Værelse 86 - Hiroshi & Enfys

- Cuán O'Connor -

Sidder roligt på sin seng og venter spændt. I morges fik Cuán O'connor at vide at han ville få en ny roomie i dag. Han sidder med sine hænder i skødet og med et bankende hjerte, han har glædet sig længe til denne dag, men har også været nervøs, eller det er han stadig. Sæt at de nu ikke kan holde hinanden ud?

Enfys Argall

Enfys ser lidt rundt i gangen, mens han bliver vist hen til sit værelse. Han er lige så lige ankommet, og slæber derfor rundt på sin taske. Regnbuehåret bliver ved med at glide ned foran øjnene, der skjult bag nogle neon-pinke kontaktlinser ivrigt danner sig et overblik over området. Han er lettere utilfreds ved at skulle dele værelse med nogen, men på den anden side, så gør det nok ting nemmere. Guitar-tasken holder han sin ene hånd, og under den anden arm har han en plastikpose med de forskellige uniformer i som han fik udleveret nede ved receptionen. Han stopper op da de når værelset, og ser lidt på døren. 86. Enfys rynker på næsen. Han hader tocifrede numre, og tallene 8 og 6. Det tegner irriterende nok ikke godt. Han sukker let, men takker så farvel til læreren der skynder sig til sin næste time. Så banker han på, Cuán O'Connor hedder hans roomie. Mhm. I det mindste hentyder navnet til at de kommer fra de samme breddegrader, i nærheden af England. Hvem ved, måske bliver det ikke så slemt alligevel.

"Jeg kommer ind nu ~" Enfys er ikke meget for at vente på et 'kom ind', og åbner derfor døren, og ser ind. Og dér sidder den nye roomie. Han .. Ser .. Ikke så slem ud nej. Han går ind og lukker døren efter sig, før han med et bredt smil hilser; "Hey, mit navn er Enfys Argall. Rart at møde dig."

- Cuán O'Connor -

Han ser op da der bliver banket på, og skal lige til at sige "kom ind" men når det ligesom ikke helt før den fremmede dreng braser ind. Enfys Argall.. det vidste han godt i forvejen, men siger ikke noget omkring det, ser i stedet hurtigt på ham for at danne sig et overblik, det er første gang i sit liv han nogensinde har set regnbuefarvet hår, og han gætter sig hurtigt til at de pinke øjne, ikke er rigtige, men blot kontaktlinser, han prøver at placere hans personlighed, han kan ikke forestille sig at han er en stille type, måske mere i enden af de hyperaktive. Og gad vide hvad han kalder sig selv? Vel ikke emo, det er noget andet.

Han rejser sig hurtigt op og bukker som gestus "Cuán O'Connor" Siger han lavt og kigger så op igen "Jeg håber vi kommer godt ud af det med hinanden, for fra i dag af er vi ikke blot værelses-kammerater, men også klasse-kammerater" Han tvinger et roligt smil frem.

Enfys Argall

Hans bukkende gestus får Enfys til at skære en let grimasse som dog hurtigt rettes op til et smil igen. Drengen hader når folk skal til at være så formelle.

"aa...ha." lyder hans kommentar til Cuáns smøre. Fedt. Alle positive forventninger er næsten væk, og Enfys er ikke længe om at opdage at smilet blev tvunget frem. Lige så tvunget som hans egen. "Klasse-kammerater også. Hvor .. Spændende." Han ser lidt over på den anden ledige seng, og sætter så sin taske på den. "Jeg glæder mig til at komme igang så. Det skal nok blive hyggeligt." Den japanske tale har, til trods for at det nok lyder underligt, walisisk accent, ligesom hans engelske også vil have det når det når så langt. "Jeg gætter på at det her så er min seng?" Han ser om bag på Cuán igen før han roligt læner sin guitartaske op af væggen.

- Cuán O'Connor -

Han har lyst til at sige "Hvilken skulle det ellers være?" men holder det tilbage "Ja." Siger han blot roligt og sætter sig igen på sin seng. Han ved ikke helt hvordan han skal tackle situationen, men håber at det vil blive mindre akavet med tiden. Han ser på hans guitar-kasse "Spiller du musik?" Spørger han roligt og tager ikke øjnene væk fra guitar-kassen. Gad vide hvilken slags guitar der gemmer sig indeni, måske en western-guitar, måske en fender. Begge dele ville være cool, han har altid selv ønsket sig en god western-guitar, fordi strenge af metal lyder meget bedre end de normale strenge.

Enfys Argall

"godt." Enfys dumper selv ned og sidde og vipper lidt med fødderne. Han ser så over på knægten da han spørger til sin guitar.

"Do'h, ellers ville jeg ikke have en guitar, hvis ikke jeg spillede~" siger Enfys med et let grin, "Spiller du selv på noget?" Øjnene bliver spilet lidt op i nysgerrighed, og han sætter hovedet skrå med et katteagtigt smil, ivrigt efter at finde ud af noget mere om denne roomie af hans. Måske det ville hjælpe på situationen.

- Cuán O'Connor -

Han smiler let, denne gang ikke falskt "Det ved jeg ikke, nogen har bare en for at være seje, jeg har set det mange gange før" Han smågriner for sig selv "Jeg spiller på lidt af hvert. Guitar, bas, klaver, violin, you name it" Siger han roligt, hans engelsk er godt, ikke med japansk-accent, men hans japansk er også helt flydende. Hans far har altid talt engelsk til ham, og Cuán voksede også halvdelen af sit liv op i Irland, men eftersom moderen altid har været lidt fint på det, insisterede hun på at snakke japansk til ham, så man kan roligt sige at han fik det hele ind med modermælken.

Enfys Argall

"Tjah, men det giver da opmærksomhed." Enfys holder opmærksomt øje med drengen, et let smil spiller hen over hans læber. "Hold da ferie, så vi har et helt musikalsk geni herinde, huh?" Han lægger mærke til at der ingen accent er som sådan i det japanske.

"Du taler ret godt japansk, i grunden."

- Cuán O'Connor -

"Haha, geni og geni. Jeg har bare fået det banket ind i knolden" Siger han med et forsigtigt smil, han er ikke ret god til at tage i mod komplimenter. Han ligger hovedet lidt på skrå "Jeg har snakket både engelsk og japansk siden jeg lærte at tale. Så det siger lidt sig selv" Han ser på ham "Hvor kommer du fra? Jeg kan ikke helt høre det i din accent, jeg er ikke så god til sådan noget, men jeg kan høre at du ikke er fra Japan i hvert fald"
Han stryger en hånd igennem sit hår, det irriterede ham.

Enfys Argall

Han lod blikket glide op og ned af ham imens at han snakker, og hans smil bliver bredere og bredere. "Det er også en god måde at gøre det på, at du ved det." lyder hans svar. Det kommer som en åbenbaring, da Cuán så fortæller at han har kunnet begge dele. "Åh. Jeg ser." Drengen sætter sig i skrædderstilling på sengen og sidder foroverbøjet med armene bøjet i skødet.

"Jeg er fra Wales, hvilken af dine forældre er ikke fra Japan?" lyder det rolige svar, idet at han slår lette klik med tungen i en tilfældig melodi.

- Cuán O'Connor -

"Wales huh? Min far er fra Irland" Siger han roligt os betragter drengen "Jeg tænkte på hvor gammel du er Argall?" Siger han og bliver ret medtaget af klikkene med tungen, så han begynder at tromme med hænderne på mit skød, finder en rytme der passer til hans klikken, helt pr. automatik.
Han ser hurtigt mod klokken, vil nødigt miste en time "Så, har du fri i dag ellers skal du kastes ud i timerne med det samme?" spørger han.

Enfys Argall

"Irland? Der er der rart." Enfys nikker let for sig selv, og stopper derved med at slå klik med tungen. Han finder det hyggeligt at den anden klappede med. Mweh. Hans smil blegner let da han tiltaler ham med efternavnet først.

"Vi kører det japanske med efternavn først her, huh?" Et let suk slippe over hans læber, "Jamen, så kan jeg fortælle dig, O'Connor, at jeg er femten, og hvorvidt jeg får en spandfuld timer smidt i hovedet idag, eller bare skal bruge tiden på at fare vild på skolen og lære min vej rundt, er jeg uvidende."

- Cuán O'Connor -

Han ser lidt på ham, overvejer kort hvad han vil sige "Jeg har efterhånden boet så længe i Japan at det er en ren vane at tiltale folk ved efternavn Enfys" Han ser overvejende på ham "Femten huh? Jeg er selv seksten. Men jeg tror ikke at du skal have nogen timer i dag, det ville lyde helt surrealistisk eftersom du vel også skal have tid til at pakke ud og lære stedet bare lidt at kende. Syntes du ikke?" Han smiler let til ham, han er glad for at de i det mindste ikke er fanget i en pinlig tavshed.

Enfys Argall

Enfys pouter en smule. Han bryder sig ikke om måden Cuán safde hans navn på og lænede hovedet lidt ned så han så på sine hænder som han i vane åbnede og lukkede.

"Seksten? Så er du to år fra at være voksen, jo." lyder hans svar, og om der er ironi eller sarkasme i det er svært at tyde, men man kan høre at han smiler igen. "Næh, det har du vel ret i. Men den skole jeg gik på før, var det lige på og hårdt, så om det er det ene eller det andet kunne i grunden være mig ligegyldigt. Hovedsagen er at jeg er her, og jeg bliver her til at jeg går ud."

- Cuán O'Connor -

"Sikke en metafor" Siger han med hensyn til kommentaren "jeg er her, og jeg bliver her til jeg går ud"
Han ligger hovedet på skrå, han ved ikke helt hvor han skal placere ham "To år er også lang tid" tilføjer han, for der er forskel på om man er 14, 16 eller 18. Stor forskel endda.
Han rejser sig så op og ser mod klokken "jeg skal til time lige om lidt. Jeg er ked af at jeg ikke kan vise dig rundt, men jeg skal nok spørge en af lærerne om hvad du skal nu" siger han af ren venlighed.

Enfys Argall

"I realiteten er to år ikke særligt meget." Enfys lader blikket glide over på den anden, "Det er kun 730 dage." Han lægger armene over kors, "En normal mand, i Japan, siges at have en levetid på omkring 31.937,5 dage, altså 87,5 år. Går man først i børnehave, folkeskole, gymnasium og dernæst tager man sig en videregående uddannelse, bruger man omkring 18-19 år af dem på at gå i skole. Det er endda uden at tælle sabbatår før og efter gymnasiummet med, og nogle uddannelser er længere. Men så har du 68,5 år tilbage, hvor man sover godt og vel 12.501,25 af de dage væk, altså 34,25 år, fratræder som pensionist i en alder af 65 år, og har derfra 3,5 år at slappe af på, hvor man så bruger spandevis af tid på den familie man må have fået på det tidspunkt, og kadaplang, så dør man." Han slår let ud med armene, "Så 730 dage betyder sgu alligevel en hel del, i min verden." Blikket glider op på klokken, da Cuán nævner den, og Enfys trækker på skuldrene, "ellers finder jeg selv ud af noget. Helt handicappet er jeg nu altså heller ikke."

- Cuán O'Connor -

Står helt paf tilbage efter alt det Enfys fortalte. "Hold da op" er det eneste han kan sige "Men, først sagde du at 2 år ikke var ret meget - og så bagefter at to år betyder meget" han smiler let af ham, måske er det bare ham som ikke helt forstår hvad han mente med det. "Men når du siger det på den måde lyder det jo som om at man næsten ikke lever særlig længe"

Enfys Argall

"med det mener jeg, at det ikke er særlig meget, målt i tid, men de dage det tager, er vigtige." Han klør sig lidt i nakken og ser på Cuán nu uden et smil. Især hans næste kommentar får ham til at se lidt dunkel ud. "Det gør man jo netop heller ikke. Hvert menneske har et timeglas, og når det løber ud så dør man. Og man spilder dyrebar tid fra det timeglas ved f.eks. at tage en uddannelse.. Og sådan noget." Han begynder at blive helt lommefilosofisk. "For eksempel den her dag. Vi kommer aldrig til at genopleve den her dag. For imorgen er det en ny dag, og tiden fra de foregående dage er væk."

- Cuán O'Connor -

"Årh. Jeg forstår" Han klør sig lidt i nakken og kigger så på sit ur "Der er time nu, så jeg smutter" Han tager hurtigt sine ting og løber hen til sin time.

- Shade Chaput -

Shade kommer roligt gående med hænderne i lommerne, han har en T-Shirt med teksten "God is my bitch" og nogle grå hængerøvs-bukser på. Han drejer ned af gangen og hans sko giver ekko i den lange gang. Han stopper foran værelse 86 og banker på "Banke, banke på" siger han og læner sig lidt tilbage.

Enfys Argall

Han ser lidt efter ham, og trækker så på skuldrene. Drengen havde vidst ikke fanget den geniale logik. Altså. Enfys ser dog over på døren da nogen banker på og han løfter det ene øjenbryn. Gad vide hvem dét er...
Enfys hopper af sengen og smutter hen og åbner. ".. .. Hej?"

- Shade Chaput -

Og dér står Shade i al sin pragt "Hej freak, jeg er kommet fordi jeg har fået besked på at vise dig rundt. Så jeg gætter at jeg hellere må gøre hvad der bliver sagt" siger han og smiler til den regnbuehårede dreng. Han betragter ham og stempler ham med det samme som en freak, men en lækker en af slagsen.

Enfys Argall

"... Doh.. Næh." Han rynker panden og ser utilfredst på ham, "Jeg sidder lige så fint herinde og hygger mig. Rundtur finder jeg tidnok selv ud af at komme på."
Enfys tager ham i øjemål, "... Og hvem kalder du freak, sicko?" Han ser lidt forblaffet ud. Og føler sig malplaceret. Ham der er da mere freak end ham selv. Nå.

//Out

- Shade Chaput -

Han smiler over den andens kommentarer "Så siger vi det freak, jeg har alligevel bedre ting at tage mig til" siger han og forsvinder ud af værelset med et smil på læben

//Out