okay, luk dine øjne. tak for ingenting.

Linus kører hånden gennem det sorte, bløde hår. Det er ikke sat, kun glattet, og er sindssyg blødt. Rart at røre ved, selvom det langt fra er det samme når man nusser sig selv, end når andre gør det. Når Anton gør det...
Han ryster let på hovedet, lægger sin hånd på låret, kigger på tatoveringen. Den sorte overflade skinder pænt på sin ellers blege hud.
Den er smuk. Virkelig smuk. Som om han blev født med den, bugter den sig over hans sener og blodårer. Så smukt. Som Anton selv... Yeah.
Han vender hånden om, bøjer knæene med fødderne støttende mod sofaen, nakken og skuldrene mod ryglænet. Han keder sig. Meget. Og savner, igen, socialitet.

Reza Hirasaki

Reza kom gående ind i opholdsstuen, og tænker på Tayuna, som han havde gjort siden han faktisk mødte ham, så det var ikke nogen overraskelse.
Han så sig om, og fik øje på en dreng.
Reza hævede øjenbrynet, men begyndte så at gå over mod drengen. Hvorfor ikke snakke med ham?

Linus havde haft lukket øjnene i et kort øjeblik, og da han åbnede dem igen, stod der en utrolig smuk dreng foran ham. Smukt, smukt hår, smukke farver, og waw, han var fascinerende at se på. Linus rødmer let, kigger ned ad sig selv med et smil på læben. Jo, tøjet ser fint nok ud. Han er pæn nok. Og ham her, ser for en gangs skyld snaksagelig ud.
Han trækker benene til sig, kigger op på ham, løfter kort hånden som gestus.
"H-hello" hans stemme er lav, og med masse af svensk accent der giver e'et en mere i-agtig lyd, og gør o'et til et u. Tydeligt både at høre og se han ikke er japaner, især fordi han absolut intet ord kan på japansk.
Jo, ramen. Er det overhovedet et japansk ord.. ?

Reza Hirasaki

"Hej," sagde Reza. "Du er ikke japaner, er du?" spurgte Reza på engelsk for en sikkerheds skyld, da drengen havde sagt hej på engelsk, selvom det var med en anden accent, end han englænderne havde.
Han studerede drengen kort, ikke fordi han ville finde nogen interesse i ham, men bare lige for at se, hvordan han så ud. Reza havde jo Tayuna.

"Eh, nej... Jeg er fra Sverige" han giver drengen foran sig et kort smil, har hånden fat om halskæden - et dogtag, som Anton have givet ham. Antons dogtag, med navnet 'Anton Modig' og så de medikale infoer. Antons, fra hans tid i hæren.
"Ehm, jeg hedder.. Linus Medinsson" præsenterer han sig selv, smiler igen, giver et kast med håret for at få det lidt væk fra ansigtet. Han følte sig faktisk mere og mere tryg i denne drengs nærvær.

"Spændende," sagde Reza og satte sig ned. "Mit navn er Reza Hirasaki." Han smilede til drengen. Han kunne ligeså godt få nogen venner på skolen jo, i stedet for at rende efter Tayuna konstant.
"Hvordan er du endt her, når du kommer fra Sverige? Jeg mener, det er jo rimelig langt herfra." Man kunne godt høre på Reza, at han havde styr på engelsk, og også hvor Sverige lå. "Og hvor meget japansk kan du egentlig?"
Reza var faktisk interesseret i hvorfor en svensk dreng var der, især når Linus ikke virkede som om han kunne snakke japansk.

"Ehm, mine forældre sendte mig... væk. Jeg var i.. et forkert miljø, og så.. skulle jeg væk derfra. Og så havde de venner hernede. Svenske venner, som var taget herned" han smiler lidt til drengen - Reza - og piller lidt ved halskæden. "Jeg kan ikke noget japansk. Kun.. de ord alle kan. Som 'kawaii' og 'konnichiwa' og.. ramen?" han fniser lidt, føler sig dum. "- Og toyota!"

Reza Hirasaki

Reza rynker lidt på brynene, men smiler så. "Du lærer japansk med tiden, og du siger bare, hvis du skal have hjælp," sagde Reza hjælpsomt. Han kunne godt lide at hjælpe andre faktisk, med mindre de var onde mod ham, så gad han ikke hjælpe dem, men Linus virkede venlig nok. De ville højst sandsynlig blive venner.

Han kigger ned, rødmende. Var det dumt sagt? "Det håber jeg.. Det er bare sådan et underligt sprog. Det lyder slet ikke som svensk. 'En liten kop vatten' bliver til... noget andet! Og det lyder mega underligt, det har hverken noget med kop eller vand at gøre." Han ser lidt betuttet på Reza, men smiler så. "Japanere lyder sjove"

Reza Hirasaki

"Tro mig... Det lyder også underligt for os, når vi hører svensk, eller generelt andre sprog," sagde Reza.
Han kiggede sig lidt rundt i opholdsstuen, men så ikke særlig mange mennesker, gad vide hvorfor... Han rettede så sit blik mod Linus igen.

"Jeg synes japanere tit lyder.. sure" han smiler lidt undskyldende, putter sig lidt ind til sig selv. "Når de siger de der lange 'waaao' agtige lyde.. De lyder som katte der slådser" han fniser lidt igen, håber ikke Reza ser det som en fornærmelse. For det meste lyder deres sprog jo.. sødt. "Svensk er meget mere.. hårdt og diskant"

Reza Hirasaki

"Du har nok ret med hensyn til japansk, men jeg lægger ikke rigtig mærke til det, da jeg jo selv snakker japansk, men jeg har aldrig rigtig hørt svensk, så kan ikke rigtig bedømme det," sagde han og smilede til Linus.
Han begyndte langsomt at undre sig over, hvor gammel drengen var, da han ikke rigtig kunne bedømme det. Tayuna lignede jo nærmest en elev, og han var lærer, så Reza vidste ikke rigtig med Linus.

"Svenska låter lite som detta. Egentligen låter det precis sådan här. Men du kan inte ens förstå vad jag säger just nu i alla fall" han smiler lidt, rart at få talt lidt svensk igen efter så lang tid. "Hvordan synes du så det lyder?" han er glad for sin stammen er gået over, og den svenske accent har aftaget lidt af hans engelske. Og at han tør at tale ordentligt.
Men Reza er sød, og venlig. Og vil i det mindste gerne tale med ham.

Reza Hirasaki

"Det lyder godt nok underligt," sagde Reza grinende. "Men så fik jeg også hørt svensk." Han var faktisk meget forundret over hvordan det lød, men kunne ikke forstå noget som helst af det. Så meget stræber var han heller ikke. Bare han kunne japansk og engelsk var det vel godt nok.

Linus fniser og rødmer en smule. "Hvis man forstår det, lyder det pænt, synes jeg. For eksempel bliver 'kyskys' til 'pusspuss' på svensk slang. Det lyder da meget... cute" han smiler igen, sætter sig lidt mere op, stadig med blikket på Reza. "Her er varmt her... i forhold til Sverige"
Linus drejer sit håndled så han kan se Anton's navn igen. De boede i et hul under en fabriksbygningen hele vinteren. Der var koldt, forfærdeligt koldt, men Anton var der til at varme dem, holde styr på det hele. Den vinter var den hårdeste i hans liv, og mad var begrænset siden Anton havde brug for meget mere dope.
Han kører fingeren over de lette kurver udformet af sine blodårer. Han savner stadig Anton. Og er træt af at tænke på ham hele tiden.

Reza Hirasaki

"Du har ret, det lyder faktisk meget sødt," sagde Reza grinende, og han mente det virkelig. Han kunne vel drille Tayuna med det senere.
"Jeg lægger ikke rigtig mærke til varmen, men det er der jo en grund til," sagde han. "Hvad er det egentlig du sidder og piller ved?" spurgte han så nysgerrigt.

Linus stopper bevægelsen, kigger op på Reza. Undgår øjenkontakten. Kigger så ned på Anton's smukke navn igen. "En tatovering. Med min ekskærestes navn" han lægger hånden om det, knuger det lidt. Smiler, en smule sørgmodigt. Men dog et smil. "Han blev slået ihjel. Det var, så'n, derfor jeg kom herhen"
Han smiler til Reza igen, Reza skal vide han ikke stadig sørger over det. Han savner bare. Virkelig, utrolig meget.

Reza Hirasaki

"Det er jeg ked af," sagde Reza og kunne næsten føle hvordan Linus havde, selvom han aldrig selv havde mistet nogen, han virkelig holdte af. "Håber I havde det godt sammen, inden han døde."
Reza havde mest af alt lyst til at kramme Linus, fordi han havde så meget medlidenhed med ham, men gjorde det dog ikke.

"Det havde vi" han begynder at køre fingeren over de små årer igen. "På trods af at han skulle junke mindst fem gange om dagen, og derudover sniffede meget... Så var han perfekt, og.." han kigger ned på dogtagget kort, den sølvbelagte overflade skinder smukt. "- vi elskede hinanden. Meget" han smiler lidt for sig selv igen. Det er ikke mange han har valgt at tale om Anton med. Men Reza virker rar og venlig, og ikke som en der vil bruge det imod ham.
Og et eller andet sted... er det faktisk rart at få det ud.

Reza Hirasaki

Nu kunne Reza virkelig ikke lade vær. Han krammede simpelthen Linus, men det godt nok et hurtigt kram.
"Han må virkelig havde været speciel," sagde Reza og kiggede smilende på Linus. Reza synes selvfølgelig ikke det var noget at råbe hurra for, at Linus' ekskæreste både havde junket og sniffet, men det ville han ikke blande sig i.

Linus fik lidt et chok, men det var egentlig rart nok at få et kram. "Det var han. Han havde været i militæret og det hele, han var virkelig.. sexet" Linus fniser igen, han kan meget bedre lide at tale om de gode ting, end de dårlige, ved Anton. "Bare ikke helt stærk nok, åbenbart.. Selvom han fik slået tre af dem i stykker, før..." Linus stopper. Hvis Reza vil vide det her, spørger han. Dumme Linus.

Reza Hirasaki

Reza holdte sig for munden, for ikke at vise det kæmpe smil der prydede hans læber, men han kiggede så undrende på Linus bare stoppede. "Før hvad?" spurgte han undrende. Det var selvfølgelig okay, hvis Linus ikke ville fortælle det, men Reza var ærligtalt ved at blive nysgerrig.

"... før hans dealere kom og slog ham ihjel, sent om natten... foran mig, selvfølgelig" han kigger ned ad sig selv, okay det gjorde ondt det der. Tårerne triller ned at kinderne allerede, så dumt, for han er ikke spor.. ked ad det.
Han smiler op til Reza, bare for at vise han er okay med at fortælle om det. "Man ved virkelig ikke hvad smerte er, før man... nærmest bader i ens elskede blod og.." han tører tårerne væk igen. "Tag dig ikek af mine tårer, jeg græder hele tiden..."

Reza Hirasaki

"Jeg har virkelig ondt af dig," sagde Reza og kiggede med medlidenhed på Linus, selvom det så underligt ud, med de isblå øjne Reza havde.
"Med tiden healer sår?" sagde Reza så forsigtigt. Han havde faktisk en fornemmelse af, hvordan det ville føles, men han ville nok aldrig kunne sætte sig i Linus' sted.

Linus smiler ironisk, ryster sagte på hovedet. "Aldrig. Men den hjælper" han kigger op på Reza igen, smiler lidt. "Har du en, du elsker?"