Ved en bænk

Lucas sad på en træbænk og kiggede ud over skolens arealer med et lettere søvnigt udtryk i de mørkebrune øjne. Det var søndag morgen, og det var stadig rimeligt tidligt på dagen, så han var vist den eneste elev, der havde turde vove sig udenfor i solskinnet. Han kunne i hvert fald ikke få øje på andre. De sov nok stadig, eller også spiste de morgenmad. Eller også kunne de bare ikke tåle solskin.
Han lagde nakken tilbage og slog blikket op på den blå himmel. Eller næsten helt blå. Der var et par spredt skyer hist og her. Han sukkede let og kløede sig på kinden, mens han tænkte over, hvor kedelig en morgen det var.
Der var overhovedet ingenting at tage sig til.
Han havde ikke engang nogen lektier, han kunne lave, for det var vinterferie nu, så han havde ikke nogen for til før om lidt over en uge. Han blinkede et par gange med øjnene, før han slog blikket ned igen og gav sig til at kigge ud over skolens arealer endnu en gang.

Elliott kom gående.. han var på krøkker, og havde sin skuldertaske over den ene skulder..
Han havde egentlig fri helt indtil efter ferien.. Elliott var indlagt på en psykiatrisk afdeling for tiden, hvor han skulle være indtil ferien.. Han var dog taget hen til skolen alligevel, for at aflevere nogle notater om hvordan hans undervisningsplaner skulle forløbe, hvis hans ophold på afdelingen nu skulle blive forænget..
Han var iført et par mørkeblå jeans, en skjorte med en jumper i strik udenpå.. Men det var dog alt sammen gemt væk under en halvlang sort frakke.. den nåede ham til knæene.. om halsen havde han et rødternet strikket halstørklæde på.. hans kinder var let kullørte af kulden, og brillerne duggede svagt til forneden på hver glas..
Hans hænder var iklædt grå fingerhandsker..
Han havde blikket rettet i jorden foran sig, mens han gik.. det var glat op af stien mod den høje skolebygning.. men offentlig transport stoppede jo ikke inde i gården! - Elliott far egentlig stukket af fra afdelingen.. han ville helst møde op personligt og tale med rektoren.
Han bemærkede i første omgang ikke Lucas, men han sigtede bare efter bænken, som han vidste stod der.. han havde brug for et hvil..
Han satte sig ned med et udmattet suk, sad nogle sekunder, inden det gik op for ham, at Lucas også sad der.. han så lettere chokeret op på ham.
"ah-" kom det først kortfattet fra ham.. han smilte lidt anstrengt.
"Jeg havde ikke set dig.. undskyld.." lød det så, inden han slog blikket væk.. han følte en ubehagelig knude i maven.. Mon Lucas havde fortalt nogen om hans sammenbrud? Elliott følte en trang til at spørge.. men han ville jo helst ikke rive op i emnet.. det var slemt nok at de fleste elever vidste at han var sygemeldt.. ingen af dem, skulle vide hvorfor...

Lucas gøs lidt, da solen et øjeblik forsvandt bag en sky. Selvom han havde handsker på hænderne og et stribet halstørklæde viklet op til flere gange rundt om halsen, frøs han alligevel. Jakken, der hørte til skolens uniform, varmede ærligt talt ikke specielt meget. Og hvorfor han så ikke bare havde taget sin egen jakke på, var et godt spørgsmål. Han kunne nemlig ikke finde den. Den var sikkert blevet væk, eller også havde han helt glemt at få den med til skolen, for han syntes slet ikke, at han havde haft den på denne vinter. Han sukkede let og kiggede ned på sine handskeklædte fingre. Måske skulle han skrive hjem og få dem derhjemme til at sende den…?
Han lagde sine hænder imod sine kolde lettere lyserøde kinder for at varme dem, da han mærkede bænken give efter for vægten af endnu en person; de frosne træplanker knirkede let.
”Øh?” lød det fra ham, da der blev talt til ham.
Han slog blikket for at se, hvem det kunne være. Da hans blik gled over personens røde hår, skyndte han sig at kigge bort igen mens hans kinder antog en lidt kraftigere lys rødlig farve. Det var Sato-sensei.
”Nå… det gør ikke noget,” sagde han, selvom han ikke helt forstod, hvorfor læreren undskyldte. Hvorfor undskylde for at sætte sig ved siden af en anden på en bænk? Det gjorde folk jo hele tiden på offentlige steder som parker eller indkøbscentre. Og det var jo ikke ligefrem fordi han havde sat sig ned oven på Lucas.

Elliott stirrede lidt tomt frem for sig.. han ville jo gerne spørge, om Lucas havde fortalt det til nogen.. han syntes ikke, at en type som Lucas virkede til at være en som en der gik rundt og snakkede løs om den slags til andre.. men på den anden side, man kunne vel heller ikke bebrejde ham at betro sig til sine venner? Nej.. Elliott var den af de to, som havde tavshedspligt..
Han sukkede tungt og ganske lydløst..
Mobilen i hans lomme ringede, han fandt den frem og tog røret.
"Moshi moshi.." mumlede han som hilsen ind i den lille mikrofon.
"Ja det ved jeg.. jeg er taget hen på min arbejdsplads med en studieplan så de kan sørge for at vikarene tager de rigtige materialeemner op.." han holdt en pause.
"Om nogle timer..." han rynkede brynene.
"Udskrivelsen? Nej det vil jeg helst ikke diskutere nu. Det taler vi om i aften.."
endnu en pause.
"Ja, farvel." og så lagde han på og lod mobilen glide ned i lommen..
Han lod hånden masere i lårmusklerne lige over knæet, i et forsøg på at dulme smerten nede i det gipsindpakkede underben.. hans bukser hang ned til anklen, hvor de sad en smule stramt omkring.. selve foden var pakket ind i en sort vandtæt "sok" for at gipsen ikke skulle blive våd af vintervejret.

Det var egentlig lidt sjovt.. Elliotts mobil havde kimet ham ned på det seneste.. og af en eller anden grund skete det specielt meget når Lucas var i nærheden.. Et lidt besynderligt sammentræf, og med sikkerhed også 100% tilfældigt.

Da der ikke blev sagt mere, slog Lucas igen blikket op mod himlen. Han forsøgte ikke at lade sig mærke af stilheden, der pludselig var opstået. Af en eller anden grund syntes han at nu, hvor Sato-sensei var her, virkede her mere stille end før, da der slet ikke var nogen.
Han lod sit blik glide over alle skyerne og forsøgte at finde nogen, der forestillede en eller anden ting eller et dyr eller sådan noget bare for at have noget at tage sig til. Men det var lettere sagt end gjort, for alle skyerne lignede mest af alt små stumper af dun eller candyfloss.
Han slog blikket ned igen, da en mobil ringede. Det var Sato-senseis mobil. Selvfølgelig. Den ringede næsten hele tiden. Man skulle tro, han havde et job udover lærerstillingen som en eller anden forretningsmand, der lå meget højt på ranglisten i et eller anden firma.
Lucas lod automatisk sin hånd strejfe hans egen mobil, der lå i hans bukselomme. Den var, udover at være slukket på grund af strømmangel, iskold, fordi han havde siddet her ude i et godt stykke tid snart.

Elliott sad lidt.. så ringede den igen..
Nu var det nok!!
Irriteret fiskede han den frem igen, arrigt skilte han den ad og pillede batteriet ud.
Han stirrede melankolsk på det, inden hele lortet kom ned i frakkelommen.. Ja, den mobil var lidt for levende, syntes han nu! Enten var det hans forlovede der skrev, eller afdelingen der ringede til ham; han var jo trods alt stukket af..

Han vendte tilbage til at massere sit ben lige over knæet.. han sagde ikke noget, selv om han på en eller anden facon gerne ville i snak med eleven; Han måtte vide, hvor mange der vidste noget om det ukontrollerede sammenbrud han havde nogle dage forinden..
Men hvordan skulle han spørge? stille et direkte spørgsmål? Eller undskylde over det?

tjo.. han burde nok undskylde.. Men han brød sig ikke om at bringe det på bane.. Elliott kunne ikke lide at erkende sine egne svagheder.. det var det værste, mente han!
uroligt masserede han knæet videre.. han havde haft en del smerter i løbet af dagen, og det var lidt som om, at ligegyldigt hvor mange smertestillende han tog, så var det aldrig helt nok til at få smerterne væk.. det bedøvede en smule, jo, men ikke nok!

Han gav sig til at pille lidt ved sin vante. Der var hul i den ene finger, bemærkede han. Det havde han ikke set før nu. Men det forklarede jo, hvorfor det var så koldt for den ene finger at røre ved frosne overflader. Han strakte sine fingre ud og bukkede dem igen, alt imens hans ben rystede let. Det var ikke specielt koldt at være udenfor, i hvert fald ikke når man gik rundt eller løb sig en tur, men det var hundekoldt at sidde stille på en bænk og bare glo ud i luften.
Han pustede på sine fingre og lod igen sit blik strejfe Sato-sensei. Han sagde ikke noget. Måske gad han bare ikke snakke, og hvis det var tilfældet, så kunne Lucas ærlig talt godt forstå ham. Ikke nok med at Lucas havde overværet ham bryde næsten helt sammen, så lod han også til at have meget travlt med sin mobil.
Lucas sukkede tungt og betragtede sin ånde, der i et øjeblik lignede en hvid sky i den kolde luft, før den fordampede igen. Det mindede ham bare om, hvor lidt han egentligt brød sig om vinter. Om sensommeren og efteråret når den første kolde vind strøg gennem trætoppene, så syntes han, at det var dejligt, at det endelig blev lidt køligere i vejret. Og hvis det begyndte at sne, så var det blot endnu bedre. Men nu sidst på vinteren var han ved at blive godt træt af det kølige vejr.

sådan sad de i nogen tid.. stille, side om side, begge trykkede lidt af stilheden..
Men Elliott besluttede sig for at lægge forlegenheden og den barnlige adfærd til side..
"ehm.." startede han lidt forsigtigt.. han så ikke på Lucas, men bare lige frem for sig.
"Du må undskylde den episode her forleden." startede han ud i en lidt tøvende tone..
Ja.. det var en fin startreplik! så behøvede han ikke at sige mere lige nu.. måske Lucas selv ville berettige om hvorvidt han havde fortalt det til nogen, eller ej?
hmm.. nej måske ikke.. det var jo nok kun Elliotts tanker, der havde været så optaget af det hele..
Pludselig fortrød han, at han havde sagt noget.. hvor dum kunne man være? hvorfor skulle Lucas overhovedet have skænket det en tanke siden?! Elliott følte en ubehagelig klam hånd knuge sammen om mavesækken.. hvad fik ham dog til at tro, at han var andet end bare en tilfældig lærer for de mange elever? og Lucas brød sig vel alt andet end om ham...
en tung sky føltes at lægge sig om ørerne på ham.. ja, han var jo bare en tilfældig lærer; tilfældig, og han havde ikke engang undervist endnu!! det var en uskik var det..
Men omstændighederne bestemte for ham; sådan var det jo bare..
Og snart skulle han jo også tilbage til afdelingen.. så ville der kun gå nogle minutter før Lucas sikkert allerede havde skudt det lille møde her ud af hovedet..
Elliott vidste ikke rigtig, hvorfor den slags tanker optog hans hoved.. måske var det bare mangel på anden og bedre aktivitet?

Lucas kiggede afventende på Sato-sensei, da han åbnede munden. Hvad mon han ville sige? Men da det bare var en undskyldning, der kom fra ham, kiggede Lucas skuffet væk igen.
”Uhm… det gør ikke noget,” skyndte han sig at sige.
Han vred let sine hænder og forsøgte sig med at skævt smil, som Sato-sensei selvfølgelig ikke kunne se, fordi han ikke kiggede på ham.
Han ville helst ikke tale om episoden. Han ville helst bare ligge den bag sig og lade som om, at den aldrig havde fundet sted, for aldrig havde han oplevet at føle sig så flov i en lærers selskab og det til trods for de utallige forældresamtaler, han havde været til igennem årene, hvor han bare havde siddet hændervridende og ønsket, at han kunne gå et andet sted hen.
Forskellen på en forældresamtale og nu var bare, at han sagtens kunne gå sin vej nu. Jo, selvfølgelig ville det være en fornærmelse imod læreren, der sad på bænken ved siden af ham… men han havde muligheden for at gå sin vej. Og alligevel blev han siddende, bare lidt endnu. Det kunne jo være, at Sato-sensei gerne ville snakke med ham, for han ville i hvert fald gerne snakke med ham. Men bare ikke om episoden der fandt sted forleden. Alt andet end det, selv karakterer, lektier eller social adfærd, hvis det var de eneste muligheder, der var.
Han skævede igen over på læreren. Skulle han selv skifte emne eller ville det virke lidt for åbenlyst...?

Elliott nikkede svagt.. okay så.. Lucas lod altså til ikke at lægge det helt store i det.
Elliott måtte nu lægge kortene på bordet;
"Jeg kan ikke lide at tale om det.. men jeg bliver nødt til at vide, om du har fortalt nogen om det.." sagde han så i en lidt tøvende tone.. men nu var det sagt!
Han så ikke over på Lucas endnu, men trak bare skuldrende lidt op, for at varme sig en smule mere om halsen.. det var pokkers koldt.. måske minus 6-7 grader? og den isvind som ind imellem strøg ind over stedet, hjalp bestemt heller ikke på det!
Han stak hænderne i frakkens lommer.. igennem handsken kunne han fornemme den adskilte mobil: det var rart at vide, at den nu på ingen måde kunne tænde af sig selv.. han ville ikke blive forstyrret af nogen; hverken Julia eller afdelingen.. eller Tatsuha, som bekymrede sig for meget..
Han sad lidt og overvejede hvad han skulle svare når Lucas havde åbnet munden og talt.. hvis han ikke havde sagt det til nogen, ville Elliott bare takke, og så ikke sige mere om det.. hvis han nu havde talt med ham, måtte Elliott tale med disse personer om det også.. alene tanken gav ham ondt i maven..

Lucas vred sig lidt, både fordi han frøs som bare pokker men også over svaret, han fik. Urgh. Hvorfor kunne Sato-sensei ikke bare lade emnet ligge? Men set fra den anden side, så kunne han jo ikke læse Lucas tanker, på trods af, at man ellers tydeligt kunne se på hans ansigtsudtryk, at han følte sig dårligt tilpas. Læreren kunne jo ikke vide, at han ikke ville snakke mere om det.
”Nej, det har jeg ikke,” lød det tøvende fra ham.
Han kiggede lidt ned på sine knæ, før han slog blikket op igen. ”Hvorfor skulle jeg ville fortælle andre om det…?”
Det var jo tydeligt, at han ikke engang ville tale med Sato-sensei om det, så hvorfor i alverden skulle han ville blande en masse andre ind i det? Og desuden… hvem skulle han have fortalt det til?
Han lod sit blik vandre over skolens øde arealer blot for at kigge på noget andet end lige læreren. Græsplænerne så helt døde ud og lige så gjorde træerne, der havde tabt alle deres blade.
Han sukkede lydløst. Nu var det vist for sent at skifte emne…

Elliott mærkede en ubehagelig stikken i huden... ja, hvorfor skulle han dog det?for Lucas var det vel fuldkomment ligegyldigt..
"Altsåeh.. Det kan man jo ikke vide..." han rystede lidt på hovedet.
"Men.. jeg er taknemmelig for, at du ikke har sagt det til nogen.. det er ikke noget der er synderligt godt for ens image.." han sukkede tungt.. hvilket image? Elliott havde knapt nok undervist endnu, og allerede nu var han vist begyndt at få det image af at være klodset, klumpet, uheldig og ustabil som bare pokker...
Han rystede ganske kort og få gange på hovedet.. nej! det ville han ikke tænke på!

Han skævede lidt til Lucas.. Elliott burde rejse sig nu, byde Lucas farvel og så forsvinde op med de papire.. så tilbage til afdelingen..Men han havde alt andet end lyst til at vende tilbage dertil..Men siden at han heller ikke kunne magte at være hjemme, så nyttede det heller ikke.. han og Julia boede sammen; men hun var lige så lidt hjemme, som han selv var..

Lucas trak på skuldrene. Selv Sato-sensei selv kunne ikke svare på spørgsmålet.
”Det var da… så lidt,” svarede han.
Han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige til det. Han kunne godt forstå, at Sato-sensei var taknemmelig. Hvis han havde været i hans sted, ville han også frygte, at nogen andre ville få det at vide. Men Lucas havde holdt sin mund, hvilket så også havde vist sig også at være det bedste.
Han trommede let på sit ene knæ med fingrene. Så… så var der ikke mere at sige til det emne, vel? Han bed sig i underlæben og skævede hen på læreren. Hvis han skulle skifte emne, så skulle det vist være nu.
”Øh… hvorfor er du egentligt på skolen?” spurgte han. Han gjorde et nik med hovedet mod lærerens ben. ”Jeg troede, man skulle holde sig i ro med et brækket ben.”
Han gøs lidt, da en kold vind blæste om anklerne på ham. Han greb fat om enden på sit halstørklæde og viklede det en ekstra gang rundt om halsen for at kunne holde på varmen, men det hjalp ikke meget.

Elliott så lidt overrasket på Lucas..Han troede, at Elliott var væk, på grund af benet? .. det kunne ikke være bedre.. Elliott havde ikke megen lyst til at fortælle, at han var indlagt og var kommet på antidepressiv medicin igen og hele lortet.
Han svarede med et lidt forsigtigt og anstrengt smil; "Jeg ved ikke hvor længe der vil gå, inden jeg kan komme til at undervise ordenligt igen.. så jeg har færdiggjort en undervisningsplan med materialekilder til hvert enkel dag.. det vil gøre det nemmere for vikaren at undervise så, og for mig at genoptage arbejdet bagefter.. men det er derfor jeg er her igen.. jeg skal bare aflevere papirene.. så er jeg gået igen.." han nikkede svagt.
"Desuden.. så er det jo også ferie nu.." han lænte sig lidt tilbage på stolen.. tænk.. han skulle have været i udlandet denne ferie; Indien, sammen med Julia, Shinji og Tatsuha.. de 4 venner, ligesom da de var yngre.. Men Julia ville stadig afsted.. hun var derfor taget afsted sammen med Shinji.. Tatsuha skulle have været med, men han valgte at blive for at tage sig lidt af Elliott..
Elliott vidste det ikke selv, men han havde alt mulig grund til at være bekymret.. i dette øjeblik lå hans forlovede nøgen sammen med hans bedste ven, et sted på en båd ude i den store verden..Han selv sad her i kulden og frøs, mens han talte med en elev fra hans arbejdsplads; der var en væsentlig forskel.

Lucas lukkede øjnene let i, da vinden ramte ham lige i panden. Det var dejligt forfriskende. Det var faktisk også derfor, han var gået udenfor til at starte med. Fordi han havde følt sig en smule tung i hovedet, og frisk luft plejede at kunne kurere det. Var det ikke også derfor, man fik frikvatere - for at kunne gå udenfor og trække lidt frisk luft?
Han åbnede øjnene og kiggede over på Sato-sensei, da der blev svaret på hans spørgsmål.
”Jeg håber ikke, at du har bedt vikaren give os alt for mange lektier for,” sagde han og smilede et prøvende smil. Han ville meget gerne løfte stemningen lidt, for der fandtes da ikke noget værre end at sidde og snakke med en trist person og samtidig vide, at man ikke rigtigt kunne gøre noget for at muntre denne op.
Da Sato-sensei sagde, at det var ferie, nikkede Lucas let.
”Jah…” lød det fra ham.
Han gned sig på sin kolde kind og kiggede tænkende frem for sig. Mon der egentligt var nogen fra skolen, der var taget på ferie i vinterferien med deres familier – eller måske bare taget hjem? Hvis man da måtte det i ferierne. Han sukkede let. Nå ja, det kunne vel også være lige meget, for han ville langt hellere være her på skolen end hjemme hos sin plejefamilie.

Elliott kunne ikke lade være med at smile lidt moret.
"Tjaaah.. der ligger en aflevering i matematik om ugen.. og en rapport hver anden uge i biologi.. psykologi er der indtil videre et stort projekt der skal arbejdes med.. men Jeg er ikke tilhænger af at slavepiske mine elever.. Så hvis man bare følger med i timen, så burde det ikke give ret mange lektier.." han trak hænderne op af lommerne for at stramme halstørklædet en smule, og sætte det bedre; en vind var nemlig begyndt at snige sig ind på halsen af ham.

Elliott syntes dog at opfatte en mismodig mine fra Lucas.. han virkede ikke munter over at det var ferie.
"Du har måske ikke nogle ferie aktiviteter?" spurgte han så.. det var rart at Lucas skiftede emnet væk.. det lettede helt enormt meget! Elliott fik lov at få sine tanker lidt på afstand fra problemerne.. det var en god ting.. tænkte han ikke på det der gjorde ham deprimeret, så fik han det automatisk lidt bedre.

Lucas blinkede et par gange med øjnene. Ja, de fik virkelig mange lektier for…
Han sukkede dybt og lød næsten som en, der var godt og grundigt træt af livet. Men selvfølgelig kun for sjov. Han smilede skævt til Sato-sensei.
”Det lyder da som noget, man kan overkomme,” sagde han.
At følge med i timerne kunne da ikke være så svært... i hvert fald ikke når han tænkte over det nu. Men han vidste godt, at når han sad i et halvkoldt klasselokale og blev døsig af den kedelige atmosfære, var det straks lidt sværere af følge med i lektionerne.
Han rystede på hovedet efter at have hørt det næste spørgsmål.
”Næh… jeg skal bare blive på skolen,” sagde han.
Det var der selvfølgelig ikke noget galt i. Skolen var trods alt bedre end hjemme.
”Jeg går ud fra, at du heller ikke skal lave noget særligt i ferien?” spurgte han og lod igen sit blik strejfe Sato-senseis brækkede ben. Med sådan et ben kunne man højst sidde og se tv hele ferien. Det var i hvert fald helt udelukket at tage på badeferie eller bjergvandring eller skiferie… medmindre man da regnede med at sidde op hotellet hele dagen. Men så ville man jo alligevel bare ende med at se tv og tilmed ville alle tv-programmerne være på fremmede sprog, og det gjorde ikke ligefrem det hele meget bedre.

Elliott smilte skævt.
"Tjaeh..jeg skulle have været i indien sammen med min kæreste og to af vores værres venner.. Men well.. hun tog afsted sammen med min bedste ven istedet.." han lo kort.
"så blev jeg, og den anden efterladt tilbage.." han rystede opgivende på hovedet..
Det var ikke ret ofte, at Elliott fortalte noget som helst om sig selv.. egentlig var det vel Lucas der vidste mest om ham, af eleverne på skolen.. han vidste både, at Elliott led af depression, at han godt kunne lide at rejse, og at han havde en kæreste.. men det var så også det..
Elliott valgte at trække emnet væk fra sig selv igen, og vende tilbage til det at Lucas skulle blive på skolen..
"Men hvorfor skal du ikke hjem ad?" spurgte han derfor.. det var et relevant spørgsmål; delvist fordi Elliott selv var lidt nysgerrig, men også fordi det ikke ville være et unormalt spørgsmål at høre fra sin lærer.. (til trods for at Elliott jo havde fri nu, og ikke var på arbejde... han var jo stadig lærer..)
Elliott havde blikket hvilende på Lucas ud igennem brilleglassene imens han ventede på at han skulle svare..

Lucas lagde hovedet let på skrå på skrå og betragtede Sato-sensei. Han undrede sig lidt over, hvorfor han lo sådan.
”Ærger du dig slet ikke over, at de tager af sted alene?” spurgte han.
Selv ville hans drømme da være knust, hvis han blev ladt tilbage alene imens dem, han skulle have rejst med, selv tog på ferie. Men Sato-sensei så nok lidt anderledes på det. Han havde trods alt været på mange rejser, lod det til, og det havde Lucas ikke selv, så han kunne nok ikke rigtigt sætte sig selv i lærerens sted.
Han lænede sig tilbage på bænken og sukkede drømmende. Indien… det var ikke lige så langt væk som Europa, men alligevel var det meget forskelligt fra Japan. Der gad han også godt hen – men først efter at han havde været i Italien.
Hans blev revet ud af sine tanker om varme Indien, da han igen blev stillet et spørgsmål.
”Tjah… jeg vil hellere være på skolen end derhjemme,” svarede han kort og trak letsindigt på skuldrene, som om at det ikke var noget særlig. Det var da mange, der blev på skolen i ferien... ikke? Og alligevel havde han bemærket, at mange elever var forsvundet i går og i forgårs. Han rynkede let på brynene. Måske var de virkelig taget på ferie alle sammen...

Elliott så pludselig ud som om han virkelig overvejede hvad Lucas sagde.. som om han slet ikke havde overvejet, om han burde ærge sig..
"Tjaeh.. Jeg vil helst ikke spilde tiden på at ærge mig, hvis jeg kan undgå det.. Jeg tager bare afsted selv når mit ben engang får det bedre.. så er det også blevet lidt varmere i vejret.." han lo let.. men så vendte han emnet ind på Lucas igen.
"Jamen er det ikke ensomt når de fleste andre tager på ferie? Der er vel knapt nok nogle lærere tilbage.." han så lidt tænksom ud.. Det måtte da være lidt mærkeligt som elev at bruge så meget fritid på skolen...
Elliott ville ikke have haft noget imod at tage Lucas med et eller andet sted hen.. Men han kunne ikke rigtig tillade sig det; det var jo en af hans elever.. folk ville vel tænke sit..
Men det var vel også meget på grund af afdelingen.. Elliott var taget på ferie, hvis ikke det var grundet at han var indlagt.. han kunne have lånt en kørestol af hospitalet, og så ville det jo ikke være noget problem!

men nej.. sådan skulle det ikke være..

Lucas trak bare let på skuldrene. Tjah… at rejse alene var vel også fint nok, men måske en smule kedeligt.
Han sukkede lydløst og lagde armene over kors i et mislykkedes forsøgt på at holde på varmen. Åndssvage kulde... Han forstod godt, hvorfor så mange folk flygtede på ferie til andre lande nu, hvor de endelig havde chancen for det, for her var iskoldt! Det her måtte da være noget nær klimaet på Grønland eller måske endda Antarktis.
”Tjoh… lidt. Men det er da også dejligt med lidt stilhed for en gangs skyld… ikke?” spurgte han og smilede skævt, men det var en smule halvhjertet. For man tog jo netop på ferie til eksotiske steder for at få stilhed og ligge på stranden og slappe af hele dagen og måske se et par seværdigheder eller sådan noget, gjorde man ikke?
Han snøftede en enkelt gang. Lige hvad der manglede for at fuldende hans i forvejen alt for perfekte liv - en forkølelse!

Elliott så lidt tænksomt frem for sig.
"Tjoh.. det er det vel, hvis man altså kan lide at være alene.." han lo lidt igen.. Elliott kunne ikke forholde sig til det..noget af det han hadede aller mest, var at være alene...
Han trak hænderne op foran munden for at puste lidt varme i dem, gned dem mod hinanden.
"Det er koldt.." sagde han bekræftende.
"Jeg burde nok få afleveret de papire.." sagde han dernæst med en lidt tænksom mine..
Egentlig ville han gerne snakke mere med Lucas.. han var en flink person, mente Elliott, og hyggelig at snakke med.. Men han mente også, at det var risikabelt at føle sig for tæt knyttet til andre mennesker... for man ville bare blive såret på en eller anden måde senere hen.. Sådan var det jo altid for ham..

”Det er da stadig nogen tilbage. Jeg er ikke helt alene,” sagde Lucas og smilede skævt.
Der var jo også andre der, ligesom ham, ikke kunne tage hjem eller ud at rejse i vinterferien. Så helt alene var han nu ikke.
”Det er meget koldt,” samtykkede han og gøs igen. Dumme, dumme vintervejr.
Da Sato-sensei sagde, at han nok burde få afleveret sine papirer, kiggede Lucas på ham. Først nu fik han øje på papirerne, læreren havde med sig – dem havde han slet ikke bemærket før nu. Han lod sit blik vandre op til Sato-senseis ansigt igen med et undrende udtryk i sit eget ansigt. Det var pludseligt, at han sådan lige skulle videre. Men så igen… Det var jo ferie, og selvom det kunne være svært at fatte nogen gange, så havde lærere også et liv udenfor skolen. Lucas vidste i hvert fald, at Sato-sensei havde en kæreste. Hende skulle han vel også se til.
Lucas lænede sig lidt frem på bænken.
”Nå, men så ses vi vel…?” sagde han spørgende.

Elliott fik hanket rundt på tasken med papirene, inden han let smilte til Lucas igen.
"Ja, okay.. bare du ikke sidder alene.. det ville være en trist ferie.." han nikkede lidt.. med besvær fik han rejst sig op og støttede sig til krøkkerne.
"Ja.. Jeg ved dog ikke hvornår jeg vender tilbage igen.. det kommer an på hvornår jeg bliver udskre-øh.. hvornår jeg kan gå igen og den slags.." han rettede det til så hurtigt han nu kunne.. Nej, han ville ikke rive op i tingene igen.. istedet begyndte han bare besværet at gå afsted..
"Men bliv nu ikke for længe ude i kulden.. det ville være trist at blive syg i sin ferie.."

Ja.. der var ikke noget værre end at ligge syg og spilde sin ferie på sygdom.. Det ville virkelig være ærgeligt.. og Elliott ville nok næppe kunne gøre så meget ved det..
Selv skulle han være alene.. Julia og hans bedste ven var jo på ferie sammen..

Lucas kløede sig lidt i nakken, mens han undrende kiggede op på Sato-sensei, der havde rejst sig fra bænken.
”Udskre… hvad?” mumlede han. Udskrevet? ”Jeg troede, du var udskrevet fra hospitalet.”
Man plejede da heller ikke at skulle ligge på hospitalet i længere tid med et brækket ben… vel? Og desuden så havde han jo snakket med Sato-sensei for flere dage siden, og der havde han da ikke ligget på hospitalet.
Lucas rystede opgivende på hovedet. Måske skulle han bare blande sig helt uden om. Det kom jo ikke ham ved.
Han nikkede som svar på Sato-senseis sidste sætning.
”Ja, det ville det vel... men jeg har alligevel ikke andet at tage mig til end at ligge i sengen hele dagen, så det gør vel hverken fra eller til, at jeg er syg samtidig,” mumlede han lavmælt for sig selv.
Han lænede sig tilbage på bænken. Han kunne lige så godt blive her lidt længere. Der var alligevel ikke andet at lave. Fællesstuen var sikkert fyldt af de elever, der også blev på skolen i ferien, så der gad han ikke gå hen.