[Jeg skriver her, siden det er et ubesvaret emne - så må hvem end, der har lyst, gerne svare ^^' Håber det er i orden, Anubis! :3]
Edmund H. Abrahams
En solskinsdag i september. Eddie sidder på ryggen af en bænk med de gule sneakers på sædet og mobilen mellem hænderne. Han spiller tetris. Hans blik er fæstnet til den lille skærm. Han ænser ikke verden omkring sig.
Det er en livlig dag i byen denne fredag, selvfølgelig, som det er alle dage i Tokyo og ikke mindst alle fredage klokken lidt i fyraften. Det vælter rundt med slipseklædte japanere, der af ukendte årsager alle skal i forskellige retninger. Når gadelyset endelig skifter fra rødt til grønt, stormer menneskehorderne fremad uden at se sig til siden. Man kunne tro, butikkerne også begyndte at lukke, men det er tværtimod nu, de får de rigtige kunder. Eddie har bidraget til nationaløkonomien og købt en klat dej med glasur hos Donkin' Donuts. Det er citronglasur med chokolade. Han var gået efter den med mint, som han stadig ikke har smagt, men selvfølgelig var den udsolgt nu. Duh, man kan ikke komme med tog fra forstaden og tro, at man stadig kan nå at få fat i en af de sjældnere slags. Og nu er han altså mere eller mindre strandet her, med lemon & choco til højre, og telefonen mellem fingrene, hvor han adræt drejer orange og blå brikker rundt som det passer ham. En udmærket eftermiddag. Han lukker spillet ned, da mobilen buzzer af ham, og en ny besked dumper ind. Nej, Satou kan ikke denne eftermiddag. Eddie rynker på næsen. Fuck det. Han er glad for, at der ikke svirper det store eks'er-drama mellem dem, for så ville han da for alvor blive deprimeret. Men hvorfor fanden er han i Tokyo uden nogen at hænge ud med? Ikke engang sin eks? Han skæver til donut'en og samler den op. Lige godt fandens. Så kan man da altid trøstespise.
