Stilhed på gangen

- Lucas Valir

Lucas stod midt ude på gulvet og lod overvejende sit blik glide op og ned af den lange gang. Der var ikke et øje at få øje på. Underligt, for der plejede ellers ikke at være til at komme igennem gangen for bare menneskemylder. Men så på den anden side, hvem gad rende rundt på en gang klokken ni om aftenen? Det var da kun folk som ham, der ikke havde noget bedre at tage sig til, der gjorde den slags.
Han sukkede let og stak sine hænder ned i lommen på sin mørkeblå hættetrøje. Han frøs om fingrene. Igen. Det gjorde han stort set altid. Han drejede sig halvt om og tog de sidste to skridt hen til vinduet, som han gav sig til at stirre tomt ud af.

Eddie var én af de få, der godt gad rende rundt på gangen. 'Rende' var næppe ordet, for han trak snarere fødderne efter sig og hen over gulvet. Det var mørkt, det var aften, og han var på sin tredje kop kaffe, så ingen nat kunne få ham til at gabe mere. Desuden var det onsdag. Og han havde ikke ret mange planer om at møde op til første time i morgen.
Kenya havde været varmt - meget varmt. Her var snarere lidt køligt, og det trak fra en åben dør. Af og til gnubbede han sig på siden af ansigtet, hvor det stadig generede fra solstik. Hans ansigt var stadig lidt lyserødt.
Han nød stilheden, som han sneglede sig ned ad den brede gang; men da hans blik opdagede en skikkelse ved et af vinduerne, blev han alligevel begejstret. I det mindste gemte alle sig ikke væk på deres værelser. ,,G'aften," sagde han med et muntert smil og spekulerede på, om han havde set brunetten før.

- Lucas Valir

Lucas drejede rundt, da han hørte en stemme bag sig. Hans blik faldt på en rødhåret dreng, der vist var ny - dét lyserøde ansigt havde han i hvert fald aldrig set før. Men så på den anden side, han kendte jo langtfra alle fra skolen. I hvert fald ikke de ældre elever, og ham her så ud til at være lidt ældre end Lucas selv.
"Uhm, godaften," lød det fra ham og besvarede venligt den andens smil. Nysgerrigt lod han sit blik glide over ham endnu en gang, før han tilføjede, "er du ny?"
Han kløede sig lidt i nakken, så det pjuskede hår kom til at stritte endnu mere. Han stak dog hurtigt sin hånd ned i lommen igen - den frøs nærmest til is, bare han hev den op derfra i mere end to sekunder af gangen.

,,Ny og ny..." gentog Eddie og kradsede sig lidt på halsen, hvor han akkurat fornemmede stubbende vende tilbage. Ucharmerende. ,,Jeg har været tilmeldt siden i sommers, men så har jeg været to måneder i Kenya. Hence, the color."
Han pegede på sit ansigt med et smørret grin, før han - som den anden fyr - gravede hænderne i hver sin lomme. Brr, varmede de ikke stedet op her? Fyren så også ud til at mærke det.
,,Er du fra anden årgang?" Eddie betragtede ham interesseret. Han huskede ikke den anden, der også så lidt yngre ud, men det var svært at sige anyways. Den rødhårede stillede sig ved siden af Lucas og lagde knæene mod radiatoren, der, ikke overraskende, var kold som dårlig kakao.

- Lucas Valir

Lucas kiggede igen op på den andens ansigt, da han pegede på det. Ja, det var godt nok en underlig farve...
"Jeg troede bare, det var fordi, du frøs," sagde han og trak let på skuldrene. Men det var så åbenbart fordi den anden fyr havde været ude i solen. Snyd. Lucas skuttede sig lidt. Han vil meget hellere være i Kenya lige nu end her på den kolde gang.
Han rystede på hovedet af fyrens spørgsmål.
"Nej, fra første," sagde han. Han fulgte ham med blikket, da han stillede sig op af radiotoren. Den varmede ikke spor. Det burde den ellers gøre, ellers ville trækket fra vinduet da snart fryse gangen til is.

,,Hmpf," fnøs Eddie med smilet hængende i mundvigen. Nah, så anderledes håbede han da ikke, at han så ud. Det var en underlig fornemmelse at være blandt komplet sorte mennesker med sort hår og sorte øjne, men det føltes ikke meget bedre at være tilbage i Japan, hvor de fleste var overraskede over hans udmærkede japanske. Men om kort tid ville han glemme fornemmelsen igen. Japan var hans hjem, trods alt.
,,Ah." Han nikkede kort. Udenfor lå et tyndt lag sne stadig, og himlen var overskyet. ,,Så, synes du om stedet her?" Halvdelen var, så vidt Eddie vidste, slet ikke kommet her af fri vilje. Men selv følte han en vis lettelse over at være tilbage i et land med snevejr.

(Undskyld min slowhed! D: )

- Lucas Valir

Lucas skævede ud af vinduet, mens han overvejede, hvad han skulle svare.
"Tjah... det er vel fint nok." Han trak let på skuldrene. Stedet var jo trods alt en skole, og der var grænser for, hvor højt man kunne elske sin skole. Lige meget hvor flot bygningen var, ville han altid forbinde den med lektier og kedelige matematik lektioner.
Han kiggede tilbage på Eddie. "Hvad synes du om stedet? Hvis du da overhovedet kan huske det," tilføjede han og smilede skævt. At være væk i to måneder... det var da noget af en længere rejse. Hvad kunne man overhovedet foretage sig i Kenya i to måneder?

Eddie nikkede igen, en enkelt gang og langsomt, men da spørgsmålet vendte tilbage, hævede han øjenbrynene i eftertænksomhed. Det havde han egentlig ikke overvejet ret længe. Ved tilmeldelsen havde han haft ikke så få valg, men han endte med Okunote, fordi niveauet alligvel virkede tilforladeligt - hans forældre var ligeglade med den slags, bare han bestod - og hans (pige!)venner havde jublet ved nyheden om, at deres ven ville gå på en skole kun for drenge. Det gjorde ham til en meget værdifuld forbindelse. Han smilede henført.
,,Mjah, det' okay. Desuden er det snart ferie," sagde han med et skævt grin. ,,Folk virker generelt flinke og såd'n. Lærerne også." Mon de overhoved kunne huske ham. ,,I forhold til så mange andre steder er det her vidst heller ikke så vældig... fornemt. Eller også har jeg misforstået konceptet."

(Jeg vil gå i seng for i aften n__n feel free til at blackout'e eller fryse eller noget tredje.)

Lucas smilede let over den anden fyrs ’desuden er det snart ferie’. Jah, det var det… heldigvis. Skolearbejdet var efterhånden ved at blive lidt for meget for ham.
Han lyttede færdig til, hvad han havde at sige. Så trak han let på skuldrene. ”Næh, det er vist ikke så fornemt,” sagde han. Med et videorum, som elever frit kunne benytte, og store opholdstuer med bløde sofaer, virkede stedet godt nok ikke så fornemt. Mere bare… hyggeligt, på en måde – hvis man altså så bort fra, at det var en skole. Det var jo heller ikke ligefrem fordi, skolen var nogen stor, gammeldags slotslignende bygning, ligesom alle de kostskoler, man så tit så på film.
Lucas kløede sig let på kæben mens han betragtede den anden, lettere nysgerrigt. Nu var det jo heller ikke så tit, han fik chancen til at snakke med nogen af de ældre elever.

,,Hmm," brummede Eddie og vidste ikke, hvad mere, han kunne fylde den andens ører med. Han sagde sandelig ikke meget. Frosne læber? Ha, ha. Eddie lagde hovedet lidt på skrå og betragtede fyren. I det matte lys fra lysstofsrørerne så ingen særlig charmerende ud, men ikke desto mindre var drengen køn og, velklædt med mørke, runde øjne. Hans hår så ikke så vanvittig rodet ud, som Eddies kunne på en god onsdag aften - men noget slikhår var det heller ikke. Nice and messy.
Eddie smilede svagt, da deres blik mødtes, og de begge havde gloet indædt i mere end et par sekunder. ,,Onsdag," sukkede han. ,,Hvorfor hænger du ikke ud med de andre folk i en af stuerne?"

”Onsdag?” gentog han spørgende. Hvad så, hvis det var onsdag – var der noget specielt ved netop den dag? Han sukkede let, før han rystede på hovedet. ”Fordi der er helt fyldt op i alle stuerne,” svarede han, og det var rigtigt nok. For når gangen var tom, så måtte folk jo være et andet sted – og hvor ville folk helst være en på onsdag aften? I hvert fald ikke udenfor eller i spisesalen. Næh, de ville hellere sidde og spærre alle sofaerne i opholdstuerne, så der ikke var plads til andre… folk.
Han kløede sig let på albuen og lod endnu en gang sit blik strejfe den anden fyr. Så slog en tanke ned i ham. ”Hvorfor er du måske selv her?”

,,Onsdag. Ugens længste dag." Spørgsmålet tilbage fik Eddie til at fnyse let. ,,Same thing," sagde han og trak på skuldrene. Han havde allerede prøvet at socialisere med folk dér, men det var som at få glasskår i hjernecellerne. Hans krop var stadig plaget af jetlag.
,,Mennesker larmer. Det er ikke lige mit humør i aften." Han smilede som forklaring, før han plantede en hånd over radiatoren og satte sig op i vindueskarmen. Nu hvor han havde fundet en ikke nær så støjende underholdning, kunne han lige så godt blive hængende et øjeblik mere. ,,Eddie, forresten," han rakte en hånd frem mod fyren.

”Jeg troede, ugens længste dag var mandag.” Han sukkede let. Mandag. Ugens værste dag. Lige meget, hvor få timer man havde i skolen, og lige meget hvor få lektier man fik for, føltes den uendeligt lang og kedsommelig. Nærmest dræbende. Onsdag var bare ugens midtpunkt – kun to dage til weekenden.
Han fulgte den anden med blikket, da fyren sprang op i vindueskarmen. Han fulgte hans eksempel, og placerede begge sine hænder på kanten, så han kunne hive sig baglæns op. Derfor havde han begge hænder optagede, da der blev rakt en hånd imod ham.
”Øhm,” lød det fra ham. Han skyndte sig at hoppe op i vindueskarmen, så han tage imod den andens hånd. Eller Eddie, som han hed. Han smilede let. Navnet passede godt til ham. Og specielt hans røde hår. ”Lucas.”

,,Nåh ja, well, jeg var her ikke i mandags." Eddie grinede let - under andre omstændigheder havde han nok givet fyren ret. Men tirsdag morgen var han taget fra Wakayama til Tokyo, en dræbende kedelig togtur, som mest var gået på at snakke i telefon med alle gamle venner. Aftenen på skolen var brugt på at genopfriske folks ansigter og navne. Men nu var han bare i en mere eller mindre permanent søvndøs.
,,Lucas," gentog han for at memorere. Lucas fra første årgang, pjusket brunette, mørke øjne. Mere snak overlod han til den anden - måske han kunne komme på noget mere interessant at snakke om end ugedagene eller det skuffende lille snefald.

Lucas smilede skævt. Nåja, hvis man ikke var i skole på en mandag, så var den sikkert fin nok.
Han skævede ud af vinduet, ud på det kolde vejr. Eller i hvert fald det af det, han kunne se for den underlige vinkel og mørket. Han lod lige så stille sit blik vandre over på Eddie igen.
”Hvordan er der egentligt i Kenya?” spurgte han. Han havde aldrig rigtigt selv været ude at rejse. Kun nogle få gange, men han havde aldrig forladt Japan. Jo, en enkelt gang da han var helt lille, men den rejse kunne han selvfølgelig ikke huske noget fra.

Hrr, Kenya. ,,Varmt," sukkede Eddie. Han kløede sig i nakken, der i øvrigt også var let solskoldet, og flyttede hånden til knæet for at genvinde varmen. ,,Err, det er lidt svært at opsummere i et par sætninger, men lad os sige... varmt. Der var 30 grader midt på dagen, og jorden var nærmest tør og støvet. Helt gul, orange... Man var nødt til at gå med... hvad kalder man det? Sun factor? Mindst hundrede..."
Han stolede ikke på nogen vidunderoversættelse til japansk og fløj ligegyldigt over emnet. ,,Min søster er flyttet dertil, blevet gift og sådan, så der boede vi." forklarede han smilende, og stoltheden kunne spores i hans stemme.

30 grader varmt? Lucas kiggede frem for sig med et næsten helt drømmende udtryk i øjnene. Hvor måtte der være dejligt, der i Kenya. Der kunne man i hvert fald ikke risikere at komme til at fryse om hænderne. Ved tanken om kolde hænder, gned han igen sine hænder let. Brr.
”Hvordan kunne jorden være orange?” spurgte han og vendte igen blikket mod Eddie. ”Jeg troede ellers, at den var helt brun med revner i… ligesom jord, når det ikke har regnet i lang tid.” Det havde han i hvert fald set på billederne. Det havde godt nok ikke været billeder fra Kenya men i stedet fra et andet varmt sted, hvilket vel var godt det samme.

Eddie rynkede panden. Ja, hvordan kunne den det?
,,Det ved jeg ikke. Nej, faktisk regnede det en del... mindst ti dage. Men farven kommer vel fra noget - jern, måske? Det ku' være jern." Han overvejede sit svar og fortsatte jagten på stoffer i hovedet, men ikke andet dukkede sådan op af sig selv. Gul kunne man i hvert fald ikke kalde jorden, men græs havde der også været, stive, stikkende strå, som fik ham til at se meterhøjt op til afrikanere med bare fødder.
,,I hvert fald var det meget anderledes." Han skævede ud af vinduet, så til Lucas. ,,Har du rejst nogen steder?"
En underlig modsætning. Eddie vidste godt, at han stammede fra et land med en befolkning, der var lousy og slatne turister i andre kontinenter, hvorimod japanerne gerne farede verden rundt to gange. Men unge fra kostskolen rejste vel ikke meget, når de netop var blevet plantet ét sted for at holde styr på dem.

(Jeg vil smutte for i aften, men afslut gerne, hvis du ikke vil fryse. ^-^)

Lucas nikkede langsomt og rynkede så let på panden, mens han overvejede sit svar.
”Næh… jeg har kun været udenfor Japan en eneste gang,” sagde han og trak let på skuldrene. Ikke at der var noget galt med Japan. Her var der mange seværdigheder, man kunne se, bjerge, havet, skove… men alligevel ville det være rart at komme lidt væk og møde nogle nye mennesker, som ikke nødvendigvis talte japansk.
Han trak en smule i den ene snor, der hang fra hætten på sin trøje, for at den til at blive lige så lang som den anden. Han betragtede Eddie imens, hans røde hår og lysere brune øjne.
”Hvor kommer du egentligt fra?” spurgte han. ”Du ligner ikke en japaner.” Han lød heller ikke helt som en, men det kunne Lucas da ikke sige.

Eddie fnes. ,,Hæh, det kan du ha' ret i. Mine forældre er amerikanere, men vi flyttede hertil for... fem, seks år siden... Og før da boede vi i Norge..." sagde han og viste gestikulerende i luften, hvordan de havde bevæget sig over verdenskortet, ,,..og før da i Østrig. Men jeg er født i Amerika. Og så er jeg en ottendedel polak." Han smilede bredt. Der var intet, der kunne forvirre folk, som hans forskelige bopæle. Men Japan havde alligevel været det største udslag, og han huskede sin totale overraskelse over at befinde sig i dette land, der kun akkurat nærmede sig de normer, der trods alt var gældende for Nordamerika og Europa. Og så skriften taget alene. Eddie var med stor sandsynlighed den hurtigste på skolen til at slå kanji op, alene fordi han havde været bedste ven med ordbøger gennem alle årene.

Lucas blinkede et par gange med øjnene, lettere overvældet. ”Wow… hvordan kan du holde styr på alt det?” spurgte han. Han kunne ikke engang følge med.
”Så du taler altså både norsk og tysk og…” Han kløede sig let på armen mens han i et øjeblik så næsten helt tænkende ud. Så sukkede han lydløst. Han gav op. Hvis Eddie talte alle de sprog, så talte han i hvert fald mange sprog, hvad de så end alle sammen hed. Lucas ville være mere end tilfreds, hvis bare han kunne holde styr på alle Eddies nationaliteter.
”Forvirrende,” mumlede han med en hovedrysten.

Eddie nøjedes med at smile - folks reaktioner plejede ikke at skille sig ud. Og norsk var måske lige lovlig meget, idet han kunne plan grammatik og sætninger nok til at købe ind i et supermarked; men ja, hvis man ville tælle det som et sprog, gik det an. Beklageligvis havde sprog aldrig været en af hans store interesser.
,,Japansk og engelsk er rigeligt," sagde han med et skævt grin. ,,Det var også weird i begyndelsen... jeg gik alligevel på en international skole. Og man mangler alle mulige ord i sit forråd. Kalkun for eksempel. Eller ølandsgruppe..."
Med et øjebliks forvredne øjenbryn i jagten på flere mærkværdige ord så han op. Og så tilbage til Lucas. Og smilede igen.
,,Nevermind underlig skolegang. Haft en rar skolegang? Eller noget andet, mere interessant at snakke om?" Eddie rullede med øjnene.

((Argh, sorry det tog så lang tid for mig at svare D: Du kan jo bare smutte, hvis du ikke gider vente))

Lucas smilede skævt. Engelsk og japansk var også mere end rigeligt, for lige meget hvor man tog hen i verden, talte de fleste vel engelsk.
”Eller skøjteulykke…?” bidrog han, da det så ud til, at Eddie ikke selv kunne finde på flere underlige og totalt ligegyldige ord.
Han nikkede let som svar, og smilede skævt af den andens rullen med øjnene. ”Mjah, den har da været fin nok,” skyndte han sig at sige. Han trommede let på sit knæ med den ene finger, mens han tænkte over, hvad de ellers kunne snakke om. Skolen var ikke ligefrem det mest tiltrækkende emne, og det var alt, alt for forvirrende at snakke om alle de lande, Eddie havde været i. ”Såeh… hvor gammel er du egentligt?” Det kunne man jo altid spørge om – alder og navn, eller også kunne man begynde at himle op om, hvor fantastisk vejret var. Bah.

,,...Skøjteulykke inklusive," siger han, og er egentlig kun i stand til at genkende ordet, fordi skøjteløb kommer af det engelske skate. Det ville han nævne, hvis ikke det hele kommer til at dreje sig nok om sprog og han selv. Han fortryder sin udredning af de forskellige bopæle, men på den anden side spurgte fyren og fik sin forklaring.
Han hopper ned fra karmen, da Lucas stiller det næste spørgsmål. ,,17," lyder svaret. ,,Og du?"
Eddie nikker til den andens ord, før han smiler. 15 år virker alligevel som længe, længe siden. Men det nye emne er hurtigt afsluttet, og det er tegn nok for Eddie til at gå videre, da han mærker søvnigheden trænge sig ind på kroppen igen. Det er næsten sort udenfor. Han har brug for mere kaffe.
,,Well, rart a' møde dig. Vi ses nok." Med hovedet let på skrå betragter han Lucas for et kvart sekund, så gør han en let bevægelse med hånden som et vink og trasker videre ned ad gangen.

(Det vil jeg gøre, jeg har alt for meget fritid -___-'' Tak for spillet! x3)

Lucas vinkede blot efter ham, før han selv sprang ned fra vindueskarmen og fortsatte hen af gangen.

//Out