

"Hey!" sagde Eddie begejstret og prøvede at ignorere, at han blev komplet ignoreret. Han bed mest mærke i, at Tenya rent faktisk flyttede sin musik fra ørerne og gemte den væk, hvilket åbenlyst måtte betyde, at Tenya havde tænkt sig at høre på ham - og derfor satte han resolut ned ad gangen til den lyshårede.
"Hva' så, går det godt?" Eddies stemme mildnedes lidt, da han blev mødt af Tenyas panderynken, og han smilede forventningsfuldt til den anden.

Eddie hørte ikke efter, og han havde sådan set heller ikke planlagt at høre efter, for Tenyas svar var næppe et optimistisk ét. Han gengældte dog Tenyas blik, men blev ikke synderlig klogere; de regnvejrsblå øjne røbede ikke ret meget af, hvad der foregik hos den lyshårede. Ikke udover, at han måske ikke var helt så kold i røven, som resten af hans holdning gav indtryk af.
"Det er weekend!"

"Hrm," brummede Eddie og prøvede at undgå at føle sig afvist, men han blev stående på stedet, da Tenya begyndte at gå. Tenyas slappe gang vidnede om enten ekstrem dovenskab eller, antog Eddie, ekstrem ligegyldighed med sine omgivelser. Det var ikke helt til at sige, om det var positivt eller negativt... Eddie tøvede lidt, men afgjorde med sig selv, at fyren ikke havde trådt på ham endnu; derfor stadig et forsøg værdigt, no?
Han sjokkede efter den lyshårede, og da han var oppe på siden af Tenya, lagde Eddie armen over Tenyas skuldre. "Cheer up mate," sagde han, "det er også ferie - der er ikke nogen, der kan tvinge dig til at gøre noget, du ikke gider..." Eddies begejstring burde være smittende, men han tvivlede en smule på sine egne ord.

Eddie trak sig tilbage, væk fra Tenyas blik. "Okay!" sagde han i forsvarsposition, men han kunne selvfølgelig ikke lade Tenya være. Han syntes i forvejen for godt om fyren og var for nysgerrig efter at vide, hvad der så var i vejen. Nu lod han blikket glide over Tenya med let sammenknebne øjne, som for at iagtage problemets kerne, selvom det ikke kunne ses udefra. De færreste ting kunne ses udefra. "Hvad er der i vejen?"
Eddie havde et øjeblik tænkt at spørge, hvad der så kunne muntre den lyshårede op, men nah. Det var ligesom at fjerne symptomer i stedet for årsag, tordnede det i ham; sådan noget som hans søster sarkastisk ville slynge ud, lidt a la Tenya.
Den rødpjuskede fyr lagde vægten fra det ene ben til det andet. Han fastholdt øjenkontakten, til trods, for at få et meningsfuldt svar.

Først blev Eddie stående med stor beslutsomhed, så begyndte han at tvivle lidt; men som han skulle til at slå blikket væk, sukke og forlade gangen, reagerede Tenya. Ikke helt hensigtsmæssigt, men på sin tydelige måde. Eddie havde ikke nogen indskydelser - det havde ellers været rart. Han var ikke den oplagte trøster, det plejede der altid at være nogle piger til. Men truth be told, så var de på en drengeskole. Nogle tøsede drenge...? Hell, han kunne jo ikke gå fra Tenya - eller det kunne han i teorien godt, men han ville da ikke gå fra Tenya nu - eller hvad? Måske var det mest effektive bare at lade ham være? Eddie slog tanken væk; selvom han oftest hellere isolerede sig end fandt selskab, når han var i dårligt humør, var han egoistisk nok til at blive hængende, simpelt nok fordi han ikke ville lade Tenya slippe.
Han ledte efter en passende gestus, ikke for anmassende. Til sidst stillede han sig ved væggen over for Tenya, lidt forskudt, så de ikke stod lige foran hinanden. Og han lænede sig tilbage og betragtede den anden fyr med rolige, forventningsløse øjne.

Da Tenya sank sammen, var Eddie mere diffus. Han havde ikke lyst til at gøre det samme; han havde for alt i verden ikke lyst til at klæbe sig op ad den anden til han, eventually, spyttede ud med sit lille knappenålsproblem. Eddie hadede den rolle. Men på den anden side... nu var de jo alligevel ikke på talefod, når den rødhårede sådan stod op, og Eddie bemærkede Tenyas modstræbende skulen.
Eddie lod sig ligeledes glide ned ad væggen, men noget hurtigere. Han strakte det ene ben ud og bøjede det andet, så han kunne lade armen hvile på knæet. "Hey, mate," sagde han, "jeg skal nok lade vær' med at sparke dig, til du siger det. Helt ærligt, hvad end det er, er jeg nok også ligeglad. Bare du ikke går og har det ad helvedes til." Han tøvede lidt. "Hvis du gerne vil have det, kan jeg bare gå igen."

Eddie så hele tiden på Tenya, mens han havde blikket vendt op i loftet. Han vidste ikke, om Tenya nogensinde ville svare. Da Tenya endelig gjorde, følte Eddie sig skuffet; han havde håbet, han kunne hjælpe. Men hvis Tenya ikke ville lade ham, kunne han ikke gøre noget. Han skubbede sig op fra gulvet og rykkede en halv meter tættere på Tenya, hvor han sad på knæ og betragtede drengens ansigt. Den lyshårede havde ikke det mindste tegn på skægvækst, hans hud var glat og bleg og fin, og, var Eddie overbevist om, sikkert blødere end dun. Men da han ikke kunne fange Tenyas blik, og han havde det som om, han sad og prøvede at kommunikere med et børnehavebarn i den her stilling, gav Eddie op igen. Han rettede sig op og sukkede svagt, næsten uhørligt. "Vi ses," mumlede han med et sidste blik på Tenya, før han begav sig ned ad gangen, mod døren ud fra østfløjen.

(out)