Tænke, tænke

Hiroshi kom gående ned af en af stierne med en jakke på. Det var stadig lidt køligt, men det var helt klat blevet bedre vejr. Solen skinnede meget efterhånden, så han havde fået lidt mere energi, men det havde ham også fået ham til at tænke.
Han tænkte på det løfte han havde givet Kai for efterhånden lang tid siden, men han havde ikke holdt det. Han havde lovet han ville vise flere følelser, men han kunne ikke. Det var alt for svært for ham, selvom han gerne ville prøve. Han ville for alt ikke miste den dreng der havde vist ham mest kærlighed, selvom Hiroshi selv var en idiot.

Kai havde ledt efter Hiroshi inde på skolens område indenfor længe, men det havde ikke lykkedes ham at finde drengen. Til sidst var han vadet udenfor, ikke rigtig iført andet end bukser, sko og en T-shirt. I stressen på vej ud havde han dog husket at trække en hue ned over sit hoved. Det hjalp dog ikke særlig meget på at han altså kun stadig havde T-shirt på i kulden. Han løb ned ad den samme sti som Hiroshi nu også gik på men Kai havde for travlt med at løbe og se ned i jorden.

Hiroshi kunne høre nogen komme løbende, så han kiggede sig over skulderen, for at se hvem der dog ville løbe udenfor. Han blev noget overrasket, da han så Kai. Især fordi han havde så lidt påklædning på.
"Den idiot," mumlede Hiroshi, inden han vendte sig om og hævede stemmen. "Hey, Kai!" Det lød ikke som en hilsen, mere som om at Kai skulle være opmærksom på Hiroshi. Han flyttede lidt væk fra stien, så han ikke risikerede at blive ramt af Kai, hvis han kom til at løbe ind i ham. Hiroshi vidste aldrig hvad Kai kunne finde på, men hvis Kai prøvede på noget som helst, mens de var udenfor, så var han død.

Kai så op og bremsede. Heldigt at han stoppede omkring en meter fra Hiroshi. "Hiroshi! Hvor har du været?" Spurgte han en smule 'needy' og så på ham. "Jeg har ledt og ledt og ledt efter dig!" Han hoppede hen til ham og lagde forsigtigt sine kolde arme om ham. Han rystede helt fordi det var så koldt, og Hiroshi havde varmt tøj på så han var nok varm.

"Din idiot," sagde Hiroshi med et smil, men svarede ikke på Kais spørgsmål. Han tog sin jakke af og gav den til Kai. Hiroshi selv havde en hættetrøje på under jakken, så han ville ikke komme til at fryse. "Tag den på, vi skulle nødig have at du blev syg. Gider ikke passe dig."
Hiroshi havde lyst til at slå sig igen. Han ville gerne være mere kærlig mod Kai, men hans instinkter sagde noget andet, tydeligvis.
"Hvorfor i alverden har du ledt efter mig?" sagde Hiroshi så. Hvorfor ville Kai bruge sin dag på at lede efter Hiroshi. Ifølge Hiroshi virkede det dumt, for de ville jo ses når de skulle sove. Hvis den ikke sov inden den anden.

Han grinte selv lidt af sig selv, han vidste da godt nu hvor han tænkte over det at det måske ikke var klogt at løbe udenfor i T-shirt. Kai tog imod Hiroshis jakke og tog den på, den var lidt for lille men det gik lige. "Tror jeg du ville gøre alligevel, eller også ville du prøve at kvæle mig imens jeg lå i sengen." Han smilte skævt og rettede på sin hue.
"Jeg ledte efter dig fordi jeg synes det længe siden vi har været sammen! Du ved, du smutter meget...og så smutter du langt væk rigtig længe og jeg ser dig slet ikke!.

"Oh..." sagde Hiroshi og kiggede væk fra Kai. Han ville ikke indrømme at han havde haft brug for at tænke, for det var ikke Hiroshi-agtigt. Men pga. den måde han reagerede på, kunne det godt virke som om at Hiroshi havde gjort noget som Kai virkelig ikke måtte vide, men selvfølgelig tænkte Hiroshi ikke over det.
"Var ikke klar over at det gik dig så meget på," sagde Hiroshi, men rettede ikke sit blik mod Kai. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, for at slippe for spørgsmålet om hvad han havde tænkt på.

Kai kiggede lidt uforstående på Hiroshi, "er der noget i vejen?" Han stillede sig lidt tættere på ham.

"Nej," sagde Hiroshi og kiggede endelig på Kai. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Han kunne lyve overfor Kai, eller det havde han allerede gjort nu. Hiroshi var irriterende stædig og var bange for at åbne sig overfor andre, selv Kai. Det var noget lidt andet med hans kusine, for hun kunne nærmest læse ham.

"Jeg kan godt se på dig det ikke passer, men det er lige meget. Vil du ikke sige det, vil du ikke." Kai tog Hiroshi i hånden og trak ham med sig hen imod skolen.

Hiroshi fik pludselig ekstrem dårlig samvittighed. Han vidste ikke hvorfor, men han blev nødt til at fortælle Kai det. Men ligeså snart han åbnede sin mund, lukkede han den igen. Han kunne ikke sige det, selvom han ville. Det ville lyde så tåbeligt. Der var noget galt med ham fordi han tænkte? Hvor latterligt var det lige?

Han klemte lidt om den yngre Hiroshis hånd, den var så dejlig varm at holde i efter at have løbet rundt ude i kulden. Der gik lidt tid før Kai faktisk sagde noget, ellers gik de to i tavshed langs stigen, hånd i hånd. Kai vendte sig så da endelig om og kiggede tilbage på den anden, "Har du været oppe og skændes med nogen igen?" det var tit derfor Hiroshi holdte afstand til Kai engang imellem, når Hiroshi var mest sur og muggen.

"Nej," sagde Hiroshi og rystede på hovedet. Han virkede langt fra ligeså arrig som han plejede, og det tydede virkelig på at der var noget galt. Hiroshi prøvede endnu engang at åbne munden for at sige grunden, men den blev lukket igen. Det var bare svært for den yngste af de to drenge at udtrykke sine følelser, og generelt at hvad han tænkte. Uanset hvor meget han ønskede han kunne, så var der bare noget der sagde at han ikke skulle, for så ville han bare blive såret igen, selvom Hiroshi efterhånden havde indset, at der virkelig skulle ske noget stort, før Kai ville forlade ham.

"Du virker bare så stille Hiroshi...det helt underligt." Han stoppede op og vendte sig imod ham. "Er du helt sikker på der ikke er noget du vil sige?" Kai kunne virkelig godt mærke på Hiroshi at der var noget i vejen. Det lignede ham ikke at være så stille.

Hiroshi tog sig til hovedet. Hvad skulle han gøre. Han fik endelig åbnet sin mund, for at sige noget. "Jeg har tænkt. Okay? og stop med at bekymre dig så meget om mig." Ordene overraskede Hiroshi. For det var ikke lige dét han havde planlagt at sige til den ældre dreng, men han kunne ikke trække ordene tilbage, og han nægtede at sige, at det ikke lige var det han ville have sagt.

Han smilte lidt, og rettede på drengens hår. "Jeg bekymrer mig altid om dig!" Kai smilte igen bare meget større end før, og krammede Hiroshi ind til sig. "Jeg spørger ikke mere idag."

Hiroshi gjorde noget totalt uventet. Han lagde sine arme om Kais liv og gemte sit hoved i Kais skulder. Han nød duften af Kai, og lige nu havde han brug for noget tryghed, selvom han måtte slå noget af sin stolthed ihjel. Hiroshi var utrolig usikker i virkeligheden og nogen gange han havde brug for at der bare var en.