På gangen

- Natsu Katsuro

Natsu var standset op midt på gangen og stod nu og kiggede sig omkring. Han kunne ikke finde hoved og hale på skolen, og vidste ikke engang, hvor han var nu. Jo, på en gang, men hvilken? Hvor førte den hen, og hvilke lokaler var der bag alle de dørene? Han sukkede og lod en hånd glide igennem det lyserøde hår. Det her var håbløst.

Hiroshi Miyamoto

Hiroshi kom muggent gående. Han var stadig påvirket af, at Kai havde voldtaget ham, men han ville ikke sige det til en lærer, siden han havde for meget stolthed.
Hiroshi lagde ikke engang mærke til en dreng, der kom fra den anden side af.

-fuyu katsuro-

Fuyu kom små luntene, han havde mistet synet af Natsu efter spisetimen, hvor var han henne? Han var begyndt at savne ham! Igen! Han så ham ned af hjørnet og overfaldt ham bag fra mena han råbte "suuuu-chan<3~" han lod hænderne glide om ham bag fra "hvor har du været??" spurgte han helt trist med et smil på læben. Han kunne ikke holde ud at være så længe væk fra ham. alt for besat når han kede sig.

- Natsu Katsuro

Natsu fik øje på en anden dreng på gangen, men han nåede ikke at hilse, før nogen omfavnede ham. Det gav et sæt i ham, men da han så, at det bare var Fuyu, slappede han straks lidt mere af og smilede endda. "Jeg var faret vild..." forklarede han. Han skævede lidt over til den anden dreng, derikke så ud til at være i for godt humør.

Hiroshi Miyamoto

Hiroshi stoppede op, da han så en dreng overfalde en anden dreng. Hvad havde de dog gang i? Kunne de ikke gøre sådan noget et andet sted? Hiroshi knurrede svagt af det og tog hænderne i lommerne, og gik mod dem, så han kunne komme forbi. Han ville bare videre.

-fuyu katsur-

Fuyu kiggede glad på sin tvilling som næsten lignede ham på en plet udover det lyserødehår. Hans blik faldt dog kort efter på drengen der kom gående, så lidt sur ud. Han var ihvertfald ikke i godt humør. Men han prøvede at lade vær med at bide mærke i ham. "så burde vi få dig et kort su " sagde han med et grin.

- Natsu Katsuro

Natsu kunne ikke lade være med at kigge på drengen. Han så sur ud. Og han kom nærmere og nærmere. Hurtigt vendte han blikket mod sin tvilling igen og smilede bredt til ham. I det mindste var han da i godt humør. Som altid. Og det smittede af på Natsu selv, der ellers havde været så irriteret over at han var farret vild. "Eller en gps måske," sagde han.

Hiroshi Miyamoto

"I står i vejen," knurrede Hiroshi, da han var ved at komme i nærheden af dem. Han tog sine hænder ned i sine lommer og stoppede op, og ventede på at de to drenge flyttede sig. Han ville forbi! Om han så skulle slå dem ned...

-fuyu katsuro-

Han grinnede over det med gps, heh. Men han kiggede så over på den anden dreng der ville forbi dem. " rolig nu" sagde han og blev stående, man skulle ikke tale sådan til ham vis han intet havde gjort en. Det blev han ret fornærmet over. Det var virkelig uhøfligt.

- Natsu Katsuro

Natsu kløede sig i nakken og kiggede på den fremmede dreng. Kunne han ikke bare gå udenom? Så svært var det heller ikke. De fyldte jo troda alt ikke hele gangen ud, så han måtte suge maven ind og trykke sig op af væggen for at komme forbi dem. "Han ser sur ud," hviskede Natsu til Fuyu, så den anden dreng ikke ville kunne høre ham.

Hiroshi Miyamoto

"Fjern jer," knurrede Hiroshi ekstrem irriteret, selvom hans ansigt ikke rigtig viste tegn på det. Hans ansigt var fuldstændig neutralt, men hans stemme viste, hvad han følte, og lige nu var han ekstrem irriteret, på de to drenge der stod foran ham. Kunne de ikke bare flytte sig, så han kunne komme forbi?

,- Kouseki Hira

Kouseki går lidt rundt på gangene, mens han ser ned i jorden. Arw man. Han var stadig lidt øm. Ligenu havde han bare ikke lyst til at sidde ned. Bare stå op. Han stoppede og vendte sig mod vinduet mens han så tænkende ud og derefter bed sig lidt i læben. Han tænkte på hvordan Asher havde det. Han var bekymret for ham. Han ser lidt på den blyant han har i hånden. Den lille stump, som han bruger til sin dagbog.

,- Kouseki Hira

Han ser længe og tænkende ud af vinduerne inden han sukker lidt og går tilbage til sit værelse. Han har trodsalt ikke andet at lave. Jo, lektier, men det havde han ikke lyst til ligenu. Han havde lyst til selskab, men ikke af hvem som helst, af Asher. Han roder sig i håret. Sådan har han egentlig aldrig tænkt før? At han virkelig trængte til en bestemt person at snakke om. Han går stille ind på sit værelse.

//Out

-fuyu katsuro-

Han kiggede på ham og gad ikke til at diskutere, det havde han ikke lyst til lige nu så han flyttede sig til siden " er gangen stor nok til dig nu?" spurgte han og sukkede, hvor var han irriterende. Bare helt ophøjet og provokerende.

- Natsu Katsuro

Natsu sukkede opgivende. Fyren var virkelig sur. Han trippede et par skridt til siden, hen til Fuyu, som han lænede sig op af. Men han holdt sin mund lukket og lod Fuyu om at snakke med drengen. Han gad ikke at skulle starte et skænderi nu.

Hiroshi Miyamoto

Hiroshi sagde intet til dem, ikke engang et tak, og gik forbi dem, uden at kigge på de to drenge, som han ville betegne som tabere. Alle i hans øjne var tabere, og det kunne der ikke laves om på. I hvert fald ikke ifølge Hiroshi.

//Out

- fuyu katsuro-

Han så efter drengen og var lidt ligeglad med ham og tog natsu i hånden og begyndte at gå den modsatte vej af drengen. "kom su-chan" sagde han med et lille smil og gik sammen med ham. //out

- Natsu Katsuro

Natsu rakte tunge af drengen, før han fulgte med Fuyu.

//out

Han kiggede på hende med et mørkt blik. En svag hulken kom fra hende. Frygten gjorde hende dårligt. Hun havde lyst til at kaste op, men holdte det i sig. Måske ville det provokere ham, og hun turde knap røre sig nu. Håret dækkede hendes ansigt. Ynkelig og forslået sad hun lænet op af hjørnet. Han tog en mørk genstand frem, der var sløret i hendes tårevædet øjne. Der lød et brag...
Louis gik på gangen, mens han læste i bogen. Normal var han ikke den store af fan af litteratur, men denne bog havde faktisk fanget ham. Det var endda lektier, så han slog to fluer med et smæk. Og tænk sig, at han faktisk fik lavet lektier. Det måtte man da kunne kalde en forbedring.
Med et stoppede han dog op. Kapitlet var ovre, og det gik nu op for ham, at han var havnet et sted, han ikke rigtig vidste hvor var. Rigtigt havde målet været, at komme hen på sit værelse, så han kunne læse bogen i fred, uden at en eller anden idiot skulle afbryde ham. Men nu var han faret vild. Det irriterede ham. Hans dag havde ikke været den bedste. Hovedet var tungt og det samme var kroppen. Louis gav skylden til en dårlig nats søvn. Dog kunne han ikke lade være med at tænke på, at det måske var fordi, at han ikke havde røget i de sidste par dage. Men nej, det kunne jo ikke være grunden. Han var ikke et eller andet hashvrag, der ikke kunne klare sig uden sin morgenjoints. Det kunne han da ikke være.
En af de store vinter afslørede en udsigt, der viste skoven, der spredte sig omkring skolen. Han blev sgu mærkelig af at gå på den her skole. Ingen joints, bøger og gentagende gange, hvor han bare stoppede op, for at glo på noget totalt ligegyldigt.
Et trist suk undslap hans læber. Det kunne han godt tillade sig, nu hvor han var helt alene på gangen. Inden havde han dog kigget sig lettere paranoid omkring. Der var ingen, der skulle høre ham sukke. Slet ikke på den måde. Hvor gad han godt være hjemme nu. Skolen var ikke noget for ham. Det havde skoler aldrig været. Men det var meget svært at flygte eller pjække på denne skole. Man kunne måske skulke fra timerne, men man var stadig en fange inden for skolen.

Kash's sorte hat er trukket godt ned i panden, bøgerne fra sidste time - som ellers for længst er slut - har han i den ene hånd og i den anden en bolle han har hugget fra køkkenet - han er meget koncentreret om musikken i de små lyttepropper han har i ørene, mens han rakker formålløst rundt på skolens gange. Han overvejer igen og igen at gå på værelset med bøgerne, men når aldrig til det punkt hvor han faktisk får det gjort. Han kunne sove hvis han gik på værelset, men har lyst til at være i selskab med nogen... derfor bli'r han helt glad indeni da han drejer om et hjørne på gangen og får øje på en høj, lettere velkendt skikkelse - hvis han ikke ta'r meget fejl er det Louis, der står med ryggen til. "Hej Louis," siger han, en del højere end nødvendigt er, fordi han knap kan høre hvad han selv tænker for musikken og da slet ikke hvad han siger.

Louis stod og overvejede muligheden for at finde vej ud. Måske han ikke kunne finde sit værelse, men hvis han var heldig kunne det være han faldt over døren, der førte ud til de grønne områder. Han bar stadig rundt på de to joints, da han ikke havde haft mulighed for at ryge dem - endnu. Og om det var mangel på søvn, eller rent faktisk mangel på tjald, ville de i hvert fald hjælpe. Det gjorde de altid. Så ville han dog sikkert ikke få læst bogen, men det gjorde nu ikke noget. Bogen var godt nok interessant og alt det der, men en joint.. Ja, hvem fanden var dum nok til at vælge en bog over en joint? Ingen han kendte og forhåbenlig heller ikke nogle, han ville komme til at kende.
I det Louis gjorde sig klar på at gå på jagt efter døren, der førte ud, hørte han en stemme, han havde hørt før. Dog var den ikke velkendt nok til, at han umiddelbart kunne bestemme, hvem det var, der udtalte hans navn. Så han vendte sig om inden han svarede.
"Hej Kash," sagde han roligt, dog var der ikke et smil på hans læber. Han så hverken sur eller glad ud, bare rolig. Måske endda lettere apatisk. Det var da også det forbandede tunge hoved, der gjorde ham en smule sløv. Faktisk havde han lige stirret på drengen nogle få sekunder, inden han havde sagt navnet. Hans hjerne skulle lige i gang, og grunden til at han i sidste ende kom i tanke om navnet var sikkert, at Kashs navn mindede så meget om cash. Hvilket Louis forsat fandt en smule sært, men sjovt.

Kash ta'r en bid af bollen, der snart ikke er der mere. Den smager egentligt rimeligt gunstent, men spiselig er den da - han har smagt værre. Først da han kan se Louis siger noget, går det op for ham, musikken forhindrer ham i at høre ordentligt - han kan hører hej'et og gætter på den lyd den kommer sammen med nogle voldsomme trommeslag fra musikken, er hans navn, så han hiver den ene lytteprop ud af øret, så han kan høre noget og høre musik samtidig. "Hej," gentager han efter han har sunket maden, i et mere almindeligt tonefald, nu når han kan høre sig selv, "hvad står du her for?" Louis havde stået helt stille da Kash fik øje på ham, og det var da egentligt et underligt sted at stå og lave ingenting.

Louis havde ikke bemærket, at Kash hørte musik. Men da han ser drengen tage sin ene høretelefon ud af ørt og gentage sig hej, gentager han også sig selv. "Hej". Egentlig finder han det lidt underligt, at drengen starter et samtale med ham, når han alligevel ikke kan høre, hvad svaret er. Men nå ja, nu hører han i det mindste kun i det ene øre, og er til at komme i kontakt med. Lyden i høretelefonerne er forsat så høj, at Louis nu kan høre lidt af musikken. Dog genkender han det ikke. Han har nu heller aldrig rigtigt brudt sig særlig meget om musik. En af hans små særheder. Hans venner prøvede på et tidspunkt at tage ham med til en række koncerter, men musikken sagde ham ikke noget. Dog kunne han godt lide alkoholen og de mange mennesker, der var for fulde til at vide, at de ikke skulle spille smarte. I hans verden havde det været nogle sjove aftener, men han kunne knap huske hvad de forskellige bands havde heddet.
"Hvad hører du?" spørger han i samme toneleje som før. Egentlig interessere ham det ham ikke særlig meget, men Louis spørger af og til gerne om ting bare for at holde en samtale i gang. Uanset hvad drengen svare ved Louis godt, at han ikke kan bruge det til noget. Hvad han kan høre herfra tiltaler ham overhovedet ikke.
"hvad står du her for?"
"Jeg er på vej ud," svare han og kigget kort ned på bogen i hans hænder. Måske han bare skulle dumpe den her. Han gider ikke rigtig slæbe rundt på den, og det har aldrig slået ham ihjel ikke at afslutte en bog. De violette øjne vandrer dog hurtigt fra bogen op til Kash igen.
Han har ikke i sinde at fortælle, at han ikke kan finde vej. Det er sgu da for plat, at en mand som ham ikke engang ved hvor han går.

Der kunne høres en der råbte langt nede af gangen, og den person der stod og råbte, og ligefrem skældte ud, var Chris.
Drengen han stod og flippede ud på, havde været lidt for provokerende, da de havde stødt på hinanden, og det hjalp ikke, at Chris tidligere var blevet irriteret af ham.
Hvis det havde været en anden dag, f.eks. en dag hvor han havde set Vicente, ville Chris nok ikke have stået og råbt sådan, men siden han havde fået et opkald fra sin far (heldigvis, var det kun hans far og ikke hans stedmor), og at han ikke havde set Vicente i et par dage. Så var han ikke i det bedste humør.

- Vicente E. Floyd -

Vicente kom gående ned af gangen. Han havde for én gang skyld fået eftersidning, og var først slippet ud af helvede nu. Han vidste endda ikke helt hvad han havde gjort, for at fortjene at sidde efter. Det eneste han vidste var, at han ikke brød sig om, den måde læreren havde set på ham. Han var blevet fristet, men holdte sig tilbage. Chris var han kæreste, hans eneste kæreste, og han havde tænkt sig at forblive ham tro. Selvom han havde lyst til ham 17 timer i døgnet (Resten af tiden sov han) ville han gøre alt for ikke at miste ham. Han havde aldrig været forelsket før, og havde ikke tænkt sig at give slip, før det skadede mere end det gavnede.
Han kom gående med sin taske over den ene skulder, og opfangede lyden af Chris. Hans hjerte begyndte med det samme at slå hårdere, selvom han ikke ville indrømme det hvis han blev spurgt. Det gik først op for ham, da han så Chris, at han var ved at skælde en eller anden ud. Han gik nærmere og stillede sig tavst, og betragtede synet af sin kæreste, der trynede den stakkels elev. Han vidste godt at Chris havde et temperament for to, men han havde aldrig set ham sådan før. "Pas på du ikke springer i luften" sagde han roligt og lagde armene over kors.