alene ?....

-fuyu katsuro-

Fuyu stod oppe på taget og vidste ikke hvad han skulle lave han havde prøvet at finde su hele dagen, uden held, han savnede ham virkelig! hvorfor var han altid så ensom uden ham... gid han smnart dukkede op. (sorry for det blev kort)

,- Kouseki Hira

Kouseki kommer op af brandtrappen med et trist blik, måske kunne han være i fred heroppe? Det håbede han lidt, han ville ikke generes med det der er hængt op på væggene som ikke passede. Det var noget dumt noget. Han bider sig i læben og træder udenfor, han savnede Asher utrolig meget, og havde pjækket fra timer både idag og igår. Han følte sig ikke rigtig i humør til at dukke op foran sin klasse hvis de begyndte at grine af ham, gøre nar, eller andet.

- Natsu Katsuro

Natsu hoppede let over hver andet trin på trappen, da han var på vej op til taget. Han skubbede døren op med den ene hånd, mens den anden hurtigt gled igennem hans lyserøde hår. Lyset fra lygterne, der oplyste taget, skinnede så kraftigt, at han i et øjeblik måtte knibe øjnene sammen. Det eneste, han lige kunne skimte, var farverne. Han kunne se noget blondt og noget lyseblåt, som fik ham til at spærre øjnene op. Yu-chan! Lydløst sneg han sig forbi en dreng, han ikke havde set før, for at komme hen til sin bror, som han faldt om halsen med et højt grin for at forskrække ham. "Heeej Yu-chan!" lød det muntert fra han.

-Fuyu Katsuro-

Fuyu stod lidt i sine egne tanker og nød udsigten, mens han tænkte på Natsu som altid. Han slappede helt af og opdagede hverken den fremmede eller Natsu der kom snigende ind på ham. Han stod bare og kiggede ud over skolens område. Men da han lige pludselig blev angrebet bagfra gispede han chokkeret og blev tydeligvis helt bange til han opdagede sin kære tvilling Su-chan, med armene omkring ham. Hvor kært. Han smillede skævt " Hej Su-chan hihi " sagde han og var lidt pinligt berørt over han blev så forskrækket. Hvorfor opdagede han ham ikke? Han kiggede lidt tilbage og så en anden dreng, hvem var det? Han kiggede lidt på ham, men smillede så venligt derover. Han så ikke helt glad ud. Mon der var noget der plagede ham?.

-Lucas Valir

Lucas var gået op på taget for at være lidt alene. Ikke at man ikke kunne være alene indenfor på skolen, for de fleste var taget hjem på vinterferie, så begge fællesstuer var stort set helt tomme. Men der var ligesom noget specielt ved at være oppe på taget i den kølige luft.
Han gned hurtigt søvnen ud af begge sine øjne, før han kastede et blik ud over taget. Det første der fangede hans opmærksomhed, var noget lyserødt noget. Da han fik kigget lidt bedre efter, gik det op for ham, at det var hår. Lyserødt hår. Underligt. Han gik hen imod drengen, der sad på muren. "Hej," lød det fra ham. Han kunne vel ligeså godt hilse.

- Lucas Valir

Lucas betragtede den anden dreng, der først kiggede på ham men så vendte blikket væk igen. Han virkede ikke videre interesseret i at snakke. Hvis ikke Lucas havde gået og kedet sig hele dagen uden rigtigt at snakke med andre, ville han da også hurtigt have gået sin vej igen, men nu havde han jo allerede hilst på drengen… så han kunne vel ligeså godt blive og snakke lidt.
”Hvorfor sidder du her helt alene?” spurgte han. Drengen så meget tænkende ud, som han sad der og kiggede ud i luften. Måske havde han bare brug for at være lidt alene. Lucas lod en hånd glide igennem sit pandehår, der hele tiden blev blæst ned i øjnene på ham af vinden.

- Lucas Valir

Hans blik blev igen fanget af drengens hår. Lyserød var altså en underlig hårfarve. Det var ikke, fordi farven ikke passede til drengen – det var bare ikke så tit, man så folk med den hårfarve. Lucas blev opmærksom på, at der blev svaret på hans spørgsmål, og han sled blikket væk og forsøgte at blive en smule mindre fraværende. Det tog ham lige et øjeblik, før drengens ord sivede ind i hovedet på ham.
”Ah,” lød det fra ham, mens han nikkede let. Der var altid fredeligt oppe på taget, selv når det ikke var ferie og de fleste elever ikke var taget hjem eller ud at rejse. ”Jeg kedede mig bare, så jeg gik op på taget for at se, om der var nogen heroppe. Og det var der.” Han smilede venligt til den anden.

- Lucas Valir

Lucas smilede skævt tilbage til drengen. Smilet forsvandt dog fra hans ansigt, da en kølig vind strøg ind over taget. Hvorfor skulle det også være så pokkers koldt hele tiden? Han lagde armene over kors i et forsøg på at holde varmen og vendte igen opmærksomheden mod drengen, da der igen blev talt til ham.
”Lucas,” svarede han kort. ”Og dig?” Han blinkede et par gange med de mørkebrune øjne, mens han betragtede den anden og forsøgte at gætte hans navn. Men det var så godt som umuligt, så den idé droppede han hurtigt igen.

- Lucas Valir

Lucas nikkede let og gentog hviskende Tenyas navn for sig selv – bare for at prøve at sige det. Han fulgte Tenyas blik og fik øje på en fugl, der fløj forbi langt oppe over græsplænerne. Det måtte da være koldt at flyve omkring så højt oppe i luften og med sådan en fart. Han vendte opmærksomheden tilbage mod Tenya og man kunne lige ane et smil i hans mundvige, mens han tænkte sig om. Hvad skulle han nu finde på at sige? Et eller andet der ikke lød for åndssvagt.
”Hvor gammel er du?” endte han med at spørge. Det kunne man jo altid spørge om. Altså lige medmindre man snakkede med en aldrende kvinde. Når man snakkede med sådan en, skulle man hverken spørge om alder eller vægt.

- Lucas Valir

Lucas kløede sig lidt på kinden. 18 år, det var jo tre år ældre end ham selv. ”Jeg er kun 15,” svarede han.
Han gøs lidt, da det begyndte at blæse lidt igen. Pokkers til vintervejr. Og han havde selvfølgelig ikke taget sin jakke på. Han regnede med, at hans hættetrøje ville kunne holde ham varm, men den levede ikke helt op til hans forventninger. Hans blik strejfede Tenya, der havde stukket sine hænder ned i sin jakkes lommer. ”Fryser du også?” spurgte Lucas, selvom svaret var åbenlyst. Alle frøs da i sådan et vejr, alle lige bortset fra isbjørnene.

- Lucas Valir

Lucas vippede let på fødderne. Hvis bare han holdt sig i bevægelse på den måde, så kunne det være, at han hurtigt fik varmen igen. Hans arme var stadigvæk lagt over kors, og hans blik hvilede på Tenya, som han sendte et skævt lille smil til.
”Det ville være dejligt med lidt solskin,” sagde han og slog blikket op mod den overskyede himmel. Det så ikke ud til, at solen ville bryde igennem skylaget før om lang, lang tid. Han sukkede lydløst og vendte blikket tilbage mod Tenya. Hvor var det egentligt kedeligt, det her. Der måtte da være noget bedre, man kunne tage sig til, end at stå her og glo. Han kløede sig let på kinden mens han tænkte sig om. Så vendte han sig om og sagde, ”jeg fryser, så jeg går indenfor igen.” Og efter at have sendt et undskyldende smil til Tenya, forsvandt han ned fra taget igen.

//out