Oppe på taget

- Lucas Valir

Lucas står tæt op af indhegningen, der indrammer tagområdet. Hans fingre, der er stukket ind i hullerne i hegnet, klemmer hårdt fast om hegnet og det med det god grund, for han bryder sig ikke meget om højder. At stå heroppe og kigge ned på de mange små mennesker, som myldrer omkring nede på græsplænerne, gør ham helt svimmel. Han lukker øjnene i for at slippe for synet og spidser i stedet ørene, selvom der ikke er meget at høre.

* Sinett Li'Quan

Sinett lunter op af en tilfældig brandtrappe for at se hvor den fører hen. Han nynner stille, i dag tegner til at blive en god dag. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel, men selvom det er tilfældet er det alligevel koldt udenfor, og specielt i den højde han befinder sig i. Brandtrappen munder ud på taget. Sinett går roligt rundt deroppe, smilende over stilheden og det store tomme område. Han vender hovedet fra side til side og nyder udsigten. Pludselig for han øje på nogen ved kanten. Sinett stopper op og prøver at finde ud af om han kender ham. Det er svært at se hvem det er på den afstand, og specielt med kun et øje. Så han beslutter sig for at gå derhen. Han nærmer sig og ser at det er Lucas. Han smiler lidt bredere og stiller sig ved siden af ham. "Hej Lucas. Hvad laver du her oppe?"

- Lucas Valir

Lucas drejer hovedet for at se, hvem der taler til ham, selvom han allerede har genkendt stemmen. Da han får øje på Sinett, vokser et smil frem på hans læber. ”Ikke noget særligt. Jeg ville bare se, om der er god udsigt heroppefra,” svarer han. Og det må der siges, der er. Man kan se næsten hele skolens område heroppe fra, skoven, søen og alle bygningerne.

,- Kouseki Hira

Kouseki kommer stille op på skolens tag, hvor han ser lidt rundt. Han gemmer sig lidt i hætte trøjen, da han ikke lige havde regnet med der ville være koldt. Han vender hovedet lidt og får øje på Ace og, den anden fyr, som virker bekendt? Det gik lidt efter op for ham, at det var hans værelses-kammerat, ham han ikke engang havde hilst på.

* Sinett Li'Quan

Sinett's smil bliver en lille smule bredere da Lucas smiler tilbage. Han nikker. Ja, flot udsigt, det har han alligevel ret i. Skoven strækker sig over et lagnt stykke og ved siden af er der en temmelig stor sø. De blå og grønne farver giver Sinett en følelse af sommer, selv her i kolde januar. Han nikker igen og hører fodtrin langt bag sig ved brandtrappens udmunding. Han vender hovedet til siden, mod Lucas, og ser en mindre dreng ud af øjenkrogen. Han smiler og vender å hovedet tilbage ligeud. "Ja, det må man sige." Han lægger armene ned på indhegningen og stiller sig i en lidt mere komfortabel position. "Fryser du ikke?" Han hovede er drejet mod Lucas.

- Lucas Valir

Lucas skæver til siden for at se, hvem den nyamkomne er. Han når lige at opfatte sin værelseskammerats lyse hår, før han vender blikket mod Sinett igen. Koldt er det i hvert fald, især her oppe på taget, hvor der ikke er nogen høje træer eller bygningen, der kan beskytte en mod vinden. "Lidt," svarer han og skutter sig. Skolens jakker varmer ærlig talt ikke meget i sådan et vintervejr.

,- Kouseki Hira

Kouseki står lidt og ser på dem. Ligenu føler han bare at han burde smutte. Desuden kender han dem ikke, så han beslutter sig for lige at stå at sunde sige, henne ved trappen, bare lige for at slappe af. Egentlig troede han ikke der var andre heroppe, men nu hvor der var, skynder han sig bare lige at få noget frisk luft inden han går tilbage.

* Sinett Li'Quan

Sinett nikker og tænker en smule. Et kram ville være dejlig varmt i det her vejr, men på den anden side ville det måske skræmme ham væk. Han sukker og tager sin jakke af og giver den til Lucas. "Jeg har det varmt nok." Han smiler og hopper op og sætter sig på gelænderet, hænderne holdende godt fat om det. Kouseki er forsvundet, så Sinett regner med han nok ikke gad snakke. Nå, godt det samme.

- Lucas Valir

Lucas tager jakken på og stikker hænderne i lommerne. Den varmer allerede, men det er nok mest fordi Sinett lige har haft den på, så den var varm i forvejen. "Tak," siger han med smil. Men hans smil forsvinder dog hurtigt igen, da han ser, at Sinett nu sidder på gelænderet. "Pas på du ikke falder ned!" udbryder han og træder selv et skridt baglæns væk fra hegnet, bare for en sikkerheds skyld. Der er jo langt ned.

* Sinett Li'Quan

Sinett smiler da Lucas tager jakken på, og det forsvinder ikke da han udbryder at det er farligt at sidde på gelænderet. Sinett er lidt af en vovehals, og desuden kan han jo hurtigt springe ind. Men for ikke at støde ham på nogen måde hopper han ind igen. Hvorfor også risikere at tilføje sig selv unødig skade? Han nikker og stikker hænderne i bukselommerne. "Du har ret." han finser.

- Lucas Valir

Lucas' smil kommer frem igen, da Sinett igen står med fødderne solidt plantet på taget. Han skæver ned til de grønne græsplæner, hvor der går et par få elever rundt i grupper. Det er ikke mange, der gider være udenfor i det kolde vejr. "Jeg tror ikke man overlever, hvis man falder ned herfra. Det er ret langt ned," siger han, hvilket ikke siger så meget, når det kommer fra ham. Han er overbevist om, at man dør, hvis man falder end fra et gyngestativ.

* Sinett Li'Quan

"Det gør man sikkert." Han griner lidt. Selvfølgelig dør man da hvis man falder ned fra et tag som dette. Der må være, mindst hundrede meter ned. Eller, noget i den stil. Jeg smiler til Lucas. "Hvor gammel er du egentlig?" Ikke at det betyder noget, overhovedet. I hans verden er alder ikke noget der skilder mennesker ad i grupper.

- Lucas Valir

"Jeg er 15 år," svarer han. "Hvad med dig?" Han tipper hovedet let på skrå, mens han indgående betragter Sinett. Det er svært at bedømme hans alder helt præcis, synes han. Men han er i hvert fald sikker på, at Sinett er ældre end ham selv, siden de ikke går i klasse sammen, og dem der går i de højere klasser med sikkerhed er over 15 år gamle.

"17." Han smiler og retter på hatten på hans hovede. De to bjælder der hænger fra to brede silke snore i hans vest, klinger mod hinanden og fylder stilheden der følger efter hans svar. Han vil gerne lære Lucas bedre at kende, men hvis han går for hurtigt frem med personlige spørgsmål, vil det måske virke akavet. Han fniser og tager nogle skridt frem og tilbage for at holde varmen, det blev lidt koldt uden jakken. Han vender hovedet til Lucas og smiler igen. "Kan du lide rotter?" Han tilter hovedet en smule og ser på Lucas.

- Lucas Valir

”Rotter?” lyder det spørgende fra ham. ”De er vel fine nok, men… hvorfor lige rotter?” Han kløer sig i nakken og kigger på Sinett. Folk plejer tit at spørge, kan du lide hunde, eller kan du lide katte, men rotter ligefrem... De fleste folk synes de er uhyggelige, selvom han ikke kan se hvorfor. De er jo bare ligesom mus... i en lidt større udgave. Han bemærker godt, at Sinett tripper frem og tilbage, og det får ham til at rynke usikkert på brynene. "Vil du have din jakke igen?" spørger han.

* Sinett Li'Quan

Han ryster på hovedet da Lucas spørger om han vil have jakken igen. Nej, så slemt er det ikke endnu. Ellers kan de jo bare gå indenfor. Han smiler og trækker på skuldrene. Et eller andet skulle han jo spørge om.. og så fordi han selv har en rotte. Darren. Han ville invitere ham over på sit værelse, men måske var Asher of Kouseki der.. Og så ville det blive .. lidt for fyldt og en anelse akavet. "Har du noget i mod dem?"

- Lucas Valir

Han ryster på hovedet. "Nej. Jeg kan godt lide dyr," siger han med et smil. Han er vokset op med dyr, og nogen af dem var endda rotter. Det lader til, at Sinett også godt kan lide rotter, og den tanke får hans smil til at vokse sig en anelse bredere.

* Sinett Li'Quan

"Jeg har en tamrotte ... Han er nede på mit værelse." Han smiler og piller lidt ved hans ene ørering. "Vil du hilse på ham?"

- Lucas Valir

Han bider sig selv i kinden, mens han tænker sig om og tøver lidt. Så træder han sig selv over foden. Hvorfor ikke bare gå med Sinett? Der kan jo umuligt ske noget, medmindre rotten er en to meter lang, menneskeædende en af slagsen. ”Det vil jeg gerne,” svarer han.

* Sinett Li'Quan

"Godt, så følg med." Han griner glad og tager Lucas' hånd og fører ham tilbage indenfor i bygningen til hans værelse.


// fortsættes i værelse 104.

- Lucas Valir

På trods af at det er frysende koldt og efterhånden godt mørkt, så har Lucas alligevel vovet sig op på det snedækkede tag. Han står med hænderne godt gemt i lommerne og kigger ud over skolens hvide arealer. Han snøfter en enkelt gang, idet hans blik glider over skoven. Den gad han godt se nærmere på en dag. Men ikke nu, hvor det er så mørkt, og da slet ikke alene. Han sukker og hviler sin kind i sin håndflade. Han kan jo selvfølgelig bare spørge, om nogen gider gå med ham, men så er problemet bare, hvem han skal spørge. Han kigger opad, op på himlen, der er helt sort og blottet for stjerner. En gang imellem bryder månen igennem skyerne, lysende og klar, men hver eneste gang forsvinder den igen sekundet efter.

,- Kouseki Hira

Kouseki kommer op af brandtrappen, og strammer halstørklædet lidt. Han ser lidt rundt, men får så øje på Lucas. Det var jo hans roomie, men alligevel havde de ikke snakket sammn endnu. Han går lidt tøvende tættere på drengen, måske var det på tide at lære hinanden at kende? Selvom han dog er lidt bange for at sige noget eller åbne munden. Måske kan han roomie slet ikke lide ham? Tanken gør ham mere og mere nervøs, så han stopper op, og ser hen på Lucas, mens han kort ser tilbage mod brandtrappen.

- Lucas Valir

Lucas retter lidt på sit halstørklæde, der strammer ham om halsen. Han vikler det en ekstra gang rundt om halsen, eftersom det er så langt, at det nærmest når hele vejen ned til hans fødder. Hans blik hviler stadig på de snedækkede træer ude på græsplænerne, og han bemærker slet ikke, at der er andre til stede udover ham selv.

,- Kouseki Hira

Kouseki vender blikket lidt ned mens han træder lidt tættere på Lucas, så han selv kan stå og se bedre ud. "Hej" Han undlader at kigge på ham, han ved jo ikke hvad drengens reaktion er, ved at han også står der. Han tager armene lidt over kors for at holde på varmen mens han se frem.

- Lucas Valir

Lucas vender sig rundt, da nogen hilser på ham. Et øjeblik flakker hans blik rundt, da han forsøger at finde ud af, hvem det er, og da han får øje på Kouseki, giver det et lille sæt i ham. Taler han virkelig til ham? Og det var ellers Kouseki, som ikke gad snakke med ham. Sådan har han i hvert fald forstået det, eftersom Kouseki aldrig er på værelset. Måske har han bare forsøgt at undgå Lucas? "Hej," hilser han og skæver til sneen i et forsøg på ikke at kigge alt for meget på Kouseki.