Inde hos rektor

((Opholdsstuen lyder fint. Sletter lige de her små beskeder, bare så de ikke fylder så meget i den her tråd))

Sinett træder ind i forrummet til kontoret og stiller sig op, mens han kigger ned i jorden. Sekretæren Miwa-san kigger op et kort øjeblik og beder så Sinett om at sætte sig. Han gør det uden en lyd. Normalt ville han have blevet sendt på kontoret for narrestreger, og ikke for ikke at lytte efter i timen.. eller timerne.

Miwa snakker ikke ret meget. Det gør Sinett heller ikke. Han har siddet her i næsten en time og han aner ikke hvor længe han skal blive siddende. Han vil gerne ud. Så hurtigt som muligt... Han sukker og ser op da han hører Miwa-san sige noget om at timen er slut og han gerne må gå. Sinett rejser sig og bukker, før han lunter ud af kontoret og hen mod sit værelse.

/out

Benjamin Ownes

Han fandt nemt døren som ledte ind til kontoret, den var ikke sådan lige til at overse. Han gabte fraværende og løsnede det grønne tørklæde han havde om halsen. Det havde været en lang tur dertil, så han var ret træt. Han vidste han skulle ind og modtage sin skoleuniform og nogle andre ting. Det der med uniformen, vidste ikke rigtig om han ville kunne vende sig til at gå med. sådan en havde han aldrig haft før, ikke hvor han kom fra. Han skubbede døren op med foden og traskede ind, men der var ikke nogen på kontoret. Han gabte igen og lænede sig op af skranken, han var for træt til at begynde at lede efter nogen, der kom sikkert en på et eller andet tidspunkt.

Enfys Argall

Med en irriterende gaben kom den regnbuehårede dreng gående ned gennem gangen. Han skulle vidst vise en eller anden rundt på skolen. Hvor skægt, når han nu ikke engang selv havde fået rundturen. Det skulle der nok komme noget sjovt ud af. Enfys smilede let for sig selv, og gik så ind i kontoret og så lidt rundt. Han fik øje på en fyr.

".. Er du den nye?"

Benjamin Owens

Han kom lidt til sig selv ved lyden af en stemme bag ham, han måtte være døset hen. ”ja, jeg er ny..” sagde han og stak hænderne i lommerne på hans jakke, stadig lænende op af skranken. Han tog notits af drengen. Han kunne godt lide hans tøjstil, selvom han ikke kunne placere den. Han kiggede en ekstra gang på det regnbuefarvede hår. Han kunne ikke lave være med at smile skævt, og tænke på hans egen hårfarve. Den var en underlig mørk lyserød, og nogle steder næsten lilla. ”har du også tabt et væddemål, eller har du selv valgt den hårfarve” kunne han ikke lade være med at spørge.

Enfys Argall

Han så lidt på den anden, der ikke lod til at være noget særligt. Overhovedet. Han så da utrolig utilfreds ud da drengen kommenterede om det var et væddemål. Eller. Drengen og drengen. Mere end mand. Næsten. Eller. Noget.

"Nej, jeg kunne aldrig finde på at gøre noget ved mit hår som ikke jeg vil." Snerrede han, let irriteret, "Men du har måske været ude i det?" Drengen nikkede mod hans hår, men gik så hen til Miwa-san og fik fyrens ting udleveret. Enfys vendte sig så mod ham, og gik et par skridt hen til ham, hvor så han kastede pakken med uniformen hen til ham. "Her. Dit."

Benjamin havde irriteret ham. Og det kunne ses. Og mærkes.

Benjamin Owens

Han kunne ikke lade være med at løfte et øjenbryn, over den andens tydelige irritationen, og forsøge ihærdigt ikke at smile bredt. Han tog imod sine ting. ”øhm.. ja.. jeg har normalt mørkebrunt hår, jeg tabte et væddemål lige inden jeg tog af sted hertil” Han skubbede tingene ned i en taske han havde under armen, nikkede kort til Miwa-san og strakte demonstrativt en hånd frem mod den regnbuefarvede. ”Jeg er Benjamin Owens, jeg starter på II semester” han så på fyren foran ham, som stadig havde et fornærmet ansigtsudtryk. Han kunne mærke at hans tydelige irritation pirrede ham til at drille ham yderligere. Men han tog sig selv i nakken, faktisk kunne han godt lide de mange farver, men komplimenter var ikke hans stærke side. ”rart at møde dig?”

Enfys Argall

Enfys så lidt på hans hånd da han rakte den frem. Så smilede han bredt, og tog hans hånd, "Yay, en der ikke er på bukke-skrabe holdet!" udbryder han. "Eh. Enfys Arhall, I semester." Enfys ser op på ham, med et bredt smil.
"Hvem ved. Måske kan det ende med at blive helt rart." Han ler let, og slipper så hans hånd igen.

Benjamin Owens

Han morede sig herlig over Enfys hurtigt skiftende humør. ”næ.. jeg er kender ikke rigtig så meget til japansk etikette, jeg er fra Manhattan” han smilede skævt. En anstrengt vrælen steg op fra hans skuldertaske, og en tyk hvid kat med et meget uintelligent udtryk stak hovedet op. ”Ja ja, jeg har ikke glemt dig!” han placerede en hånd over på dens hoved og skubbede den ned igen. Han så på Enfys igen. ”tja, det håber jeg da” sagde han og trak på skulderne. Enfys var lavere end ham og mindede ham om en af hans venner hjemmefra. Han tænkte, at ham skulle han nok få noget sjov ud af, på den ene eller den anden måde. Men hvilken måde vidste han ikke endnu.
”Anyway, jeg må vist hellere smutte op på mit værelse med mine ting. Hans majestæt er sulten” sukke han og hentydede til katten. ”kan du ikke være en skat og vise mig hvor det er?” han hev en papirlap op af lommen, som han hurtig kigge på, før han lagde den tilbage igen. ”værelse 120, er det vist.” sagde han, og begyndte at gå hen imod døren, uden at vente på svar.

//Out

Kenta Manami

Kenta var både spændt og skræmt, han var ikke vant til at bo med folk han ikke kendte. Han stod foran døren. Han havde faktisk mest af alt lyst til at løbe tilbage til de trygge omgivelser, men han tog en dyb indånding og åbnede døren. " Hej " Han kunne mærke at hans smil måske var lidt for falskt, og han neddæmpede det " Jeg hedder Kenta Manami, jeg er ny elev og skal bede om nøglen " Han kunne mærke han blev nervøs, og tog en dyb indånding. " Og uniform " Han ville hurtigt ud derfra.
Sekretæren så lidt mopset ud og gav Kenta hans nøgle og ellers begravede sig i computeren igen.
Kenta gik ned af for at finde sit værelse, men først ville han se på skolen.

//out

Reza Hirasaki:

Reza kom roligt gående ind på kontoret og kiggede sig interesseret rundt. Han glædede sig faktisk til at gå her, men det var fordi han ikke gad hans gamle skole.
Han kiggede på sekretæren, som han tydeligvis skulle melde sin ankomst til.
"Hej," sagde han smilende. "Mit navn er Reza Hirasaki, jeg skal starte her, så skal bede om en nøgle og en uniform." Han sagde det nærmest som om, at han gjorde det til hverdag.
"Lige et øjeblik," sagde sekretæren, og Reza stod bare pænt og ventede.

Tayuna Hasake

Tayuna åbnede døren ind til kontoret, han havde fået at vide han skulle vise en ny elev rundt. Han så på den højere dreng der stod på kontoret, hvorfor var det at halvdelen af eleverne var højere end ham?
Tayuna trådte nærmere, og så op på ham. Han spurgte: "Er du eleven jeg skal vise rundt?" i sin sædvanlige glade tone og smilte spørgende.

Reza Hirasaki

"Det er det," kom det fra sekretæren, og gav Reza en nøgle og uniform.
Reza havde dårlig nok fået øjne fra manden der var kommet ind. "Mit navn er Reza Hirasaki," sagde han smilende, og allerede nu havde Reza fundet interesse i den lavere mand.
Han kunne godt mærke, det nok ikke var som de andre gange, men han valgte ikke at tage det så højtidligt lige nu.

Tayuna Hasake

Tayuna lyttede, nikkede og gav ham hånden. "Rart at møde dig, og velkommen til skolen." Han rettede på sin lidt for store skjorte, og åbnede døren ud fra kontoret. Tayuna havde ikke planlagt nogen speciel tour, så han ville bare vise ham rundt.
Han vendte sig om, og ventede på at Reza kom efter ham.

Reza Hirasaki

"Ikke for at være uhøflig, men du sagde ikke dit navn," sagde Reza grinende.
Han overvejede lidt, hvad han skulle gøre med uniformen, fordi han gad ikke rende rundt med den hele touren igennem...

Tayuna Hasake

"Ah, det er jeg ked af. Tayuna Hasake. Vi kan smide dine ting af på dit værelse..."
Tayuna gik ud fra kontoret og ventede stadig på den højere, lillahårede dreng/mand.
Han kløede sig i det hvidgrå hår, og sukkede stille.

//OUT//

Reza Hirasaki

"En glæde at møde dig Tayuna-sensei," sagde han grinende og fulgte efter Tayuna, tydeligvis utrolig glad.
Han glædede sig til at lære Tayuna lidt bedre at kende.

//Out

Hiroshi Miyamoto

Hiroshi kom gående ind på kontoret og kiggede sig utilfreds om. Han gad ikke gå her.
"Jeg hedder Hiroshi Miyamoto og jeg skal gå her. Skulle bede om min uniform og nøgler," sagde han utilfreds.
Sekretæren gav ham det, bare for at slippe af med ham og hans dårlige attitude.
Hiroshi gik ud af døren, stadig med en sur mine

//Out

Hisoka of Hearts

Hisoka bankede forsigtigt på døren ind til kontoret. Han havde allerede brugt en god del tid på at rende rundt på skolens gange for at finde den rigtige dør, for genert til at spørge nogle om vej eller prøve nogle af dørene, og nu ville han bare have samtalen overstået, så han kunne komme op på værelset og pakke ud og slappe af. Så måtte han tænke på at finde rundt og lære andre at kende senere.
Han trådte ind til sekretæren efter en forsigtig banken på døren. Mens han skjult betragtede rummet og manden der sad bagved sin computer bagved skranken, gik han forsigtigt derover. Manden der øjensynligt var blevet forstyrret i sit arbejde af Hisokas banken kiggede på ham mens han listede sig hen over gulvet.
"Hvad kan jeg hjælpe dig med?" Tonen var ikke uvenlig, men det virkede ikke som om han havde lyst til at vente hele dagen på at Hisoka fik taget sig sammen til at fortælle om sit erhverv. Hisoka kunne mærke hvordan Peter bevægede sig under jakken, killingens nærvær beroligede ham og han tog sig alvorligt sammen "Hi, jeg er Hisoka of Hearts, jeg... jeg... ny her... noget med en uniform og nøgle?" Hans lave stemme gjorde det svært at høre præsis hvad det var han ville sige, men sekretæren gættede det. "Du har værelse 30, her er nøglen, bøgerne og dine uniformer." Det hele blev rakt henover borden og før Hisoka fik taget sig sammen til at tilføje mere begyndte manden igen at skrive på sin computer.
Hisoka forlod kontoret, overbelæsset og med Peter spindende mod brystet.

Louis var en smule omtåget i det han bankede på døren indtil kontoret. Faktisk var han meget omtåget, men vidste dog stadig hvor han var og hvad hans mål var. Han var på Okunote, på vej ind for at hente en uniform og nogle nøgler. Han kunne stadig høre sin mor, der blev ved med at minde om ham, at han skulle være sød, nu hvor han kom et nyt sted hen. At dette ville være hans store chance for at rette op på tingene. Louis syntes ikke, at der skulle rettes op på nåde. Men hvis han stadig skulle være velkommen hjemme, mødte han gennemfører dette skoleophold. Hvor kedeligt det end måtte blive.
Turen derhen havde også været kedelig. Han havde aldrig været god til at sidde i tog. Det blev for hurtigt det samme landsskab. Så han havde valgt at gå ud på toilettet og ryge en joint. Der havde været en røgalarm, men den virkede ikke. Han var sikkert det eneste håbløse individ, der havde taget dette tog før.
Han ventede ikke på et svar før han trådte ind. Måske hans mor kunne få ham til at banke på en dør, men ikke stå og vente. Det var kedeligt. Hurtigt scannede han rummet og fik øje på en mand, der måtte være sekretæren. Lettere sløvt gik han hen til ham.
"Louis Renishaw, nøgle, uniform," sagde han kort og kiggede på sekretæren. Det virkede til at han var vant til at ikke alle de unge mænd, der gik igennem døren var lige høflige. I hvert fald sagde han blot; "Et øjeblik", fandt tingene frem og gav dem til Louis.
Louis tog i mod tingene uden at sige tak. Kort kiggede han på nøglen for at finde ud af, hvilket værelse han skulle opholde sig på det næste stykke tid - Ja, måske endda de næste år, selvom han håbede at han kunne smutte derfra, så snart han blev myndig.
Uden sige mere, gik Louis ud af rummet.

//out.

Matthew bankede forsigtigt på døren ind til kontoret og ventede så på at få lov til at komme ind. Det var heldigt at Matthew havde forberedt sig så han havde en ide om hvor de skulle hen ellers kunne han og Alfred have vandret rundt i timevis. Alfred havde selvfølgelig inden anelse om hvor de skulle hen af så han havde bare forsøgt at trække Matthew i hundrede forskellige retninger, overbevist om at de var de rigtige. Matthew sukkede indvendigt og så hen på Alfred da han hørte et 'kom ind' fra den anden side af døren "Al, vi må gå ind nu" sagde han stille og åbnede døren. Han tjekkede at Alfred fulgte efter og gik så ind.
"Godaften" mumlede han lavmælt "Vi er Matthew og Alfred F. Kirkland, vi er lige ankommet."

Alfred ser surmulende på Matthew som bare står og venter, hvorfor går han ikke ind? Han har jo banket på! Og hvorfor skulle Matthew også bestemme hvor de skulle gå hen? Alfred var sikker på at i hvert fald nogle af de veje han havde foreslået havde fået dem til kontoret... På et eller andet tidspunkt. Matthew kunne være så kedelig nogle gange, men det ville der blive lavet om på! Nu var han jo nødt til at åbne lidt op og hvis ikke han selv gjorde noget skulle Alfred nok hjælpe! Alfred griner lavmælt for sig selv og ser så op da Matthew taler til ham.
Han nikker hurtigt og følger efter Matthew ind på kontoret, for en gangs skyld holder han mund, Arthur havde givet ham meget streng besked på at lade Matthew føre ordet indtil de havde fået deres ting.

Sekretæren ser op på dem og smiler kort. "Ja, her er jeres ting" han finder nogle uniformer, nogle bøger og 2 sæt nøgler frem. Han rækker dem til dem.

Matthew og Alfred forlader lokalet igen og går op med deres ting til hver deres værelse.

Nathaniel gik langsomt hen mod kontoret, al hans bagage samlet i en rullekuffert, en stor rygsæk og et transportbur til katten. Han stoppede langsomt op foran døren og så på den i et øjeblik, inden han sukkede dæmpet og gav slip på sin kuffert for at bank på døren. Han greb fat i hanken igen og stirrede på den lukkede dør. Kort efter lød et dæmpet 'kom ind' fra den anden side, og Nathaniel gav igen slip på kufferten med sin venstre hånd for at åbne døren, gribe kufferten der nær havde fået overbalance, og træde ind i kontoret. Den dæmpede tap-lyd fra hans stok gav svag genlyd i rummet, men det synes ikke at overrask sekretæren, der i stedet bare så op på ham. "Godaften," hilste Nathaniel og smilte ganske svagt til manden bag bordet. "Jeg er Nathaniel Ross Aitken, jeg fik af vide jeg kunne få nøgler og sådan her?" Han trommede lettere utilpast med fingrene på stokkens top, mens sekretæren kort så på sin skærm. "Det er korrekt; Dit værelsesnummer er 51, her er nøgler, skema, bøger og uniformer," svarede sekretæren og fandt en stak ting frem til Nathaniel, der møjsommeligt fik tingene stablet på sin kuffert, sagde farvel og forlod kontoret med et dæmpet suk.