Sofaen ved reolen

Eddie havde slået sig ned langs en af radiatorerne ved vinduet, nærmere bestemt en ledig sofa i beige. Der sad småmumlende elever rundt omkring, men ingen af dem havde han særlig trang til at mingle med; de lignede alle førsteårselever, der ikke kunne komme sig over dårlige sexjokes - og to andre spillede kort. Han havde gerne deltaget, hvis ikke de havde været så inædt optagede af at vinde.
Fyren havde trukket fødderne op og sad med ryggen til armlænet. Han havde et par store headphones om ørerne og walkman'en stukket ned mellem sofapuderne, et vågent, men utilstedeværende udtryk i øjnene.
Det var lørdag. Han kedede sig. Og hvert tiende minut stak en lærer hovedet ind og tjekkede, at ingen var i gang med tredjegangsforbrændinger ved pejsen. Det var den eneste grund til, at Eddie begravede sig med sin musik - han nægtede at føre flere samtaler med sin velmenende underviser i japansk.

udenfor opholdsstuen, på den store trappe kom Elliott gående.. han bar på en stakbøger, han havde fået at vide, at han skulle bringe ind på denne opholdsstue..
Men Elliotts held, eller rettere manglende på dette, rakte ikke længere end til han nåede trappens midterste trin.. hans fod gled, og med et forskrækket skrig trimlede han de sidste par meter ned af trappen... bøgerne lå spredt over trappen og gulvet for neden, mens han selv lå på ryggen med hovedet vendende nedad mod trappens ende, og benene op mod den retning han kom fra..
Hans briller var røget af - men i det mindste var de ikke helt knust.. de lå bare et godt stykke fra ham, med en enkelt lang flænge i det venstre glas.
Elliott missede flere gange med øjnene i et forsøg på at opfatte hvad der lige skete..
Det røde hår var i urede, og slipset lå ned over hans ansigt, mens den sorte blæser stod åben, og lå vippet ned under hans hoved..
Da Elliott fortumlet forsøgte at sætte sig op, skred hans hånd og han trimlede den sidste meter ned af trappen og landede på siden med et ordenligt bump!

Et par elever løftede hovederne med et ryk og så mod døren - Eddie var sandsynligvis den sidste til at bemærke noget, da han ikke hørte andet end Lenka, og popsangerindens trummerum kunne være larmende nok. Men af nysgerrighed trak han sine headphones ned fra ørerne og lyttede i stedet til de mumlende drenge i salen, der vendte tilbage til deres foretagende. Ingen var åbenbart mere bekymrede for deres fremtid, end de kunne klare en sammenbrasende hus eller vildtflammende ildebrand.
Ingen af delene strejfede Eddies tanker heller. I stedet svang han benene ned på gulvet og krydsede gennem stuen. Han kunne vel lige så godt hente en kop te, før køkkenet lukkede. Var det lukket? ... Hvornår lukkede det? Med sammenknebne øjenbryn åbnede han egetræsdøren ud til gangen og spærrede så øjnene op i vid forbavselse over skikkelsen, der lå ud fra det sidste trappetrin.
,,Øh - alt okay?" spurgte han og lukkede døren bag sig, blikket fastholdt ved den komisk udseende voksen. For en lærer var det med sikkerhed; ikke en lærer, Eddie havde set før, men en lærer ikke desto mindre. Det var et sjældent syn at se lærere famle rundt på gulvet, så han måtte tilbageholde et fnis, til han bemærkede brillerne en halv meter længere henne. Han bukkede sig ned efter stellet, mens han holdt øje med den anden. I det mindste livstegn og bevidsthed. Var han faldet ned ad trappen? Hvem i al verden faldt ned ad trapper i den alder? Eddie følte på forhånd med læreren, som også så ganske harmløs ud. Og så var han rødhåret. Pluspoint til den rødhårede race.

Elliott mærkede en kraftig rødmen i kinderne, da det gik op for ham at der var dukket en op.
"eh?!" han satte sig brat op og lagde en hånd mod nakken for at ømme sig, mens den anden rettede på slipset og blæseren..
"j-ja, alt er fint nok!" fik han hastigt sagt.. det var dog død pinligt! Det var klart at Eddie ikke havde set ham før; Elliott var jo helt ny her på stedet.
Han kom op at stå, rettede forfjamsket på tøjet mens hans øjne anstrengt så rundt efter brillerne.
"åh nej dog-" lød det fra ham.. han kune ikke få øje på dem.
"Undskyld, eh.. du.. har du set mine briller?" lød det fra ham i en forvirret tone mens han stod så stille som han nu kunne, i frygt for at træde på brillerne.. både nye glas, samt nyt stel kostede jo en hel del! Elliott var også ved at være ganske træt af altid at skulle købe nye briller fordi de gik i stykker... Men han havde bygningsfejl, så han kunne heller ikke gå med kontaktlinser - hvilket var en skam.. for han så jo ganske køn ud uden brillerne på.. men når han anstrengte sine øjne sådan, kunne man godt se at han var blind som en muldvarp!
Elliott følte sig træt og udmattet.. han var jo ikke overdreven ung mere, men dog langt fra gammel.. han så også yngre ud end han var; han var jo halv englænder, halv japaner.. så hans ansigtsstruktur var et miks, som fik ham til at se yngre ud.. Hans øjne var lidt større end andre renblodede asiateres, så han så ung ud på den facon.. samtidig havde han samme ældningsprocess, hvilket betød at hans alderstegn ikke viste sig nær så tydelige omkring øjnene og munden.

Lærerens udtryk fik Eddie til at smile mere eller mindre henrykt, men der var trods alt ikke noget skadefro over smilet. Han prøvede snarere at være venlig, da han tog brillerne ud for sit blik og prøvede at rette op på stellet, der havde fået et ryk og en skæv brillestang i højre side. Glasset så heller ikke godt ud. Hvor langt var manden dog faldet?
,,Her," sagde Eddie og viftede lidt med brillerne, han rakte ud, da han ikke anede, hvor meget Elliott kunne se.
Derefter tog fyren den noget ældre mand i nærmere øjesyn.
Hvor gammel var han? Måske i midten af tyverne eller yngre. Han kunne godt tages for en meget forvokset elev, hvis ikke hans beklædning råbte "voksen" med gjaldende klang. Skoene var pudsede - intet i vejen dér - og brillerne fik ham til at syne endnu ældre. Det mest bemærkelsesværdige var nu håret, som næppe lignede noget, han havde farvet sig til. (Og hvilke lærere farvede håret anyway?)
,,Irriterende trappe, hva'?" fortsatte Eddie, der gjorde sit for at virke opmuntrende. Ikke underligt hvis man blev chokeret over sådan et uelegant fald, og Eddie tilbageholdt et muntert fnys, da han bemærkede den krøllede skjorte. Men ikke længe efter kom han i tanke om, at han trods alt stod over for en lærer, og der ikke var nogen til at tage Elliotts ydmygede udtryk med for stor begejstring. ,,Jeg er Eddie, Eddie Abrahams," udbrød han og bukkede med fornyet hast.

"ah-?" han rakte ud og fik fat i brillerne.. han tog dem på, og bemærkede at stellet var skævt.. de sad derfor ikke så godt på hans hoved..
"Tak" sagde han så i en hast og forsøgte sig med et smil.. men smilet blev forpint og fremtvunget at se på..
"Ja, jo.. eh... alt for lang.." han så hen over sin skulder op ad trappen.. han blegnede nærmest.. var han virkelig styrtet SÅ langt?!
han rettede lidt på blæseren imens han vendte blikket tilbage på Eddie.
Elliott missede overrasket med øjnene.. nårh ja! man skulle måske lige præsentere sig.
Han bukkede selv i en hilsen, og svarede; "Sato Elliott" lød svaret.. Elliott var opdraget på den måde, at han nævnte familienavnet først.. slægten var vigtigere end individet.
Da han havde rettet sig op, bed han sig lidt i underlæben, ganske kort inden han spurgte lidt mere forsigtigt; "Du, Abrahams-kun, kan du ikke lige hjælpe mig med bøgerne her?" spurgte han så, inden han med lidt rystende hænder begyndte at samle de mange bøger sammen.. lukkede dem som havde åbnet sig.. stablede dem fint i en bunke så han nemmere ville kunne bære dem.. måske Eddie ville have bemærket den usikkerhed som tydelig skindede igennem hans stemme da han talte.. mange lagde hurtigt mærke til det, selv om elliott forsøgte at skjule det..

En svag rynke tegnede sig over Eddies pande, da læreren også præsenterede sig på traditionel japansk vis, og den unge fyr blev klar over sin sædvanlige fejl. Utroligt, at han ikke havde tænkt over det; men sådan foregik det jo ikke i Kenya. Der var de endda i stand til at udtale hans efternavn med klingende A.
Men lærerens fornavn var altså Elliott. Det var nok til at pirke yderligere i Eddies nysgerrighed.
,,Selvfølgelig!" sagde han smilende og følte sig vældig hjælpsom, da han begyndte at samle bøgerne inden for en halv meters omkreds. Det var på ingen måde lige så omhyggeligt som Elliott gjorde det, men effektiv var han. Han morede sig over lærerens akavethed og følte på en måde, at deres roller var absurde, mens han stakkede diverse fagbøger om undervisning og uddannelse. Hvad lærere dog ikke fik sig selv til at læse, bare de skulle lære et par mennesker at stave. Han åbnede øjnene let ved synet af en stor, slimet frø på en sten, og en mindre catchy overskrift med klodsede tegn. ,,De har biologi?" spurgte han og løftede bunken af bøgerne for at overrække dem til Elliott. Måske var det ikke så underligt at falde, når man bar på et ton af den slags.

Elliott fik stablet en del, og tilsidst havde de fået samlet dem alle.
"ah-?" han så op, smilte lidt forpint inden han svarede; "Ja.. og Matematik og Psykologi.."
Elliott snuppede hele den enorme stak af bøger op i favnen.. der var så mange, at de måtte støtte sig til hans brystkasse helt op til hagen.
Hans blik flakkede nøjsommeligt rundt mens han sognierede terrænet..
Han gik ind på opholdssalen, og satte kurs direkte mod en bogreol, hvor han på et lille bord ved siden af, placerede hele den store stak af bøger.. en af de andre elever så op, hilste kort på ham.. de havde snakket før, da eleven havde fået noget ekstra undervisning; det var nemlig det Elliott startede ud med at gøre, inden han skulle til at have hele klasser..
Han begyndte at stable bøgerne op på de tomme pladser i bogreolen, mens han ustandseligt skubbede de skæve briller på plads..
Godt at jeg har et ekstra par.. tænkte han lettet..
Da han skulle til at sætte endnu en bøg på plads, smuttede den ud af hånden på ham, og da han forfjamsket forsøgte at gribe den, fik han pærret 4 andre bøger på gulvet.
"ah-?!" han lagde en hånd mod sin pande.
... Jeg orker snart ikke mere.. tænkte han lettere fortvivlet.. Eleverne var begyndt at småfnise over det, og allerede nu var der take om lærerens uheldige og klodsede adfærd..

Eddie blev stående uden for døren og fulgte den rødhårede japaner med blikket, som han trak gennem opholdsstuen. Så huskede Eddie sin walkman derinde på sofaen, gravede hænderne i lommerne og slæbte fødderne med sig tilbage. Stuen var hed af den flammende ild, og radiatorerne var der også skruet op for; han havde det næsten for varmt, som det var nu. Alligevel havde det været noget af et chok at komme tilbage til et Tokyo, hvor sneen lå fin og tynd på græsplænerne, og kulden fik kinder og næser gjort røde. Eddie havde trukket i den første sweater i går, overrasket over, at han overhoved ejede sådan noget tøj. I dag bar han en ternet skjorte i skrattende rød og blå, jeans og tykke sokker - hjemmesko havde han ikke købt, men hvor kunne det blive behageligt.
Da han nåede hen mod sofaen, stod Elliott Sato sandelig og blev fri for de mange bøger. Nogle gange havde han heldet med sig; for det meste ikke.
Eddie samlede sin walkman op fra sofapuden, og cd-skiven kørte stadig i ring. Han trak de store headphones over hovedet og kunne høre Lenkas sødsarkastiske stemme mellem akkorderne. Med walkman'en i den ene hånd samlede han en bog op med den anden, stak den ind på reolen og kiggede så på læreren, der lod til at være på randen af opgivelse.
,,Har De altid undervist i biologi?" spurgte han henkastet. Han så ikke nogen ulempe ved at være flink ved en lærer, når vedkommende trods alt havde et af de interessante fag.

"-tak.." lød det med et nærmest lettet suk, da Eddie satte en bog ind i reolen.. han fortsatte med at sætte bøger på plads, mens han svarede; "Jaeh.. Mine hovedfag er egentlig biologi, matematik og fysik.. men jeg studerede psykologi, for at få udvidet min horisont lidt.." forklarede han med et lidt skævt og anspændt smil. han havde ikke den store lyst til at smile ligenu.. nej, faktisk havde han mere lyst til at springe ud af dte nærmeste vindue og drukne sig selv i en vandpyt, eller noget i den dur.
Det tog ham nogen tid at få sat bøgerne på plads de rigtige steder, men det blev da gjort...
Han så lidt på Eddie ud af øjnkrogen, for at tage ham lidt i øjesyn.. men så rettede han opmærksomheden tilbage på bøgerne og deres vej op på reolen.
Hans tanker strejfede omkring, og var kort inde at vende på Julia.. hun havde altid kaldt ham kedelig, fordi han havde interesse i de naturvidenskabelige fag.. men well, hun kaldte ham jo så mange ting.. mange folk spurgte ham tit, hvorfor de dog var sammen! om de virkelig havde tænkt sig at gifte sig..
Men.. de elskede vel hinanden? ... eller hvordan? med tiden var det hele jo bare endt ud i skænderier.. Elliott havde mest af alt lyst til at smække hovedet mod en mur og begynde at flæbe.. men det var nok meget dumt at gøre lige nu og her..

,,Psykologi..." gentog Eddie og bed mærke i ordet, som han ikke havde hørt særlig ofte. Meningen var åbenlys, når det var 'sjælens logik'. Han smilede spidsfindigt over det underlige sprog, han var kommet til at tale noget så ofte, og som hans egne tanker for længe siden havde slået over til.
Lidt efter skævede Eddie også til læreren, men da havde Elliott for længst vendt fokus mod reolen. Eddie betragtede ham med undren. Han havde ikke den mindste idé om, hvad der foregik i lærerens hoved; for at være ærlig havde han ingen anelse om, hvad der i det hele taget foregik i voksne mænds tanker. Hvad optog voksne så meget, at det fik dem til at stirre blindt på en bogryg i mere end blot et sekund eller to?
,,Sato-sensei?" forsøgte den rødhårede dreng sig. Han ville ikke påminde læreren om, at bogens titel stod på hovedet, men han havde det sjovt med at opdage det.
,,Hvad kan man bruge psykologi til?"
Hypnose havde været et praktisk fag. Viden om celler var heller ikke så ubrugelig, hvis det betød, at vi en dag kunne gro en ny kæbe og erstatte den gamle. Men psykologi - var alle ikke lige uberegnelige og dét var godt nok - havde Eddie overhoved lyst til at forstå nogle af de voksne mænd, der travede rundt på gangene i deres spisepause? Han havde været chokeret over det trivielle i Elliotts tanker. Og sikkert endnu mere forskrækket i de tanker, der lå et stykke dybere inde.

Elliott blev revet ud af sine egne tanker, og rettede hastigt blikket mod Eddie.
"Ah-?" lød det fra ham, inden han rettede på brillerne med et skævt smil.
"Jo altså.." begyndte han.
"Psykologi kan være et meget praktisk fag at have kendskaber til.. Psykologi er en videnskab, der beskæftiger sig med at forstå menneskers adfærd, og forklare hvorfor mennesker oplever, føler, tænker og handler som de nu gør. Sådan kan en bred bestemmelse af psykologi i hvert fald se ud.." - igen rettede han på brillerne.
"- Men når man har stiftet kendskab med faget, opdager man hurtigt at psykologi ikke er én ting, men består af en hel række forskellige psykologiske retninger eller traditioner, der hver har deres tilhængere, hver deres opfattelse af hvordan man undersøger psykologiske fænomener, hver deres personlighedsteori og hver deres opfattelse af hvordan et menneske fungere." han satte den sidste bog på plads inden han fortsatte igen.
"Det er dog ikke ens betydende med at vi bliver nødt til at vælge imellem dem, og det ene perspektiv udelukker det andet. Som regel undersøger de forskellige aspekter af menneskets psykologi, og man vil derfor ofte opdage, at de kan supplere hinadnen."
Han rettede igen på brillerne, da de endnu engang var på vej ned over næseryggen.. Han rynkede irriteret brynene.. det var da et irritationsmonument uden lige!

Efterhånden som Elliott fik snakket sig varm, faldt Eddies hoved mere og mere på skrå, mens han prøvede at følge den jævne talestrøm af forklaringer og fagord. Psykologi lød uden lige som alle andre naturvidenskabelige fag med det humanistiske touch, som den nyere skole elskede at tilføje deres undervisning. Ingen rå facts længere; alt skulle lige passes ind i hverdagen. Imens læreren fortalte, mistede de fleste i rummet til gengæld interessen for den morsomme skikkelse, og kostskoleeleverne vendte tilbage til kortspil og stirren ind i pejsen. Eddie selv spekulerede på, om man kunne riste skumfiduser i flammerne, før han huskede læreren foran sig.
,,Og hvad skal vi så med den viden?" spurgte han. ,,Det giver selvfølgelig god mening at udlægge Freud og hans venners teorier, men - uhm - medmindre homoseksualitet tæller med som en sindssygdom, så kan jeg ikke se, hvad jeg... kan bruge det til?"
Han hævede øjenbrynene en anelse. Det var på ingen måder en udfordring; en udfordring på ord var godt nok en af Eddies foretrukne beskæftigelser, men han var ikke dum nok til at tage det op med en lærer. Han ville hellere vride noget mere meningsfyldt ud af denne Elliott Sato, der med sine skævtsiddende briller og krøllede skjortekrave virkede som én, for hvem god gammeldags selvtillid kunne gøre underværker.

Elliott missede lidt med øjnene.. hvad skulle man med den viden..
Det var vel et meget godt spørgsmål.
"Tja.. hvad skal man med viden om menneskets fysiske funktion? Psykologi kan hjælpe til blandt andet at forstå hvorfor folk får traumer.. hvordan man afvikler dem.. det kan hjælpe på børneopdragelse og forståelse for ens medmennesker..." han så lidt tænksom ud, imens han igen rettede på brillerne.
Der gik lidt tid, inden det gik op for ham, at knægten foran ham lige var sprunget ud som homoseksuel foran Elliott..
Elliott var ikke homofobisk eller noget, men han følte altid at stemningen blev lidt akhavet, fordi han ikke rigtig kunne forholde sig til den slags.. til trods for at han jo selv var biseksuel - men forskellen var at han langt fra var sprunget ud! hverken overfor sig selv, eller overfor andre..
"at tale om homoseksualitet, er der nogle forskere som mener, at det er noget der lægges grundlag for i menneskets første leveår.. ifølge freud er de 2 første år det der danner fundamentet for vores personlighed..." han stod lidt med en tøvende fornemmelse.
"Men jeg ved nu ikke helt om jeg tror på det, lige i dén situation.."
Han smilte let forpint.
"Men jeg vil gå nu.. det var hyggeligt at tale med dig, Abrahams-kun..." han hævede en hånd som en farvel hilsen, inden han banede sig vej hen mod døren.. da han nåede døren, var han på vej ud, i samme nu, som en elev var på vej ind.. de stødte sammen, og naturligvis var Elliott nær væltet, og brillerne gled af hans ansigt.. KLIR ... lyden af glas mod gulvet.
"ah-?!" han satte sig på hug alt imens han havde travlt i at undskylde overfor den noget chokerede elev..
Han fik samlet brillerne op, som nu manglede det ene glas; samt stumperne af glasset (som han jo så skar sig på.. selvfølgelig!)
Han tog brillerne på igen, for i det mindste bare at kunne se en lille smule; men så var han også ude af lokalet i en ordenlig hast! puh... sikke en dag!

Som Elliott gik det først op for Eddie et par sekunder efter, han havde spurgt, hvad han havde fået tilføjet i en bisætning. Han fik et uforstående udtryk i ansigtet og spekulerede over, hvad det nu skulle til for. Svaret lå nu rimelig ligefor: ikke for noget - han prøvede bare at skabe en forbindelse til psykologi. Hans seksualitet var ikke noget, han var særlig højtidelig med, men nysgerrig var han i hvert fald; og hvorfor ham og ikke hans bedste venner? Og hvorfor faldt det ham i det hele taget så nemt, når alle andre slugte kameler, når de skulle reagere på det?
Derfor lyttede Eddie med ægte interesse, da læreren forklarede. Det var ikke bare, om man var homo, men om man sagde det højt - Underligt, alligevel! Tænk at han skulle være i det konservative Amerika, da hans babylignende skikkelse besluttede sig for at spare jorden for overbefolkning. Eddie smilede svagt. Det lød sgu heller ikke for sandsynligt, og at dømme ud fra Sato-senseis udtryk, havde manden tænkt noget i samme retning.
,,I lige måde," udbrød Eddie lidt forbavset, da læreren så lagde an til at gå. Eddie åbnede munden for at nå et spørgsmål mere, men besluttede sig at lade det passere. I stedet smilede han venligt til Elliott og løftede hånden en anelse. Derefter kastede han glubsk blikket over reolen af bøger, i tilfælde af, at én af dem skulle handle om emnet. Kun lyden af glas og sagte ømmen fik ham til at kigge bagud og få øje på læreren igen. Kors, en uheldig mand; noget sagde Eddie, at han ville møde fyren igen, hvis ikke i biologi så med et par brækkede lemmer før eller siden. Han smilede skævt til eleven og trak på skuldrene, da denne kiggede spørgende på Eddie og hastede ind i opholdsstuen. Kort efter opgav den rødhårede selv sin jagt, stak den frie hånd i lommen og vendte om. Snart efter var han slentret ud.

- Asher M. Harel -

Asher kom ind i lokalet. Han var kun iført en T-Shirt og sine boxere. Han havde sin blok med sig. Han havde skrevet uafbrudt i flere dage nu. Hver gang han var færdig, og læste sine ord igennem, var der altid et eller andet han var utilfreds med, som senere udviklede sig til at han blev utilfreds med det hele og begyndte forfra. Hvilket resulterede i at der efterhånden ikke var vildt mange sider tilbage på blokken.
Han satte sig ned i sofaen' og sad tænkende med sin blyant i munden. Det her skulle bare være perfekt! Han sad og så lidt ind i flammerne, havde følt sig så uinspireret på det sidste, men som han sad der og så ind i flammerne kom inspirationen roligt snigende, og hans blyant fløj hen over det linjerede papir. Han så meget tænkende og alvorlig ud, med håret sat op i en sløset og løs knold hvor halvdelen af håret var faldet ned i en hestehale. Og med øjne hvor flammerne fra pejsen gav genskind, og dansede vildt deri.

,- Kouseki Hira

Kouseki kom gående ned af gangen, han anede ikke hvorfor han var på vej ind i fællesstuen, han burde trodsalt prøve at få noget søvn så han ikke var så træt som han har været de sidste par dage. Men da han træder ind i ophulstuen ser han hurtigt han dejlige Asher. Den ældre dreng så tænkende ud. Han fik et sug i maven over at han sad der, alvorlig og skrev. Han blik faldt lidt i øjnene hvor flammerne blev spejlet. Han rodede i sit hår som var lidt mere uglet fordi hans hår er lidt vådt. Han kommer næsten lidt fra fællesbadet. Stille går han nærmere den ældre dreng mens jeg smiler skævt og lader sit blik glide op og ned af ham. "Hey. Asher." siger han stille lavt, han vil jo helst ikke forstyrre den anden i noget, da han så lettere alvorlig ud mens hans blyant fløj glidene, næsten dansene over papiret i den tynde blok.

- Asher M. Harel -

Asher opdagede ham ikke før han talte til ham. "Shh. Jeg har ikke tid lige nu. Jeg skriver lige til.... WHOA! Er det dig Kouseki? Øhm.. Jeg skriver lektier du ved..." Han prøvede at redde den i land, men det var for sent. Han gemte blokken bag sin ryg, han var virkelig på den nu, var han ikke? "Det er dejligt at se dig" prøvede han at aflede det med og smilede skævt til den yngre dreng. Pis også. Han havde lyst til at være sammen med ham, men hans timing var ikke så god.

,- Kouseki Hira

Kouseki bliver lidt forvirret. "Kommer jeg på et dårligt tidspunkt?" han ser sig lidt over skulderen på døren han kom fra inden han ser på Asher. Han håbede på at kunne være med ham, og tilbringe tid med ham. Og dog, måtte han også indrømme at han blev nysgerig over det drengen startede med at sige. Hvem skriver han dog til? Kouseki træder lidt nærmere. "Hvem skriver du til?" han har på fornemmelsen at det ikke er lektier Asher skriver. Han så ham også i blomsterhaven med den blok, og den er blevet en del tyndere nu. Det kan da ikke stadig være lektier, kunne det det? Men hver fald havde den ældre dreng sagt noget det fik ham til at tænke, og gjorde ham nysgerig.

- Asher M. Harel -

Han smilede let "Skriver til? Hvad mener du? Du må se syner lille skat" siger han og rækker hånden ud for at holde den anden dreng i hånden. Han ville helst ikke have at Kouseki opdagede hvem og hvad det var han skrev. For alt i verden. Det skulle holdes som en hemmelighed. "Det er bare lektier jeg skriver. Til. Nara-Sensei!" sagde han for at prøve at redde den. Asher var ekstrem dårlig til at lyve, især fordi han aldrig, nogensinde gjorde det. Aldrig! Men det her var et særligt tilfælde. Kouseki måtte ikke finde ud af det!

,- Kouseki Hira

Kouseki tager drengens hånd og smiler lidt tøvende. Okay, nu hoppede han lidt på det han bildte ham ind, det var måske bare ham selv der havde hørt forkert eller noget mærkeligt. "Men hvorfor sidder du her alene, på denne tid og laver lektier?" spørger han så. Det har han aldrig set eller oplevet andre gør. Dog, Kouseki var stadig en del nysgerrig, og han havde bestemt ikke sluppet tankerne, var det da bare ham selv? Ej, han stolede nok på Asher til at det.. Hov. Asher skrev på den blok, som pludselig bliver meget mindre. Ej, hvordan kan han mistænke sin egen elskede kæreste for at skabe rygter om ham, hvorfor skulle han også gøre det? Han vender blikket lidt ned. Var det derfor han ikke måtte se det og det var holdt hemmeligt? Han fletter sine finger ind i drengens. Nej, han var sikker på det ikke var ham, det kunne han ikke finde på. Han stolede hvert fald på ham. Asher var den eneste person han elskede, stolede på og holdte så meget af.

- Asher M. Harel -

Asher så på drengen. Vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til ham. "... Okay..." han sukkede, han var så dårlig til at lyve. "Det er ikke lektier. Men. Jeg kan ikke fortælle dig hvad det er, men jeg skal nok vise dig det når det er færdigt!" sagde han og så på ham. Han fiskede sin blok frem. På papiret var der skrevet noget med en sådan skrift at det næsten var utydeligt at læse. Asher havde en utrolig flot skrift, men de færreste kunne rent faktisk læse den. Men hvis man gjorde sig umage ville man kunne skimte nogle af ordene. Og det mindede lidt om et digt.

,- Kouseki Hira

Kouseki så mere lettet på den ældre dreng, men vendte så blikket på blokken han tog frem. Drengen havde en pæn håndskrift. Men han havde lidt svært ved at se hvad der stod alligevel. Han prøvede at skimte hvad der stod på blokken, men det var ret svært. Han så lidt på på den ældre hvor flammerne stadig dansede rundt i hans øjne og det fik ham til at smile. Han vidste faktisk ikke hvad han skulle sige. "Okay, så kan jeg godt vente så længe jeg ved du vil vise mig det, når det er færdigt" når han at sige inden han kysser drengen på kinden.

- Asher M. Harel -

Han smilede til ham "Yeah" han kyssede ham så på munden. Han havde savnet ham lidt de sidste par dage hvor han havde haft så travlt med at skrive. "Lad os lave et løfte Kouseki" sagde han med et skævt smil da han havde brudt kysset "Fra nu af skal du fortælle mig mindst en gang om dagen hvor lækker jeg er" sagde han drillende, og bare for sjov, bekræftet af at han grine bagefter. Han havde brug for at grine lidt ovenpå den alvorlighed han havde udvist tidligere.

,- Kouseki Hira

Kouseki gengælder lidt af kysset inden han ser lidt i drengens øjne da han siger de skal lave et løfte. Han rødmer lidt, over det han så siger, men da Asher griner, regner han ud at det var for sjov, og griner så selv lidt inden han ser på ham og smiler. "Hvad så hvis jeg ikke kan finde dig?" smiler han lidt drillende og køre videre på den, nu hvor drengen har sat det igang. Egentlig havde han ikke noget imod det. For Asher var skam lækker. Meget.