En drink i nattens mørke.

Louis Renishaw

Det var en kølig aften, men Louis sad alligevel oppe på taget og kiggede op på himlen. Der var spredte skyer der af og til gemte stjernerne. Andre gange kunne man stirrer op på en lysende himmel af ildfluer, der aldrig bevægede sig. Men det var Louis egentlig ligeglad med. Han var ikke typen, der sad udenfor og blev sentimental over stjernerne. Det var noget for tøser. Eller noget, hvis man skulle score tøser. Hvilket der ikke ville blive meget af på en skole kun for drenge.
I stedet sad Louis på taget fordi han ville have noget fred. Og fordi han ville drikke. Han var stadig lidt usikker på reglerne, regler var aldrig noget han gik så meget op i, men han vidste dog, at han ikke måtte drikke, når han nu kun var 17. Og sikkert heller ikke, når det var en søndag aften. Egentlig vidste han heller ikke om han måtte opholde sig på taget. Igen, reglerne var ikke noget han gik meget op i.
Louis tog en lommelærke op af lomme, skruede låget af og tog en slurk. Lommelærken havde ligget sikkert i et rum i kufferten på vej herhen. Den var perfekt, når man skulle have sprut med, især hvis andre ikke behøvede at vide det.
Han tog endnu en slurk og vodkaen brændte i halsen. Tænk, at han skulle rådne op på denne skole.

akira havde brug for at tænke lidt han havde haft en hård dag, han var os ny og han skulle fine sig ind og tilrette, dog havde han allerede hængt sit første rygte op barei ngen opdagede at det var ham,,, så ville han være i sikker hed, han havde et par sorte tæt siddende jeans som sad lidt nede på røøven af ham og han havde et nitte bælte på for at holde dem oppe.
han havde en gro hættetrøje på med grønne ærmer og grøn hætte.. han havde sit sølvpande bånd af stof bunder om panden for at håret ikke skulle gå ned i øjene men håret sad perfekt allligevel....

han kom op på taget og så der sad en og han gik over til ham, han var noget mindre end den elev der stod der, den elev var sikkert og noget ældre og stærkere end akira

Endnu et par slurke røg ned. Faktisk en hel del. Det brændte i halsen, men Loui nød det. Langsomt spredte den brændende fornemmelse til hele kroppen, men forvandlede sig undervejs til varme. Det føltes godt, og han nød et øjeblik bare at sidde og mærke alkoholens kærtegn. Han kunne ikke mærke noget i hovedet endnu, det havde han drukket for meget til igennem sit liv. Der skal stadig større mængder til, og det var tvivlsomt, at det i lommerlærken ville give ham så meget som en lille beruselse. Men det var fint. Kroppen kunne stadig mærke virkningen.
Til at starte med lagde Louis ikke mærke til, at han havde fået selskab oppe på taget. Og da han gjorde, fjernede han ikke flasken. For det første lignede drengen, ja, en dreng og ikke en lærer. Hvis det endelig havde været en lærer, skulle han ikke bestemme over ham. Regler eller ej, man måtte vel godt drikke lidt efter en hård dag.
Louis rettede blikkede mod den nyankommende. Så rejste han sig langsomt op. Det gjorde han altid ved fremmed. Aldrig sidde ned, før du ved hvem du har med at gøre. Et øjeblik kiggede han på drengen. Han var klart mindre end ham selv, sikkert også yngre. Var han endt i en børnehave?
"Godaften," sagde han kort for hovedet og stirrede på drengen med sin violette øjne.

akira havde aldrig drukket alkohol heller aldrig røget en smøg for den sags skyld...
men det kunne han jo komme til at prøve, man vidste jo aldrig hvad tiden ville bringe...
akira nikkede kort med hoved. før han gik over til kanten ved taget der var en lille mur op der gjorde at man ikke kunne falde ud over med mindre man kravlede op.
akria tog sit hæfte frem fra sine lomme på maven af sin trøje og sin kugle pind han åbnede den på en ny side og begyndte at tegne en natte himmel, akira kunne godt tegne han var god til det. han snøftede lidt han var faktisk ked af det, han savnede sin far,
og han kæreste som han var nødtil at slå op med fordi han skulle på denne skole og der kunne han ikke komme med... akira havde fået afvide af sin far at han ikke måtte komme hjem før han havde bestået ALLE 3 semester men akira tvivlede os på at han ville dumpe, han havde altid fået gode karaktere og han lavede altid forud i bøgerne,
han var ikke startede på timerne i nu han var lige ankommet til skolen dagen før.....

De violette øjne blev til to smalle sprækker i det drengen ikke svarede Louis. Det var han ikke vant til. Hvor han kom fra, vidste man godt, at man skulle vise lidt respekt for ham ellers kunne det ende galt. Og en af de ting, der på Louis liste viste, at man ikke havde respekt var, at man ikke svarede.
Hans øjne fulgte drengen, da han gik over mod væggen. På en måde følte han ikke for at starte noget lige nu. Tjalden og alkoholen lå som et tæppe over hans krop, gjorde ham langsommere og knap så klart tænkende som normalt. Men alligevel. Hvorfor skulle han have behov for at tænke klart? Drengen havde tydeligvis hørt ham, nikket til ham. Nikket. Som om, at det var nok.
Louis var ved at få sig selv godt kørt op. Han tog endnu en slurk af flasken, mens han forsat stirrede på drengen. ,,Prøv at opføre dig pænt." Moderens stemme rungede i hovedet på ham. Okay, han ville give drengen en til chance. Det var heller ikke den bedste start, at blive uvenner med nogle.
"Jeg sagde godaften."

akira kiggede bare op på ham og valgte ike at svare ham, han var ikk i humør til at være, akira havde det sådan han talte kun når han havde lyst han kunne sagtens gå i 2 dage ikke og tale hvis det var det han havde lyst til og lige nu havde han heller ikke lyst til at tale med nogen, han så ned igen på sin tegning og så på drengens flaske og rystede kort på hoved.

han havde sikkert ikke sodervand i den flaske og han lignede der godt kunne finde på at gøre mindre drenge ondt eller tvinge dem til ting de ikke havde lyst til,, men akira var ligeglad han var vant til det så hvorfor ikke bare lade det forsætte ,, men NEJ han ville ikke lade sige blive mobbet her, det var derfor han var blevet rygtedrengen men der var ingen der vidste det kun ham selv, og han nød det virkelig at kunne hænge folk ud på alt muligt der kunne være sandt og ikke sandt... han kørte hånden engang igennem håret og sukkede og tørrede sine øjne de var våde, han var tæt på at græde, han ville virkelig gerne se den dreng han elskede de havde ikke engang haft tid til at sige ordenligt farvel , det var en kort farvel og så var det bare afsted hans far havde været sur den dag på ham så tingene skulle bare gå hurtigt,,,,

- Lucas Valir

Lucas sprang de sidste to trappetrin over og stod nu oppe på taget. Igen. Her havde han efterhånden tilbragt meget tid, på trods af at han ikke engang havde gået på skolen en måned endnu. Han lod sit blik glide op på den mørke nattehimmel. Der var ingen stjerner at se, men til gengæld var den i øjeblikket dækket af tunge, mørkegrå skyer. Kun månen lyste kraftigt nok til at bryde igennem skydækket.
Han trak sine fingre igennem sit brune hår og gik hen imod taget hegn uden tøven. I hvert fald lige indtil han hørte stemmer. Han stivnede brat og kiggede rundt. Der stod rigtigt nok to drenge. Dem havde han slet ikke bemærket før nu, grundet hans dårlige nattesyn. Han nåede lige at opfange noget, der skinnede en månelyset, en flaske, før han hastigt vendte blikket bort. Måtte man overhovedet stå og drikke oppe på taget?
Han fortsatte hen til tagets hegn og stillede sig med ryggen op af det. Når han stod sådan, kunne han ikke se ned på græsplænerne, hvilket var godt, for han brød sig ikke meget og højder.

Vreden steg op i Louis. Forbandede skole. Nu havde han brugt så lang tid på at få respekt i sin hjemby. Og i det samme han kom herhen, ville en eller anden lille dreng ikke engang svare ham. Louis tog en ordentlig sluk af sin lommelærke, ja faktisk tømte han den. Han lod de sidste dråber glide ned i sin hals, og kiggede så atter på drengen. Var det tårer i hans øjne? Skyerne var gået væk fra månen, og et hvidt lys blev kastet mod taget. Jo, drengen så ud til at være ved at græde. Hvad fanden var han for en fag? Det var da kun piger, der begyndte at græde uden grund. Også fags. For fanden, er jeg endt på en eller anden homo skole?, tænkte han irritabelt, uden at begynde at tænke på, hvad han selv var inderst inde.
De violette øjne kiggede på drengen med afsky, og ordene "Fag," kom tydeligt ud af Louis mund. Han gad sgu ikke spilde sin tid på en eller anden tudeprins. Han var ikke engang attraktiv.
Tanken kom helt impulsiv, og gav Louis kvalme. Hvorfor fanden skulle han også tænke sådan noget om andre drenge?
Først nu lagde han mærke til den anden dreng. Det undrede ham, at der kom flere. Tage plejede ikke at være det sted, hvor der kom fleste mennesker. Faktisk grunden til, at han var gået herop. Det var et sygt sted han var havnet.

akira havde stået i sine egne tanker i det han hørte der kom en anden der op. måske skulle have begynde at tale her til aften alligevel det så ikke ud til det ville føre til noget godt hvis han ikke svarede ham, men alligevel han gad ikke rigtigt han havde os sin tegning han skulle gøre færdig og så hans rygter, dette var gode udsigter 2 drenge samlet på et sted ingen af dem vidste at han var rygte drenge så derfor kunne han jo begynde at ud spørge dem, men narh ikke lige med det sammen han skulle lige se hvad der ville ske hvis han blev ved med at tige stille.
dog se det ikke rigtigt ud til at noge naf dem tog sig af at han var stille,
ud over ham den første dreng som var en del større end akira, det var ikke engang fordi han syntes at han var ret skræmmende, nej det var han ikke lige nu, og da slet ikke når han drak, han kunne ikke lide folk der drak, han havde haft drålige oplevelser med sin plejefar der havde drukket engang imellem og så havde låst ham inde på sit værelse en hel dag uden mad, dette ville akria ikke have skulle ske med noget,,, men i det den anden dreng sagde noget til ham, FAG, hvorfor var han det, han kunne ikke lige forstå drengen, hvad havde han gjort ham, efter akiras hoved havde han jo ikke engang sagt noget til ham, som kunne på nogen måde misforståes, han havde ikke engang åbnet munde,... NEJ det var for meget han skulle ikke kaldes noget han ikek var.
han lagde sin blyant og hæte tilbage i sin lomme på sin trøje og vendte sig mod drengen og sagde " hvad er dit problem var, du står og drikker på skolens tag, du er vidst ikke en skid bedre selv er du?, du må ikke engang drikke her, og hvis du tror du er så selv, hvorfor drikker du så ikke foran lærerene.... argh sorry det glemte jeg det tør du jo ikke, "

han kiggede kort på ham før han vendt sig mod den anden dreng der var kommet der op han sagde intet til at starte med kiggede bare på ham og gik så nogen skridt hen til ham og sagde " hej hvadl aver du her oppe!" det var tydelit akria var laveste han var ikke mere end 155 høj...

- Lucas Valir

Lucas kiggede lidt fra den ene dreng til den anden. Fra fyren med flasken til drengen, der… Lucas øjne gled en smule op, da han skimtede et par våde øjne. Græd han? Han kiggede hurtigt tilbage til den anden dreng – var der sket et eller andet her, før han ankom? Han hørte ordet ’fag’, og rynkede let på brynene. Et eller andet måtte der være sket. Måske…
Han bankede hovedet ind i hegnet, lidt for hårdt måske, for det begyndte at ringe stille for hans ører. Av. Han ømmede sig i nakken. Men sagen var, at han ikke burde bekymre sig om den slags. Det kom ikke ham ved. Han kunne faktisk være helt ligeglad, hvis han ville.
Han skævede fra den ene til den anden endnu engang. Måske han skulle sige noget? Stilheden var begyndt at blive ubehagelig. Hans blik gled over tudeprinsen. Ham turde han ikke starte en samtale med. Sæt han nu brød sammen. Hans blik gled videre til den anden dreng, en fyr med sort hår og smalle, blålige øjne. Han virkede ikke som den type, Lucas normalt ville snakke med, men hvad. Han snakkede alligevel normalt aldrig med nogen.
”Goda-…” Han gik i stå, da han blev afbrudt af den anden dreng, der pludselig lukkede en masse ord ud. En masse ikke særlig venlige ord. Lucas kiggede på den sorthårede fyr for at se hans reaktion. Uha.
Han trådte sig selv over foden og følte sig en smule dårligt tilpas. Skulle han bare gå sin vej? Han skubbede sig væk fra hegnet, men fik ikke engang taget et skridt, før den mindste dreng talte igen. Denne gang til ham. "Um... Jeg... er her bare." Hvad skulle han ellers svare? Det var jo ikke fordi han var gået herop for at lede efter perler mellem murstenene eller nyde det dejligt varme vejr.

Skulle han grine eller græde? Drengen måtte tydeligvis være yngre end ham selv, for Louis havde næsten svært ved ikke at grine, da han kom med sin lille tale. Men samtidig vidste han, at han ikke bare kunne lade drengen slippe af sted med det. Godt nok fandt han nu næsten drengen underholdende, men det kunne ikke gå, at han skulle have lov til at tale sådan til ham. Slet ikke.
Lommelærken blev lagt ned i en lomme og med rolig skridt gik han hen mod drengen i den grå sweater. Det passede ham fint, at der var kommet en til dreng nu. Så slog han to fluer med et smæk. Hvis han da kunne gøre det her ordentlig. Og det forventede han stærkt, at han kunne. Drengen i sweateren var mindre, yngre og højest sandsynligt svagere end ham selv. Desuden lignede han ikke en, der var vant til at slås. Noget helt andet kunne man sige om Louis.
Han stoppede op nogle få centimeter fra drengen, og stirrede ned på ham. Drengen var utrolig lille. Næsten 30 centimeter mindre end Louis.
"Mit problem er mænd, der står og flæber som kællinger," sagde han ganske roligt, mens hans blik var fikseret ind i drengens øjne.
"En mand, der flæber, er en kælling. Kællinger kan lide mænd. Ergo, du er en fag. At du samtidig mener, at du skal styre om jeg overholder reglerne eller ej, gør dig endnu mere til en kælling. Og hvis du har lidt hjerne vil du vide, at det betyder endnu mere fag."
Efter denne lille forklaring af Louis' tanker omkring 'kællinger' og 'fags', stod han kort. Drengen var tæt på muren. Lynhurtigt, og tydeligvis vant, tog Louis en stærk hånd om drengens hals og lagde sin egen vægt over mod ham. Der skulle ikke meget for den betydelig større Louis til at holde drengen fast. Han bevægede sit ansigt hen til det ene øre på drengen og hviskede.
"Nu skal du passe på. Jeg kan sagtens klemme til."
Derefter kiggede han over på den anden dreng, mens han stadig holdte drengen i sweateren fast. Hans blik var koldt og hårdt. Han ville være sikker på, at tilskueren forstod, at ham skulle man ikke lege med.

akira havde været tæt på at græde ja det var ganske sandt grund var at han havde savnede sin eneste ene, den eneste som aldrig havde mobbet ham eller været ond ved ham som alle andre han havde kendt , dette var alle i hans klasse han havde gået i, de gav ham dagligt enten tæsk eller buske vand. så han var vant til at folk mobbede ham og var efter ham,... men at kalde ham ting som Fag og andre ting var noget som han slet ikke kunne klare. han var ligeglad med om de tænkt det om ham bare de holdte det for dem selv.,... han så hvordan den anden dreng kiggede på ham men han var ligeglad, han var godt nok den mindste men ikke spor bange i nu,
men dette skulel vise sig og ændre sig, han håbede sig ikke at det kom så langt at de skulle slås for han skunne bare ikke slås han kunne ikke engang finde ud af at slå, på en, han var virkelig slap , han havde endda sommetider problemer med at åbne en flaske, så at indrømme han var slap var ikke noget han var bange for at gøre, det gjorde han gerne, det var det sammen med at hvis folke spurgte om han var nørd eller dengse så JA det var han vel, han kunne godt lide at hjælpe sin lærere og gerne med alt hvad hun kunne komme til og hjælpe med,,,dette var os en af de ting han var blevet drillede for ,,, men det med skolen og lektier var altid noget han lavede han lavede og gerne meget forud i sine lektier, han kunne godt finde på at læse en hel bog, som han skulle have i et helt skole år. dette gjorde han tit, han var god til sine ting og fik altid topkaraktere i hvertfald på hans gamle skole...... akira kiggede på den nye dreng der bare havde påstået at han bare var det. dette hadede han folk sagde ' jamen jeg er her bare' det var ikke noget man kunne sige og han kiggede på ham og sagde " hvis du bare er her hvorfor er du her så`det giver ingen mening vel, nej godt så, så tag dig lige sammen og spænd hjelmen!" han var på vej over til den anden dreng da de størreste af drengen ham med det sorte hår og de 'underlig' blå øjne som akira selv havde snytes var underlige, godt nok var hans egne meget grønne i det men sådan var det bare, han gad ikke stå og belære andre om deres øjne, men de var nu ikke lige så pæne som hans egne. altså ham drengens øjne, i det han kiggede i hans øjne kunne han se at han ikke lige frem var særlig glad for det akira havde sagt men det var han ligeglad med han sagde sine meninger og holdninger som det passede ham og så måtte han ellers bare tage de ting der kom over ham når han havde sagt det. men problemet var bare at hvis akira blev bange nok så tissede han i bukserne, dette måtte bare ikke ske i aften det ville være så pinligt, han kunne ikke selv se hvordan drengene ikke bare kunne acceptere akira som han var, hvorfor skulle folk altid være sådan over for ham. han lyttede til drengens ord og blev meget rørt af det ja han blev faktisk ked af det, akira var en meget følselspræget dreng hvilket man normalt ville kunne se på ham i forskellige situationer. " ja " svarede han bare som det eneste han var ved at være bange han turde ikke rigtigt svare ham igen når han stod så tæt på ham.
i det han blev nærmest kastede op med muren fordi han var så tynd og vejet næsten intet, var det ikke noget problem for dreng at skubbe ham op af muren, han stivnede i det han blev taget om halsen han græd hun, han havde fået sig sådan et chk at han havde tisset i bukserne han kunne mærke det ned af sine ben, det var heldigt det var mørkt og at han havde mørke jeans på så man ikke rigtigt kunen se det .. men det var klamt alligevel...
han græd nu det var ikke sjovt længere....

- Lucas Valir

Det gav et sæt i Lucas, da den ene dreng blev presset op af muren. Han trådte et skridt bagud af ren og skær forskrækkelse og havde glemt alt om hegnet bag sig, som han stødte baglæns ind i. Han faldt dog ikke, til alt held – det ville ellers have været typisk.
Han rettede blikket op igen og hans øjne mødte den sorthårede fyrs. I stedet for at blive skræmt halvt ihjel som en hvilken som helst anden nervøs dreng fra I semester og sprænge femogtyve meter op i luften af ren og sker forskrækkelse, blev han underligt rolig i hele kroppen. Han var vant til typer som ham. Han havde været omgivet af dem gennem hele sin skoletid, og det havde endda engang været ham, der blev presset op af muren af en langt større og bredere dreng på den måde. Men det var det ikke i dag. Heldigvis. Han kløede sig på kinden. Han var vist forfulgt af held i dag, for en gangs skyld.
Han knyttede sine næver let over den mindste drengs ord til ham selv. Hvordan kunne han sige sådan noget! 'Tag lige og spænd hjelmen'. Selvom Lucas var blevet så vant til bare ydmygt at lade sådan noget sive ind af det ene øre og ud af det andet, kunne han ikke lade være med at blive fornærmet. Bare en lille smule.
Han stillede sig op ved siden af den sorthårede dreng, så tæt han turde, og med blikket vendt mod den mindstes ansigt. Han åbnede munden for at sige noget, men det var ikke andet end ren luft der kom ud, for nu fik han øje på noget, der glitrede i mørket. Tårer? Åh nej. Nu var han ellers lige holdt op.

At Lucas ikke vidste store tegn på at blive forskrækket over situationen nagede egentlig ikke Louis. Det havde været en fordel, hvis drengen havde vist noget frygt. For så var han sikker på, at det her ville blive fortalt videre. Hvilket ikke havde gjort Louis det mindste. Men samtidig, nej, det irriterede ham ikke med den manglende frygt i drengens øjne. Faktisk fik det ham til at smile. Måske var den her skole ikke så slem alligevel. Måske var der nogle mennesker her, der også fattede den måde han kørte tingene på. Louis håbede at grunden til at drengen ikke var bange var fordi, at han faktisk var en rigtig mand. Og ikke en lille tudeprinsesse som Akira.
Louis fulgte Lucas med øjnene, da han stillede sig tæt på ham. Han var tydeligvis ikke bange af sig. Et øjeblik smilede han til Lucas - Et underligt smil, men dog stadig et smil. Også vente han atter sin opmærksomhed mod Akira, han forsat havde i et fast greb op mod muren.
Han mærkede væmmelsen vælde op i sig. Nej, ikke væmmelsen, afsky. Ren afsky. Først spillede knægten, eller rettere tøsen op til dans. Derefter begyndte han at tude. Rent faktisk tude. Et var at han havde haft tåre i øjnene før. Noget helt andet var, at man begyndte at tude. Som om, at det skulle få Louis til at falde ned eller lade ham være.
Og det hele blev næsten for meget, da Louis så den mørke plamage ved drengens skridt. Smilet falmede, til et undrende blik. Havde han virkelig...? Et højlydt grin skar igennem nattens mørke. Tøsen havde vidst pisset i bukserne.
Louis begyndte at nyde hele situationen. Et lumsk, næsten sadistisk, smil sprang frem fra hans læber. Drengen var tydeligvis alt for svag til at bryde løs af hans greb – Både fysisk og mentalt. Dette kunne blive underholdende i længden. Selvom han normalt nød, at folk kæmpede imod, var dette heller ikke til at klage over.
Gennem hele seancen havde Louis løsnede grebet på fyrens hals lidt. Ikke meget, men lidt. Nu kom det stærkt igen. Pludseligt, uden noget varsel, strammede Louis næsten så hårdt han kunne til. Men dog kun i nogle få sekunder. Sikkert nok til at skabe noget panik i drengen. Forhåbenlig nok til at få ham til at tro, at Louis faktisk havde ville kvæle ham.
Så slap han drengen, stod stille og kiggede på ham.

((Bruger lige deres navne nogle steder, da jeg synes det er lidt forvirrende ellers ;P))

akira var meget bange for dem begge to nu og vidste ikke hvad han skulle gøre og sagde derfor Hver sød ikke at gør mig noget" han stemme var meget lavt og det var tydeligt at høre på ham at han var bange og han stod helt stille op af muren mens louis holdte om hans hals han kunne ikke lide det, han kunne slet ikke lide at han grinte af at han havde tisset bukserne bare han ikke ville være en som var efter akira hele hans tid her på skolen det ville ikke være sjovt, han håbede inderligt at han snart kunne slippe væk fra de to drenge, da han mærkede at han strammede grebet om hans hals slog panikken op i ham han slog ud med armene og tog fat i hans hånd men han var ikke stærk nok til at få den væk han hev efter vejret og panikken malede sig i hans ansigt. idet han slap ham faldt akira ned på knæ på taget og hostede voldsomt og hev efter vejret han græd samtidig han sad på knæ foran louis og havde en hånd på taget for at støtte og den anden hånd tog han op til halsen og at gnidede den som om det ville få smerten væk selvom det ikek ville hjælpe overhoved....

han kiggede ned på louis sko, og hev stadigvæk efter vejret. han prøvede at komme op på benene men hans ben rystede så meget at han måtte opgive han var virkelig bange.. så bange havde han sjældent været før. "jeg vil gøre alt hvad du siger for evigt bare du ikke gør mig noget" sagde han med en skævende stemme og kiggede op på louis....

((Det gør jeg altså også, for jeg er forvirret nu >_>))

Lucas kiggede op på Louis og vidste ikke helt, hvad han skulle mene om det smil. Han kunne jo selvføglelig smile tilbage, men det virkede ikke som noget venligt smil, som det var meningen, men skulle besvare, og det højlydte grin, der lød fra Louis kort tid efter, fik ikke ligefrem Lucas på bedre tanker. Tværtimod. Han bakkede langsomt et par skridt væk fra de to.
Hans blik hvilede på Akira, der nu begyndte at bønfalde Louis om nåde. Vær sød ikke at gøre mig noget... bah. Selv Lucas syntes det var ynkeligt, og det sagde ikke så lidt endda. Han lød nærmest som en indsat, der netop har fået erklæret dødsstraf. En ynkelig en af slagsen.
"Tag dig nu sammen," mumlede Lucas lavmælt til ham. Kun lige højt nok til at han måske kunne risikere at høre ham. Han gad ikke blande sig ind i deres problemer, men dét der kunne han i hvert fald heller ikke holde ud at høre på.

Louis betragtede i lange tid Akira uden at sige i ord. Næsten fascineret, som på samme måde et barn kigger på myrerne, inden luppens nådeløse stråle vil dræbe dem. Barnet ved, at den er kontrollen. Så barnet kigger bare. Og Louis kiggede i et godt stykke tid bare. Han smilede ikke mere, men situationen gjorde ham godt tilpas. Ikke så meget fordi, at Akira blev ydmyget og ganske let bukkede under. Men mere fordi, at han ikke kedet sig lige nu. Lige nu havde han en masse at lave, hvilket næsten gjorde ham glad. Faktisk fik han helt lyst til at smile til den forpinte dreng, venligt, men lod dog være.
I stilhed hørte han på Akiras ord. På en måde blev Louis skuffede. Han havde før mødte mennesker, faktisk flertallet, der reagerede sådan, når tingene virkelig brændte på. Og problemet med dem var, at de ikke kunne give ham noget modstand i det lange løb. Det sjove ved det hele var ikke selve handlingen, eller jo, men glæden forsvandt hurtigt. Men spillet var jo den vigtigste del. Lige nu havde han sprunget over alt det sjoveste. I det mindste kunne han trøste sig selv med, at Akira helt sikkert ikke ville være respektløs over for ham igen.
Louis satte sig på hug, så han nogenlunde kunne se Akira i øjnene. Nogenlunde, eftersom at Louis var betragtelig højere end drengen. Men han gad ikke sætte sig ned på det kolde tag igen. For lidt tid blev han ved med at kigge på Akira, som om han overvejede hans ord. Egentlig vidste han godt hvad han ville sige. Men han holdte af den nervøsitet der ofte opstod under stilheden.
Egentlig havde han helt glemt om den tredje drengs eksistens, indtil han hørte en mumlen. Louis var ikke helt sikker på, hvad der blev sagt. Ordet sammen kunne han dog opfatte. Lucas fandte nok også hele seancen en smule ynkelig.
De violette øjne stirrede ind i Akiras ansigt. Også åbnede Louis munden: "Jeg kan ikke bruge dig til noget. Du er svag."
Og det var sandt. Hvad skulle han bruge en dreng til, der tissede i bukserne og græd? Endda en, der tryllede om nåde. En dreng Louis ikke selv fandte attraktiv.
Han bevægede sig igen helt tæt på Akira, og hviskede en i hans øre "Prinsessen skal lære ikke at lege med de store drenge" Langsomt tog han sit ansigt væk igen og kiggede ganske blidt på Akira. "Forstået?" spurgte han med en næsten munter stemme. Men langt fra venlig.

akira kiggede nu op på Lucas og så koldt på ham, han havde nu fået nogenlunde styr på sin vejr trækning, det her skulle de få betalt, begge to han skulle nok finde på nogen rygter om dem. han følte sig ikke rigtigt bange for Lucas han havde stort set bare stået i baggrund,
akira regnede ikke med at denne dreng ville kunne gøre ham noget, men det vidste han jo intet om, begge drenge var lækkere og bare det at akira kiggede på Lucas mindede det ham og hans første kæreste som nu sad der hjemme sikkert med en anden dreng og kyssede med ham eller andre ting, som at spise sushi sammen, disse tider ville han aldrig glemme, akira sukkede og hørte lucas ord og han prøvede at tage sig sammen til at sige noget, men i starten kom der intet ud af hans mund, dog få sekunder efter fik han mod til at sige noget " tag dig selv sammen, jeg er i det mindste ikke så svag som dig, du står bare og glor mens han smadre mig,! er du for svag til at hjælpe, bare vent.......!" sagde han dog kunne man stadigvæk høre at han var meget bange. han skulle til at forsætte sin tale men han mærkede nogen øjne der kiggede på ham, han fik kuldegysninger så det løb ned af ryggen på ham, han rystede let på overkroppen, han kunne virkelig ikke lide den måde louis kiggede på ham, det var som om, at han kunne styre akira med sine øjne. akira var godt nok bange, men ikke bange nok til ikke at kunne svare igen, han havde aldrig respekt overfor folk som ham, han hadede dem og alligevel var han faktisk bange for ham, men han prøvede ikke at vise det, men det var svært da hans øjne sagde stort set alt. de var nemme at aflæse, akira var ligeglad med hvad han tænke om ham, men respekt til ham ville han aldrig få, eller der skulle i hvertfald en del til før han ville få det, men akira kom i tanke om hvor meget han egentligt kunne hænge louis ud, uden at han ville kunne vide at det var akira, dette fik en smil til at komme frem på akiras læber, men smiler forsvandt dog hurtigt. i det louis satte sig op hug foran akira kiggede han bange ham ind i øjene han ville ikke kigge andre steder, det kunne godt være han var bange men louis kunne bare vente sig han skulle nok finde på noget...
"du kan bruge mig, jeg kan mere end du tror, men dit valg" sagde han stille og fnøs mens han bare kiggede ham i øjene.. inden i græd akira han prøvede virkelig at være hård men det var svært han ville ikke knække Heeelt nu, men han var tæt på det, der var en smule kamp i ham i nu og louis kunne se det, han skulle ikke slippe godt fra dette, " jeg leger ikke mere, det kun brøn der gør det" sagde han bare og fik endelig rejst sig op, han rystede stadigvæk en smule i kroppen, efter hans kæmpe chok han havde fået.....

- Lucas Valir

Lucas bed tænderne sammen over Akiras ord. Nå, så nu var det ham, der var svag? Idiot! Han ville hellere end gerne slå ham lige midt i ansigtet, hvis ikke det var fordi han vidste, at Akira ville begynde at tude igen og at han selv højst sandsynligt ville få ondt i knoerne af det. Og blod på hænderne. Han gøs bare ved tanken.
”Hvis siger, at jeg overhovedet gider hjælpe dig?” lød det fra ham.
For det havde Akira vist ikke lige overvejet. Han hjalp ham ikke, simpelt nok fordi han ikke gad. Eller ville. Selvom det var Louis, der virkede som den ’onde’ i denne sammenhæng, ville han langt hellere holde med ham end tudeprinsen.
Han skævede en anelse nervøst til Louis. Jeg kan ikke bruge dig til noget, sagde han. Så var spørgsmålet bare, hvis nu han kunne bruge ham, hvad ville han så bruge ham til? Lucas skælvede let. Om det var på grund af dét eller den kolde vind, der netop blæste ind over taget, det var ikke til at sige.
Han sukkede og lod en hånd glide igennem det pjuskede brune hår. Det her var begyndt at blive kedeligt… kedeligt? Han bed sig i kinden. Hvad havde han måske forestillet sig, der skulle ske – at de ville begynde at slås? Som om det ville have været meget sjovere at se på. Han var næsten hundrede procent sikker på, hvem der ville vinde. Og hvem der flæbende ville løbe sin vej.
Han drejede hovedet en anelse og slog blikket op mod himlen. Nu kunne man se alle stjerne helt klart, men kun i et øjeblik, før skyerne igen gled ind foran dem. Suk.

" jeg leger ikke mere, det kun børn der gør det"
"Præcis prinsesse," svarede Louis stille og roligt og rejste sig op samtidig med Akira. Han mente, at han havde nået sit mål nu. Selvom han var let at provokere, skulle der mere end et fnys og en smule flabethed fra en tudende dreng, der ikke kunne holde på vandet. Lige nu var Akira simpelthen så langt ned på Louis lister over personer han overhovedet så meget som anerkendte eksistensen af. Så han ville ikke gøre mere ud af ham. I hvert fald ikke lige nu. Og Akiras ord om, at han kunne mere, end han troede gav han ikke for. Louis var selvsikker på, at han vidste hvad Akira var værd og hvad han kunne. Nul. Intet. Sværere var det simpelthen ikke. Så kunne drengene fortælle Louis, at han kunne forvandle vand til vin. Han var ligeglad. Akira var svag. Og når man var svag ville det i sidste ende ødelægge alle de andre værdier man måtte bære rundt på. Selvom Louis stadig havde en stærk fornemmelse af, at drengen overhovedet ikke havde det mindste at bære rundt på. Og det synes kunne nok aldrig blive ændret, nu hvor han havde set hvor lavt og hurtig Akira sank fra at være en smartass til at være.. Ja, en flæbende 100% fag.
Nu vente han sig om imod Lucas. Mest af alt for studere ham lidt nærmere. Og fordi at Akira alligevel havde sat en tanke i gang i hans hoved. Hvorfor havde Lukas ikke hjulpet? De fleste mennesker Louis kendte ville hjælpe eller i det mindste skrige lidt, hvis der var anden, der var ved at blive kvalt. Ikke at Louis fandt det vildt underligt. Faktisk kunne han godt lide det. Meget bedre end den må Akira opførte sig på.
Dog måtte han stille et spørgsmål. Om det var seriøst eller fordi han kedet sig, kunne han egentlig ikke helt finde ud af. Måske havde alkoholen alligevel sat et spor i hans hjerne. Selvom han nu mente, at den var blæst væk for lang tid siden.
"Vil du hjælpe ham?," spurgte Louis roligt. Han forventede, at han kendte svaret, men det var lokkende at spørge. Måske kunne han få noget andet at slå kedsomheden ihjel med end Akira. Denne skole var måske i sidste ende slet ikke så slem.
Louis lagde mærke til det nervøse blik. Det frydet ham. Egentlig havde Louis først taget sig sammen til at kigge ordentligt på Lukas nu. Imod sætning til Akira kunne han bedre lide hvad han så. Selvom han havde lyst til at pande sig selv ned over tanken, lod han den blive lidt alligevel. Det gjorde ham vel ikke homo. Nej. Han var fandme ikke det mindste, der mindede om homo. Men alligevel strøg tanken igennem hans hoved om at spille lidt med Lukas.
Episoden med Akira spillede dog også ind på den tanke, og smadrede den. Nu hvor drengen havde set, hvad han kunne finde på at gøre, ville det sikkert ikke være helt så sjovt. Men måske svært.
Louis tanker begyndte at løbe løbsk. Et øjeblik knyttede han næven hårdt og fik taget sig sammen. Han skulle fandme ikke tænke sådan om andre mænd.

Akira ville væk nu havde han chancen hun kunne se det for sig, nu havde louis ikke længere opmærksomheden på akira dette tegnede godt, han stod lidt og planlagde hvordan han skulle gøre det uden at de ville opdage det for let, men nej det skulle ikke være nu han skulle have nogen navne og det skulle han bare han måtte have de navne han vidste lige præcis hvad han skulle gøre ved de to som hævn, ” hvad hedder i, eller er i for svage til at turde sige det til mig, ” han grinte kort og koldt og forsatte ” jeg kan godt se at jeg er så farlig at i ike tør sige det.” den eneste grund til at akira var sådan i munden lige nu var at der god afstand i mellem dem akira begyndt stille at gå baglæns over med døren til trappen for at komme ned hvilket gjorde at der var større afstand i mellem dem,….
((sorry for korte svar løb tør for ideer))

- Lucas Valir

Han blinkede et par gange med øjnene i retning af Louis. Om han ville hjælpe Akira? Selvfølgelig ville han ikke det. Han kendte ham jo ikke, og han havde på fornemmelsen, at hvis han havde stiftet nærmere bekendtskab med ham, ville han heller ikke have brudt sig om ham. Selvfølgelig skulle det faktum, at han ikke kendte ham, ikke forhindre ham i at hjælpe ham, for hvor mange gange havde man efterhånden ikke hørt om helte og heltinder, der havde reddet en vidt fremmede fra døden eller det, der var værre?
Han kløede sig i nakken. Så rystede han på hovedet, langsomt men ikke tøvende.
”Hvorfor skulle jeg ville det?” lød det fra ham.
Han gav sig til undersøgende at betragte Louis. Lod sit blik glide hele vejen fra hans sorte hår til hans hænder, og så stoppede han. Han bemærkede godt den knyttede næve. Undrende kiggede han op på Louis’ ansigt igen.
”Hvad er der…?” begyndte han, men gik helt i stå. Det ville nok ikke hjælpe at spørge, hvad der var galt. Det var han udmærket godt klar over. Han ville sikkert ikke engang få noget svar tilbage. Det var de færreste mennesker, der ville dele deres følelser med en fremmed. Han havde i hvert fald aldrig oplevet en fremmed sige, ’jo, nu skal du høre…’ hvorefter denne begyndte på en længere roman om sin åh så forfærdelige barndom.
Han drejede hovedet mod Akira, da han igne åbnede munden. Åh, kunne han dog ikke bare holde op? Nu var han åbenbart ligefrem blevet så farlig, at de skulle være for bange til at fortælle ham deres navne. Uh-uh. Han lød jo som et lille barn. Lucas sukkede dybt. Han gad overhovedet ikke besvære sig med at åbne munden for at svare, så han vendte blikket tilbage mod Louis med en sigende skæven mod Akira.

I det at Louis hørte Akiras stemme endnu en gang, drejede han hovedet hen mod lyden og løftede et øjenbryn. Nu blev det sgu næsten for meget. Hvordan kunne en dreng, der lige havde ligget i eget pis og snot, tro at han rent faktisk havde den mest provokation evne? Et endnu bedre spørgsmål var, hvorfor han legede med ilden. Nu var Louis typen, der lod brugt legetøj var brugt legetøj, men han vidst godt, at hvis han havde været en af sine venner.. Så havde Akira haft meget svært ved at sige noget det næste lange stykke tid, når han forsatte på den måde.
Louis sukkede med Lucas. Han kunne ikke lade være. Akira kedet ham. Meget. Så han valgte bare at ignorere ham. Måske han skulle fortælle sin psykiater om denne episode, næste gang han så ham. Så kunne det være den gamle mand kunne holde sin kæft om, at han ikke havde den mindste selvkontrol. Det modbevidste han jo tydeligt nu.
”Hvorfor skulle jeg ville det?”. Egentlig et godt spørgsmål. Louis havde intet svar og følte ikke behov for at svare. Det var et ganske fint svar, spørgsmålet. Hvorfor skulle nogen ville hjælpe nogle som det lille pjok der? Han var en stor belastning, der lagde op til ting, han ikke selv kunne klare.
Louis vidste ikke helt om han skulle svare. Og hvad skulle han svare? Jo, ser du, faktisk spiller jeg skide smart overfor en hver person, der så meget som kunne have 1 sandkorn homoseksualitet i sig. Faktisk afskyrer jeg dem som pesten. Men alligevel står jeg og tænker på, at du er ganske attraktiv. Skal vi bolle? tænkte Louis sarkastisk. Ja, det ville nok være en helt fin svar...
"Ikke noget," endte han med at svare. Ganske lettere end den lille tale han havde holdt for sig selv. Desuden behøvede han ikke at svare. Han kendte ikke drengen, og selvom de gik på skole sammen var det ikke sikkert, at han ville møde ham igen.

akira sukkede opgivende det hjalp intet han måtte bare huske hvordan de så ud begge to. derfor tog han hurtigt sit hætte frem fra sin lomme på sin trøje og sin kuglepen. han skrev hurtigt ned hvordan de sur ud selvom det var svært at se hvad han skrev, men han kunne sagtens skrive uden lys han havde gjort det før. og ville sagtens kunne læse det bag efter...
han klappede hæftede sammen og sagde " I KAN BARE VENTE JER" i det han åbnede døren og løb ned af trapperne og væk

//OUT

- Lucas Valir

Lucas nikkede svagt til Louis' korte svar. Hvad havde han måske forventet? I hvert fald ikke mere end det. I det mindste var det bedre end et 'rager ikke dig' eller 'bland dig dog udenom', men ikke meget.
Han drejede hovedet mod Akira, der igen snakkede. Og denne gang var han blevet højrøstet. Han åndede lettet op, da Akira - langt om længe - endelig fik 'spændt hjelmen', som han havde sagt til Lucas, og besluttede sig for at løbe sin vej. Det var nok det klogeste, han endnu havde sagt eller gjort. Lucas kunne dog ikke lade være med at rynke lidt på næsen over hans sidste sætning. I kan bare vente jer.
"Hvad kan vi vente os...?" mumlede han og kiggede spørgende over på Louis.
Han kunne ærlig talt ikke se, hvad Akira skulle kunne gøre dem. Banke dem? Selv Lucas, der ellers ikke havde mange muskler, var ret sikker på, at han kunne klare ham. Og endda helt uden at overanstrenge sig.
Han havde godt bemærket, at Akira havde skrevet noget ned i sin hæfte. Sikkert notater om dem, eller sådan. Måske havde han bare tænkt sig at skrive onde ting om dem i sin dagbog, som ingen andre alligevel nogensinde ville komme til at kigge i.
Han kiggede tilbage på Louis. "Hvad hedder du egentligt?" spurgte han. Hvis den anden så bare gad svare ham denne gang.