Ved en bænk

Elliott mærkede en kvalm fornemmelse inden i..
"årh.. tænk ikke på det.." sagde han istedet bare hen over skulderen med et lidt anstrengt smil.. han ville ikke have Lucas til at bekymre sig yderligere.
"De ville bare holde opsyn lidt længere.." afviklede han..

Da Lucas sagde, at han ikke havde andet at give sig til, vendte Elliott sig helt om med hjælp fra krøkkerne.. han stod nogle få meter fra Lucas, da han jo egentlig var på vej væk.
Men...?
"Jamen.. ej, det er da ikke en sømmelig ferie for en ung frisk dreng." lød det overrasket fra ham.. Elliott forstod ikke nutidens teenagere.. at de ikke selv tog deres fritid i egne hænder og gjorde noget med den?! det havde Elliott altid gjort..
Men nu var Elliott jo også ret speciel.. eller; "unormal" som han så oftest var blevet kaldt..

Lucas trak bare let på skuldrene. Han havde ikke forstand på sådan nogle komplicerede hospital-ting, og desuden kunne han jo ikke vide, at det slet ikke var Sato-senseis ben, den var gal med.

Han havde egentligt lænet sig tilbage på bænken og var allerede faldet ind i den samme fraværende tilstand, som han havde siddet i før endnu en person tog plads på bænken ved siden af ham, men så så han, at Sato-sensei vendte sig om. Havde han mon glemt noget? Nej… han havde åbenbart bare hørt, hvad Lucas havde sagt.
Lucas smilede lidt vemodigt til læreren.
”Næh, det er det sikkert ikke… men nu er jeg jo ikke en eller anden lærer der har en masse penge og kan tage på ferie som jeg lyster, vel?” sagde han.
Han skuttede sig lidt, før han også rejste sig fra bænken. Han havde pludselig mistet lysten til at blive siddende ude i kulden. Så hellere sidde foran ildstedet i fællesstuen…

Elliott stod lidt råvild og så på Lucas.. Nej.. det var af pengemæssige årsager?!
Elliott følte en voldsom trang til bare at løbe ned til den nærmeste hæveautomat, hæve nogle tusinde på kontoen og stikke Lucas dem i hånden, og bede ham om at skruppe på sit livs drømme ferie.. Men han gjorde intet.. han stod blot helt forstenet med et lidt vemodigt blik i øjnene.. Han hadede, når han vidste at han i princippet kunne gøre noget, men at det ville opfattes helt forkert.
han sukkede lidt.
"Jamen hvad med dine forældre?" spurgte han så i en lidt urolig og bekymret tone..
Hans forældre må da gøre noget.. tænkte han..

Nu var det ikke kun fordi Lucas ikke skulle noget den her ferie, at Elliott reagerede på den måde han gjorde..nej, det virkede bare som om Lucas følte sig meget ensom, og måske ikke havde vildt mange at snakke med, og det brød Elliott sig ikke om.. Han ville helst se ham være glad.. Han selv var jo opvokset med mobberi.. Men selv han havde da i det mindste 3 venner, som havde holdt ved lige siden..

Lucas kiggede forvirret hen på Sato-sensei. Han lød jo næsten helt… bekymret? Lucas spærrede øjnene let op og kiggede hurtigt væk. Han var ikke vant til, at folk rent faktisk gad bekymre sig for, hvordan han gik og havde det.
Han trak vejret dybt, dybt ind, før han svarede.
”Det ved jeg ikke. Jeg snakker ikke rigtigt med dem.”
Han gned sig i nakken og skævede kort op på Sato-sensei, før han fortsatte.
”Du behøver at lyde så… bekymret. Det er alligevel ikke noget, du kan gøre ved det,” sagde han. ”Og… det gør altså heller ikke noget. Jeg er vant til det.”
Han smilede prøvende til læreren. Han ville helst ikke have, at han skulle tænke så meget over det. Det lod til, at der foregik en masse i Sato-senseis liv, som han sikkert havde travlt med at passe. Så det gik ikke, at han også skulle bekymre sig i Lucas oven i det hele.
Men måske var det bare sådan, Sato-sensei var. Måske ville han bare gerne hjælpe alle, der havde brug for hjælp. Det havde Lucas ikke lige tænkt på. Det måtte være sådan, det var... Han sukkede let. Han var jo bare en elev ud af hundredvis af andre på denne skole, så hvorfor skulle han være noget særligt i Sato-senseis øjne?

Elliott så lidt på ham.. hans bryn rynkede sig en smule.
.. så var der ikke andet at gøre. Men.. han var hans lærer.. han kunne ikke bare hjælpe ham økonomisk.. det ville ikke gå.. Elliott havde jo ikke råd til at hjælpe gud og hver mand han stødte på.. så ville hans penge jo slippe op i sidste ende..
"Jamen det gør det jo bare det værre.. det burde ikke være noget man er vant til.." han så lidt tænksomt ned i jorden foran sig.. brillerne gled let frem på den halvflade næseryg.
"Du... jeg vil gerne have, hvis du tager en snak med en af vejlederne på stedet.. måske du kan få tilskud, så du kan komme på en studietur på et tidspunkt i en ferie.. Det tror jeg ville være godt for dig.." han hankede op i tasken ved at løfte den ene skulder.. han kunne ikke slippe krøkkerne med hænderne, så ville han bare falde..

en kold vind strøg ind over stedet.. Elliott gøs.. nej hvor kunne han godt bruge en kop varm grøn te ligenu.. men han måtte vel snart tilbage til afdelingen.. selv om han ikke orkede.. ikke gad..

Lucas trak på skuldrene. Nej, man burde godt nok ikke være vant til den slags.
”Mjah…” lød det fra ham. Han kastede let meget hovedet for at få sit hår væk fra øjnene, alt imens han forsøgte at se ud som om, at det ikke rørte ham det mindste, hvilket også lykkedes meget godt, i hvert fald hvis han undlog at kigge hen på læreren.
Hans blik flakkede let, da han hørte Sato-senseis næste ord. Skulle han snakke med en af vejlederne? Hvad blev så det næste – skolepsykologen? Han rystede bestemt på hovedet. Han ville i hvert fald ikke have, at det skulle gå i den retning.
”Jeg siger jo, at jeg ikke behøver hjælp!” sagde han, og selvom han ikke hævede stemmen, lød han en lille smule mere bestemt end før.
Da endnu en vind slog imod han, gøs han igen. Det var koldt! Han stak hænderne i lommerne på sin jakke i et forsøg på at holde varmen, men det hjalp ærlig talt ikke særlig meget. Dumme skoleuniform, der ikke kunne holde en varm… Han skævede over imod skolens høje bygning. Måske skulle han bare gå indenfor. Så kunne han også følge Sato-sensei på vej hen til der, hvor han nu skulle han – til kontoret eller sådan noget… hvis han da ville have det…

Elliott tav.. tjo.. måske han var i stand til at hjælpe.. men Lucas ville ikke have hans hjælp.. nej, så måtte det være sådan.. men det var vel også logisk nok? Elliott var jo bare en lærer.. ikke en person af betydning.
"ah-... ja.. det er vel op til dig selv, Valin-kun.." han så op mod skolen med et lidt neutrakt udtryk.
"Nå.. men.. det var de papire.." sagde han så halvdæmpet, inden han uden rigtig at sige mere, begyndte at gå afsted op mod bygningen.. det var en trykkende følelse der hvilede i ham.. en trykket og ubehagelig en, som på en eller anden måde gjorde en smule ondt..
Men i det mindste trak smerterne i benet hans opmærksomhed lidt væk fra det..
Brillerne var på vej lidt ned over næseryggen, ned mod tippen.. men Elliott kunne ikke rigtig skubbe dem op.. han havde ingen hænder frie, og måtte bruge begge krøkker for at kunne gå...

Han havde ikke sagt farvel til Lucas.. for han vidste ikke, om denne ville blive siddende, eller gå ind på skolen igen.. derfor stod det åbent for ham at følge med hvis han ville.. ikke at Elliott var bevidst om det, altså.. men det var en mulighed..

Lucas fulgte læreren med blikket, da han begyndte at gå sin vej. Selv blev han stående sådan lidt tøvende. Ikke engang noget farvel?
Han rynkede let på brynene. Det var jo ikke fordi, at han ikke ville have hjælp af Sato-sensei – for det ville han hellere end gerne. Han følte bare ikke, at han kunne tage imod den, og desuden vidste han heller ikke, om læreren virkelig var så opsat på at hjælpe ham… For Lucas var jo bare en ligegyldig elev. Måske endda mindre end det, for Sato-sensei havde jo ikke engang undervist ham i en rigtig time endnu. Han havde kun haft ham som vikar i en idrætstime.
Lucas stod og rokkede lidt frem og tilbage, før han endelig fik taget sig sammen og fik sat gang i sine fødder, der kun modvilligt bevægede sig fremad. Han gik fremad i et hurtigt tempo for at indhente læreren, der allerede var nået et godt stykke hen imod skolens bygning.
”Vent lige lidt, Sato-sensei…” sagde han, selvom det var helt unødvendigt. I det tempo Sato-sensei bevægede sig fremad med sine krykker, kunne han med lethed nå op på siden af ham på ingen tid. Men han følte alligevel, at han burde sige noget – så kunne læreren jo også bede ham om at gå sin vej, hvis han var blevet træt af ham, for det måtte han da efterhånden være…

Elliott bevægede sig besværet afsted.. det gjorde ondt i hans arme og hænder.
Men da han blev bedt om at vente, stoppede han op.. han så sig hen over skulderen i det selv samme sekund, som da hans briller gled helt ned over næsen.
"ah-?!" han missede lidt overrasket med øjnene, inden han kneb dem en smule sammen i et forsøg på at spotte hvor brillerne blev af.
... jeg må helt klart få udskiftet plasten med en silikone belægning på dem her.. tænkte han irritabelt.. De var ikke gået i stykker eller noget; da de jo bare var dumpet ned i sneen.. men det var svært for Elliott at bukke sig ned, men han forsøgte alligevel at slippe den ene krøk, men han kunne ikke holde krøkken oppe hvis han selv skulle knæle ned for at finde dem.. så han opgav og stod istedet bare fuldkommen modløst og stirrede ned i sneen foran sig..
Han følte en trang til at græde igen... men det var ikke en overvældende trang.. han var jo deprimeret som bare pokker, men med tiden havde han lært at stille masker op.. og han var som regl god til at skjule alle triste fornemmelser.. For når han havde det som nu, skulle der kun ganske små, og få ting til, før hele hans tilværelse syntes at styrte sammen...
"... Jeg hader de briller..." snerrede han ganske lavt for sig selv..

Lucas fulgte brillerne med blikket, da de gled ned fra Sato-senseis næse. De landede et sted i sneen. Han kunne nemt spotte dem i den hvide sne, men det måtte være noget sværere for Sato-sensei; der var jo trods alt en grund til, at han gik med briller.
Lucas smilede skævt over den måde, læreren bare stod og kiggede modløst ned i sneen på, mens han snerrede for sig selv. Det så egentligt meget komisk ud – men det skulle han nok holde sin mund med. I stedet trådte han frem imod ham, idet han sagde, ”nu skal jeg, sensei.”
Han satte sig på knæ i sneen. Det var nok det bedste. Hvis han gik rundt, ville han med sikkerhed komme til at høre en knasende lyd fra under sine fodsåler fordi han havde knust lærerens briller. Det kunne ellers have været et kønt syn. Så ville han også blive nødt til at betale erstatning, og så kom han da med sikkerhed aldrig nogensinde ud at rejse.
Han lod sine let spredte fingre stryge igennem sneen, indtil de ramte noget, der kunne føles som en mindre gren af en art. Men det var et par briller .
Han rettede sig op i ryggen igen og børstede sneen af brillerne. Han kiggede over på Sato-sensei, der havde hænderne fulde. Han skulle jo både holde styr på krykker og tasken, han havde med sig. Lucas gik hen til ham og forsigtigt satte brillerne tilbage på hans næse igen, før han trådte bagud igen.
”Sådan,” sagde han og smilede skævt, ganske godt tilfreds med sig selv.

Elliott lukkede øjnene da de kolde briller blev placeret på hans ansigt igen.. en ganske svag kullør dannede sig i hans kinder, delvist på grund af glassets kolde stel mod den fine hud.
han smilte lidt anstrengt bagefter.. sådan lidt forlegent.
"Mange tak.." han bøjede nakken som et buk.
Han hadede de briller! det ville være rart med en lazer operation.. men han turde ikke rigtig.. der var jo en minimal risiko, for at blive blind.. og Elliott kendte sit manglende held ganske godt.. det ville ende galt!
Istedet vendte han rundt og begyndte så småt at gå igen.. Lucas ville vel nok gå med, side om side med ham..
Elliott var sikker på, at når han engang kom af krøkkerne, ville han med garanti have en del flere armmuskler, end han havde da han startede.. og det ene ben ville være stærkere end det andet.. det ville sikkert kræve en del genoptræning...
Mens de gik, overvejede Elliott hvad han skulle sige.. han kunne brokke sig lidt over at have briller, bare for at starte en samtale? Nej.. det ville han ikke til.. det var jo bare en ligegyldig bagatel!... men hvad kunne han ellers sige? han vidste det ikke.. så nu var den der igen, den der ubehagelige stilhed, som Elliott syntes at have bemærket tilstedevæelsen af, ret ofte i nærheden af Lucas...

”Det var da så lidt,” svarede Lucas og besvarede det anstrengte med et bredt, letsindigt smil. Nu hvor Sato-sensei ikke længere lod til at være så trist, var det straks en smule mere behageligt at være i hans selskab.
Og dog. Der var jo stadig den trykkende stilhed, der konstant opstod mellem de to. Men det var da forståeligt nok – det var over ti års aldersforskel mellem de to, og som om det ikke var nok, så var de også henholdsvis lærer og elev. Der var bare ligesom ikke så meget at snakke om, for Lucas tvivlede på, at læreren gad snakke om de ting, han interesserede sig for…
Mens han skyndte sig efter Sato-sensei, kom han til at tænke på, hvad han egentligt interesserede sig for – altså udover at rejse og modtage beskeder på sin mobil fra personer, han åbenbart ikke brød sig om. For han måtte da lave andet i sin fritid end at rette lektier.
Lucas satte farten lidt ned igen, da han nåede op på siden af læreren igen. Sato-sensei gik jo trods alt ikke så hurtigt. Lucas rettede lidt på sit halstørklæde og rettede det mørkebrune blik over mod læreren.
”Har du egentligt nogen hobbyer, Sato-sensei?” spurgte han. Et eller andet skulle de jo snakke om, og de fleste folk plejede at have en hobby af en art, som de med glæde ville dele med andre.

det kom egentlig bagpå Elliott at blive spurgt om sådan noget af en elev..
"erh..hobbyer?" han så lidt tænksom ud.
"Ikke som sådan.. jeg kan godt lide at læse.. og underivse, men det er ikke en hobby jo.. Ellers at rejse og se nye steder" han lo lidt.. det var nu meget rart at have et eller andet emne.
"... ellers så laver jeg ikke rigtig så meget andet.. jo, altså hører musik og den slags.. spiller lidt video spil engang imellem.." han rystede lidt på hovedet over sig selv.
"... Jeg er vist aldrig blevet rigtig voksen.." tilføjede han så med et hovedryst mens de gik.
"Hvad med dig?" spurgte han så, og så lidt på Lucas.. Elliott havde det med at dreje samtalen over på andre istedetfor sig selv.. han følte altid at han var en byrde for andre.. bare at han åbnede munden..
de nærmede sig skolen, men det gik langsomt..
Elliott spekulerede lidt... måske han burde finde sig en hobby? ... men det ville han vel knapt have tid til..
Som regl lavede han jo ikke så meget andet end at arbejde, læse, sove, og så bruge tid sammen med Julia.. men for tiden var den tid blevet meget ringe.. hun havde aldrig rigtig lyst om aftenen mere, og når hun endelig havde, var det Elliott der var for udmattet..

Lucas betragtede Sato-sensei, mens han tænkte sig om. Det lod ikke til, at han havde særlig mange hobbyer. Mest voksenting… men der var alligevel en ting, der kom lidt bag på Lucas.
”Videospil?” gentog han.
Et lille smil brød frem på hans læber. Han havde ikke regnet med at en voksen mand som Sato-sensei, der gik ordentligt klædt og underviste på en skole, gad bruge sin tid på noget så ligegyldigt som videospil.
Da Lucas fik det samme spørgsmål smidt tilbage i hovedet, kiggede han først lidt tænkende ned på sine sko, der var blevet helt dækket af sne og sikkert snart ville blive gennemblødte, når sneen smeltede. Han vidste ikke, om han havde nogen egentligt hobbyer som sådan.
”Altså… jeg kan da også godt lide at spille videospil. Og så spiller jeg også nogen gange klaver, men det er lang tid siden, jeg sidst han gjort det. Jeg har ikke rigtigt tid mere,” sagde han og udstødte en kort, glædesløs latter. Lektierne stjal al hans tid. Heldigvis var det ferie nu, så han behøvede ikke bruge al sin fritid på lektierne, men så var der et andet problem… fordi han ikke rigtigt havde nogen hobbyer, vidste han ikke, hvad han skulle bruge sin tid på. Han kunne jo trods alt ikke bare sove hele dagen, selvom tanken var lokken.

Elliott betragtede Lucas lidt inden han svarede ham; "Jamen så kan du jo udnytte tiden til at genopfriske her i ferien? Du skal bare snakke med en af de ansvarshavende, så kan du nok låne det klaver der står i musik lokalet.." han smilte let med et lille nik.. det lød efter hans mening som en god idé.. de nåede nærmere og nærmere skolen.

Elliott lod blikket vandre op på bygningen, inden en flygtig tanke slog ham... Lucas sammenlignede sine egne interesser med Elliotts..? det undrede ham; hvorfor?
Han nævnte dog ikke noget om det.. Elliott kendte ikke meget til Lucas baggrund, men han ville gætte på, at Lucas måske afspejlede sig i de voskne individer omkring sig.. for at finde ud af, hvem han selv var.. det var jo en meget fin teori.. Måske han ikke havde haft det så nemt i den menneskelige ødipale fase? måske hans far ikke rigtig havde været der, og han så havde manglet nogle af afspejle sig i? Det ville vel være freuds forklaring..
Men Elliott skød tanken væk.. måske han ikke skulle analysere sådan hele tiden.. selv om de mange psykologiske retninger var fine at kende til, så var mennesket jo så fyldt med nuancer og farvespil, at man umuligt kunne sætte dem i bås..

”God idé,” sagde Lucas. Han kiggede tænkende frem for sig, før han tilføjede, ”det kan være, pedellen har en nøgle til musiklokalet.”
Så skulle han bare først finde ud af, hvor pedellen holdt til henne… hvis han overhovedet var på skolen i ferien. Ellers kunne det godt blive lidt af et problem.
Han lod sit blik vandre fra bygningen foran sig til Sato-sensei, der ikke sagde mere. Lucas syntes, at han så noget tænkende ud, så det var måske bedst ikke at forstyrre ham med yderligere spørgsmål. Det kunne også være lige meget, for de var nået hen til døren ind til skolens indgangshal. Lucas skubbede døren op og holdt den med den ene hånd for Sato-sensei, så han ikke skulle have for meget besvær med at skubbe den op med skulderen. Lucas vidste nemlig godt selv, hvor kompliceret det var at skulle åbne en dør når man havde hænderne fulde.
Han skævede lidt rundt, før han vendte blikket tilbage mod læreren igen.
”Du skal vel hen på kontoret…?” spurgte han. Og uden at vente på et svar først, sagde han, ”så ses vi vel, når du engang kommer tilbage.”
Han smilede til læreren, før han vendte sig rundt og begav sig hen til sit værelse.

//out

Elliott smilte og takkede lidt da Lucas havde holdt døren for ham..
"Ja.. kontoret" bekræftede han med et let smil.. Han nikkede efter Lucas som en afskeds hilsen til ham, og gik så besværet afsted.. hans ben smertede, men han fik afleveret planen for undervisningen.. han holdt en pause derinde, hvor han så tændte mobilen op igen.. det var jo nok det smarteste..
Han rejste sig fra den plads han havde fået sat sig på, og forlod så skolen..
Elliott måtte tage offentlig transport tilbage til afdelingen, og blev mødt med vrede fordi han var stukket af..

//out

- Asher M. Harel -

Asher sad roligt på en bænk ikke langt fra skolen. Han var iført nogle stramme trekvartsbukser, og en mørkegrå T-Shirt. Vejret var varmt, 28 grader, endda midt om natten, og en lille lampe ikke langt derfra sørgede for at oplyse området. Hans hår var som altid sat op, og han så egentligt bare ud til at sidde og slappe af, hvilket også var tilfældet. Det havde været så varmt på værelset at han ikke kunne sove, så han havde sneget sig ud for at trække noget frisk luft. Der var utroligt stille, så han havde slået sig ned på bænken for bare at nyde den duft natten første med sig. Duften af stilhed.

~ Kouseki Hira

Kouseki var lige trådt ud af skolen. Han havde for meget at tænke på, og der var så varmt og stille på værelset at han ikke kunne holde det ud ligenu. Han havde sin blå t-shirt på og nogle hvide shorts. Det var ikke fordi det var specielt køligere herude, men det hjalp lidt på ham. Barfodet, gik han lidt længere væk fra skolen. Hvohen var han ikke så sikker på endnu, men det var helt sikkert at han ikke ville op på værelset igen. Han så mod stjernerne og håbede lidt på, at Asher måske så på den samme stjernehimmel som ham?

- Asher M. Harel -

Asher havde godt lagt mærke til stjernerne. De var utrolig smukke i aften, utrolig klare og skindende. Månen var kun næsten halv, så det var ikke fordi det var utroligt lyst udenfor, men lampen gav et dejligt falsk gult skær over stedet, hvilket var fint nok. Asher tænkte lidt på Shade, han havde ikke set sin bedste ven i lang tid, og fandt sin mobil frem for at sende ham en sms. Hans mobil var af den typiske japanske slags, en klaptelefon. Som baggrund havde han et billede af Kouseki han havde taget mens han sov. Nogle gange kunne han side længe og bare se på det.

~ Kouseki Hira

Kouseki stoppede lidt op ved synet af lampens skær. Han havde tænkt en del over nogle ting for det sidste. Men det der mest bekymrede ham var Asher. Han vendte blikket lidt rundt for at finde et sted han kunne side, og han får om ikke så længe på en bænk, men den ser optaget ud. Først er han ikke helt sikker på hvem der sidder der, så han træder lidt nærmere for at finde ud af det. Men han stopper op og stivner da det er den ældre dreng han tænkte på, som sidder der. Han betragter ham lidt på afstand, og undre sig over hvem han mon skriver til, eller med? Kouseki kan dog ikke helt få sig selv til at gå derhen endnu. Han synes nu det er meget rart bare at stå og betragte drengen.

- Asher M. Harel -

Asher sidder længe og betragter skærmen på sin telefon inden han endelig får svar. En lang besked fra Shade der brokker sig over en fyr ved navn Toby. Asher smiler let for sig selv, og hvis man ikke vidste bedre kunne det godt ligne et forelsket udtryk han havde i ansigtet. Han skriver en lang besked tilbage, og ser dybt koncentreret ud. Han har overhovedet ikke ænset Kousiki's nærvær. Da han får sendt beskeden klapper han telefonen i og læner sig lidt tilbage på bænken. Der var godt nok ikke meget vind den aften.

~ Kouseki Hira

Kouseki begynder at blive lidt usikker på sig selv. Han kunne ikke lade være med at tænke over hvem mon den anden dreng skrev med. Det pinede ham lidt med alle de tanker, så han stod længe og samlede mod til sig inden han gik over mod Asher, men alligevel med lidt afstand. Han smiler prøvende men alligevel lidt usikkert og tøvende, "Hey" kommer det så lavt fra ham.

- Asher M. Harel -

Asher sad roligt med sin telefon, og modtog lige i det øjeblik Kouseki sagde noget en e-mail fra Shade. Han så op og smilede bredt da han fik øje på Kouseki "Hey babe, det er varmt udenfor i dag hva'?" sagde han roligt og gjorde plads på bænken så drengen kunne slå sig ned. Han lagde sin arm over ryglænet så hvis Kouseki satte sig ville han få Ashers arm på skuldrene. "Hvordan har du det så?" spurgte han og smilede så nogle utydelige smilehuller kom til syne i hans kinder. Han var i pokkers godt humør. Han blev helt glad ved at se Kouseki, og hans hjerte begyndte at slå mere markant i hans bryst. Han havde ikke set drengen i et stykke tid, og han savnede at snakke med ham, og bare at holde hans arm om ham.

~ Kouseki Hira

Kouseki smiler lidt kikset, men på en måde også lidt nuttet. "Mhmm. Det er jo umuligt at kunne sove." Han står noget tid og tænker over om han mon skal sætte sig, men han kan ikke helt få sig selv til det ligenu. "Det ved jeg ikke helt. Hva med dig?" Han skæver lidt ned inden han langsomt sætter sig ned ved siden af Asher.

Han er egentlig lidt bange for den ældre dreng har fået øje på en anden, en bedre, måske? Det piner ham at tænke over, men hvis det var havde han også håbet på at Asher ville sige det, så derfor prøver han at skyde tanken væk. "Hvordan kan det egentlig være du sidder herude, alene? Og skriver du med en, bestemt person?" Han bider sig i læben lidt efter han har sagt det. Det undre ham lidt hvorfor han er nervøs, måske var det mon fordi han var jaloux, hvis han skrev til en anden, som drengen måske fandt mere interessant??