Trapperne til indgangshallen

Okunote syntes stille for første gang i denne uge, men for Eddie også første gang i det hele taget. Han var lige blevet begejstret for de hundrede ansigter, der hver dag passerede forbi på gangene; nu, hvor flere var rejst hjem på vinterferie, virkede der så øde. De fleste gemte sig vel væk i puderne i opholdsstuen eller under dynen på deres værelser. Det havde han gerne gjort, men tilstedeværelsen af en guitar og meget fyldig kontrabas (inklusiv én, der klamprede på den) gjorde det svært at sove i ro og mag.
Han havde walkmannen stukket i en bukselomme, en næsten fysisk umulighed, så man ikke kunne tage store skridt. Han burde virkelig få sig en Ipod. Med et fast greb om elektrodimsen og lyden i hvert øre sprang han halvt hen ad gangen, bakkede et par skridt og zigzaggede ned ad trappen i rytmisk virvar af katastrofal grim teknodans. Holy, man kunne jo ikke stå stille til den slags musik!

(tillad mig at være meget påvirket af Private - med den eneste sang, mit internet tillader at spille i fuld version xD https://www.youtube.com/watch?v=oJJC1gKwgxU)

- Zakarias Shafir -

Zatch kom gående ned af gangen. Han havde hænderne i lommerne og virkede ret indelukket. Han havde en grå hættetrøje på, og huen trukket over hovedet. Han så ud af vinduet der fulgte hele den ene side af væggen, og det var med nød og næppe at han ikke ramlede ind i en dreng der kom hoppende. Nogle gange burde Zatch overveje at se sig for. I en ren refleks rakte ham ud efter drengen og tog fat i hans skuldre og trak ham ind mod sig. Han skulle jo nødigt falde! Selvom hans hjerne hurtigt registrerede at han jo ikke ramlede ind i ham, og at der ingen fare var, så han slap hurtigt grebet igen "Undskyld!"

Eddie var ikke alt for opmærksom selv, han havde travlt med at holde fat om sin precious musikafspiller, der fulgte hans tilfældige springen omkring, og da han først var over det første trappetrin, glemte han at holde øje.
Det gav et sæt i ham, da nogen greb i hans overarm og halvt hev ham til siden. ,,Eya!" udbrød han og satte en fod på et trin tids nok til at standse faldet. Han så fyrens mund åbne sig og gættede på et slags udbråb, men skubbede først sine headphones fra ørene. Popmusikken pumpede ufortrødent videre, dinglende fra T-shirtens hals, så det var svært at overhøre den. ,,Undskyld?" forsøgte han med let åbne øjne og prøvede ikke at gnide sin skulder, hvor fyren havde taget fat. ,,Øredøvende musik... Svært vanedannende." Han smilede skævt.

- Zakarias Shafir -

Zatch så på ham og kunne ikke lade være med at se ned mod høretelefonerne da han hørte den dunkende popmusik der kom blæsende ud. Han vendte så sit blik mod drengen, og vidste egentligt ikke helt hvad han skulle svare ham. Blev et kort øjeblik fanget i hans brune øjne.
"Ah. Yeah, jeg kender det godt. Jeg troede næsten at jeg var den eneste tilbage på skolen. Hvorfor er du ikke taget hjem til din familie?" han vidste ikke hvorfor han spurgte, men han ville ikke bare forlade drengen, i den pinlige situation han havde bragt sig selv ud i. Han så længe på hans fregner, han havde aldrig set nogen med fregner før. Det klædte hans ansigt meget godt. Og han kom til at tænke på hvad fregner egentligt var. Han mente engang at have læst at det var pigment pletter. Ikke fordi han blev meget klogere af det.

Eddie trådte lidt tilbage på det trin, han nu befandt sig på, og lænede sig afslappet op ad gelænderet. Han betragtede den anden fyr med nysgerrighed; ikke én, han havde bemærket før, men måske heller ikke lige let at bemærke. Det så behagelig varmt ud med den store hættetrøje, og i forhold til det var Eddie sløset klædt på i den olivengrønne (krøllede) shirt og de blå (uvaskede) cowboybukser. Men hey, nok var det mandag, men det var ferie, og det kunne ikke være påkravet at se ordentlig ud.
,,Hå, der skal mere end ferie til at lokke mig hjem. Mine forældre bor i Wakayama, lige i udkanten, pænt installeret forvokset parcelhus - med sakuratræer over hele linjen, kan du se det for dig? Det eneste man laver er at købe ind og gå ture. Nøjh." Han sukkede med et let hovedryst. ,,Hva' med dig?"

- Zakarias Shafir -

Nu havde han gjort igen. Hvorfor kunne han aldrig lære af sine fejl. Hvorfor skulle han altid lede samtalen ind på det område han lige netop ikke ville snakke om. "Well, lige for tiden vil jeg hellere være her. Det er også hyggeligt at være her i ferierne har jeg fået at vide" sagde han og snoede sig let og elegant udenom at fortælle den egentligt grund. Drengen foran ham skulle nødigt få medlidenhed. Zatch kunne sagtens klare sig selv, og fik det helt dårligt når folk begyndte at prædike om hvor synd det var for ham. Blah.
Han betragtede da drengens tøj, men syntes nu egentligt ikke at der var noget specielt over det, hverken på den positive eller negative måde. Selv prøvede han altid at fremstå afslappet og cool. Han ville nødigt virke kikset.

,,Haha, klart nok," sagde Eddie med et smil, der kom af, at andre havde tænkt som ham. Desværre var der ikke meget liv, og da det sjove for Eddie ikke bestod i en stilfærdig samtale med sin roomie på værelset, var han lidt skuffet. Jah, nok var der pejse og skakbrætter og aftente og små søde wagashi og andet gratis (gratis!) slik, men det målte sig ikke med det liv, der var i de rigtige skoledage.
,,Ey, Eddie forresten." Han kom på benene for at række fyren sin hånd. ,,-fra 2. R."

- Zakarias Shafir -

Han så på ham, 2. R. "Zakarias.. Fra 2. Q" sagde han så og undrede sig over hvorfor han ikke havde set ham før. Men på den anden side var det mange der gik på II semester, og han havde ikke fået hilst på halvdelen. "Så, har du ikke et godt råd til hvad man kan lave på sådan en stille dag?" sagde han som, også selv, kedede sig lidt på sådan en utrolig stille dag hvor lyden af folk der stressede rundt, og råbte i munden på hinanden ikke længere fyldte gangene. Tilbage var bare lyden af stilhed. På en utrolig tom måde.

Fyren gik også på II årgang? Eddie hævede øjenbrynene vagt, men fandt ingen grund til at kommentere det. Han var kommet i sidste uge - hvis ikke folk virkede så optagede af sig selv, havde han også gjort et større forsøg på at lære alle at kende. Det var underligt at sige det, men han savnede næsten stemningen, når man kom tilbage fra sommerferie til nye klasser og nye fag. Det var nemmere at lære andre fremmede at kende end være én fremmed blandt en masse fastgroede elever.
Eddie rynkede panden, som så gik i konfikt med øjenbrynene, men sådan plejede det at gå. ,,Ingen anelse, egentlig," svarede han, ,,jeg havde tænkt mig at gå udenfor, men det var kun fordi, der er så stille herinde... de færreste er vel gået ud i kulden." Han så på fyren et øjeblik - Zakarias. ,,Vil du med, eller er du også en af de her tyndhudede aber?"

- Zakarias Shafir -

Zatch, rynkede dybt på panden, hvis ikke han havde været lidt smartere havde han taget det som en fornærmelse. For det første: Tyndhudet. Han kom fra Israel, nede fra en utrolig varme, så tyndhudet var han vel. Og for det andet: Abe. Abe blev folk fra udlandet tit kaldt eftersom de havde mere hårvækst og var mørkere i huden "Er du sikker på at tyndhudet abe var et særlig godt ordvalg overfor en udlænding fra Israel unge mand?" sagde han, stadig med rynket pande, men også med et let glimt i øjet. Hurtigt glattede han panden ud og erstattede det alvorlige mine med et skævt smil "Lad mig lige hente en jakke først"

,,Israel?" gentog Eddie i åbenlys forvirring. Alas, der kom altså også mennesker fra Israel. Israel var ikke liige det land, han vidste mest om; næeh, egnede han sig bedre til Kenya. Men hvad pokker... Eddie havde ikke tænkt meget over, at Zakarias hverken lød eller lignede japaner, for det gjorde halvdelen af skolen alligevel ikke - det var i hvert fald, hvad Eddie var nået frem til, så han var holdt op med at spørge som det første. Han havde mødt ganske få fra USA, men briter og skotter var der, franskmænd, svenskere. Ingen nordmænd.
,,Det var så dér, jeg var på vej hen," tilføjede han, ,,en jakke." Han gengældte Zakarias' smil stadig noget forundret, mens han ledte efter et passende svar på Israel, men han havde virkelig ingen anelse. ,,Jamen såh - fortæl noget om Israel?"
Eddie gav sig de sidste trin ned ad trappen. Han antog, at de skulle til samme fløj, og ventede, til fyren nåede hans side.

- Zakarias Shafir -

Han så på Eddie. Hvad skulle han fortælle om Israel? At det var det smukkeste sted på jorden hvis man var til slagtning og krig? "Lige for tiden er der krig i den by jeg boede i. Jerusalem." Han forstod ikke en disse af sproget da han var kommet hertil. Japansk? Det var vildt svært at lære at bruge tungen på en helt anden måde. Engelsk var langt nemmere. Men også svært. "Jeg boede jo som sagt i Jerusalem. Israels selvudnævnte hovedsted. Smuk by. Udover krigen selvfølgelig" Han rynkede let på næsen "Der er egentligt ikke så meget at fortælle"

Eddie vidste ikke, hvad han skulle sige. Meget kunne han leve sig ind i med sin baggrund, men han tvivlede på, at krig var en del af det. Han havde aldrig været tættere på krig end et par kommunist-statuer i Østrig og nogle voldsomme skænderier med sin søster.
,,Well," sagde Eddie. ,,Så blev du sendt hertil? Så skulle du lære at bukke og sige arigatou?" Den rødhårede syntes nok, han kunne gætte sig til resten af historien, for den lød ummidelbart som alle andres - hvis man så bort fra den fact, at Zakarias så ikke var immigrant, men flygtning. Indvandrere var der nok af, unge mennesker slap lettere ind i Japan end de ældre. Sjovt nok syntes ikke mange på skolen helt så videbegærlige og dygtige, som regeringen kunne drømme om, men mange nationaliteter var der i hvert fald. Han gad nok vide, om der var sprogkurser og den slags. Hvis ikke Eddies japanske var fuldkommen smertefrit, havde han sikkert hørt om det.

- Zakarias Shafir -

Zatch så på ham, mon han var herfra? "Yeah. Noget i den stil" sagde han roligt og kørte hånden igennem sit lange hår, hvilket resulterede i at hans hætte faldt ned. Han så en gang imellem mod Eddie, men spurgte så endelig: "Hvad med dig, du ligner da ikke en typisk Japaner?"

((Sorry for langsom og kort svar))

Det var da utroligt, som ingen gad forklare den slags. Eddie var alt for nysgerrig til at lade være; helt ærligt hungrede han efter at høre fra nogen, hvordan de havde kæmpet med det japanske sprog siden de kom hertil, for det havde Eddie i hvert fald. Det var ikke sådan ligetil som at begynde på fransk eller spansk, og det hjalp ikke, at man vidste noget om modalverber. Men de færreste virkede ivrige efter at snakke om det.
,,Niks, jeg er fra good ol' America," grinede Eddie, så det var tydeligt, at hans følelser for landet ikke var lige stor. ,,Men kom hertil, for hvad, fem år siden... seks. Anyhow, hvis man gør sig lidt umage, bliver man total japansk." Han slog ud med armene på den mest ujapanske måde. Så bemærkede han dørene, de var nået til. ,,Nå, har du også fået roomie og alt det? Jeg kom for to uger siden, så alt er stadig lidt nyt." Han smilede.

- Zakarias Shafir -

Zakarias så mod ham. Seks år? "Jeg har faktisk ikke været her så længe. to-tre år måske. Hvilket du jo nok kan høre på mit sprog. Japansk er svært!" Sagde han og rynkede på panden før han svarede på hans spørgsmål "Yeah, jeg har en roomie. Jeg snakker dog ikke rigtig med ham" sagde han, og det var jo ikke engang løgn. Han havde ikke mælet et eneste ord til ham i den tid de havde boet på værelse sammen. "Jeg er også næsten lige startet. Før gik jeg på en 'almindelig' skole. Men så blev jeg sendt hertil" sagde han, og opdagede at endnu engang havde rodet sig ud på det farvand han helst ville undgå.

,,Indeed," sukkede Eddie, der stadig havde problemer med at huske et velbenyttet ord som birketræ. Til Zakarias ord om værelseskammeraten løftede Eddie øjenbrynene. ,,Ikke?" Som alt andet, der indtil videre var sagt, ville Eddie gerne høre mere. Selv havde han ikke snakket alt for meget med Victor, men da han ikke havde set fyren i et par dage, gik han ud fra, at Victor havde spærret sig inde på biblioteket for at studere. Den fyr var ret skrap til lektier, så meget havde Eddie bemærket, efter de var kommet i klasse sammen.
Eddie var på vej til at stampe i gulvet og spørge, om der ikke fandtes nogen, der valgte kostskole frivilligt, da han indså svaret - næh, det var der næppe. Efterskoler var ikke populære, men kostskoler, de havde stil og traditioner. Det kunne man lide. ,,Frivilligt?" spurgte Eddie forhåbningsfuldt. Han holdt løst øje med dørene, de passerede. Indrømmet var han stadig i tvivl om sit nummer. Der stod jo navne på, why bother?

Han nikkede, da Zakarias forsvandt ind til sit værelse. Længere henne fandt han sit eget, tomt for Victor, kun med instrumenterne og den nye potteplante. Han lagde walkman'en fra sig, trak jakken på og smuttede ud igen, og et øjeblik efter gik han og Zakarias mod hovedporten igen.

| Afsluttet ^w^

- Zakarias Shafir -

Zatch kom pludselig i tanke om at han havde lovet at ringe hjem. "Shit. Jeg havde helt glemt at jeg skulle ringe hjem. Jeg bliver nok nød til at gøre det, men vi kan tage en tur udenfor en anden dag? Jeg vil gerne lære noget mere om dig" sagde han og sendte ham et blik der ikke kunne tolkes som andet en flirtende. Den her skole vrimlede jo med lækre fyre. Han kunne ikke lade være med at række armen ud og strejfe hans hånd med sine fingre. Så smilte han til ham, det hele gik meget stærkt, og lige så hurtigt som de var stødt på hinanden var Zatch nu væk igen.

//Out