Idræt med en vikar for læreren, og en vikar for vikaren

Charlie Taylor Smith

"Jeg begynder at løbe, hvis jeg får lov til at beholde dem, ellers må du sende mig... Der op, hvor du så end ville sende mig," sagde Charlie grinende og tog slikkepinden ud af munden, som var ved at blive 'ædt' op.
Charlie tog tydeligvis ikke tingene så tungt, men han havde også glemt det meste af det læreren havde sagt.
Det var egentlig ikke fordi, at Charlie var dårlig til sport, det interesserede ham bare ikke, især ikke at løbe. Han var faktisk meget atletisk og udholden, men han gad ikke gøre nytte af det.

Lucas kiggede over på den anden elev, der skulle hjælpe ham, og han rejste sig op fra gulvet. Han smilede en anelse nervøst tilbage til ham, mens han lyttede til, hvad han havde at sige Han forsøgte at gøre hans bevægelser efter, og selvom det gik mindre godt, var han nu alligevel ganske godt tilfreds med sig selv, fordi han i det mindste havde forsøgt. Det var bedre end bare at sidde og glo… var det ikke?
Han kløede sig let i nakken og kiggede omkring sig, da han var færdig. Så… hvad så nu? Nu skulle de lave alt muligt underligt, som Sato-sensei havde bedt dem om, og hvis han blev sat til at lave armbøjninger, så blev han da først helt fortvivlet.

Elliott rynkede brynene.. nu var hans tålmodighed brugt op..
"Du skal ikke stille krav overfor din lærer." sagde han i en lidt mere hård tone.
"Du får en sidste advarsel. -læg det fra dig, og kom igang med at løbe.. Ellers kan du lige så godt løbe op på rektors kontor og få en sveder. Er du indforstået med det?"
Elliott smilte ikke længere.. istedet havde han et hårdt udtryk i de kønne, brune øjne.
Mere havde han ikke at sige til eleven, inden han vendte sig om igen ud mod de andre.
"Godt så, alle sammen.. start på de øvelser, som passer til jeres post." lød det halvhøjt.. han tog fløjten op til munden og gjorde et enkelt, halvhårdt pust i den, så den gav en kort, høj og klar tone fra sig..
Eleverne begyndte nu på øvelserne som de var blevet bedt om.. nogle morede sig med det, mens andre fandt det hårdt og træls at skulle gøre.

Charlie Taylor Smith

Fordi at læreren råbte, kiggede Charlie bare forbløffet på ham, men fik så rejst, han havde dog ingen plan om at lægge tingene væk.
Han tog høretelefoner på og tændte for musikken, og luntede derefter rundt i gymnastiksalen. Charlie forstod tydeligvis ikke konsekvenserne, men det havde han aldrig gjort, i hvert fald ikke før de kom.
Charlie kiggede kort over på læreren, før han var luntede videre, da han ikke gad at løbe rigtig. Så kunne læreren bare have sagt hvor mange gange han skulle løbe, i stedet for at han bare skulle løbe i ti minutter.

Lucas bed sig let i læben, da han så, hvad de andre fra hans gruppe gik i gang med. Mavebøjninger… urgh. Men det var der ikke noget at gøre ved, medmindre han ville gøre ham den anden fyr selskab på vejen op til rektors kontor.
Han lagde sig ned på gulvet og gjorde, som de andre elever fra hans gruppe. Den første mavebøjning gik fint nok, og den næste med… men allerede efter den tredje begyndte det at prikke let i hans brystkasse. Han kneb øjnene en anelse sammen.
”Av,” lød det fra ham, da han krummede sig let sammen. Pokkers til dårlige lunger. Det var lige præcis derfor, at han hadede idræt. Han burde egentligt få sig en lægeerklæring, hvorpå der stod, at han ikke kunne deltage i idrætstimerne. Men det kunne han jo godt… for det meste i hvert fald. Det her plejede ikke at ske, ikke særlig ofte i hvert fald.
Han satte sig op og trak benene til sig, hvorefter han lagde armene rundt om benene. For pokker da også…

Elliott mærkede hvordan hans temperament begyndte at syde lige så stille.. den elev.. Elliott brød sig ikke om ham.. han hadede ulydige elever.. i hans hoved, skulle børn og unge helst bare ses, ikke høres.. kæft, trit og retning, som den sorte skole påbød.. Elliott var ikke sadistisk anlagt på nogen måde.. men havde det været lovligt, havde han alligevel klart været en af de lærere, som ville bruge spanskrøret..
Indtil videre lod han dog bare Charlie løbe.. han ville tage en alvorlig snak med ham efter timen!

Holdet fortsatte, og Elliott lod bare Charlie løbe rundt.. ind imellem lød fløjtene, så de mange små grupper, løb videre til næste post.
der skulle være idræt i to timer.. efter der var gået en halv time, fløjtede Elliott en lang trille i fjølten, inden han så slukkede musik anlægget.
"Okay! stræk ud alle sammen, og hold et kvarters pause! husk at få noget at drikke!" lød det højt fra ham..
Dernæst satte han sig ned på en af de bænke der var langs siden, de steder hvor der ikke var ribber.. Nogle af eleverne smuttede hen og tog deres vandflasker og gik ud for at få lidt luft.. men først efter at de havde strukket lidt ud..

Charlie Taylor Smith

Charlie var en af de første, der dumpede ned på gulvet, for han gad virkelig ikke løbe mere, men læreren var vidst ikke særlig tolerant. Han kunne meget bedre lide sin gamle skole. Den kunne man også finde rundt i.
Der gik dog ikke lang tid, før Charlie rejste sig og gik over mod læreren, med et kæmpe smil på læben. Han ville nemlig spørge om, om han måtte lave noget andet end at løbe, da det var kedeligt i længden.
Han slukkede sin musik og tog høretelefonerne af, mens han gik mod Elliott.

Lucas kløede sig let på kinden. Strække ud igen? Hvorfor skulle de gøre det så mange gange?
Han sukkede let, før han gik hen for at finde sin vandflaske. Den stod på gulvet… det måtte være hans, for der var ikke andre vandflasker at få øje på. I modsætning til de andre elever, der gik udenfor for at få lidt frisk luft, gik han over til bænken og satte sig der.
Han fik øje på Charlie, der kom han imod ham… eller rettere, han var nok på vej hen imod læreren, der også havde sat sig på bænken. Lucas kløede sig let i nakken, mens han fulgte den anden fyr med blikket. Så slog han et enkelt klik med tungen og vendte opmærksomheden væk igen. Så interessant var han trods alt heller ikke. Han var bare endnu en af dem, der ikke gad gøre, hvad de blev bedt om…

Elliott viste ingen opmærksomhed til Charlie.. han var lidt pissed off på ham.. hvorfor kunne knægten ikke bare gøre som han blev bedt om? hvor svært kunne det være?
da Lucas satte sig, så han dog på ham med et let smil om læberne.
Han fandt en blok frem ved sin side, hvor der var et lille kartotek over eleverne.. navn og billede..
Hans blik søgte og fandt det han søgte.
"Du må være.. Valir Lucas... er det rigtigt?" spurgte han, men fortsatte så.
"Valir-kun, tager jeg meget fejl, hvis jeg syntes at have bemærket en astmatisk adfærd?" spurgte han så.. tanken havde strejfet ham flere gange.. måske Lucas havde astma? han var jo nærmest død i sin vejrtrækning, da han standsede under opvarmningen..
Elliott spottede nu Charlie ud af øjenkrogen, og kunne ikke lade være med at føle en "åh nej gå nu væk" agtig følelse.. han gad ikke rigtig snakke med ham.. Men han forholdt sig proffessionel.. han ville ikke være en af de lærere, hvor folk fik fornemmelsen af at han ikke brød sig om nogle bestemte elever.. den slags skabte bare rygter, og det var Elliott ikke interesseret i.. Han ville bare passe sit job, og det var alt..
Han samlede fokus helt om Lucas igen, mens han ventede på svar fra denne..

Charlie Taylor Smith

Charlie var endelig kommet hen til dem.
"Hej... Øhmm..." sagde Charlie og vidste ikke helt hvad han skulle sige. Han måtte vel også hellere undskylde overfor læreren, ellers blev der bare endnu flere problemer.
"Undskyld for de problemer jeg fik skaffet dig," sagde Charlie og tog pinden ud af sin mund, da selve slikket tydeligvis var væk nu.
Han roddede lidt i sit regnbuefarvet hår og overvejede hvad hun skulle gøre, for at læreren ikke ville være alt for sur på ham. Sure lærere var bare ikke særlig sjove.

Lucas nikkede let som svar til Sato-sensei. Han kunne dog ikke lade være med at smile skævt over den måde, han sagde hans efternavn før hans navn på. Det var han ikke vant til, at folk gjorde, der hvor han kom fra, og selvom han efterhånden havde boet i Japan i over halvdelen af sit liv, havde han endnu ikke vænnet sig helt til det.
Til lærerens andet spørgsmål rystede han på hovedet som svar.
”Nej, du tager ikke fejl,” mumlede han.
Han smilede let, inden hen vendte opmærksomheden mod Charlie igen. Nu undskyldte han pludselig… han var altså lidt underlig.

Elliott sad og ønskede at han bare kunne ignorere Charlie.. men det kunne han jo ikke rigtig tillade sig.. han valgte dog først at svare Lucas;
"Nå, okay.. du så bare ikke helt okay ud under opvarmningen.." lød det som en kort forklaring til hans spørgsmål.. Men så talte han ikke videre... nu var han nødsaget til at svare Charlie..
Han så på ham med et neutralt udtryk. han gad ikke rigtig smile til ham nu.
"Drop undskyldningerne, og bare gør som der bliver sagt. Efter timen, så går du ind til rektor. så må du tage diskutionen med ham." Elliott søgte med øjnene ned igennem listen.. fandt Charlie.
Smith, Charlie Taylor... læste hans tanker.. han måtte standse sig selv for ikke at rynke på næsen.. Smith. det navn skreg nærmest langt væk af ballade, mente Elliott..
Han lagde listen fra sig igen. Egentlig var det spøjst så mange udlændinge han så.. Selv var han halv japaner, halv englænder.. det forklarede det røde hår, som var meget atypisk for en japaner.. men hans ansigt var stadig tydeligt asiatisk, dog med lidt større øjne end normalt, grundet hans engelske gener... hans næseryg var også lidt længere fremme end hos renblodede... men ud over det, var der ikke den store forskel. det gjorde dog at han havde nogle meget unikke, rimelig kønne træk, som fik ham til at se yngre ud end han egentlig var.. til tider meget rart...

Charlie Taylor Smith

Charlie dumpede ned på gulvet og roddede forvirret i sit hår.
"Idræt er bare kedeligt, og jeg kan ikke undvære mine høretelefoner, eller Ipod og det ville være synd, hvis slikkepinden gik til spilde."
Det var først nu, at det gik op for Charlie, at der næsten ikke var nogen i salen. "Huh? Har vi fri eller sådan noget, her er ingen?" Charlie havde selvfølgelig glemt alt om den der pause, i hvert fald at det var en pause og ikke at de havde fri.

Lucas smilede skævt for sig selv, før han rettede blikket mod Sato-sensei igen. Han rynkede let brynene, men det skæve smil forsvandt ikke fra hans læber af den grund.
”Næh… det er også møgirriterende,” sagde han. Det sidste ord kom ud som en utydelig mumlen, for lige i det samme bukkede han sammen i ryggen og placerede sin hage på sine korslagte arme, der hvilede på benene, han havde trukket helt ind til kroppen. Selvom han var uduelig til idræt, var han alligevel overraskende smidig på nogle punkter. Desværre var han bare oftest for klodset og uduelig til at kunne udnytte det.
Han lod sine mørkebrune øjne glide over på Charlie, da fyren igen sagde noget. Han havde åbenbart allerede glemt, at de havde fået pause. Han havde vist korttidshukommelse eller sådan noget.
”Vi har bare pause,” svarede Lucas ham, før han igen lod blikket glide over på Sato-sensei. Hans opmærksomhed blev et kort øjeblik opfanget af det strålende røde hår. Så vendte han igen blikket mod lærerens ansigt.

Elliott følte sig nærmest befriet, da Lucas svarede for ham,.. ellers havde han sikkert faret op og råbt af Charlie.. istedet svarede han tilbage på det første; "Jeg er sådan set bedøvende ligeglad med om du syntes idræt er et kedeligt fag. Du skal gøre som dine lærere beder dig om, og sådan er det bare. høretelefoner, ipods og slik hører ikke til i undervisningen. Jeg konfiskere det fra dig i en uge, hvis du ikke lægger det væk og deltager aktivt, når pausen her er forbi."
Elliott smilte ikke, men lød heller ikke sur som sådan.. han talte bare roligt og fattet.. han gad slet ikke diskutere det med Charlie.. knægten skulle bare holde kæft og makke ret.
Elliott rejste sig, gik de få meter hen til forstposen med vandflasker i.. her snuppede han en op. de lå i isterninger nede i posen..
Han satte sig tilbage på bænken og skrugede låget af, hvorefter han drak lidt af det med en velbehaget følelse indne i kroppen.

Charlie Taylor Smith

Charlie mumlede noget, men smilede dog stort.
"Du er den første, der faktisk siger noget til det," sagde Charlie grinende. "Dig kan jeg godt lide."
Det var nok det svar Elliott ville forvente mindst, men Charlie var lidt ligeglad, med om han synes det var underligt, at Charlie pludselig bare sagde sådan noget. Det var ikke engang, for at smigre sig ind på læreren.

Lucas gned sig i nakken, der var blevet en smule rød, ligesom hans ører. Han følte sig en smule dårligt tilpas lige nu, over at læreren blev sur på Charlie. Eller sur og sur… han lød ikke sur, men hans ord var heller ikke ligefrem de mest venlige, han kunne have valgt. Lucas tænkte, at det nok var bedst ikke at bryde ind i deres samtale, så han vendte sin opmærksomhed mod døren ind til idrætshallen. Der stod to drenge lænet op af muren derhenne og snakkede sammen. Alle de andre var vel enten gået udenfor eller ind i omklædningsrummet.
Han kiggede ned på vandflasken, som stod på bænken ved siden af ham. Han åbnede flasken og tog endnu en tår af den. Han havde for vane altid at glemme at drikke nok vand, men nu, hvor han ikke vidste hvad han ellers skulle gøre eller sige, kunne han vel ligeså godt fylde sin mund med et eller andet…

Elliott missede øjnene lidt.. hvad var det lige eleven sagde?
Elliott hævede spørgende det ene øjenbryn, svarede i sine egne tanker; Nå, men jeg bryder mig egentlig ikke om dig.. så lad mig nu være.... men han holdt den tanke for sig selv, og svarede istedet; "Ja det er alt sammen meget fint.. Men du skal stadig lægge dem væk." han rystede opgivende på hovedet..
Ikke så langt væk, hørtes der en melodi.. lidt mekanisk fra de små mobil højtalere.. det var en sang af skillet der spillede..
Elliott rejste sig hurtigt og luntede hen til sin taske der stod ovre i et hjørne.. han fandt sin mobil frem, tog røret.
"Moshi moshi.." hilste han, men tav så.. han stod ovre i hjørnet og lyttede.
".. ah.. ja... okay... det var da trist.." han bed sig i underlæben.
"Hvad? Nej, det var ikke sådan jeg mente det! lad nu væ- nej, hø-" Elliott forsøgte at få ord indført i den samtale han havde gang i.. han satte kurs hen mod døren ud fra salen.. det var et ret vigtigt opkald det her.. lige inden han kom ud af døren, fik han forhastet udbrudt; "Eeeeh?! hvad?! nej jeg er ikke impotent!" lød det vredt fra ham ind i røret, inden han så var ude af døren..
Han valgte at gå et sted hen og færdiggøre samtalen, hvor hans elever ikke skulle høre det..

Der gik nogle minutter inden han vendte tilbage.. Han gik direkte over til tasken, uden at se til nogen af siderne, og med en sort aura hængende i luften omkring sig..
Han pakkede telefonen ned i tasken igen, og blev nu stående ovre i hjørnet.. han var ret sikker på, at det ikke var ligenu han skulle tale med nogen.. han ville bare flå dem verbalt i stykker.

Der gik nogle minutter inden han satte fløjten for munden i et højt pust.. de fleste elever var vendt tilbage, og dem der ikke var, hørte fløjten, og kom så dalrende herefter.
"Okay alle sammen, nu samler i keglerne sammen og smider dem ud i redskabsrummet. Så fordeler i jer på to hold, og så er det boldspil resten af tiden!"
hans stemme skar klart igennem, og hvor man før godt kunne ane en smule usikkerhed i hans toneleje, så virkede han nærmest helt besk nu..
han havde egentlig planlagt noget andet. men han orkede ikke at give instrukser i noget som helst lige nu..
Sagen var nemlig den, at Elliott endnu engang havde været oppe at skændes med sin forlovede; Julia.. Det gik virkelig bare ikke.. uanset hvad han sagde, gjorde eller mente, så skulle hun nok sørge for at hakke ned på ham.. hver gang de havde været oppe at skændes, følte Elliott sig deprimeret og tung i hele kroppen.. Han plejede som regl at forsøge selvmord.. men det lykkedes aldrig; end ikke det kunne han finde ud af! Ligenu måtte han holde fasaden oppe, selv om han tydeligt kunne mærke hvordan trangen til at kværne et glas sovepiller, steg voldsomt i ham..

Charlie Taylor Smith

"Hvad skete der for ham?" spurgte Charlie Lucas, da Charlie havde tabt tråden fuldstændig nu. Den lærer var godt nok underlig, ikke fordi at det undrede Charlie, da han synes de fleste på skolen var underlige, måske fordi de bare var anderledes fra ham.

Da Elliott kom ind i salen igen, rejste Charlie sig dog op, da han godt kunne se, at Elliott ikke var i det bedste humør, så han valgte bare, at være med til boldspillet, ikke fordi at det ville være særlig svært for ham.

Lucas fulgte forundret Sato-sensei med blikket, da han forsvandt ud af idrætshallen. Hans sidste ord før han forsvandt gjorde blot Lucas endnu mere forvirret. Impotent…?
Han kiggede tilbage på Charlie og trak let på skuldrene. ”Aner det ikke,” lød svaret. ”Han blev lige pludselig lidt.. underlig.”
Han sukkede let. Tja…

Da læreren vendte tilbage og fløjtede i fløjten, gav det et sæt i Lucas af forskrækkelse. For fanden da… Han kiggede efter de andre elever, der straks sprang op og gik i gang med at samle kegler sammen. Derefter begyndte de at spille et eller andet boldspil. Lucas selv sad bare på bænken og så passivt til. Han var ikke sikker på, om kunne holde til mere. Han ville sikkert bare for endnu mere ondt af også at skulle kaste rundt med en bold.
Han skævede over imod Sato-sensei, der pludselig virkede helt anderledes. Mere barsk end før. Lucas bed sig i læben og holdt vejret, da han rejste sig fra bænken og gik over imod læreren. Han stillede sig hen ved siden af ham og kiggede op på ham, for han var en del højere end ham selv.
”Uhm, Sato-sensei…? Må jeg godt nøjedes med at sidde og kigge på det sidste stykke tid?” spurgte han og kunne ikke helt skjule usikkerheden i sin stemme. Han havde jo selv set, hvordan læreren før var blevet sur på Charlie, fordi han ikke havde gidet lave noget. Bare han ikke også blev sur på Lucas.

Elliotts blik fulgte eleverne, som begyndte at spille fodbold.. hans humør var tynget.. helt enormt meget...
Da Lucas kom hen og spurgte, om han måtte fritages fra resten af timen, trak Elliott bare på skuldrende.
"Ja ja.. smut bare ud i bad så.." svarede han i en lidt flad tone.. ikke snerrende, ikke sur.. mere bare sådan lidt som om hans tilværelse var ligegyldig.. - hvilket han jo også følte ligenu.
Elliott stod bare og holdt øje med at spillet gik rigtig til.. han fløjtede ind imellem, når der var frispark, men det var ikke med sin gode vilje, at han blandede sig..
Han var ikke rigtig til at komme i kontakt med... egentlig var der omkring en hel time til faget skulle slutte, men efter en halv time, fløjtede Elliott igen højt i fløjten.
"Okay alle sammen, stik så i bad med jer. I får fri resten af timen.. brug den nu fornuftigt!" lød det halvhøjt fra ham..
Elliott betragtede med en deprimeret følelse, hvordan eleverne jublende løb ud for at bade... hvad han vidste af, blev han efterladt alene i den tomme sal..
Med et tungt blik gik han hen og samlede bolden op, bar den ind i redskabsrummet..
her lagde han den på plads, men blev stående i et forsøg på at samle tankerne.. han havde mest af alt lyst til bare at sætte sig ned og stortude.. men det måtte altså vente til han var helt fuldkommen alene..

Charlie Taylor Smith

Charlie ikke deltaget særlig aktivt i boldspillet, men havde sørget for, at få fat i bolden og sparke den til hans medspillere, når den kom i nærheden af ham.
Da alle de andre fik besked på at gå i bad, stod han lidt og overvejede hvad han skulle gøre. Han kunne se noget var galt med Elliott, men vidste ikke, om det bare ville blive værre, hvis Charlie spurgte om han var okay. På den anden side, så havde Elliott sagt noget om at sende Charlie et eller andet sted, så Charlie blev stående og kiggede på ham.

Lucas nikkede langsomt, mens han kiggede op på Sato-sensei med et undrende blik. Hvad var der galt med ham lige pludselig? Han virkede som om, at alle følelser havde forladt ham.
Lucas rystede hurtigt på hovedet, da det gik op for ham, at han bare stod og kiggede tomt på læreren. Det var nok heller ikke så smart igen. Han kløede sig i nakken og smilte undskyldende, inden han drejede om på hælen for at gå ud i omklædningsrummet. Han sagde ikke noget. Det kunne han ikke – han blev altid så genert, når han blev forvirret. Enten blev han genert eller også voksede hans klodsethed med halvtreds procent.
Han satte sig på en bænk i omklædningsrummet og gemte sit ansigt i hænderne, mens han tænkte. Sådan sad han i over et kvarter, indtil den fjerne lyd af løbende fødder rev ham tilbage til virkeligheden med et hårdt ryk. Nå jo, han var jo gået herud for at gå i bad.
Han var først færdig med at klæde om til sit hverdagstøj igen, da alle de andre kom trampende ind i omklædningsrummet. Han rev sin sportstaske til sig, puffede sig forbi de andre drenge og gik ud af rummet igen. Han var egentligt på vej ud på gangen, men da han gik forbi redskabsrummet, fik han øje på Sato-sensei. Synet af læreren, der stod helt stille og kiggede ud i luften, fik ham til at stoppe op. Hans hænderne rystede en smule, da han lod sin taske dumpe ned på gulvet. Det der var i hvert fald ikke sådan, en lærer skulle se ud.
Han trak vejret dybt ind, før han tog mod til sig og trådte ind i det lettere dunkle redskabsrum. Bare Sato-sensei ikke ville blive sur på ham over det, han havde tænkt sig at gøre nu… han kunne godt forstå, hvis han var blevet træt af ham efterhånden. Han var jo ikke ligefrem nogen stjerneelev i idrætstimerne.
”Øhm,” lød det fra ham, da han stillede sig hen ved siden af Sato-sensei. ”Er der noget galt?” Selvfølgelig var der noget galt. Men han turde ikke spørge, hvad er der galt, for der var meget lille sandsynlighed for, at læreren rent faktisk gad dele sine følelser med en dum elev som ham.

For Eddies rastløse skikkelse havde timen været en perfekt blanding af det hele. (Der manglede kun svømning og bungee jump, men den slags kunne han bære over med). Han havde fortrængt sin trang til at smutte fra timen og i stedet udnyttet tiden til at nå igennem øvelserne og snakke med dem, han havde været på hold med. Det var akavet at tale med nogen, når de holdt éns fødder og man gik frem som en trillebør, men derudover havde han været underholdt. Og han blev overrasket, da læreren fløjtede spillet af.
Han kiggede sig spørgende omkring for at se, om andre var lige så forundrede, men de fleste virkede snarere lettede for at slippe. Han traskede gennem salen med fornyet sløvhed, skævede efter læreren og fik øje på ham ved redskaberne igen. Godt på vej til at spørge, hvorfor timen var nødt til at ende allerede, standsede Eddie sin sætning og kiggede fra Lucas, der var vendt tilbage, til Sato-sensei, der ikke så alt for munter ud. Og derefter til en ukendt dreng, der havde en imponerende manke, og som Eddie mystisk nok ikke havde lagt mærke til før. ,,Nice hår," sagde han med let hævede øjenbryn, da han var standset. Sætningen lød hul oven i tavsheden, der var opstået i salen. Det lod til, at begge elever ventede på Elliott Sato, og Elliott Sato havde tankerne på noget, som ingen af de tre kunne sætte sig ind i.

Elliott stod bare og glanede med et tont udtryk i ansigtet.. Han følte det som om hans verden stykke for stykke var ved at brase sammen.. at beskrive det sådan, var vel nok et meget voldeligt udtryk.. Men det skete tit, så der var ikke noget nyt i denne situation.. Der skulle sjældent ret meget til før Elliott gik fuldkommen ned med flaget og blev deprimeret..

Som han stod der, tænkte han ikke på ret meget andet end Julias stemme som gav genklang med hårde ord i hans hjerne..
Men med ét blev han revet ud af sine tanker.
"ah-?" han så på Lucas, og tvang et anstrengt smil frem... Det var tydeligt at han ikke havde lyst til at smile, og at smilet var påtaget.
"Det skal du ikke tænke på.." fik han sagt med en usikkerhed i stemmen.. en usikkerhed så stor, at man nærmest skulle tro at han var i tvivl om sprogets betydning...
Elliott fik lagt bolden ned i boldkurven.. men da han så skulle til at lukke låget på den enorme kurv, gik haspen op og med et smæld væltede det høje aluminiumsgitter ned, grundet vægten fra alle boldende.. Elliott kunne i et split sekund sammenlignes med en flue; hvordan lågen smækkede ham i gulvet på grund af vægten fra boldende.. havde Lucas stået bare to skridt nærmere, havde han fået samme omgang..
boldende rullede ustyrligt ud.. basketboldende hoppede hen over gulvet, og snart var halvdelen af de mange bolde spredt ud over gulvet inde i redskabsrummet, og den anden halvdel lå udenfor den brede skydedør ind mod idræts salen..
Elliott var havnet på ryggen med den store låge ned over sig..
forskrækket og godt overrumplet.. Hvad skete der lige der?! hvem havde ikke lukket haspen i den anden side ordenligt?!
Elliott burde have flyttet lågen, men selv om den kun var ud af aluminuim, var den halvtung når man sådan lå neden under den og følte sig forskrækket..

Typisk Elliots manglende held!