I midten af en blomsterhave

Ayase der for en gangs skyld havde turde begive sig uden for, trak vejret tungt da han mærkede den kølige vind mod sit ansigt. En sjælden følelse da Ayase sjældent turde gå udenfor. Specielt når der var mange mennesker til stede.
Ayase bar en højhalset trøje. Han trak let halsen på den højere op og trak ærmerne ned over hænderne. Let åndede han mod hænderne for at varme dem. Det var køligere end han havde troet. måske skulle han havde haft taget en jakke på..

("i midten af" en blomsterhave... hov.)

Miwas blik hang ved blomsterhovederne for en stund. Det var ikke længere sæson for roser, og de fleste hoveder havde lukket sig eller tabt de visnende blade. I stedet stod de rødgrønne bede og strakte sig mod lyset.
Lyd af fodtrin på grusstien afslørede en person, der kom gående. Den ansatte drejede hovedet i forventning om at se gartneren, Heikichi, men trinnene viste sig at tilhøre en meget yngre (og lettere) fyr. Miwa kneb øjnene let sammen - han plejede at kunne genkende de fleste elever, men ham her kneb det med. Well, nogle holdt sig mere for sig selv end andre. Han dryssede lidt aske mod jorden og vippede med foden, så gruset knaste, og han gjorde opmærksom på sig selv.

Ayase der så sig omkrig i den grønne have smilede svagt for sig selv ved synet. Han havde længe nydt det fra inde bag en rude, men han havde nu fået modet til at begive sig udenfor. Ayase var jo ikke ligefrem typen der springer i hovedet på andre.
Da han hørte lyden af det knasende grus, troede han først det var ham selv han kunne høre. Men da han lod blikket glide omkring fik han øje på en længere henne. Højere end ham selv var ikke nogen overraskele, mere den andens modenhed af udseendet. var denne person mon ansat eller var han bare en af tredje års eleverne? Ayase kunne ikke sætte ord på det, siden han ikke rigtig havde snakket med nogle.

"Godeftermiddag," hilste Miwa elskværdigt. Han smilede mildt og lod smøgen hænge mellem fingrene, mens han tog eleven i nærmere øjesyn. Lyst hår, farvet i kanterne, men trods alt ikke helt smagløst; lette briller. Førsteårs, måske anden. Snart anden, under alle omstændigheder; Miwa glædede sig dog især til tredjeårseleverne, der pludselig ville indse, at de skulle til at bestille noget i deres timer.
Det slog ham, at eleven måske ikke genkendte Miwa heller. "Fujiwara Miwa," hilste han, "du har måske set mig på kontoret."

"Godeftermiddag" hilste Ayase let tilbage. Han gjorte et lille nik med hovedet og smilede svagt til den anden.
Ayase skævede kort mod smøgen der hang mellem fingrene på den anden. Gad vide hvor mange her på skolen der ikke røg udover ham selv. Han så sig kort omkring men lod dog blikket falde tilbage op Miwa da han præsenterede sig.
"Sawada Ayase" Han smilede varmt til den anden og gjorte igen et lille nik med hovedet som hilsen. Nu den anden nævnte kontoret, kunne Ayase godt se det nu. Han havde dog bare aldrig fået fat på den andens navn.

Miwa bemærkede elevens skæven mod cigaretten, og han smilede skævt. Ayase Sawada... Sawada? Der var ingen klokke, der ringede hos sekretæren. Måske endnu en af de elever, der var blevet indskrevet i vinterperioden, hvor det var strømmet til med nye. Nah, han kunne ikke komme i tanke om det.
"Det er dagens første," kommenterede han sin egen rygning, "ingen grund til bekymring. Jeg kæderyger ikke helt så slemt, som nogle elever fra din egen årgang." Hans tonefald var venligt drillende.
"Blæsende vejr, hva?"

Et varmt smil bredte sig over Ayase's læber ved den andens ord. Han sendte det varme smil mod Miwa og nikkede så.
"Er det ikke det alle siger?" Ayase smilede drillende mod den ældre fyr. Han var så småt begyndt at løsne op for sig selv efter en del tid på skolen. Eller også var det kun fordi den anden var ældre og havde en stilling på skolen, så der var ikke noget at frygte som havde været overfor en modbydelig II eller III års elev. Måske havde Ayase hørt for mange af de der skræmme historier om ældre elever der havde været modbydelige overfor I års elever..

Miwa fnøs, let til mode. "Du er velkommen til at teste mig," lo han og trak på skuldrene. Han var langt fra kæderyger. For et øjeblik overvejede han at tilbyde eleven en cigaret, men det var for harskt. Han havde ikke noget imod rygerkulturen som sådan, men han ville ikke lede eleverne ind i den med vilje.
Da pausen havde trukket ned i jorden, og Miwa havde fået et sug mere, kiggede han tilbage på drengen. "Så, Ayase-kun..." sagde han, "du er ikke taget hjem?"
Miwa spurgte, fordi han vidste, at Ayase ikke kunne tilhøre nogen af "problem"-eleverne - elever, der enten var sat i plejefamilie, havde haft diverse misbrug, var røget ind og ud af skolesystemet, eller ikke havde nogen familie i det hele taget. Dem lærte man hurtigt navnene på, når de for ned ad gangene i rædselsfuldt tempo, og de var stadig at finde på skolens område.

Ayase smilede varmt. Han trak let ned i ærmerne igen og så sig kort omkring. Hans arme så ikke for kønne ud. Han var begyndt at få blå mærker igen ud af det blå, hvilket han godt vidste hvad skyldes. Og så var det bare en dårlig vane at gå rundt og hive ned i ærmerne.
Da den anden spurgte ind til hvorfor han ikke var taget hjem så Ayase væk. "man kan ikke rigtig sige jeg har noget at tag hjem til.." Ayase smilede svagt mens han så ned i jorden.
Ayase havde jo ret på en eller plan. for han vidste at hans far lå for døden og hans mor ikke havde tid til Ayase da hun hele tiden brugte alt sin tid hos hans far når hun da ikke var på arbejde for så hun kunne betale for Ayase's skolegang.

Miwa lagde hovedet på skrå. Han registrerede godt den unge fyrs bevægelser, men antog det for at være almindelig generthed. Det var, da Ayase svarede, at Miwas blik røg mistroisk mod Ayases arme - spinkle som en anden svagelig drengs - men dækket af misfarvede mærker. Miwa betragtede Ayase med let sammenknebne øjne.
"Hvis der er nogen problemer derhjemme, er vi her for at hjælpe dig ud af dem," sagde sekretæren med fast, men venligtonet stemme. Han fastholdt blikket på Ayase. Sådan nogen mærker fik man ikke af at have idræt... Stakkels unge fyr. Hvordan kunne man tvinge ham til at tage tilbage til et sted, hvor han blev slået?

Ayase så op på Miwa. Han smilede så varmt til den anden og lagde hovedet på skrå. "Der er intet galt der hjemme." Ayase plejede normalt ikke at lyve, men det burde st i hans journal om ydeligere infomationer omkring ham og familien der hjemme. Ayase havde ikke fået den tanke om at Miwa mistænkte ham for at blive slået der hjemme, for var der noget på jordens overflade hans mor ikke kunne finde på, så var det at yde vold. Well.. det var hvertfald det indblik af moderen Ayase havde fået.
Ayase slog så blikket ned igen og let holdte han fast på ærmerne denne gang. Han løftede dog den ene hånd for at trække lidt op i kraven på hans høj halsede bluse.

Miwa stolede ikke på, hvad Ayase sagde, trods det rolige smil og hans kontrollerede stemme. Efter blot to måneder på skolen havde Miwa erfaret, at eleverne her i høj grad var bedre til at skjule problemer, end de fleste lærere var til at opdage dem. Det undrede ham til dels, at ingen havde lagt mærke til Ayases udseende, men når en elev i forvejen gik stille med dørene, blev der blot brugt mere tid på at holde øje med dem, der var ved at sætte brand til bygningen. Selv da eleven kiggede ned, fortsatte Miwa med at stirre. "Ayase-kun..." Miwa var ikke sikker på, om tilliden var tilstrækkelig til, at han kunne få Ayase den at tilstå. Det plejede at gøre ondt værre, om man gik for hurtigt frem. Han følte sig overbevist om, at det sikre smil på drengens læber skyldtes, at drengen allerede var gået i gang med at finde en bortforklaring. "Du må være venlig at forklare, hvordan du har fået de mærker på armen."

Da den anden krævede hans forklaring på mærkerne bed Ayase sig let i læben. Han lod igen hænderne lukke sig om ærmerne mens han skævede ned. "det er ikke noget. virkelig.." sagde han stille.
Ayase ville helst ikke snakke om det. Nu havde han lige accepteret det og valgt at leve med det i stedet for imod det, så nu ville han fandeme ikke til at grave det hele op igen!
En smule desperat flakkede Ayase let med blikket for at finde noget andet at fokusere på, og evt hvis han var heldig, lede samtalen over på.

Ayase var ikke heldig - ellers var han bare for langsom. Miwa havde ikke tænkt sig at slippe; sekretæren var på sin vis den forfængelige udgave af en igle.
"Ayase-kun," sagde han irettesættende. Han ville være gået ned i knæ og have sat sig foran fyren som foran et børnehavebarn, hvis ikke han vidste, at situationen ville være uholdbar. Han ville fortsætte sin sætning, men smøgen var næsten brændt op, og i stedet lod han den falde ned på grusstien og satte foden over. Han trådte én enkelt gang, kvælte mere ilden end tværede noget ud. Så bukkede han sig ned og samlede det resterende skod op.
"Du burde vide, at jeg alligevel har tavshedspligt," sagde han undervejs i sine egne handlinger. Da han stod oprejst igen, vendte blikket tilbage til drengen.

Ayase så væk. "det ved jeg.. det er ikke det der fraholder mig at sige det.." Han knugede let hænderne om ærmerne og så ned i gruset. Gad vide om det hjalp at tælle hver enkel lille sten? for at få tankerne på andre baner. Ayase ville gerne have forsøgt men han kunne nærmest mærke den andens borende blik ind i sig. At det skar helt ind til det inderste.
"Seriøst Miwa-sensei.. det er ikke noget" Han så så smilende op på Miwa og lagde så let hovedet på skrå.

Miwa blev irritabel. Det skete let, når han havde set en mulighed, der ikke blev udnyttet; men så vidt muligt kunne det ikke ses på ham. Han besvarede ikke Ayases smil, men rystede let på hovedet. "Ayase-kun, vær så venlig at forklare, hvad der er sket."
Først og fremmest var Miwa irriteret på sig selv; han skulle ikke have spurgt fra begyndelsen, men ladet eleven selv komme ind på det. Men som en anden tæge slap han ikke igen, før nogen vred ham af, og han var ikke lige så karaktersvag som nogle af de andre lærere - han ville ikke begynde uden at afslutte, for at tjekke elevens journal. Han var i hvert fald sikker på, at dette ikke kunne stå der, da der så ville være en sag i gang. På Miwas tonefald burde Ayase kunne høre, at den ansatte mente det alvorligt, og det i værste fald bare ville tage længere tid, hvis der ikke kom noget frem.

Ayase bed sig i læben. Han trak igen ned i ærmerne på trøjen. ikke fordi de var kravlet op igen, nej mere af nervøsitet overfor den andens alvorlige tonefald.
"mærkerne har intet med min familie at gøre." sagde han så i et roligt men fast tonefald. Han så stadigvæk. Hvad ville den anden have ham til? falde ned på knæ og så begynde at tude over hans liv sikkert bliver alt for kort?
Ayase havde accepteret det og valgte at leve med det istedet for imod det, og sådan var det bare. han kunne begynde at forklare hvis han faldt om lige nu og her og Miwa så var ved hans side når han så vågnede igen.

"Nej?" spurgte Miwa og tænkte, at det for guds skyld ikke var bedre med en elev, der havde tænkt sig at pine sig selv til døde i stedet. Men det var sandsynligvis ikke rigtigt.
"Hvad har det med at gøre?"

Ayase så mod den anden. "og jeg har ingen grund til at gøre skade på mig selv." Hans blik var roligt mens hans stemme var en smule fast. Det var ikke tit Ayase snakkede med den stemme på. faktisk gjorte han det næsten aldrig og han kunne ikke komme i tanke om hvornår han sidst havde gjort det.
Ayase så så ned igen og bed sig let i læben. Han knugede let hænderne og forholdte sig så tavs.

"Nej?" gentog Miwa vedholdende. Han fortsatte med at gennembore fyren med blikket, men hævede øjenbrynene let af svaret. Derefter sukkede han svagt.
"Så hvorfor har du ikke noget at vende hjem til?" spurgte han med en blidere, omend stadig beslutsom stemme.

Ayase så væk. "det er ligemeget.." han knugede let hænderne. Lige det da han havde håbet på emnet var faldet til jord, fortsatte den ansatte på det. Let bed han sig i læben og log blikket glide langs blomster bedet, der ikke så ud til at være så meget i live.
Ayase sukkede så stille. Han skuttede sig let i den kølige vind og lagde let armene om sig selv.

Miwa lod samtalen falde til grunden. Han slap øjnenes tag i drengen, lod blikket glide over de lukkede håndflader og til drengens fødder. Et øjebliks stilhed udgjorde tilstrækkelig pause. Hvor var han stædig. Unge mennesker, så... stædige.
"Ayase-kun," sagde han påmindende, da tavsheden mellem dem havde varet i et par ti sekunder.

Ayase hævede blikket. Han så mod Miwa ganske kort, men da han fik øjenkontakt med den ansatte slog han hurtigt blikket ned. ".. du kan finde årsagen i min journal hvis du finder det så spændende.." mumlede han så han slap let de knugende hænder.
Ayase var glad for den anden havde ladet emnet falde til jord. Ikke fordi Ayase skammede sig over det, det var mere den tanke i at så tog folk pludselig ekstra hensyn og behandlede om som var man fuldstændig retarderet..

"- Eller du kan sige det med det samme, så det ikke behøver vare længere."
Han ledte ikke længere efter Ayases blik, der forsvandt lige så hurtigt, som det var kommet. Men Miwa havde ikke tabt emnet; han lod bare drengen slappe af, før han forsøgte igen.

"Leukæmi..." det var det eneste Ayase kunne få ud af munden. Han knugede igen hårdt hænderne og lige nu ønskede han kun at han havde været blevet inde, eller han ikke havde svaret på Miwa's spørgsml til at starte med.
Det var som alt vendte sig i maven på Ayase, og kort sortnede det for hans øjne. Ayase mærkede benene forsvinde under ham og med et sad han på jorden. Lyden og lyset kom langsomt tilbage og han løftede let hånden og tog sig til hovedet.