Sofahjørnet

Elliott sad nede i hjørnet hvor sofaerne var..
Han sad lænet tilbage med benet oppe på en skammel.. han havde brækket den nederste del af skinnebenet, efter ulykken i idrætshallen.. Han havde sine krykker til at stå ved siden af sig ved armlænet.. det var tidligt på aftenen, men Elliott var alene i lærerværelset... han skulle have haft undervist den første gang i dag, men hans time var blevet aflyst, eftersom han kort forinden var skredet ned af trappen og naturligvis slået sig gevaldigt.. derfor sad han nu også med et plaster i panden; et hvidt stykke gasebind med noget sportstape hen over for at holde det fast.. typisk hans manglende held... Men i det mindste havde han fået nye briller! de lignte de gamle; han havde en speciel forsikring, så han fik nye i samme stil til en billig pris, når de gamle gik i stykker; heldigt at have en fætter indenfor brillebrancen!

Han sad nu bare og læste.. Normalt var Elliott altid meget formelt klædt med skjorten helt knappet op i halsen, slips og ofte en blæser eller en strikket vest udenpå.. men ligenu hang slipset lidt løst, og de to øverste knapper var åbnet.. Han beskæftigede sig med at læse.. han læste om nogle nye teorier indenfor psykologiens verden.. han måtte jo huske at holde sig opdateret.. desuden; noget skulle han jo give sig til, med det brækkede ben..
Han så træt og udkørt ud.. tidligere den selv samme dag, havde han endnu engang været oppe at skændes med sin forlovede; Julia.. det gjorde det svært for ham at koncentrere sig om bogens indhold.. hele tiden dukkede der tanker op i hans hoved; Mon de overhovedet kunne få det barn?! Elskede Julia ham overhovedet? .. han tvivlede, og det plagede ham.. Det var ikke ham der ikke var fertil.. måske hun var? nu han tænkte efter, så havde hendes menstruationer været ureglmæssige i et godt stykke tid..
Han rynkede brynene.. Mon der var noget hun ikke havde fortalt ham?

Opslugt af bekymring, lagde han bogen fra sig med et suk... hvad nyttede det overhovedet?

Lucas hankede op i sin taske, som han bar over den ene skulder. Det var lettere sagt end gjort, for han havde hele favnen fuld af opgaver, som en lærer havde bedt ham om at bære ned på lærerværelset, eftersom han selv havde noget, han liiige skulle have ordnet i klasselokalet først… pokkers også. Og så bare fordi Lucas ikke havde været lige så hurtig til at forsvinde ud af klasselokalet, som alle hans klassekammerater havde været det, så var det ham, der var blevet sat til at lege pakæsel.
Han åbnede lettere uelegant døren ind til læreværelset med den ene albue. Det gik da sådan set også fint nok… i hvert fald lige indtil han trådte ind gennem døren, og hans taske sad fast i dørhåndtaget, så det gav et ryk i hans skulder, da han tog det første skridt ind i lokalet. Det resulterede i, at han tabte et par stykker papir på gulvet.
”Ups,” lød det mumlende fra ham, da han bøjede sig ned for at samle dem op. Lige idet han bøjede sig, gled endnu flere papirer ud af favnen på ham… og hver gang han forsøgte at samle dem op, tabte han bare flere og flere. Det endte med, at han med et dybt suk måtte stille sin taske fra sig og ligge sig ned på knæ for at samle alle papirerne op. Det faldt ham slet ikke ind, at der måske var andre i lokalet. Han regnede med, at alle lærerne var til time lige nu.

Elliott så op og hen mod døren, da han hørte lyden af papire som væltede ud..
Han skulle lige til at rejse sig for at gå hen og hjælpe, men kom så i tanke om benet.. nej, han måtte nok hellere bare blive siddende..
Han sukkede tungt, lydløst over sin egen ynkelige situation, inden han i en lidt dæmpet tone spurgte; "Klarer du den?" .. Det var egentlig mest for at gøre opmærksom på at han var til stede; han hadede selv noget så inderligt at være i et rum, ikke vide at der var andre, og så pludselig finde ud af det efter længere tid.. det syntes han selv var så død pinligt!
Han rettede lidt på brillerne og smilte let skævt.. men smilet var lidt halvhjertet, og lettere sørgmodigt.. han var ikke rigtig i noget super humør for tiden.. nej, bestemt ikke..

meget hjalp det ikke da han modtog en c-mail - Fra Julia, naturligvis.
Han skimtede den hurtigt.. typisk.. endnu en bebrejdelse!
han lukkede bare c-mailen ned uden at besvare den, og vendte så sin fulde opmærksomhed hen på Lucas igen..
Hey.. det var da ham .... Valir Lucas.. var det ikke? Han var en af de elever, som var der da ulykken skete..
Mon han var kommet til skade? Det havde Elliott ikke fundet ud af endnu.. Nå, det kunne han vel spørge om omlidt..?

((notat: i japan har man ikke begrebet "sms" .. man sender e-mails rundt mellem mobiler, som kan være så lange som du vil have dem.. ens telefon har derfor en e-mail adresse.. man har også et telefonnummer.. det kan man ringe til.. en c-mail, er så en lidt mindre besked, som bruges hvis ens beskeder skal være korte.. ))

Lucas rettede sig lynhurtigt op, da han hørte en stemme. Hans blik gled søgende hen over rummet, og han opfangede en skikkelse, der sad i en sofa, men hvem det var, så han ikke, før han igen vendte blikket ned mod gulvet. Det var sikkert en lærer. Ups… han som noget af det første, da han åbnede døren, have opdaget, at der var andre til stede.
”Ja, det går nok,” svarede han sammenbidt.
Han satte sig igen på hug for at samle de sidste papirer op. Da det var gjort, lagde han dem på et bord. Så måtte hans lærer selv finde dem der. Han samlede sin skoletaske op fra gulvet, svang den over skulderen og vendte nu endelig blikket mod personen i sofaen. Det viste sig at være vikaren fra den anden dag… Sato-sensei, ikke? Hans blik gled automatisk ned på lærerens ben.
”Uhm, hvordan har du det, sensei?” spurgte han.
Han rykkede lidt på det ene ben, en anelse nervøs og stadig flov over ikke at have opdaget, at der var andre til stede, før nu.

Elliotts smil blev lidt forpint at se på.
"Tjaeh.. Det er vist lidt svært at svare på.." sagde han med et let akhavet grin.
han så ned på benet igen.. det var i gips fra lige under knæet, og helt ned over foden.
"Jeg har flækket knoglen i skindebenet på langs.. og det var knækket lidt på tværs også.." han rynkede på næsen.
".... Typisk, ikke?" han lo så igen.. Jo.. det var meget typisk Elliotts manglende held! -og klodsethed..
Han strakte sig lidt ind mod det lille sofabord, så han kunne få fat i den hvide kop, som stod derpå.. varm kakao.. Elliott var ikke den store kaffedrikker..
Han tog Lucas lidt i øjesyn.. bare lige for at notere sig hans udseende lidt bedre.
"Valir-kun... det var det, ikke?" spurgte han så.. Elliott forsøgte ihærdigt at lærer navnene på så mange som overhovedet muligt.. hvorfor ikke bare starte nu?
Mobilen i lommen meddelte endnu engang om en modtaget c-mail... men Elliott lod den være nu.. han orkede ikke flere irettesættende ord fra hende.. overhovedet ikke! Det var ind imellem som om hun nærmest så en hobby i at irritere ham.. så det ville han ikke spilde sin tid på.. så var det langt bedre at snakke lidt med en af eleverne..

Lucas hævede begge øjenbryn.
”Det lyder ret… voldsomt,” sagde han. Han havde ikke meget forstand på sygdomme eller brækkede ben så alt, der involverede blod og brækkede knogler, om de så var flækket på langs eller tværs, lød voldsomt i hans ører.
Han nikkede let for sig selv, da læreren sagde, at det var typisk. Vel var det så… den slags kendte han alt til. Han havde selv haft brækket benet før, og det havde i hvert fald ikke været sjov. Den gang havde han måtte sidde indenfor hele tiden, og det havde været dødsens kedeligt… et brækket var nok en anelse lettere at overkomme, når man var lærer og alligevel bare sad inde på læreværelset eller i et klasselokale hele dagen.
Han nikkede endnu en gang som svar til Sato-senseis andet spørgsmål. ”Jo, det er rigtigt,” svarede han.
Han skævede lidt fra Sato-sensei til sofaen, før han spurgte, ”må jeg sætte mig?” For hvis han skulle blive og snakke lidt, så var der i hvert fald ikke noget ved at stå og glo og samtidig brække skulderen, fordi skoletasken var så tung.

Elliott trak på skuldrende.
"Tja.. De opererede en metalskruge ind i benet på mig.. så det tror jeg det var.." han lo så lidt. han ville ikke have en negativ stemning..
Da han spurgte om han måtte sætte sig, nikkede Elliott bare.
"Ja, du skal da være velkommen.. Der er kakao på kanden -" han nikkede mod den blå termokande der stod på det lille bord.
"-hvis du vil have noget, kan du hente en kop ude i det lille køkken derovre" tilføjede han så og pegede hen mod en lille åbning ud til et meget lille køkken..
"-skabet over vasken" kom det så som en sidste tilføjelse..
Elliott var ikke særlig god til at være social.. men han havde da trods alt lært i sin uddannelse, at nogen gange kunne de unge have brug for at snakke med en voksen.. ikke af nogen særlig årsag, andet end at det gav en anden form for trykhed, end at tale med jævnaldrende.. Ligesom små børn der altid skal berettige til damen foran dem i en kø i supermarkedet, om hvad de fik med på madpakke, og noget i den dur.. en ganske normal reaktion fra de unge mennesker.. en form for fortrolighed; og som lærer har man jo også tavshedspligt.. Alt den slags lærte man jo meget om på et lærerseminarium..

Lucas lo lidt med Sato-sensei. Han gjorde det kun for at være høflig, for ærlig talt så kunne han ikke se det sjove i det. Han syntes stadig det lød lige voldsomt. En metalskrue i benet… uff. Det måtte da gøre ondt. Han rystede på hovedet for at få billedet af en læge, der stod med en skruemaskine og skruede en skrue i benet på en patient, ud af hovedet. For det var da ikke sådan det gik til… vel? Han skævede kort over til Sato-sensei. Han kunne jo spørge ham… men så ville læreren sikkert bare synes, at han var enormt ubegavet.
Han kunne ikke holde et smil tilbage, da han hørte Sato-senseis næste sætning. Kakao? Der var ikke nogen form for drikkelse, han holdt mere af end kakao.
”Okay,” svarede han og vendte sig rundt for at gå hen til køkkenet. Først lidt for sent fik han tilføjet et ”tak!”
Han fandt en kop i skabet over vasken, ligesom Sato-sensei havde sagt. Han gik tilbage til sofaerne, stillede sin taske fra sig og satte sig ned, hvorefter han hældte lidt kakao op. Derefter skævede han over på Sato-sensei med et lille smil.
”Hvad var det nu, du hed?” spurgte han, for han huskede kun, at han hed Sato-sensei – men det var jo ikke hans fulde navn. ”Dit fornavn, altså.”

Elliott smilte bare let da det lidt sene tak dukkede op.. bedre sent end aldrig.
Han fulgte ham let iagtagende da han vendte tilbage.. ikke stirrende eller noget, men bare opmærksom.
han flyttede bogen fra sofaen inden Lucas satte sig, lagde den nænsomt på bordets mørke træoverflade.
Han drak lidt mere af sin egen kop, lige inden Lucas stilte ham et spørgsmål.
Han skulle lige til at svare "sato" .. men han nåede det ikke før den anden havde tilføjet "dit fornavn, altså" .. Elliott nikkede let med et skævt smil; "Elliott.." lød svaret..
Ofte havde japanere problemer med at udtale hans navn.. Det var jo langt fra japansk.. men for Elliott var det ikke noget problem.. han var flersproget, og snakkede engelsk lige så godt som han snakkede japansk.. Han kunne også lidt kinesisk, noget tysk, fransk og lidt spansk.. men langt fra flydende.. (og så havde han planer om at ville lære russisk en dag, men kunne dog ikke andet end nogle få ord, som tingene så ud nu)
Han drak lidt af sin kakao igen, inden endnu en c-mail dukkede op i lommen på ham..
Han rynkede irriteret brynene, og lod den ligge.. Han var sikker på, at det var Julia! Han gad ikke hendes formaninger! ... han lod bare som om han underviste, eller noget ligenu.. så kunne han altid tage diskutionen op med hende senere..

Lucas nikkede let.
”Elliott,” gentog han egentligt mest bare for at høre, om han kunne udtale navnet. Og det kunne han… sådan da. Han havde ikke de samme problemer med at udtale fremmede ord, som andre japanere havde. Det var nok det, at han havde hørt sine forældre tale italiensk da han var lille, der havde hjulpet lidt på det. Og alligevel talte han selv kun engelsk og japansk… det tredje sprog havde han aldrig rigtigt fået lært, for han flyttede til Japan før han overhovedet begyndte at tale.
Han drak let af sin kakao men holdt inde, da han hørte en lyd, der kom fra Sato-senseis lomme (går jeg da ud fra xD; ). Han skævede fra lommen og op til lærerens ansigt. Til sin overraskelse opdagede han, at Sato-sensei havde rynket sine bryn.
”Hvad er der ga…?” røg det ud af munden på Lucas, før han kunne nå at stoppe sig selv. Han bed sig selv i læben i kiggede væk. Han burde ikke blande sig i sine læreres – eller nogen andens for den sags skyld – liv på den måde.

Elliott skævede til Lucas, da denne vist så ud til at have opfattet Elliotts irritation.
"Årh.. Det er bare en der bliver ved med at skrive, som jeg ikke gider snakke med ligenu.." han lo let, for at dække over den irritation han følte ved hendes evendelige beskeder.. Elliott var led og ked af det; det samme om og om igen hver dag.. og alligevel ville han jo ikke gå fra hende.. HAN elskede hende.. han elskede hende meget endda... Men han var i tvivl med hendes følelser..
-Han anede jo heller ikke, at mens han var væk og arbejde, lå hun ofte i kanen med Elliotts bedste ven.. Ikke en heldig situation..
Elliott ville dreje samtalen ind på noget andet.. han var ikke meget for at fortælle om sig selv, men han ville også gerne undgå en pinlig tavshed..
Han spurgte derfor istedet; "Har du det ellers godt her på skolen?" - et standart lærer spørgsmål, som man som elev sikkert hørte en milliard gange, hver gang man snakkede med en af de yngre, mere uerfarne lærere, som ikke helt havde lært rutinen med at man nu sagtens kunne snakke normalt med eleverne.. De var jo også mennesker!
Men Elliott havde ikke helt fundet sig til rette som lærer.. han havde skam undervist et andet sted før, på et almindeligt gymnasie.. Men selv om han ikke var ret gammel selv, så følte han alligevel at han skulle opretholde en hvis autoritet som lærer.. hvilket vel også var rigtig nok..
Han var dog droppet ud af det gamle arbejde, eftersom han gik ned med depression og stress, og måtte indlægges i en tid.. men han var kommet mere ovenpå nu; så det var da altid noget!

Lucas smilede skævt.
”Nåh… okay,” sagde han og trak på skuldrene. Så det var bare det, Sato-sensei var irriteret over… selvom Lucas nu syntes, at han så lige irriteret nok ud over så lille en ting. Lucas kendte godt selv til de dér irriterende folk, der bare blev ved og ved med at skrive, også selvom de for længst burde have fattet, at man ikke gad skrive med dem. Men alligevel, det var da ikke noget at blive SÅ irriteret over.
Han smilede endnu en gang, da han blev spurgt, om han havde det godt på skolen. Hvorfor skulle lærere altid spørge om det? De måtte da kunne finde på noget mere interessant at sige.
”Tjah, jeg har det da fint nok,” svarede han.
Og det var da også rigtigt nok… sådan da. Han kiggede ned i sin kop og drejede den lidt rundt, så kakao dannede cirkler nede i koppen.

Elliott nikkede bare let.. Ja, okay.. så havde han fået svar på det... hvad skulle han så sige? Mon Lucas havde noget bestemt han ville spørge om, siden han slog sig ned?
Elliott sad og så lidt tænksomt ud i luften foran sig.. han ville helst ikke tie stille for længe; det der med den pinlige tavshed igen.. Arhg! han hadede det virkelig!
"Det var da godt, så.." sagde han med et lidt skævt smil.
... og så var den der.. tavsheden... Hvad skulle han sige? Han ville ikke snage i andre menneskers privatliv, men han var heller ikke meget for at fortælle om sit eget.. Sikke en kattepine.. Han var virkelig bare dårlig til at omgåes andre mennesker!
Han sad lidt.. mærkede uroen i kroppen over at sidde dér og ikke vide hvad han skulle sige... Noget skole realeteret? Nej.. for pokker da, eleverne måtte efterhånden være trætte af alt den skole snak..
Men på den anden side.. han var jo lærer.. havde han ikke lov til at spørge ind til fremtidsplaner? var det ikke hans job?
Jo! jo, det måtte være sådan det hang sammen!
"Hvad har du så af planer når du er færdig her?" spurgte han derfor, mens han så på Lucas med et imødekommende blik ud igennem de halvstore brilleglas..
Han drak lidt af kakaoen igen, inden han stilte koppen med den sidste bundsjat tilbage på bordet..

Lucas kiggede op fra sin kop for i stedet at slå blikket over imod Sato-sensei. Ja, det var godt… Han smilede let, et genert lille smil. Hvad skulle han så svare til det? Han var, ligesom læreren, heller ikke god til at finde på ting at sige. Han var bare glad for, at det ikke var ham, der førte samtalen, for så ville de sidde i stilhed lige nu.
Han slog igen blikket ned mod sin kop og tog endnu en tør af den. Det kunne han ligeså godt, for så ville han være lovligt undskyldt for ikke at skulle finde på noget at udfylde stilheden med.
Heldigvis behøvede han heller ikke at finde på noget at sige, for nu sagde Sato-sensei nemlig noget igen. Han kløede sig i nakken, mens han tænkte over, hvad han skulle svare. Tjah…
”Det ved jeg ikke helt… jeg har nok nogle lektier, jeg skal have lavet,” sagde han. Han sukkede lavt, men kvalte sukket lige idet, det gled over hans læber. Han blinkede et par gange med øjnene og kiggede lettere forvirret over på Sato-sensei. ”Øh… eller mener du… færdig her på skolen?”

Elliott kunne ikke lade være med at le ganske let.. Lucas virkede så naiv.. det var lidt kært.. Elliott brød sig ikke meget om de uartige elever som altid lavede ballade.. han følte ubehag i nærheden af dem.. men sådan virkede det ikke til at Lucas var.
"Ja, færdig på skolen.." istemte han..
Han sad kort og overvejede, hvor mon Lucas egentlig kom fra... Han var jo ikke japansk af udseende..?
Men Elliott ville ikke spørge.. han var bange for at det ville tolkes som racisme; og den slags rygter skulle han bestemt ikke nyde noget af at have på sig! - han var jo også selv halv englænder.. Og hans forlovede var fra Spanien.. eller, hendes forældre var.. Så racist varhan langt fra...
Han rettede endnu engang på brillerne, da de igen var ved at glide lidt ned.. måske han burde få de der små dutter inderst på brillerne udskiftet til silikone istedetfor klar plast? så kunne det være, at de kunne sidde fast på hans næseryg!

Lucas kløede sig igen let i nakken, mest fordi han var begyndt at blive en smule nervøs nu. Han hadede at misforstå ting på den måde.
”Nåeh, det… Det ved jeg heller ikke,” sagde han og sukkede let. Han havde jo også stadig tre hele år tilbage på skolen, så han havde masser af tid til at finde ud af, hvad han ville, når han engang gik ud. Men alligevel virkede det som så kort tid. De fleste af de andre fra hans årgang vidste allerede, hvad de ville.
Han kløede sig lidt på armen. ”Jeg ved godt, det ikke er et særlig godt svar… det må du undskylde.” Han smilede undskyldende. Han havde på fornemmelsen, at han ikke var særlig interessant at snakke med.
Han kiggede hen på Sato-sensei med sine mørkebrune øjne og gav sig til nysgerrigt at iagttage ham. Hans blik faldt med det samme på lærerens rødlige hår. Det var ikke så tit, man fik sådan en hårfarve at se i Japan, så han kunne ikke lade være med at smile let ved synet. Han kiggede dog hurtigt bort igen, da han blev bevidst om, at han jo nærmest sad og stirrede på ham.

Der tegnede sig et lille smil på Elliotts ansigt endnu engang.
"Det skal du skam ikke undskylde for, Valir-kun.." han lo let.
"Det er i orden ikke at vide det endnu.. jeg selv vidste det endnu ikke da jeg stoppede på universitetet.. Det var et rent tilfælde at jeg valgte lærerseminariet.." han kløede sig lidt i nakken.
Selv om.. jeg vil nu hellere være laborant.. tænkte han.. Elliott havde egentlig en proffessorgrad i Matematik.. men alligevel blev han bare kaldt "sensei" .. tilsvarende til lærer.. istedet for professor.. Men det var vel fordi folk her ikke anede det; kun rektoren som jo havde ansat ham, vidste dette..
Elliott var ikke helt tabt bag en vogn.. Han var klog, måske lidt for klog til at det kunne være normalt.. Han havde før overvejet om han måske havde en mild form for autisme.. Det kunne godt tænkes.. Han gik meget op i ting, men han var elendig til at begå sig socialt..
Men han havde aldrig rigtig gidet at få det undersøgt.
Hvorfor skulle han også det? I hans alder, kunne det vel nærmest være ligegyldigt..

Lucas smilede bare skævt. Han var glad for, at han ikke var den eneste i verden, der var eller havde været i tvivl om sin fremtid.
”Tak,” sagde han lavmælt, selvom han egentligt ikke var helt klar over, hvad han takkede for. At han ikke længere følte det som om at han var den eneste ubeslutsomme idiot i verden?
Han stillede den tomme kop fra sig på bordet og lænede sig tilbage i sofaen med et lydløst suk. Hvad var klokken egentligt? Han skævede rundt i rummet efter et ur, men han kunne ikke umiddelbart få øje på et.
Han kiggede tilbage på Sato-sensei med et lille smil. Hans blik faldt igen på hans hår.
”Hvor kommer du egentligt fra? Elliott… det lyder ikke særlig japansk,” sagde han.

Elliott vidste ikke helt hvad Lucas takkede for.. men han smilte bare og nikkede lidt til det..
Han rakte frem og tog koppen igen, inden han tømte det sidste fra den, og satte den på bordet igen.. Da kom Lucas' spørgsmål, og han så lidt overrasket på ham.. han vidste, at mange tænkte det, men ingen spurgte ham.. ikke så ofte..
Han smilte blot og gav sit svar; "Min mor er englænder... så.. jeg er halv.." svarede han åbent.. ikke noget hemmelighedsklammeri der.. Det var der ikke nogen grund til.
"Hvad med dig?" spurgte han dernæst.. ja, nu var det jo åbenlyst at han også kunne spørge.. så kunne han få stillet sin nysgerrighed..
"Valir... Valir.." sagde han så lidt tænksomt.
"Tager jeg meget fejl... hvis jeg gætter på Russisk?" han gjorde en rynke mellem brynene... ikke vred, bare eftertænksom.
"... nah.. måske ikke russisk.." tilføjede han så for sig selv.. Lucas lignte heller ikke en stereotyp russer-agtig person.. han så mere skrøbelig ud..

Lucas nikkede blot til Sato-senseis svar. Selvom læreren ikke sagde det, kunne han godt regne ud, at den halvdel af ham, der ikke var engelsk, var japansk. Sådan så det i hvert fald ud på ham.
Da han blev spurgt om, hvor han kom fra, smilede han lidt bredere.
”Mine forældre er fra Italien,” svarede han. Det var egentligt ikke noget, han var specielt stolt af. Ikke at ligne sine landsmand var ikke altid lige let.
Han smilede skævt af Sato-sensei helt forkerte gæt. Eller… så forkert var det måske heller ikke alligevel.
”Jeg er i hvert fald ikke fra Rusland… men det kan da godt være, at navnet er russisk. Det ved jeg ikke,” sagde han. Det var ikke ligefrem noget, han havde undersøgt.
Han kløede sig lidt i håret i nakken, så det kom til at stritte en anelse mere. Ikke noget, han selv var kalr over.

Elliott lo let.
"Ja, så var jeg jo helt gal på den.." svarede han med et smil.. Elliotts humør var blevet lidt bedre nu..
"Italien.." gentog han så.
"Jeg har været der en enkelt gang på en stiudietur... Har du boet der engang? Jeg syntes det er et ganske kønt land.." han nikkede lidt..
Han betragtede lidt Lucas.. håret og ansigtsstrukturen, men uden at stirre.. bare på en naturlig måde.
Italien.. gentog hans tanker.. Elliott var ikke i tvivl om at Lucas sikkert måtte have haft det svært i barndommen, hvis han boede her i Japan dengang.. Elliott var kun halvt udlænding, men han var alligevel blevet mobbet gennem hele skolegangen.. (Han glemte lidt faktummet, at de svage fregner han havde dengang, de store, runde briller og bøjlen nok også gjorde en del af det)

Lucas grinede selv let. Sato-sensei virkede lidt gladere nu, hvilket blot gjorde det lidt mindre anstrengt at snakke med ham.
”Jeg boede der, da jeg var helt lille,” sagde han. ”Men jeg ikke huske noget fra den gang, så jeg ved ikke, om der virkelig er så kønt.”
Han kløede sig på hagen, idet han forsøgte at tænke tilbage. Men lige meget hvor meget han anstrengte sig, kunne han ikke huske noget, ikke engang små billeder eller klip eller noget. Det var faktisk lidt frustrerende…
”Jeg gad godt derhen på ferie eller sådan noget,” sagde han og trak let på smilebåndet. Smilet blev dog en lille smule forpint, da han kom i tanke om sine plejeforældre, der nok aldrig ville lade ham rejse derhen. Men så kunne han jo tage derhen engang, når han blev gammel nok til at rejse hjemmefra og var gået ud af skolen… hvilket der var alt, alt for lang tid til.

"aaah souka~" lød det bare fra ham mens han nikkede ganske svagt, stadig smilende..
da Lucas fortalte, at han godt gad derhen på ferie, havde Elliott nær spyttet sætningen her ud: jamen jeg rejser alligevel så meget.. jeg kan da tage dig med? ... men han tav inden han nåede at sige så meget som et enkelt ord.. Det ville lyde lidt sært, når han jo var hans lærer.. de kendte ikke hinanden så godt heller.. Elliott var bare vant til at tage folk med sig spontant; hans far havde engang arbejdet i et rejsebeuro, så han fik stadig enormt stor rabat på rejser fra det beuro..
Han sad lidt, overvejede hvad der kunne være sket hvis han havde sagt det højt.. Lucas kunne have tolket det forkert, og måske meldt ham for chikane..
Elliott gøs alene ved tanken..
Han smilte dog så bare og rettede sætningen til noget andet; "Jeg kan måske skaffe dig billige flybilletter, samt hotelophold.. Hvis du har interesse i det altså..?"

ja! det var meget bedre at sige det sådan.. Elliott var bestemt heller ikke indstillet på at tage på ferie med en elev.. men han havde bare i et kort øjeblik glemt at det jo var en elev han sad og snakkede med ligenu.. Puh.. han følte sig lettet; for én gangs skyld kom han ikke til at kvaje sig! det kunne koste ham jobbet, den slags!

Lucas blinkede et par gange med øjnene, mens han lyttede til, hvad Sato-sensei sagde. Først så han en lille smule forvirret ud. Dernæst smilede han så meget, at hans øjne blev helt smalle af det.
”Mener du det?” udbrød han. ”Det ville være dejligt!”
Smilet blev blot en anelse bredere og forsvandt ikke igen lige med det samme, i hvert fald ikke før han fik tænkt sig lidt bedre om. Der var jo også alle de praktiske ting, man skulle tænke på. Hvor skulle han få pengene til rejsen fra… og hvem i al verden skulle sørge for ham, hvis han kom til skade eller sådan noget – hvilket der var meget stor sandsynlighed for, at han kom?
Han kiggede ned på sin tomme kop, der stod på bordet, mens han kløede sig på knæet. Ikke fordi det kløede eller noget, men fordi han ikke vidste, hvor han ellers skulle gøre af sine hænder.
”Jeg kan da ikke tage ud at rejse helt alene… og jeg har heller ikke nogen penge.”
Han trak på skuldrene og kiggede tilbage på Sato-sensei med et undskyldende smil. Nu var han ellers lige kommet med så venligt et tilbud, og så blev Lucas bare nødt til at takke nej… det var faktisk lidt synd for læreren, syntes han.

Elliott lagde hovedet lidt på skrå til Lucas svar.
"Du kan vel tage afsted med dine forældre? eller en ven måske? Ellers kan man få rabat som studerende, hvis man tager med de andre studerende der også rejser. Meget smart.. så kan du samtidig lære nogle nye mennesker at kende.." han rettede hovedet op igen.
"Hvis du er heldig kan du måske finde dig et job du kan passe engang om ugen, og så noget ferie arbejde? Hoteller plejer altid at mangle ekstra hjælp i ferier.. Jeg ved at Sakura hostel ude i Asakusa ofte mangler hjælp til rengøring i ferie perioderne.. Og de er vældig flinke." foreslog han.. Elliott syntes, at det var meget trist at man ikke havde set hvor ens rødder stammede fra.. Derfor ville han gerne hjælpe Lucas.. Det var vel også sådan noget en lærer skulle kunne? rådgive og hjælpe eleverne? Ja, det måtte det være.
Elliott tænkte lidt.. Det ville være så nemt for ham, bare at give ham rejsen.. Elliott lå i den heldige situation, at han en enkelt gang i sit liv var så forbandet svine heldig.. han vandt en gevinst i noget lotto på nettet.. en stor gevinst! (som man siger; uheld i kærlighed= held i spil) .. han havde aldrig haft problemer med penge siden.. han havde simpelthen bare ladet dem stå på sin konto, og kun brugt af dem når han virkelig var i en nødssituation.. Men han følte ikke helt at han kendte Lucas godt nok til at ville betale en rejse for ham.. det ville også virke underligt hvis han gjorde det.. Kom det rundt på skolen, ville han sikkert hurtigt blive populær.. hvilket han ikke havde nogen interesse i...