Ved skovsøen

Louis

Vandet ligger ganske stille. Ikke den mindste bevægelse bryder overfladen. Og Louis står og stirrer på det. Han må være sindssyg. Endnu engang har han bevæget sig udenfor. Uden grund. Og nu står han her ved en lille sø omgivet af træer og glor ned i noget vand. Intet formål. Det får ham ikke til at slappe af, og han nyder det ikke. Han er der bare.
Og han keder sig. Det er 2. dag han er på skolen og han keder sig forfærdeligt. Der er intet interessant ved de lange timer. Faktisk er de værre end dem han normalt kender til. Han er ikke vant til, at læreren ikke ved, at når han rejser sig op og går, så rejser han sig bare op og går. Ikke noget med at forsøge at kalde ham tilbage.
Louis kan ikke lide det. Det føles som om, at hans vil er blevet sat tilbage til punkt nul. Nu hvor han havde brugt så langt tid, faktisk alt sin tid, på at skabe et liv i sin hjemby. Nogle ville begynde at filosofere over, hvor let livet egentlig forandres, og tanken strejfer også Louis. Men den hænger ikke ved. At tænke er for piger, at handle er for mænd.
Dog føler han sig handlingslammet på skolen. Tilgangen til alkohol og tjald er tydelig formindsket, og tilgangen til damer.. Ja, den er fuldstændig forsvundet i den blå luft.
Og når han ingen kender, hvad skal han så lave?
Et suk underslipper hans læber. For helvede, hvor ville han ønske, at han ikke var blevet sendt herhen. Han gider ikke at kede sig.

Halvt om halvt forsøger Kash at bilde sig selv ind, han er gået udenfor, fordi han ville kigge på området omkring skolen - ganske vidst har han ikke set det endnu, og frisk luft skader heller ikke rigtigt, men inderst inde ved han godt den eneste grund til han er udenfor er fordi han kan få lov at ryge i fred. Han har ikke styr på reglerne for rygning endnu, og sidst han forsøgte at tænde en smøg mens han var inde på en skole fik han en helvedes ballade - så han lader bare vær.
Indtil videre har han fundet ud af der er en skov, hvor han skal holde sig til stierne hvis han ikke vil forsvinde, og en sø, han er gået rundt om to gange, og nu står ved bredden af mens han tænder en ny smøg. Vandet ser perfekt spejlblankt ud, uden den mindste bevægelse eller bølge - hvilket får ham til at bøje sig ned efter en sten to sekunder efter han har fået ild i den nye smøg. Kastet bli'r ikke særligt kraftigt, men fra der hvor stenen lander spreder der sig fine ringe i vandet - en smule bevægelse i den perfekte intetsigendehed. Han griner lidt for sig selv og ta'r et hiv af smøgen.

En lyd river Louis ud af sin egen verden. Han har stået og tænkt over alverdens ting. Mest fordi, at det slår kedsomheden ihjel for lidt tid. Ikke lang tid, men lidt. Det er mærkeligt, så meget kedsomheden fylder i hans liv. At han ikke bare kan accepterer, at man skal kede sig. I følge Louis skal der altid ske noget. Jo mere spænende desto bedre.
Derfor er Louis tilfreds med lyden. Ikke fordi at det er den mest spændende lyd. Faktisk er det ganske kedelig, men det er en forandring. Et oplæg til det spænende. Hvad var det man kaldte det i skolen? Noget mærkeligt. Noget spændende i en novelle. Anslag? Ja, en simpel lyd kunne være anslaget til noget spænende. Om det egentlig hedder anslag er Louis ligeglad med, nu er det på tide at stoppe med at tænke. Eller i hvert fald vil han lave noget andet i mens.
Han kigger over på drengen, der kastede stenen. Louis kan godt lide hvad han ser. Endelig en person, der ikke mest af alt ligner en lille nuttede pige. Og knægten har endda en smøg. Egentlig ryger Louis ikke smøger, så han føler ikke trang til en. Men for ham signalerer det alligevel noget.
Med rolige skridt går han over mod drengen og stiller sig ved siden af ham. Et øjebilk lader han stilheden råde, men åbner så munden; "Goddag," siger han roligt og smiler afslappet til drengen.

Kash opdager ikke der er andre tilstede ved søen, før den anden person allerede har hilst på ham - i fascination over eget skaberværk, omend det kun er ringe i vandet, som alle kan lave, er han hurtigt gået tabt for omverdenen. Det sker tit, selv har han vænnet sig til det, men andre har en tendens til at synes det er voldsomt irriterende, specielt når de lige har mødt ham. Han drejer hovedet for at se hvem der taler, og bli'r en smule overrasket over det ikke er en lille, spejslet tøsedreng der snakker - dem er der ellers en del af på skolen. Faktisk lidt for mange, efter hans mening. Ham her er faktisk ret høj, og ret muskelløs - ligner ikke ligefrem en man skal komme på tværs af. "Hey," svarer han med et kort smil, overraskelsen er totalt skjult i hans stemme.

Louis lader stilheden overtage igen. Bruger lidt tid på at kigge på drengen. Han virker på en måde lidt fjern i det, men det gør nu ikke Louis noget. Lige før stod han selv i sine egne tanker. Og ville sikkert ikke have fattet noget som helst, hvis der var en, der havde snakket til ham.
Han overvejer at spørge efter en smøg. Smøger er altid en fantastisk åbner for en samtale. Det var faktisk en af grundene til, at Louis røg, da han var mindre. Der var altid en eller anden, der kunne bruge en smøg. Også var samtalen startede. Måske han skulle begynde at ryge igen. Selvom han vidst er afhængige er nok menneskeskabte midler lige for tiden.
Det burde han egentlig også stoppe med. I hvert fald tjalden. På en måde bryder han sig ikke længere om den sløvende virkning og det lette hoved. Han føler sig næsten sårbar.
Men tilbage til den smøg.
"Giver du en?," spørger han og nikker mod smøgen i drengens mund.

Kash venter lidt på drengen skal sige noget mere, men da der går et stykke tid uden mere samtale, falder han tilbage i sine egne tanker og står og glor uopmærksomt på vandet, der nu er helt stille og fint igen. Han begynder at overveje at kaste endnu en sten, for endnu engang at kunne kigge på ringene. Uro i orden.
Han er dog ikke forsvundet længere væk i sit eget hoved, end han uden besvær registrerer drengen spørger efter en smøg. "Selvfølgelig," han trækker på skuldrene og fisker pakken med smøger frem fra lommen på hættetrøjen igen - han har ingen fornemmelse af hvor mange han har tilbage, men det skal nok gå. På et eller andet tidspunkt skal han jo alligevel finde ud af hvordan han skaffer smøger i dette nye land, og han har stadig næsten to kartoner i en taske, "vil du låne en lighter?" spørger han og forventer at svaret bli'r ja - hvis man ikke selv har en smøg, er det sjældent man slæber rundt med en lighter.

Louis tager imod smøgen og ryster på hovedet til ligtheren. "Jeg har," siger han med smøgen hængende ud af mundvigen. Han spilder skam ikke tiden. Louis tager sin lighter frem og tænder smøgen. Godt nok ryger han normalt ikke smøger og går ikke rundt med nogle, men der er også andre ting her i verden, der kan ryges. Lige nu ligger de andre ting, i form af to færdig rullede joints i sin inderlomme. Måske havde han egentlig tænkt sig at ryge dem. Måske var det derfor han gik herud. Hvis han skal være helt ærlig over for sig selv, så kan han ikke huske det lige nu. Ironisk. Han glemmer at ryge tjalden, fordi han har røget for meget af dem gennem tiden. Han burde virkelig stoppe. Men de to joints i lommen skal ryges. God tjald smider man sgu ikke ud. Men det må blive en anden dag.
Han får tændt smøgen og tager et dybt sug af den. Meget dybt. Tydeligvis er det langt fra hans første smøg nogensinde. Røgen bliver fanget i hans lunger, og langsomt lukker han den så ud. Måske skulle tjalden byttes ud med smøger. Det føles nu ikke så slemt endda, lige at få en smøg.
"Tak". Han tager endnu et dybt hvæs, virker næsten som om, at han prøver at ryge hele smøgen i to sug. Dog lykkedes det ikke helt.
"Hvad hedder du så?." De violette øjne er nu rettet mod søen, mens han pulser løs på sin kræftpind.

Kash skimmer hurtigt ned i pakken for at se hvor mange han cirka har tilbage - syv-otte stykker ser det ud til, så der er nok til i hvert fald... lidt tid endnu, det kommer vel an på hvor længe han gider stå udenfor og fryse. Hvis han bli'r stående udenfor til han er færdig med at ryge, bli'r det en meget kortlivet pakke. "Selv tak," pakken ryger tilbage i lommen, og lighteren får lov at være i fred. Han gider ikke engang overveje hvorfor drengen render rundt med en lighter, men ingen smøger.
"Kash," plejer man er præsenterer sig med hele sit navn? De eneste han har snakket med på skolen er et par lærere og en sekretær, og de har enten vidst hvad han hed eller spurgt efter hele navnet. Ligemeget... hvis han vil have et helt navn, kan han vel bare spørge, "og dig?" han ta'r et sidste sug af smøgen og lader den falde til jorden, slukker den med den ene fod.

"Louis," svare han kort. Hvor han egentlig hader det navn. Det lyder som et navn til en kvinde. Louis, Louise. Han har tit, især da han var mindre, brokket sig over navnet. Og igen og igen har forældrene fortælle ham, at det er et meget fint fransk navn, der stammer tilbage fra 1800-tallet. Men han gider da ikke at have et eller anden fisefornemt navn. Slet ikke, når det er fransk. I hans verden er franskmænd snobbede mennesker, der alle opfører sig feminint og bøsset. Godt nok har han aldrig været i Frankrig. Men hans venner har været der, og fortalt om dette forfærdelige folk, og det er nok for Louis. Han kan ikke lide dem, og vil aldrig i sit liv til Frankrig. Og han har overvejet at skifte navn. Men så er han sikker på, at han vil gøre sine forældre kede af det. Og det føler han dog ingen grund til. Så meget betyder et navn vel heller ikke.
Men Kash lyder da også som et lidt specielt navn. I hvert fald har han aldrig hørt navnet før, også bliver han lidt interesseret. Eller egentlig er han bedøvende ligeglad med navnet Kash, men han har lært noget om samtaler. Af og til må du simpelthen bare stille nogle idiotiske spørgsmål, hvis du vil holde samtalen i live. Samtaler kræver faktisk en del.
"Kash.." gentager han og nærmest smager på navnet. Egentlig kan han godt lide at sige det. Minder lidt om det engelske ord cash.
"Er det dit navn? Eller er det et form for kaldenavn?"
Louis ryger smøgen færdig og smider den på jorden. Han gør sig ikke den ulejlighed at trampe på den. Kulden begynder at blive stigende, og han har mest lyst til at gå tilbage til skolen.
"Nå, jeg smutter igen. Vi ses vel," siger han kortfattet og går.

//Out

Det er ikke bare en kold dag, det er så ånden står hvid ud i luften. Et lille stykke sjæl, der bliver synligt, tænker Eddie vel til mode og graver hænderne dybere ned i sine lommer.
Han har trukket i vindjakke, og derunder en hættetrøje; hætten hevet op om hovedet for at give bare en lille smule liv til de udstående hudflapper af øre. Hold kæft, hvor er det koldt. Han har sorte fingervanter med trevlede kanter, alt for tynde jeans, et par sneakers, der ikke kan stå fast på glatte veje. Han er kommet i tanke om vinteren på den hårde måde, men han nyder alligevel at gå udenfor.
Fuglene synger, og et tyndt, sprødt lag sne dækker græsplænerne. Søens overflade er helt mørk og kun forstyrret af et par ænder. Han standser op et par meter fra bredden for at lytte bedre efter. Stille, fredelig mandag, dét er, hvad det er.

Kai Takahiro M.

Det frysende vejr satte sine spor på alle og enhver i området, især den asiatiske dreng der kom fra de varmere dele af det miljøsplittede Japan. Træernes monotone dans hen over den så grå himmel lignede noget fra en film, som de stod der og svajede fra side til side. Kai placerede en bleg hånd på en træstamme til venstre for sig, uheldigvis for ham havde han ikke vanter med og måtte overleve ved at stikke dem i lommen. Hans skridt blev små, i det han skulle bevæge sig over glat territorium - for det var jo ikke smart at falde.
Med påklædningen i tankerne, havde Kai dog reddet sig en nogenlunde hue og vinterjakke med sig hjemmefra, til alt held. Det krusede asiater hår var gemt væk under en sort strikket hue, der ærlig talt godt kunne have været skiftet ud for længst. Der var et par huller her og der, alligevel holdte man varmen meget godt med den på.
Jakken var ærlig talt lidt feminin ifølge Kai selv, men det var den eneste han havde. En langærmet gråmeleret trenchcoat der gik ham til midten af lårene, og struttede ud som om det var en kjole - Dejligt, det var jo en kvindejakke. Normalt var han også iført løse bukser, men til denne særligt kolde lejlighed havde han hoppet i et par stramme sorte for at kunne stoppe dem ind i de høje vinterstøvler. De støvler var lavet af hvad der lignede ægte læder, og de gik til lige under knæene - foret med hvid pels.
Og nu bevægede Kai sig videre over det glatte lag på jorden, tog hånden på træstammen til sig, ned i lommen igen. Endelig kunne man se den ellers tilfrossede sø foran sig, så Kai stillede sig veltilfredst foran. Det var kampen igennem den halvstore skov værd.

Hvilket ukenyansk vejr. Den rødhårede skævede op til skyerne, der var lidt af det eneste hvide på himlen, og han spekulerede på, hvad der fik himlen til at blive grå. Forurening? De var alligevel et godt stykke fra Tokyo? Nah, han savnede bare en klar og blå himmel. Det havde ikke gjort noget, om foråret kom lidt tidligere.
Ved lyden af skridt i sneen drejde Eddie sig næsten med det samme. Den frosne overflade fik det til at knase grundigt, så man havde svært ved at være lydløs. I nogle sekunder studerede Eddie den anden; et øjeblik, indrømmet, troede han, at det var en pige. Men det var udelukket med den måde, skikkelsen gik. Desuden havde han ikke talt med en kvinde, siden han tog afsked med sin mor på stationen... Måske havde de spærret damerne ind i et rengøringsskab et sted.
Eddie løftede hånden som venlig hilsen, selvom de ikke helt var på snakkeafstand.
Han genkendte ikke drengen, men han kunne knapt nok genkende sin egen klasse. Der var ingen grund til at blive fornærmet.

Kai Takahiro M.

Til start med så Kai ikke rigtig den anden dreng, alligevel så man ikke rigtig nogen overrasket grimasse i hans ansigt da han opdagede at der blev sendt en hilsen imod ham. Han var lidt blank over hvad han skulle gøre, da deres afstand var umulig at snakke med, især med den blæst der raserede stedet omkring søen.
Hurtigt fik han samlet jakken lettere stramt om sig, så da blæsten igen holdte en pause og lagde sig til rette imod den kolde jord kunne han hurtigt bevæge sig hen imod drengen.
Kai stoppede dog et par meter væk, en god betragtnings afstand da der var rigelig mulighed for at se fuld figur. Japansk var drengen ihvertfald ikke, hvilke ikke kunne siges om ham selv. Prøvende hev han den ene hånd op af lommen, men fortrød hurtigt at ville række den ud. I stedet blev det til noget kort studering af de sortlakerede negle, som ellers blev gemt væk i den varme lomme igen.
"Hey,,," Kom det i stedet lavt.

Eddie bemærkede også neglene, nu den fremmede drengs hånd var fremme. Han studsede ikke længe over det, men slog blikket op for ikke at virke mere uhøflig end nødvendig. Han havde set drenge med neglelak før. Ikke at han følte sig klogere på den slags. Hvorfor gik piger i øvrigt med det? Hvorfor havde han ikke spurgt, dengang piger lod til at eksistere?
Måske havde han valgt et forkert sted at tilbringe halvandet år. Indtil videre havde han mødt en del, men de fleste havde proppet sig i interne venskaber, som Eddie sagtens kunne finde ud af at bryde ind i - han gad snarere ikke. Og så savnede han simpelthen en god typisk pige med sans for drama, der kunne puste lidt liv i de træge hjørner af klasseværelserne og tvinge drengene op af stolene i deres pauser.
Problemet var, at ingen kostskoler havde pladser i overskud, når man kom midt i et semester. Dog syntes han nu godt om alle typerne her, drengen inklusiv. Men hvem ville købe sig sådan en jakke?
,,Hej," svarede han og smilede skævt. ,,Herligt vejr, hva'?" Hans blik røg ufrivilligt tilbage til himlen for at imponeres over skyernes hastighed, som om nogen virkelig skubbede på dem.

Kai Takahiro M.

I et koldt ryl fra vinden bevægede Kai sig gangske stille tættere på, så det stod en sølle meter fra hinanden. Han ragede stille en hånd op under huen, for at klø i det krusende hår, og hvor han dog hadede vinteren med sit kolde vejr. Kai gravede spidsen af sin støvle ned i sneen, for at holde sig på stedet imellem alt den skrækkelige blæst.
"Dejligt vejr? Aha, ja det tror jeg på."
Han himlede med øjnene for sjovs skyld, men det var nu meget rart med nogen der ikke lod sit humør påvirke. Kais øjne løb over drengen, der nu stod foran ham. Kort, af hvad han kunne se naturligt rødt hår - og det var sjældent. Det så meget berørings indbydende ud, men nu er det ikke normalt bare at gå hen og gramse på andres hår. Fregner bredte sig også ud over drengens ansigt, men det var der nu ikke noget somhelst galt i. Tilgengæld så hans påklædning ikke så smart ud, han var nok amerikaner. (lol)

Eddie fnøs over fyrens udtryk. Well, man kunne vel heller ikke få det hele. Og han var selv gået ud i det; den anden så også ud til at være kommet mere eller mindre frivilligt, siden han var trådt ud af skoven i et ganske roligt tempo.
Det blev lidt ensomt herude, når alle elever trængte sig sammen i opholdsstuernes sofaer og drak varm chokolade. Men her var mere liv foroven, og luften var frisk. Ligesom den mørkhårede tog Eddie sit selskab i betragtning: japaner, samme højde som Eddie, sandsynligvis samme alder. Han havde et glat ansigt med ikke strålende venlige øjne, men liv i blikket til trods - i forhold til alle de søvnige i stuerne. ,,Eddie," præsenterede Eddie sig og besluttede i et øjeblik af tøven at række hånden frem med de flossede sorte fingervanter.

Kai Takahiro M.

Der blev ikke tøvet et sekund, Kais fingre ville muligvis snart fryse af så han tog imod Eddie's hånd der var indhylet i en vante. De spinkle, asiatiske fingre med sortlakerede negle lagde sig 'kælende' i den andens hånd og klemte som tegn på at han hilste igen.
"Kai."
I en hurtig bevægelse hoppede Kai lidt tættere på Eddie, efter han havde sluppet den varme hånd og kiggede det korte stykke op der nu en gang var. Det stank virkelig at være japaner, nå de fleste fra andre lande var så meget højere. Roligt rettede han hovedet skævt ned imod skulderen, og så stadig på Eddie.
"Fryser du ikke~?"

,,Gør du ikke? Er vi ikke her for at opleve den store, kollektive smerte af tilfrossede blodårer?"
Eddie smilede forsigtigt og så ned på drengen - Kais - skrånende hoved. Han havde rykket noget tættere på, hvilket ikke generede Eddie som sådan. To måneder uden for Landet af Personlige Grænser havde gjort sit til, at han ikke blev vred over nærgående tiggere eller salgsmænd, der stak ansigtet op i hans. Men selvfølgelig bemærkede han det, den slags lægger man mærke til.

Hiroshi Miyamoto

Hiroshi kom langsomt gående ned mod søen. Han havde en sort lang frakke på, et par sorte handsker og rimelig store, sorte vinterstøvler på, da hans fødder kunne holde varmen. Han havde ingen idé om hvorfor han var gået udenfor, men det var han i hvert fald.
Sneen knasede under hans store støvler, som om han har havde taget ti kg. på. Han tog sig ikke af lyden, men standsede op, et par meter fra søen.
Han lod blikket glider rundt, for at se om der var nogen. Han fik øje på to skikkelser, men fordi han ikke havde et særlig godt nattesyn, så kunne han ikke rigtig skimte, om han kendte dem, selvom det ikke gjorde nogen forskel.

Kai Takahiro M.

"Om jeg fryser! Vi lever for at sidde i en klump og ligne istapper."
Han smilte ganske småt, men stort nok til at det kunne ses. Eddie havde enlig nogle flotte øjne, indrømmet - men ikke ligeså flotte som en hvis persons. Nu da Kai tænkte over det, var det enlig lidt længe siden at,,, Han vendte hovedet ind imod skoven, og fik øje på endnu en skikkelse, vent...var det ikke?
Kai smilte for sig selv igen, jo det var jo Hiroshi. Nu nød han det helt, sådan at stå tæt på Eddie og kigge ham i øjnene. De spinkle asiatiske fingre rykkede op fra et sted på maven af den udenlandske dreng, og de lukkede sig om noget af den jakke som Eddie havde på.
Igen sendte han Hiroshi hurtigt et par blikke, dog burde det ikke være så tydeligt for den ellers så flotte (*wink wink*) udenlændinge foran Kai. I en groft bevægelse trak han Eddie fremad, så deres læber hurtigt kolliderede sammen.

Eddie nåede aldrig at lægge mærke til den opdukkede skikkelse ved skovkanten - han slog forundret blikket ned på Kai, da drengen tog fat om hans jakke, og der lød den lette kradsen af fingre mod vandtæt stof. ,,Hm?" sagde han med et spørgsmålet slået i ansigtet og øjnene.
I næste øjeblik blev han hevet fremover, for langsomt til, at han ikke strittede imod; men for hurtigt til at forhindre det mere eller mindre kraftige sammenstød af læber og tænder. Hans hænder søgte automatisk til Kais og greb hårdt om de sammenpressede knoer, hvor de febrilsk ville have hænderne til at slippe. Eddie gurglede og opfattede først situationen derefter. Adrenalinen pumpede sig ud i kroppen med samme hast, som han drejede hovedet og halvt prøvede at vride sig ud af kysset, halvt gjorde det dybere og nærere. Hvor underligt, at han ikke havde opfattet nogen hentydninger... ikke engang den fysiske rykken tættere på havde virket særlig naturlig. Det gjorde kysset heller ikke, og et sekund efter skubbede han Kais hænder væk fra sit tøj og løftede hovedet, til han kunne stirre på den sorthårede med ren fordømmelse i blikket. Og bebrejdelse. Hey, nogle ting kunne man ligesom godt prøve at time, ikke?!

Hiroshi Miyamoto

Hiroshi gjorde store øjne, da han så noget der i hvert fald lignede et kys, og kunne mærke noget brede sig. Han kunne ikke rigtig beskrive det, men hvis han vidste det, så ville han sagtens kunne sige det var jalousi.
Han rettede sit blik mod søen, og prøvede ikke at tænke på det. Han var jo ligeglad med Kai, hvorfor blev han så så ophidset? Det måtte være fordi, at han var træt. Der kunne ikke være nogen anden forklaring ifølge Hiroshi.
Han bed sig i underlæben og skævede over til de to drenge, og så de ikke kyssede mere. Han vendte dog hurtig blikket væk igen.

Eddie forstod muligvis sagen bedre, da Kais blik fløj tilbage mod skoven. For et splitsekund kiggede Eddie i samme retning - og kortvarigt var det, for han skulle ikke nyde noget af et lignende angreb - men han opfattede da skikkelsen i den lyse sne. Måske var et én, Kai kendte. I det korte stykke tid, de rent faktisk havde forestillet at stå tæt omslynget, havde Eddie heller ikke været overbevist om, at Kai mente dette af ægte romantisk (eller fysisk) interesse. Det havde nærmere virket impulsivt, som når en bi i græsset opdager den koloenorme fod på vej over dens hoved, og dernæst stikker med det samme.
,,Selv tak," udbrød Eddie i vrede, idet han rev blikket fra Kai. ,,Skulle det være en anden gang." Han lod gå af eget tag i Kai med en rusken og skubbede frustreret drengen tilbage, da han slap.
Dernæst skridtede han, med voldsomt lange skridt, væk fra søens bred og den sorthårede dreng. En blanding af voldsom hjertebanken og irritation på sit højeste raserede stadig i et virvar i hans bryst. Han blev delvist lettet, da drengen ikke fulgte efter ham, og snart var han forsvundet ud på én af stierne.

| Afsluttet herfra ^-^

Kai Takahiro M.

Det mærkedes tydeligt Eddies ubehag ved de pludselige læbers kollidering, og det var ikke fordi han selv nød det særlig meget. Faktisk var det en lettere ubehagelig følelse, men alt for at vise Hiroshi at Kai ikke havde brug for ham. Dog pev han i kysset, det lignede ham ikke men hans fingre blev næsten kvast til de påtog sig en blålig hudfarve. Men i forhold til den lettere højere udlændinge forholdte Kai sig helt rolig, med intet der tydede på panik i luften. Kai havde lidt ondt af Eddie, og lovede sig selv at han ville finde ham på et andet tidspunkt og undskylde dybt, hvor var Kai dog enlig blevet blød. Han gav udlændingen et undskyldende blik, de smalle asiaterøjne kunne umuligt have set større ud. Dog opdagede han, at nu lagde Eddie også mærke til Hiroshi i skovkanten. Fuck,,, tænkte han, og pillede ved det krusede hår under huen, hvad havde han dog lavet?
"Det..!" Han pev endnu mere, han havde en stor lyst til at kramme og ae drenge og undskylde. Kai blev ved et held stående da Eddie med en kæmpe kraft ellers bare skubbede til ham, og for at skjule det gik han hurtigt imod Hiroshi.
"Hiroooooh-kuuuuun~!"

Hiroshi Miyamoto

"Lad vær med at kalde mig sådan et dumt kælenavn," knurrede Hiroshi og flyttede ikke sit blik fra søen, da han nægtede at kigge på Kai.
Det var tydeligt, at Hiroshi ikke var i sit bedste humør, men det var han aldrig omkring Kai, så det gjorde ikke rigtig nogen forskel, selvom det var blevet forværet, pga. Hiroshi havde set Kai kysse en anden. Selvom han benægtede det var det. Han ville hverken indrømme eller indse, at han langsomt var begyndt at falde for Kai.
Hiroshi's øjne, som ikke var særlig vant til mørke, kunne dårlig nok se noget på længere afstand.