En drink i nattens mørke.

Hvilken kliché, tænkte Louis, da Akira endelig tog halen med benene. Endda med den kendte Hollywood-sætning. I kan bare vente jer. Den lille dreng havde nok set en gangster film eller to. Siden at han kunne finde på at sige det, efter sådan et nederlag. Drengen havde bevist, at han ikke skulle vise dem noget som helst. Andet end at han tydeligvis var en svag dreng. Der pissede i bukserne. Den del var Louis faktisk ikke helt kommet over endnu. Han havde før oplevet det, men aldrig, simpelthen aldrig, så hurtigt. Normalt skulle folk se blod eller våben, før de begyndte på sådan noget.
"Måske at han pisser på os.. Men jeg tror ærlig talt, at han har det meste i munden. Indtil man begynder at vise, hvem der i sidste ende bestemmer," svare han roligt Lucas. Hvis han erfaring taler rigtigt, så vil der ikke ske noget som helst. Men nu har han heller aldrig været fanget i flere døgn af gangen med en af sine ofre. Måske det kunne blive interessant at være på skolen.
"Louis," svarede han, da der blev spurgt om hans navn. "Ikke Louise, Louis." Der var nogle, der fandt det sjovt at joke med hans navn.
"Hvad med dig?"

- Lucas Valir

Lucas kløede sig let på kinden. Skulle Akira pisse på dem? Nåja... det var vel det eneste, han kunne finde ud af. Lucas tvivlede i hvert fald stærkt på, at han ville banke dem, og han virkede ikke ligefrem som typen, der havde en hel hær af bredskuldrede venner under sig, som nok skulle tvære dme ud for ham.
Lucas rystede på hovedet for at få billedet af Akira og hans hær ud af hovedet. aDet var simpelthen for langt ude. Han kiggede hen på Louis igen og hans mørkebrune øjne gled hurtigt over den andens violette øjne.
”Louise?” kunne han ikke lade være med spørgende at mumle. Han fniste kort, en smule barnligt måske. Var det dét, Louis' venner kaldte ham eller hvad? Men han virkede nu for alvorlig til at blive kaldt noget så dumt, så måske var det bare et øgenavn.
"Jeg hedder Lucas," svarede han ham og stak hænderne i lommerne. Selv havde han ikke fået nogen dumme navn - endnu. Det kunne jo ske, at han fik et, men det håbede han i hvert fald ikke på.

((Noes, så kommer man til at slette det hele første gangn -.-))

Normalt ville det havde pisset Louis ualmindeligt af, at nogle så meget som havde nævnt Louise og grinet bagefter. Der skulle ikke meget til at pisse ham af, når det kom til hans navn. Man kunne næsten sige, at det var det punkt han var mest følsom på - Hvis man ellers så væk fra hans benægtende seksualitet. Selvom de næsten i verdens Louis' verden fulgtes ad. Louis lød som noget man kaldte sin lille nye puddel lige inden man gav den en pink sløjfe på. Ikke et navn, der passede til ham overhovedet. Men alligevel ikke skifte navnet, da det sikkert ville skuffe hans familie. Det ville han dog alligevel ikke.
Men med Lucas var det egentlig okay, at han lige grinte af det med Louise. Måske havde han endda misforstået ham og troet, at det var noget han gerne ville kaldes. Så han måtte hellere lige sige det igen, lidt tydeligere.
"Nej nej, jeg hedder ikke Louise. Louis," gentog han venligt, og var næsten selv ved at grine lidt. Men også kun næsten. "Det er bare, at nogle mennesker finder det vildt sjovt, at kalde mig Louise efter de har hørt min navn.. Så ville bare forklare, at det skal man ikke," forklarede han i samme toneleje.
"Vi er ikke alle lige heldige at have fået en navn som Lucas - Kan forestille mig, at det er lidt sværere at gøre grin med."

- Lucas Valir

Først havde Louis opført sig direkte fjendtlig, i hvert fald overfor ham den lille superhelt, men nu lød han jo nærmest helt… venlig. Lucas kunne ikke lade være med at tænke på, om det mon kunne have noget med alkoholen at gøre. Hvis det da overhovedet havde været alkohol, der var i flasken. Måske havde det bare været sodavand. Måske og måske ikke.
Han kunne ikke lade være med at smile let over Louis' ord. Louise var nu et sjovt kaldenavn. Han smil forsvandt dog hurtigt efter at have hørt Louis' sidste sætning.
”Heldig ligefrem?” spurgte han. Han havde nu ellers aldrig syntes, at det var specielt heldigt, han havde fået det navn. Men når man så på det på den måde, så kunne han nu godt se det. Lidt heldigt var det vel trods alt. I det mindste var der aldrig nogen, der havde kaldt ham for Lucaise…
Han sled sig løs fra sine egne tanker og løftede hænderne en smule og rystede på hovedet over Louis’ forklaring. ”Nej, jeg forstod det godt… det undrede mig bare lidt.”

"Heldig," gentog Louis og kom med et nik for at understreget heldet. Han syntes virkelig, at det var heldigt. Og at det var uheldigt, at han hed Louis. Der var navne, der var neutrale. Men Louis var uheldigt. Ja, Louis havde faktisk siddet tænkt over dette, da han var mindre. Da det gik ham allermest på, at han altid skulle kaldes Louise. Og da han ikke var helt gammel nok til at gøre noget ved de spøgfulde mennesker, der mente at de havde opfundet verdens sjoveste øgenavn. Måske gik han så meget op i navnet på grund af vodkaen. Måske ikke. Han mente det ikke selv, men alligevel kunne han ikke lade være med at synes, at han måske gik lidt for meget op i det. Men igen, det provokerede ham at blive kaldt Louise. Og faktisk brugte Louis meget tid i sit liv på at gå op i ting, der provokerede ham.
"Du skulle prøve at blive kaldt Louise hver eneste dag, uden at kunne gøre noget - Det var nu mest, da jeg var mindre, at ikke kunne gøre noget spillede ind," fortalte han med et skævt smil. Lukas havde selv set, hvordan og hvad han havde gjort ved den anden dreng. Og ikke mest hørt ham grine frydende over det hele. Faktisk overraskede det ham lidt nu, at Lukas ikke var stukket af, mens det hele stod på. Sådan opførte de fleste mennesker sig, når de opdagede hvad Louis var i stand til. Hellere stikke af før det er en selv, der bliver trangt op i en krog og tævet.
"Forstående, at du undrede dig. Det er sikkert ikke alle mænd, der starter ud med at sige, at de i hvert fald ikke hedder et pigenavn," sagde han og kiggede kort op på himlen. Gad vide hvad klokken efterhånden var. Men det var vel ligemeget. Om han kom op til tiden i morgen eller ej var han ligeglad med. Hvis han blev sendt hjem, ville han næsten blive glad. Men det gjorde han nok ikke foreløbig.
"Hvor lang tid har du været her?," spurgte Louis og kiggede igen på Lucas. Måske drengen kunne fortælle lidt om, hvordan skolen fungerede.

- Lucas Valir

Lucas smilede let. Det lød, som om Louis havde haft en del problemer da han var lille.
Lucas kløede sig på hagen og slog tænkende blikket nedad. ”Det kan jeg godt forestille mig… Jeg er faktisk engang blevet kaldt for Lucy,” sagde han og skar en grimasse. Det var hans kusine, der havde fundet på navnet. Eller rettere, det var ikke hans rigtige kusine. Men det var i hvert fald hende, der havde syntes, at hun var så opfindsom at have fundet på navnet, at hun rendte rundt og kaldte ham det hele ugen, og han kom til at høre for det flere år efter. Han ville have banket hende sønder og sammen af ren og skar bitterhed over det, hvis ikke han havde været en lille stump på fem år og hun havde været næsten seks år ældre og desuden langt mere adræt end ham. Hun kunne løbe fra ham før han overhovedet fik taget et skridt.
Han fugtede sine og kiggede over på Louis. Hvor længe havde han været her? Nogle uger var det vel blevet til efterhånden, selvom det ikke føltes sådan.
”Hmm… Det ved jeg ikke. En måneds tid, tror jeg,” svarede han på det sidste spørgsmål. Det var vel omkring en måned. Hvis det da ikke var lige præcis en måned efterhånden. Det var i hvert fald tæt på. Han sukkede og pillede lidt ved sit ærme. Og på trods af, at han havde været her så længe, havde han stadig ikke helt vænnet sig til skolen. Han følte sig overhoveder ikke hjemme her.

"Lucy," mumlede Louis. I det mindste var det lidt mere kreativt, end blot at putte et stupidt e på. Men stadig sikkert ikke særlig sjovt. "Nå ja, der er vel altid et øgenavn til hvert navn," konstaterede han lettere mumlende. Egentlig skulle det have forblevet en tanke, men han kom til at sige det højt. Egentlig gjorde det ham ikke så meget. Der skulle lidt mere til før han begyndte at bekymre sig om de ting, han sagde. Men det var nok mest fordi, at han ikke havde lyst til at tale mere om navne. Selvom han selv havde tænkt meget over det gennem tiden, følte han ikke det store behov for at fortælle om sine problemer omkring navnet Louis til en vildt fremmed - Om han kunne lide ham eller ej. Lucas fandte det vel heller ikke lige interessant at tale om noget så simpelt som et navn.
En måned. Det virkede næsten uvirkeligt på Louis, at man faktisk kunne være her en måned. Endnu var det sikkert ikke gået ind i hans tjald beskadiget hjerne, at han faktisk skulle være her i rigtig lang tid. Måske i flere år. År. Det var alligevel lang tid. Især når hans første dag var gået ud op at komme påvirker af tjald op på skolen, derefter gå op på skolens tage og drikke, samt smadre en eller anden tilfældig elev, der havde været lidt for flabet. På en måde kunne Louis godt se, at der var et eller andet galt med den opførsel. Men det tænkte han ikke så meget over. Sådan havde hans liv bare altid været, så selvom det ikke var smarteste altid, så var det nu engang, sådan hans liv bare være.
Et suk var lige ved at undslippe hans læber, men han fangede sig selv i det. Ingen grund til at begyndte at opføre sig som den flæbende dreng før, der havde tåre i øjnene fra starten af. Desuden, der var intet at flæbe eller sukke over. Louis havde haft et godt liv. Selvom det ikke levede op til, hvad normen mente var et godt liv. Men Louis havde fundet måder at slå kedsomhed ihjel på. Og fundet måder, hvor på han kunne få respekt. Så skulle han ikke bruge, hvad fanden normen mente.
"Jeg kom ind her for nogle timer siden," fortalte han. "Er der nogle ting, jeg burde vide om skolen? Altså, nogle uofficiele regler, hvis du forstår?". Han var ikke interesseret i at vide, hvad skolens regler var. Mere om der var nogle man skulle passe på, eller om der var nogle steder, man ikke skulle gå hen. Måske nogle lærer, man ikke skulle pisse med.

- Lucas Valir

Lucas gned sig i panden. Om der var nogen uofficielle regler – noget, som ham burde vide om skolen? Ikke lige hvad han vidste af.
”Næh… eller joh. Du skal måske passe lidt på de andre, de er vist alle sammen sådan lidt… underlige.”
Han skuttede sig og skævede sigende ud til siden.
Allerede den første dag han havde sat sine fødder på skolen, var der to drenge, der havde stirret på ham på en måde, som han bestemt ikke brød sig om. At de så begge to senere hen havde vist sig at være venlige nok, det var selvfølgelig fint nok, men tanken om at den ene rent faktisk havde indrømmet, at han havde lyst til at kysse ham, skræmte ham stadig. Han havde heller ikke snakket med Shade siden da. Måske var han ligefrem blevet sur over, at Lucas var så afvisende? Men han kunne jo ikke gøre for, at han ikke var ligesom dem. I hvert fald ikke sådan rigtigt. Ikke ligesom hans værelseskammerat, der konstant var på besøg på sin kærestes værelse og åbenbart hyggede sig så højlydt, at kærestens værelseskammerat ikke kunne få fred til at sove, da han var syg. Han rettede sig en smule op i ryggen ved tanken om Sinett, som han heller ikke havde set i lang tid. Han var vel også blevet sur på ham.
Han rettede blikket op mod Louis med et skævt smil. Der var ikke rigtigt mere at sige til det, i hvert fald ikke af havd han lige kunne komme på. Han var nok heller ikke den rette at spørge om den slags. Han havde jo knap nok styr på sit skema.

"Underlige? Som ham drengen fra før?," spurgte han undrende. Han havde hørt noget om, at skolen også var et sted for problembørn - Sikkert derfor han var blevet sendt herhen, selvom han ikke offiecelt var det. Forældrene betalte alle pengene, når det kom til udgifterne fra skolen. Han vidste ikke helt om han skulle tilføje det sidste, men samtidig var det vigtigt for ham at vide.
"Eller mere.. Ja, typer som jeg?". Det var nok et dumt spørgsmål at stille, men det var vigtigt at vide om der var andre kamphaner, der skulle vise sig frem på samme måde som ham selv. For så kunne det sagtens blive nogle meget lange år på skolen. Hurtigt tilføjede han til spørgsmålet: "Altså, nu kender du mig ikke så godt, men du så, hvordan jeg.. Ja, lærte ham drengen, hvordan man opfører sig. Er der andre, der bruger samme metoder?"
Lige nu følte han lidt, at han skulle træde forsigtigt. Både fordi han kunne udstille sig selv forkert ved at spørge om sådan noget. Samtidig også fordi, at spørgsmålet kunne dreje hen på et andet spørgsmål: Hvilken type var han egentlig i sidste ende? Var han intet andet end mobberen, voldsbøllen og terroristen? Nej, han vidste han var mere. Selvom der sikkert var andre, der ville være meget uenige i det udsagn.
Hvor var det dog besværligt at komme et nyt sted hen. Godt nok havde han flyttet skole og klasse et par gange, men altid havde han forholdt sig i samme område. Alle havde altid noget at sige om alle, hvilket han ganske hurtigt fandt ud af, da han kendte dem, der kendte alle. Men her på skolen var det noget andet. Her kendte ham ingen. Eller to mennesker gjorde. Og begge havde ikke ligefrem oplevet ham fra sin bedste side.

- Lucas Valir

”Mhm,” mumlede Lucas som svar til det første spørgsmål. ”Lidt ligesom ham ja, men også… underlige på andre måder.”
Han kiggede betænksomt op på himlen. Endnu var han ikke stødt på nogen, der havde brudt ud i gråd over ingen verdens ting, ligesom Akira havde gjort det. Okay… han græd måske over noget, men så slemt var det heller ikke. Han kunne da i det mindste havde holdt gråden – og pisset – tilbage, og forsøgt at opføre sig bare en lille smule som den mand, han meget gerne skulle blive til en dag.
Lucas lynede hurtigt sin jakke. Det var begyndt at blive ldit for koldt. Han kiggede spørgende over på Louis.
”Typer som dig?” spurgte han. Han hævede det ene øjenbryn og tilføjede: ”Hvilken en af dem?”
For for ham set, virkede Louis som to personer – den barske type, der netop havde banket en yngre dreng, og så den venlige fyr, der stod og snakkede med ham lige nu. Eller rettere, udspurgte ham om en masse ting. Hov…
”Hvordan kan det være, at du udspørger mig på den måde?” spurgte han. Først nu var det gået op for ham, at det her var begyndt at lyde mere eller mindre som en afhøring. Louis spurgte om noget om skolen og de andre elever, og Lucas svarede. Et flygtigt smil gled over han læber, idet han kiggede op på den andens ansigt. ”Du er måske bange for at få dig en rival?”

"Underlige måder?", spurgte han undrende. Louis håbede virkelig ikke, at han ville støde ind på mange typer som Akira. Han var ingen udfordring, men kort underholdning, der endda irriterede ham mere end morede ham bagefter. Dog hvis der havde været noget med rygrad i ham, kunne det hele have udviklet sig til en sjov affære. Men Louis gad ikke forsvarsløse mennesker mere end engang. Selvom gamle ofrer ville påstå det, var Louis ikke sadist. Det mente han i hvert fald overhovedet ikke selv. Han nød ikke at andre led. Mere den kontrol, det gav ham over dem. Måske var det også en del af at være sadist? Egentlig var han ligeglad. Hvad han var, var ikke vigtigt i sidste ende. Det vigtige var, at han opførte sig som han gjorde, og sagtens kunne se sig selv i spejlet hver eneste morgen.
Da spørgsmålet om hvilken af sine typer, Louis talte om, kunne han ikke lade være med grine. Jo, han var vel to typer. Eller også reagerede han bare forskelligt efter, hvordan han mente folk behandlede ham. Manglende respekt udløste Louis' knap så pæne side. Men hvis Louis syntes godt om personen.. Ja, så var han skam en ganske fin fyr.
"Lad os bare sige den type, du så, da ham den anden dreng blev flabet," sagde han roligt. Det her morede ham faktisk. Svaret var uventet og han havde aldrig fået det før. "Men nu du har da selv lige stillet en masse spørgsmål," påpegede han, da Lucas spurgte om det var et forhør. "Men jeg spørger mest for at se, hvordan landet ligger. For at være ærlig har jeg aldrig prøvet at være særlig langt væk fra min hjemby før. Så ja.. Prøver vel bare at finde ud af, hvad det er for et sted jeg er havnet." Det var sandt. Han var i en uvant situation, så han havde måske stillede Lucas lidt for mange spørgsmål. Men han ville nok blive ved. Lucas kunne bare lade være med at spørge, hvis det blev for meget.
”Du er måske bange for at få dig en rival?”
Nu begyndte Louis for alvor at smile. Smilet var en smule sært. Ikke direkte skræmmende, men det var svært at placere hvilket følelser, der lå bag det. En rival...
"Det kunne være mere underholdende end skræmmende med en såkaldt rival," svarede han. Selvom han ikke kunne forstille sig at have en rival. Normalt tævede han folk nok første gang til de ikke spillede op mere. Eller også blev han selv tævet så meget, at han godt vidste, at han ikke skulle forsøge igen.

- Lucas Valir

”Ja. Underlige.”
Lucas trak på skuldrene.
Han skævede over sin ene skulder, hen imod døren. Hvorfor ved han ikke. For at se om der kom nogen monstro. Men det gjorde der selvfølgelig ikke – så ville han havde hørt deres trin på trappen længe før døren ud til taget gik op.
Han kiggede tilbage på Louis og smilede kort. Jaja, han havde godt forstået det nu – en stor, modbydelig type, der bankede alle de yngre drenge sønder og sammen, ikke? Alle dem, der var for svage til at løbe væk eller holde deres kæft. Sådan en type. Det kunne han godt se, men alligevel kunne han ikke helt forstå, hvorfor Louis selv syntes, han var så skræmmende. Lucas var da ikke blevet bange for ham, og han var heller ikke blevet slået ned endnu. For ham virkede Louis mere som en venlig fyr, i hvert fald hvis man skulle dømme ud for hans opførsel lige nu.
Han strakte armene over sit hoved.
”Mhm. Rivaler er da… underholdende.” Egentligt ikke.
Han skævede igen hen til døren. Ikke fordi han var ved at blive paranoid, men fordi han overvejede, om han mon ikke snart skulle gå sin vej. Han var stivfrossen, og han var sikker på, at hvis han ikke snart gik indenfor, ville hans fingre falde af en efter en.
Han vendte resten af kroppen samme vej som sit ansigt, og hævede let den ene hånd.
"Vi ses måske," sagde han til Louis, før han gik hen til trappen og forsvandt ned af den..

Louis kigger efter Lucas og gaber. Det var nok også på tide, at han kom videre nu.

//out

Eddie sidder sløvt på bordet, der står mast op til murstensvæggen. Han har et par tagsten i ryggen og fødderne solidt plantet foran, armene hængende dovent over knæene. Det er koldt. For en stund betragter han sin egen ånde glide ud af kroppen og opløses i natteluften. Så spekulerer han på, om han skulle skaffe sig en cigaret. Selvom han ikke har den mindste trang til at ryge, kan man altid være i humør til selvdestruktiv opførsel.

Det er mørkt, og der er kun et par lygter, der lyser langs hovedstien. Ved porten et sted længere ude står nogle gyldne fakler og brænder vingerne af de tillokkede insekter. Det er næsten umuligt at se noget af parken. Eddie prøver ikke på det længere. I stedet gnubber han sig lidt i panden, trækker i det røde hår ved øret og forbander, at han ikke er mere end 17.

,- Hiroshi Narimono

Narimono træder op af brandtrappen. Han manglede inspiration til at skrive eller male et et andet. Det var efterhånden længe siden. Dog, savnede han sine små malerier af hans tvillinge bror han plejede af lave. Helst nøgen. Ouh, et dejligt syn at se sin nøgne tvillingebror. Da han åbnede døren blæste vinden ned at trappen, lige forbi ham, så hans lange brune hår bølgede lidt i vinden. Først opdagede han ikke den rødhåret dreng der sad oppe på et bord, på murstensvæggen, så han gik først lidt hen og så ned. Det var ikke fordi man kunne se så meget i mørket, så da han ligeså roligt vendte sig lidt rundt, fik han øje på drengen, der sad op af murstensvæggen.

For en stund fortsatte Eddie med at skue, mere eller mindre intetseende, ud i luften og mod den sorte horisont. Hvis der så havde været lidt sne til at lysne jorden, sådan som der havde været i slutningen af januar; eller hvis blot det havde været lidt tidligere på dagen. Men det var fredag aften, og Eddie havde ingen udgangstilladelse, endsige lov til at drikke her, og da slet ikke lov til at ryge. Det var underskrevet med slange og krølle - han havde heller ikke følt nogen særlig trang til at få lov. Men det viste sig upraktisk. Hvis han havde haft en smøg, kunne den næppe ses i manglen på lys. Det var ganske enkelt ikke retfærdigt.
Ved en knirkende lyd fra døren drejede Eddie langsomt hovedet. Han studsede lidt over skikkelsen i døråbningen. Drengen havde langt hår, farveløst i natten, og hverken flasker eller cigaretpakker i hånden - nogle gik vel ud i kulden frivilligt, ligesom Eddie. Eddie bar kun en grå trøje med opslået hætte.
,,G'aften," sagde han med et afmålende blik.

,- Hiroshi Narimono

Det tog lidt tid før Narimono opfattede drengen faktisk snakkede til ham. Først rynkede han brynene lidt tænkende, inden han trådte tættere på, "God aften." siger han så lavt, da han igen står stille. Hurtigt begynder han at tænke hvilken årgang den anden er på. I, II eller III? Igen lader han blikket glide ud i mørket og lader sig glide ned på beton gulvet med ryggen mod muren. Koldt. Absolut koldt at sige der. Men det var nu ikke fordi han gad og rejse sig for bare at stå op.

Han lod ikke til at være her, for at genere Eddie, konstaterede den rødhårede et par sekunder senere. Hvis man planlagde at gøre sig til besvær, gik man som regel lige til sagen. Han betragtede fyrens lange manke et øjeblik mere. Så mange langhårede var der alligevel ikke på skolen?
"Har du en smøg?" spurgte Eddie og gjorde ikke mine til at flytte blikket. Han var her trods alt først, ergo var han i gang med at vise, hvor tungt og besværligt, det ville være at jage ham væk. Han mente, det var hans gode ret at beholde dette bord for sig selv. Så at sige ville han sikre sig, at ingen her var i for godt humør, men når det så var sikret, havde han ikke noget imod selskabet. Snarere tørstede han efter det.

,- Hiroshi Narimono

"Nej." Svarede han rimelig hurtigt den anden dreng. Rygere. Han hadede dem. Der findes vel federe måder at dø på. Narimono lod en hånd glide igennem sit hår og lod det falde over hans ene skulder. Det bølgede svagt når vinden fik fat i det. Ud af øjenkrogen havde han godt opfanget at den anden så ned på ham. Han gad ikke spørge om han havde et problem, det kunne jo godt være når man havde langt brunt hår, og isne skinnende øjne? Dog, lod han sig ikke irritere af det, mere ignorede han ham bare mest. Lidt efter lidt satte han sig så i skrædderstilling. Meget bedre sådan her, synes han selv.

Eddie først hævede øjenbrynene i en afventende gestus; så sukkede han svagt og flyttede blikket ud i det sorte tomrum igen. Hold da kæft, en fredag aften. Hvad mon hans venner lavede på det her tidspunkt? De festede vel ikke? Der var garanteret nogen, der havde fødselsdag, eller nogen, der snart havde fødselsdag, eller nogen, der havde fødselsdag om et halvt år - måske var er opvarmning til White Day, selvom det godt nok intet havde mest fest at gøre, eller nogens forældre var bare ikke hjemme, eller det var begyndt at blive forår. Intet kunne være for småt til at sætte en fest igang. Det var på tider som denne, at Eddie følte størst trang til at give kostskolen fingeren og flytte hjem.
Men deres hus var solgt og havde været det i et halvt år. Måske kunne han bo hos sine venner, men da ikke mere end en uge det samme sted.
Han skævede til den anden fyr - havde et øjeblik glemt, at han ikke var alene. ,,Du har vel heller ikke noget at drikke?" spurgte han med et let fnys og et sarkastisk smil over læberne, der vidnede om, at han ikke forventede et ja.

,- Hiroshi Narimono

Narimono skævede undrende til drengen. Forventede han et svar? "Jeg hverken drikker eller ryger. Du er vist stødt på den forkerte denne fredag aften, ser det ud til." Han lukker øjnene lidt og lytter. Egentlig var der ikke så meget at høre på herude, denne sene aften. "Hvad laver du egentlig herude, alene, hvis du ikke selv har noget med dig?" spørger han lidt undrende og trækker på skulderne. Hvorfor spurgte han overhovedet, han havde vel ikke tilladelse? "Er du fra I semester eller sådan noget? Afhængig af cigaretter og alkohol?" siger han mens han ruller lidt med øjnene. De fleste ville feste og være stang bacardi, mens de brækkede sig ud over en eller anden fremmet de pludselig lå nøgne ved siden af, med et par flasker og smøger. Men sådan var Narimono slet ikke. Han kunne ikke klare det. Hellere nyde naturen en at tage en smøg og forkorte sit liv.

Woah, tænkte Eddie, så fik fyren da kæben på gled. Men det gjorde ikke noget. Tværtimod lyttede Eddie med fornyet interesse, og da den langhårede gjorde plads til et svar, rystede han let på hovedet.
"Jeg ryger ikke. Jeg trængte bare til et eller andet... andet... end de store krus te, de serverer efter aftensmaden, med deres små wagashi og kiks og chokolade og... yeah." Han smilede skævt. "Og så er jeg på II årgang."
Sådan som den anden lød, var det ikke fedt at være ung, og på nuværende tidspunkt kunne Eddie kun give ham ret. De førsteårselever, han havde mødt - og det var mange - var i øvrigt enten generte, småperverse eller røvirriterende. Det var alle de fede mennesker, der gik på anden og tredje årgang, men de forsvandt sgu altid i weekenderne. Eddie, der ikke havde særlig trang til at besøge sine forældre i deres lille, fredelige paradis, ville hellere blive på kostskolen. Når han altså ikke kom med til de fester der.

(frys : 3)

,- [uHiroshi Narimono[/u]

Narimono blev lidt stille igen. Lyttede længe, også efter den anden dreng var stoppet. II semester. Ja, en ældre. Egentlig havde han ikke så meget imod andre, men han synes at ryge, drikke, og alt det andet, var noget mærkeligt noget, og han forstod ikke hvorfor folk gjorde det. Noget andet. Hvordan kan det være noget andet? Er det fordi det forkorter ens liv at det er så godt for dem? Han trækker lidt på skulderne i stilheden for sig selv.
Det tog lidt tid før Narimono vendte blikket på på drengen der sad på bordet. "II semester, siger du?" han tænker lidt over det igen "Plejer de ikke at snige noget ind, eller er det kun III semester der kan finde ud af det?"
Efter hans egen mening, synes han det var yderst dumt at bringe alkohol ind på skolen. Det generede ham lidt, der nogle gange rendte fulde elever rundt på gangene, fra værelse til værelse, uden at lærerne opfattede noget. Der burde skam være lidt mere orden, mere respekt over for andre elever der ikke drikker eller ryger. Flere der kunne lidt at tilbringe tid i naturen. Se sig omkring og slappe af til noget som ikke er rock musik eller techno bras.

Eddie fnes hånligt, mest over sig selv. "Jeg er venner med de forkerte!" sukkede han og lagde nakken bagover mod tagstenene. Det var ikke en videre køn nat, det var bare en hul og mørk nat, utrængelig, og dog uendelig lang. Man kunne kalde den dyb, men sort havde sjældent en særlig dybde. Det svarede til at male med billig akryl - man kunne godt se, hvor lærredet egentlig var. Himlen fungerede ikke rigtig på samme måde. Himlen fungerede ikke rigtig som noget andet end himlen.
"Drikker du ikke?" indskød han øjeblikket efter. Meh, hvis man var langhåret, skulle man da også være tolerant? Ikk? Ligesom Victor eller sådan noget, der var ligeglad med, om man dyrkede yoga i badetøfler, når man ikke vækkede ham om morgenen? -Han ville snarere blive begejstret. Eddie rynkede på næsen.