Skoven ... O:

Linus lyner jakken helt op, putter næsen ned under. Hætten har han over hovedet, på trods af det vil messe hans hår op, men han gider ikke fryse. Han går med faste skridt, nyder skoven på trods af årstiden. Her er frisk og dejlig luft, og det minder ham om hjemme i Sverige.
I ørerne har han sine Skullcandy's, mp3'eren om halsen i en fin kæde, og playlisten står på Hardcore Superstar. Herligt.
Stedet er godt, selvfølgelig er det det. Men han savner sin bror, og de trygge omgivelser. Bare folk kan lide ham her...
Pludselig får han øje på én. Han har vidst ikke set ham før. Liggende med ryggen mod jorden, forvirrer det Linus. Det var da et underligt sted at lægge sig.
Han bevæger sig lydløst nærmere, vil helst ikke opdages. Bare kigge på ham, lige vide han er okay og så'n. Men de planer ændres hurtigt, da en stor gren knækker under ham, kun to meter fra drengens hoved, og han står helt stille, dybt rødmende. Slukker sin mp3, hvis drengen taler til ham, ville det blive mere pinligt hvis han blev nødt til at svare med et 'hvaad?!'.

- Lucas Valir

Lucas snøfter en enkelt gang og vikler halstørklædet en ekstra gang rundt om halsen. Hvor han dog bare hader at være forkølet. Og det gør det ikke ligefrem bedre, at det er så koldt udenfor, at han slet ikke kan mærke sin næse. Han holder en hånd for næsen for at varme den, men det hjælper ikke spor. Det gør det ligefrem værre, fordi hans hånd er så kold.
Han sparker til en sten og følger efter den, mens den triller hen af skovbunden. Det giver et sæt i ham af forskrækkelse, da han ser stenen ramme noget, som bestemt ikke er et træ. Det er en anden persons hæl. Han kigger op og standser brat op, men det er allerede for sent. Han støder lige ind i en person, som er gået i stå midt i det hele, ser det ud til. Han springer hurtigt et par skridt bagud og får nu øje på endnu en person, en lyshåret fyr, der ligger på jorden. Han genkender ham som Caleb.

Linus kigger forvirret fra den ene til den anden, har ingen idé om hvad han nu skal gøre. Det her har han ikke ligefrem prøvet før. Han vælger at tage hætten af, og hurtigt køre hånden gennem sit sorte hår for at puffe op i det igen, ser fra en lyshårede til dden mørkhårede, sinekrystalblå øjne farene omkring, sine kinder brændende og ildrøde. Til sidst tager han sig sammen, hiver lidt ned i jakkens krave.
"H-hejsan" han prøver at være høflig, men stammeriet kan han ikke undgå. Den svenske accent er ekstrem tydelig, han kigger ned i jorden.

- Lucas Valir

Han kiggede på Caleb og kløede sig forvirret i nakken. Hvorfor i al verden havde han ligget på jorden? Måske var han faldet, eller måske… han kiggede op på den højere dreng foran sig. Måske havde han skubbet ham? Nej… for så ville Caleb jo nok have sagt noget til ham, ikke? Så ville han ikke bare ligge og rode rundt nede på jorden og lade som om der ikke var sket noget.
Lucas slog hurtigt tanken hen. Det var ingen grund til at tænke så meget over det, for Caleb så ud til at have det helt fint. Han fik også andet at tænke på, da den sorthårede pludselig valgte at sige noget. Han måtte synke en klump og tage sig gevaldigt sammen, før han forsigtigt svarede. "Hej."

Linus træder lidt til siden, kigger på dem begge to. Det her, det' fandeme pinligt.
"Eh.. J-jag heter L.. nej.. mit navn er.. L-Linus" han kigger ned, vil ikke sige noget, men føler sig tvunget til det. Og når han er så nervøs og rødmende som han er nu, har han det med at slå over i svensk. Han prøver at smile lidt, mest for at få sig selv til at slappe af, og resultatet er da også godt nok.

- Lucas Valir

Han kigger på de sorthårede dreng og fatter ikke meget af, hvad han siger, hvilket til dels skyldes hans hjerte, der banker vildt hurtigt. Bump, bump, bump er den eneste lyd, hans ører opfanger. Om han er nervøs? Nej, slet ikke...
Han træder sig selv over fødderne. Han fryser, hans næse løber og han føler sig dårligt tilpas. Han vil tilbage til skolen. Nu. Han havde overhovedet ikke regnet med at støde på andre her i skoven, så han kunne ikke have gættet sig til, at hans gåtur ville komme til at føles så lang. Han drejer rundt på hælen, løfter hurtigt hånden til afsked, og begiver sig dernæst væk fra stedet.

//out

Linus kigger kort op, får øjenkontakt. Han giver et lille smil bag det sorte, lange pandehår.
"I lige måde.." han begraver hænderne ned i de dybe jakkelommer. "Hvorfor... ligger du herude?" han kigger undrende på Caleb, kort ned til der Caleb lå før, så tilbage igen.

"Ah.." Linus smiler. Det forklarer en del. "Jeg... er ret ny her, såeh.. jeg.. ved ikke lige hvor jeg.. skal gå hen, og så'n.." han kigger op på Caleb med lidt hjælpeløshed i øjnene. Han har aldrig været typen der følte sig tryk ved nyere steder.

Linus rødmer svagt igen, kigger ned. Var det så tydeligt? Er hans svenske accent så gennemborende? "Jaeh... fra Göteborg" han smiler igen. Han elsker Sverige, og elsker at tale og fortælle om hvor fantastisk Sverige er. "Er det så tydeligt at høre?"

"Åeh.." han kigger på Caleb's lyse hår. Det' fint. Han har lyst til at køre fingerene igennem det. Hans fascination af hår er stor, og Caleb's ser virkelig blødt ud.
"Er der noget med din fod?" han havde skam bemærket Caleb's blik hele tiden søge derned, og skoen så en smule beskidt ud. Ku' han have faldet ?

Linus har ingen idé om hvad han skal sige, håber på Caleb gad holde samtalen kørende.
"Men, hvorfor... er du ude i skoven?" lige efter han har spurgt, slår det ham, han vidst næsten lige har spurgt om det. Eller har han?