Idræt med en vikar for læreren, og en vikar for vikaren

Charlie Taylor Smith

"Mig?" spurgte Charlie dumt og kiggede på drengen. Det var lidt for dumt spurgt, da han var den eneste, der havde noget hår der var vildt forskelligt fra alle andres, der gik faktisk et lille stykke tid, før han opfattede det. "Tak," grinede Charlie så og rettede sit blik mod redskabsrummet, hvor han så en masse bolde trille og hoppe ud.
"Hvad sker der der?" spurgte Charlie og pegede på redskabsrummet, da han forventede at drengen vidste det. Charlie tænkte ikke så langt, at ingen af dem vidste, hvad der var sket.

Det gav et sæt i Lucas ved synet af boldene, der væltede ud til alle sider, og læreren, der faldt på gulvet. Han blev så forskrækket, at han trådte et skridt bagud og – selvfølgelig, for så uheldig var han – ramte hans fod den eneste bold, der var trillet om bag ved ham. Den runde gummibold skred under hans fod, og som om det var en bananskræl, han var gledet i, fik han overbalance og tumlede omkuld på det kolde gulv.
Et gisp lød fra ham, da han stødte hovedet imod gulvet. Dét gjorde i hvert fald ondt… Men sikkert ikke halvt så ondt som det gjorde på Sato-sensei, der havde fået lågen end over sig. Han drejede hovedet en anelse, og det gav endnu et sæt i ham, da det gik op for ham, at hans hoved kun var få centimeter fra lærerens. Hvorfor havde Sato-sensei ikke rejst sig op igen? Det gik langsomt op for ham, at læreren stadig lå med lågen ned over sig.
Han skyndte sig at sætte sig op, selvom det gjorde ondt i både baghoved og bagdel, og greb fat i lågen for at fjerne den fra Sato-sensei. Lågen var ikke specielt tung, men den kunne sikkert slå hårdt - ligesom hvis man kastede en hoppebold ned fra ti meters højde.
”Er du okay?” lød det lettere fortumlet fra ham.

,,Holy," udbrød Eddie lavmælt, da lågen gik op. Han stod stille og så scenariet udfolde sig de første tre sekunder, hvorefter Lucas gjorde sit for at deltage i roderiet. Der lød hoppen og let dunken som boldene dundrede over det polerede trægulv og spredtes.
Eddie skævede til drengen. ,,Ingen anelse." Da skikkelsen under lågen ikke umiddelbart bevægede sig, gik Eddie også hen til kanten og tog fat i lågen, så Lucas kunne slippe. Synet af læreren på gulvet forekom underlig bekendt, så han smilede forsigtigt. Ingen blødende flækkede hjerneskaller. ,,Alt i orden?" spurgte han, selvom det bare var en fortsættelse af Lucas' ord.

Elliott lå i nogle sekunder uden at røre sig.. det var virkelig kommet som et chok fra ham..
han satte sig langsomt op, kastede et forvirret blik omkring... ganske kort efter mærkede han en svigende, meget skarp smerte i det ene ben.. han kastede et blik på benene, og så hvordan det ene nærmest bøjede, og foden lå også helt forkert.. det var vel ikke så underligt? han var jo blevet smækket i gulvet som en flue.
"ah-" han missede med øjnene. Var hans ben lige.....?
først nu var panikken ved at indgribe.. hans øjne spilede sig op, og med begge arme udstrakt mod sit ben, udbrød han i en oprevet mine; "Det er jo brækket!!"
Elliott syntes at det svimlede for øjnene af ham.. hvorfor skete sådan noget altid for ham?!

da han havde siddet lidt, mærkede han også en varm væske begive sig ned et sted fra pandehåret, ned over næseryggen..
"ah-" han lagde en hånd mod ansigtet.. eleverne skulle helst ikke se blodet.
"... Ehm... Det ville være rart hvis en af jer gad at riinge efter en ambulance.. jeg... tror ikke at jeg kan gå ret langt ligenu.." lød det forvirret fra ham, mens han lukkede øjnene.. det hele virkede for overrumplende, og gjorde bare trangen til at tude endnu større..
Han havde ikke flækket hovedet, men en af svejsningerne på gitteret havde rivet ham en lille rift i huden.. han forbandede sine "glasknogler" ligenu..

Charlie Taylor Smith

Charlie hørte råbet fra rummet, og begav sig endelig derover. Da han kom derover, gloede han lidt på læreren, men valgte ikke at sige noget, da han så ville blive endnu mere upopulær ved læreren, og det gad Charlie virkelig ikke.
"Ur ye allrecht?" kom det spørgende fra Charlie, som glemte alt om at snakke japansk, og slog derfor automatisk over på skotsk, som han elskede at snakke, desværre begyndte de fleste normalt at kigge underligt på ham, når han kom til at gøre det.

Lucas gjorde store øjne, da han hørte Sato-senseis ord. Han havde godt nok ikke regnet med, at hans ben ligefrem ville være brækket.
Lucas ømmede sit baghoved, der gjorde ondt af helvedes til, mens han rodede igennem lommerne på sine busker efter sin mobil. Først alt for sent gik det op for ham, at netop fordi han havde haft idræt, havde han ladet sin mobil blive på værelset. For hvorfor slæbe den med ind i omklædningsrummet, hvor den sikkert alligevel bare ville blive stjålet?
Han vendte hurtigt blikket mod de to andre, Eddie og Charlie.
”Har en af jer en mobil?” spurgte han og holdt håbefuldt vejret. For hvis han ikke havde en, så måtte en af dem jo løbe hen til kontoret efter hjalp, og det var Lucas ikke sikker på, at han ville kunne. Som om skaderne efter at have løbet rundt i syv minutter ikke var slemme nok… nu gjorde både hans hoved OG albue frygteligt ondt.
Han blinkede et par gange med de mørkebrune, runde øjne og så ud af øjenkrogen, at Sato-sensei lukkede sine i. Var det ikke noget med, at man ikke måtte falde i søvn, hvis man havde slået hovedet? Godt nok var det vist bare en rift, han havde fået i panden, men man kunne jo aldrig vide. Derfor greb Lucas fat i armen på ham med den hånd, hvis tilhørende albue ikke gjorde ondt, og ruskede den forsigtigt, for at få ham til at åbne øjnene igen.

Med noget forvirring hørte Eddie et andet sprog ved siden af sig, som var tæt nok på engelsk, men for langt væk fra Eddies amerikanske. Men han tog ikke større notits af det, da først Sato-sensei havde åbnet munden.
Eddie slog hænderne ned ved shortsene lommer og rystede hurtigt på hovedet, da han opdagede samme problem Lucas havde - at de var i idrætstøj, ikke uniformer.
,,I omklædningen -" sagde han, ,,eller du?" idet han kiggede hen på den regnbuefarvede fyr. Fedt, at de skulle være så hjælpeløse, men det var ikke, fordi læreren gav klare instrukser selv. ,,Har De en mobil?" sagde han med ny opmærksomhed rettet mod den siddende. En tynd stribe rødt tegnede sig ned over Elliotts øjenbryn, og Eddie blev bare en anelse mere klar over, at de ikke kunne klare tingene selv.

da Elliott blev rusket lidt i, kvikkede han op og åbnede øjnene..
"ah-!.. mobil.. eh.. tasken..derude.." fik han mumlet, mens han med en hånd viftede ud i retningen af salen.. han havde jo selv en mobil! men det tænkte han jo ikke over lige i første omgang.. det var vel også logisk nok? han var blevet klasket flad af et stor aluminiums hegn!
Han følte sig en smule tung i hovedet, men det føltes ikke som en hjernerystelse.. heldigvis da!
Man kunne vel kalde det held i uheld at han ikke havde briller på.. uheld, fordi han blev smækket ned, men held fordi han ikke fik knust nogle briller..
Elliott tog hånden ned fra hovedet.. mærkede hvordan synet af den nu blodindsmurte hånd fik det til at svimle for hans øjne..
Det er bare blodceller.. og plasma... bare blodceller og plasma! blev han ved med at sige til sig selv.. ja.. bare to bestanddele! han kunne illoustrere det faktisk! ja, han kunne tegne det.. det var ikke noget uhyggeligt... det var ikke klamt.. det var ikke drabeligt.. det var bare nogle celler og noget plasma! man kunne også centrifugere det! så kunne man skille cellerne og plasmaen ad! meget praktisk til blodstransfusioner..eller hvad? Ligenu var det svært at tænke på hvorfor man skulle bruge det at skille blod ad til noget.. andet end at få tankerne lidt væk fra problemet..
Han lagde hånden mod panden igen...
Ligenu ville det være rart md en klud... og noget til at rette benet ud..
Han endte med at lægge sig ned, meget langsomt igen.. han måtte lukke det ene øje for ikke at blodet skulle rendte ind i det..

Charlie Taylor Smith

"Øhhmm... Ja, jeg har en mobil," sagde Charlie forvirret, og fiskede sin mobil op, som var total overpyntet, og tydeligvis ikke en japansk mobil, men den fungerede ca. på samme måde som japanske mobiler.
Charlie rakte udenvidere mobilen til Lucas. Han vidste ikke helt, hvad han ellers kunne gøre. Nu havde Elliott bare med at være glad for, at Charlie ikke havde skiftet til noget som helst idrætstøj, eller havde lagt sine øretelefoner væk, for så var hans mobil også havnet der.

Lucas kiggede lettere forvirret på mobilen, der blev rakt til ham. Det var i hvert fald ikke nogen japansk mobil… teksten på displayet var i hvert fald ikke japansk.
”Øh,” lød det fra ham. Så vendte han opmærksomheden mod Eddie, sprogtalentet Eddie der kunne tale så mange sprog, inklusiv engelsk og sikkert også det underlige sprog, som Charlie havde talt lige før. Han rejste sig op fra sin plads på gulvet og rakte mobilen til Eddie. Han måtte da vide, hvordan sådan en mobil fungerede. Han sendte ham et undskyldende smil. Endnu en gang havde han formået at være totalt uduelig.
Han ømmede let sit baghoved, mens han kiggede fra den ene til den anden.

Eddie smilede skævt tilbage og tog imod mobilen, tastede ind og vendtede et øjeblik, før nummeret gik igennem til alarmcentralen. Han remsede adressen til skolen op, forklarede om læreren og skulle velmenende til at sige vejen til idrætshallen, da speakeren fortalte, at nogen ville være på vej om ikke så længe. Nå ja, situationen var vel ikke så alvorlig, at de behøvede sirene og hvad ellers, men det fremgik vidst også af hans afslappede tonefald og svage smil i den ene mundvig. Han fandt ikke situationen direkte komisk, men han frygtede heller ikke for nogens liv længere, medmindre Sato-sensei havde tænkt sig at rejse sig. Det burde han måske også undgå, forresten.
,,Der kommer nogen om lidt," sagde han med et lille nik og rakte telefonen hen mod drengen. Han så fra de to andre elever til Sato-sensei og tænkte, hvad der manglede. ,,De bliver vel - eh - liggende her? Jeg fortæller det videre til kontoret, okay?"
Efter lærerens svar nikkede Eddie igen. Så vendte han sig og gik ud af salen.

/ Out *___*

Elliott nikkede..
"Ja.. det er fint.." svarede han dæmpet til Eddie..
Han blev så ellers bare liggende.. hvad skulle han ellers gøre?

Der gik ikke længe inden ambulancen ankom.. to mænd med en båre kom ind i salen, kiggede forvirret rundt efter hvor denne lærer kunne befinde sig.
"Hallo?" sagde den ene højt.
Elliott kunne ikke rigtig råbe.. han havde travlt med at fokusere på at flytte smerterne væk fra st ben og sit hoved.. det var bare typisk det her.. selvfølgelig skulle ting som det her ske for Elliott.. det var der jo intet nyt i.. slet intet..
Elliott mumlede bare dæmpet noget, som for et normalt menneskeøre ville være fuldkommen uforståeligt og uhørligt..

Charlie Taylor Smith

Charlie tog glædeligt sin mobil tilbage, og fik proppet den i sin ene lomme.
"Herover," råbte Charlie nu grinende, hans humør var stadig højt, så han smilede stort. Det kunne godt være at Elliott ikke kunne lide Charlie, men Charlie synes at Elliott var sjov, og godt nok også klodset, ligesom Dominic, Charlies bedste ven.
Charlie ventede tålmodigt på, at mændene kom over til dem. Desuden kunne det også være at Elliott så ikke sendte Charlie op på kontoret, selvom Charlie for længst havde glemt det.

Lucas kløede sig lidt i nakken og kiggede fra den ene til den anden. Der var vist ingen grund til, at han blev her. Han ville sikkert bare være i vejen for ambulancefolkene.
”Jeg… må nok hellere følge Eddie på vej,” mumlede han – dårlig undskyldning. Han bevægede sig hellere smidigt udenom båren, som to mænd kom gående med. De var på vej hen til Charlie, der netop havde kaldt på dem. Han sukkede let, før han forsvandt ud af idrætshallen. Han måtte hellere finde nogle hovedpinepiller…

//out

Charlie var ikke så heldig; elliott havde ikke glemt det.
"Og du.. du går på kontoret." sagde han som det sidste efter at være blevet lagt op på båren med store smerter..
Han bad om at få sin taske med, og de gjorde som der blev sagt..

Ikke længe efter blev han båret ud af hallen.. oprydningen af boldene måtte vente til senere.. Elliott kunne jo ikke rigtig gøre noget..

Han blev lagt ind i ambulancen, som så kørte afsted med ham..

//out

Charlie Taylor Smith

"På kontoret? Hvor er det nu det ligger?" spurgte Charlie sig selv, og begyndte at gå ud af gymnastisksalen, mens han prøvede at huske, hvor kontoret lå. Det ville komme til at tage lang tid, før han fandt kontoret, men han begav sig dog ud på eventyret. Selvom han sikkert havde glemt, hvorfor han skulle derhen, når han først var kommet derhen.

//Out