Kontoret

Fujiwara Miwa sad ved sit skrivebord med blikket vendt ud gennem vinduets rude. Det var skyet og blæsende, og træerne foran skolens hovedport svajede. Der var næsten ingen elever udenfor, men på den anden side var der heller ikke mange elever tilbage på skolen. De sidste forventedes at drysse af henad juli måned. Miwas egen ferie lå også først i juli.
På skærmen foran sig lå et åbent Excel-dokument med regnskaber fra de sidste to måneder. Sekretæren var ved at lægge en sidste hånd på årsopgørelsen, selvom den sådan set ikke forventedes færdig før næste uge. Med hans effektivitet ville det heller ikke tage længe at afslutte.
Han lod blikket glide ned over en af træstammerne og langs græsset. Nakagawa stod foroverbøjet dernede og rodede med en bunke mørklilla lupiner. Sikke et blæsevejr at arbejde i, huh?

Miwa så op med et sæt, da det bankede på døren. Det var næppe nogen af lærerne, der som regel brasede ind, så hans øjne hvilede vågent på håndtaget, da det blev trykket ned. Han var en smule forlegen over at blive fanget i at stirre ud af vinduet, selvom ingen egentlig havde set det. Da det viste sig at være en elev, der trådte ind, nikkede han kort og smilede.
"Rektor er ikke til stede i dag. Det er søndag," sagde han med det afmålte smil på læberne. Hans tone var ikke irettesættende, men han vidste godt, at de færreste elever kom for at tale med rektor - han sagde det kun for at gøre eleven opmærksom på, at det var ham, der havde afledt Miwas tanker. Et øjeblik efter blev sekretæren opmærksom på, at han ikke kunne genkende eleven, og det derfor sandsynligvis var den nye.
"Er du Phillips-kun?" spurgte han og gjorde mine til at rejse sig.

"Stum, ikke sandt?" Miwa rejste sig, så snart eleven havde bekræftet, at det var Phillips. Han brugte ualmindeligt få sekunder på at lade blikket glide over den nye og huske udseendet: blondt, halvlangt hår, mørke øjne, et stadig ungdommeligt ansigt hverken barnligt eller voksent. Drengen var ulastelig klædt, men ville sikkert klædes bedre af sommeruniformen. De fleste elever droppede uniformen, så snart det var lørdag, hvilket næsten var en skam; deres eget var usmagelige t-shirts i skrigfarver og slidte tennissko og lasede cowboybukser, der vidnede om, at ingen af dem til fulde kunne gøre brug af en vaskemaskine.
"Vi kan jo ikke love, at det kommer til at gå problemfrit, men der er da et par elever, der kan tegnsprog. Jeg kan pege dem ud for dig," sagde Miwa og smilede venligt. Han havde lagt mærke til bogen, som William Phillips trykkede ind mod sin mave, som om han var ved at forbløde.

Miwa gengældte drengens nikken, før han vendte ryggen til og forsvandt ud i depotet. Han havde lagt fyrens tøj frem i forvejen - ellers ville det tage et halvt århundrede. Da han vendte tilbage, gik han uden om skrivebordet og til William. Han smilede, som om han pludselig erindrede noget. "I øvrigt hedder jeg Fujiwara Miwa. Jeg er for det meste her på kontoret, så hvis du får brug for noget, kan du bare komme herhen." Han rakte hånden ud mod William, en elegant gestus, når man tog i betragtning, at han også bar fire uniformer, en jakke og en mappe med papirer på den anden arm.

William Phillips' håndtryk var stadig som en drengs, og det fik Miwa til at smile mildt. Forsigtigt, med de slanke, lange fingre og næsten benede håndled. Miwas eget håndtryk var fastere, men langt fra omklamrende, og hans egen hånd var senet; han kunne ikke lade være med at bemærke disse sammentræf. Der blev dog ikke meget tid til at reflektere, da William straks efter tabte sin bog, og Miwa med let rynket pande skulle til at bukke sig ned - men da havde den lyshårede selv klaret det.
"Du får måske brug for flere bøger til notater, hvis du skriver meget," sagde Miwa pligtopfyldende, da han gik ud fra, at bøgerne kun indeholdt samtaler. Han overlod forsigtigt sin pænt tilrettelagte bunke til drengen. "Her har du uniformer til sommer og vinter, jakken samt tilbehør. Hvis noget af det ikke skulle passe, kan du vende tilbage med det. Mappen indeholder informationer om dit skema, spisetider, fælles aktiviteter og så videre. Næste samling er klokken seks til aftensmaden."
Han remsede dette op, mens bunken blev lempet over til William, og han i baghovedet ledte efter elever, der kunne tage sig af den nyeste elev. William kom til at gå i den kommende 2. O, men Miwa kendte ikke så få ballademagere derfra. William lignede ikke én, der skulle guides af en ballademager.
Sekretæren åbnede døren for eleven og spottede samtidig en af førsteårseleverne. Han kaldte elevens navn og shanghai'ede drengen til at vise William Phillips sit nye værelse. "156," sagde han og nikkede kort til den blondhårede, inden han smilede. Så lukkede han kontordøren bag sig, og et øjeblik efter var han sunket sammen på kontorstolen og sad atter foran talrækkerne på skærmen.

// out : 3

Yuuta Akagane

Yuuta tog forsigtigt i døren, han ville helst ikke lave for meget støj. Det var ikke mere end et par uger siden ham og hans familie var flyttet hertil, så alting var lidt for nyt for ham. Han dukkede sig for ikke at slå hovedet imod dørkarmen. Han ville allerhelst have haft en eller anden med, som kunne hjælpe ham finde på plads, men han var blevet nød til at gøre det selv. "øhm... hallo?" sagde han lidt forsigtigt, for at gøre opmærksom på hans tilstedeværelse.

"Ja, men altså Eli," Ayumu stod og var ved at rode rundt i det han normalt ville overlade Miwa til at gøre for sig. Men eftersom at sekræteren ikke befandt sig dér, så måtte han jo hjælpe eleven foran sig. "Her er din skoleuniform og-" Han skulle lige til at række drengen, der lænde sig op af sine krykker, det da døren gik op, og han så derover, og blegnede.

Eli Rafa'el Avraham

"Tak." Den mørkhudede dreng smilede, og skulle lige til at tage imod posen med uniformen i, da han undrede sig over det meget stivnede udtryk. Han så bagud og blev så forpaffet over udseendet på den høje.. mørkhårede.. gut, at det medførte at han mistede balancen - nu holdt han trods alt kun ordentligt fat i den ene krykke - og landede med et bump på gulvet. "Agh!" udbrød han, mest af alt fordi han kom til at lande oveni sin ene krykke.

Yuuta Akagane

Yuutas ansigt fortrak sig da han så de to andre var blevet forskrækket, endnu engang var det lykkedes ham at skræmme nogen bare ved se ud som han gjorde. "Er.. er du okay?" spurgte han forfærdet da han se den mørke dreng falde. Flot Yuu, virkelig flot! nu har du skadet drengen! tænkte han grædefærdig. Han bøjede sig ned for at hjælpe drengen op, og så ked ud af det, ubevidst om at hans ansigt lignede en morders. "Det må du undskylde" sagde han lavt og så ned i gulvet, mens han hjalp ham op.

Eli Rafa'el Avraham

Eli prøvede at rykke lidt væk fra krykken, og mod bordet, men på grund af manglende kraft i armene, var det typisk at han ikke kunne rejse sig fra gulvet. Han så lidt småpaf på Yuuta da han så var der, og forfærdet hjalp ham op og stå. Han smilede så skævt, den noget højere dreng var vidst ikke så farlig. Han holdt lidt fast i drengens arme for at finde balancen, og klukkede lidt. Bugger at hans japanske ikke var så god, men et undskyld og 'er du okay?' er altid til at forstå.

"Don't worry." Han smilede til ham, "And um, Tak."

Yuuta Akagane

Han børstede lidt på hans trøje, selvom han ikke var beskidt. Han var virkelig ked af det. Han turde stadig ikke se på ham, men støttede stadig hans ryg. Hans hår strittede ud til alle sider som en sort løvemanke, og hans øjne sammenknebne som om han var vred. men i virkeligheden var han tæt på at græde. Han kunne høre at den anden ikke var så god til japansk, men håbede alligevel han havde forstået at han sagde undskyld. "jeg.. håber du ikke du kom noget til."

Ayumu så lidt på de to elever, men tog sig så sammen - selvom den høje skræmte ham - og gik hen og samlede Eli's krykker op. "Here, ya' gonna need 'em." han smilede let, og undgik omhyggeligt at få øjenkontakt med Yuuta.

Eli Rafa'el Avraham

Eli rynkede panden lidt for at få fat i alle ordene Yuuta sagde. To ugers intensiv japansk-træning havde heldigvis givet sin indvirkning. Panderynkenen glattedes ud og han strakte sin arm lidt op og klappede ham prøvende på skulderen. Der var ikke meget kraft i det, men nok. "Its 'kay. I've tried worse." sagde han så med et lille grin, og smilede opmuntrende til ham. Han tog imod den ene krykke fra Rektor, og støttede sig så lidt op af den mens han tog imod den anden. "By the way. Mit navn er Eli.. Hvad hedder du?"

Yuuta Akagane

Yuuta var en af dem som ikke var så god til engelsk, så desværre kunne han heller ikke rigtig forstå Hvad Eli sagde. men det sidste han sagde forstod han da. "em.. Yuuta.." mumlede han, en smule glad for at den anden ikke så ud til at være helt så bange for ham mere. Han havde anspændt løftet skuldrene og lignede mest af alt en stor trold eller noget. Han skulle også have sine uniformer, men han vidste ikke rigtig om Ayumu ville give ham noget.

Eli Rafa'el Avraham

Det var så der at det slog igennem for Eli at Yuuta vel egentlig var japaner. Drengen lod blikket hvile på ham lidt, og smilede så inden han forsøgte på japansk med et: "Pænt. Rart at møde dig." Basis sætninger han havde terpet, men han ville gerne kunne gøre et okay indtryk på folk. Han tog posen med sin uniform under armen.

Ayumu så lidt på den store høje dreng. ".. Du er en ny elev også, ikke? Synes ikke jeg har set dig her før."

Yuuta Akagane

Yuuta kunne have grædt af glæde over hvad Eli lige sagde, Han havde simpelthen været så nervøs over at skulle starte et nyt sted, og det var ud over alle hans forventninger at der rent faktisk var en som syntes det var rart at møde ham! men han turde ikke rigtig sige noget, det eneste han kunne få sagt var "I.. lige måde" sagde han og kiggede stadig ned i gulvet så hans lange sorte hår fik ham til at ligne pigen fra the grudge.
"Jo.. jeg er ny" sagde han tøvende til Ayumu.

"Ah, så må jeg finde en uniform til dig.. Hvilken størrelse bruger du?" Rektor var allerede på vej hen til skabet med uniformer.

Eli Rafa'el Avraham
Eli smilede lidt, "Undskyld at jeg ikke .. bukker." sagde han så, "Ka' ikk' rigtig." Han nikkede lidt mod krykkerne. Han fordelte balancen anderledes i måden han stod og så lidt over på rektor, han manglede stadig at få at vide hvilket vætelse han skulle være i og sådan noget. Høretelefonerne hang om hans hals, og han så så lidt på Yuuta, "Cheer up, mate." sagde han så med et smil, og bøjede lidt ned i knæene for at se om han kunne komme til at se hans ansigt lidt bedre.

Toby Winterbottom
Den brunhårede knægt så lidt rundt inden at han så så ind på kontoret. ".. overbefolket, eh?" han gik dog derind, siden at han manglede nogle ting også. Hans ansigt fortrak sig en kende ved at se den høje - højere end ham - sorthårede fyr, der mest af alt lignede en .. punker. "... Måske burde jeg komme tilbage en anden gang."

Fujiwara Miwa
Miwa vendte tilbage til kontoret i et underligt humør. Han var opstemt efter at have haft en vellykket samtale med eleven, men chokeret over, at der kunne færdes elever på skolen med en dødelig sygdom, uden at han var klar over det. Skolen måtte være informeret - eleven selv havde da også gjort opmærksom på journalen... Med tanke på netop denne journal åbnede Miwa døren til kontoret og standsede halvvejs inde.
Han skuede ud over den store samling af mennesker. Tre elever, to af dem rimelig gamle, ingen af dem med kendte ansigter - samt Yukimura, der havde hovedet inde i depotet.
"Godaften," sagde han med let rynket pande og nikkede til de tre elever. Han lukkede døren bag sig og trådte ind, en smule ilde over at kunne konstatere, at det var rektoren, der servicerede eleverne.
Han målte eleverne med øjnene.
"I må være de nye elever, ikke sandt?" Miwa smilede kortfattet, så krydsede han forbi dem og hen til Yukimura, rømmede sig let og smuttede ind i depotet. "Deres uniformer ligger klar," sagde han hastigt, som for at gøre opmærksom på, at han trods fraværet havde forberedt deres modtagelse. Så vidt han kunne se på Yukimura, havde rektoren ikke engang været klar over elevernes ankomst - men det havde jo også været weekend. For to dage siden.

Yuuta Akagane

Yuuta Blev forskrækket over den nye dreng der pludselig kom ind i lokalet, men inden han nåede at sige noget kom der gud hjælpe mig et nyt ansigt til. Han blev bare stående mens hans gloede ned i gulvet, turde ikke kigge op, for han vidste udmærket hvilken effekt det ville få. Han ragede et godt stykke op over de andre og det gjorde ikke hans skræmmende fremtoning mindre. Hans morderiske ansigtsudtryk blev ikke bedre af at være halvdækket af hans hår.
Han støttede sig dog til at den svagelige dreng dog så ud til ikke at være bange for ham.
Da Miwa gik igennem rummet, kiggede han dog lide i smug på ham. Han var ret cool, at han sådan kunne snakke til mennesker han slet ikke have mødt før, helt uden at være genert. sådan ville han også gerne være. Han skrævede lidt over til den brunhårede dreng som var kommet ind på kontoret også. Han så tydeligvis ud som om han ikke kunne lide ham så han tog hurtigt øjnene til sig igen.
Han ville gerne bare hurtigt have sine ting og op på sit værelse, så han kunne få lov at gemme sig og evt samle mod.

Ayumu så over på sin sekretær, og lyste op, som om at Miwa lige havde reddet ham fra en frygtelig skæbne. "Tak, Miwa-san!" Han gik hen til det der var blevet lagt frem, og rakte det så til den unge mand, "Jeg regner med at du tager over herfra, ellers bliver min kaffe kold." Sagde han så med et smil. "Den unge dreng med krykkerne taler ikke så god japansk, så, tag højde for det." Rektoren skyndte sig hurtigt ind til sit eget kontor efter at ha' sikret sig at Miwa havde tingene.

Eli Rafa'el Avraham
Eli stod lidt og så først på den brunhårede dreng der lige var kommet ind. Han virkede også lidt skræmt ved at se Yuuta, men han lignede nu ikke en japaner.. Mhm. Han så så på sekretæren, og forstod knap og nap hvad dr blev sagt. "Eh." Og så gik rektor. ... Sært.

Toby Winterbottom
Han lagde armene over kors og så lidt på ham han i sine tanker havde døbt punkeren. Han var altså lidt skræmmende. Han smilede dog så skævt til den mørke dreng, og så så efter manden der lige var kommet ind. Miwa, vidst nok. Ham kunne han forholde sig til. "I er velforberedte." kommenterede han med et smil.

Miwa nikkede og modtog lidt febrilsk bunken af tøj, før det krøllede. "Posten ligger i øverste skuffe!" tilføjede sekretæren og spekulerede på, om Yukimura havde set den, men så vendte han tankerne mod det forestående: installer nye elever.
Han forlod depotet med en god dynge uniformer samt tre stablede ringbind. Ved skrivebordet måtte han af med ringbindene igen for at kunne se de tre tydeligt.
"Så, hvem er hvem... Akagane-kun?" Han lagde tøjet fra sig på bordet og tog fat om den nærmeste bunke. Miwa smilede ad kommentaren. "Velforberedte, ja. Jeres timing er nu ikke fantastisk. I får hver sommeruniformer og jakker - vinteruniformerne bliver uddelt efter ferien. Da der allerede har været aftensamling, vil det nok være nemmest at gå lige til køkkenet." Miwa tænkte på Yoshi, der ville være i gang med at skøjte rundt mellem flere opvaskemaskiner.
"Akagane-kun?" kaldte han igen, da der ikke rigtig kom noget respons, hvorefter han overleverede en bunke og et ringbind til den sortklædte elev. Miwa kneb øjnene let sammen og betragtede ham, overbevist om at ville kunne lugte et eller andet billigt barberskum - men glemte at fokusere. "...Avraham-kun?" fortsatte han og konstaterede, at det var den mindste af dem.