På taget O:

- Asher M. Harel -

Asher undgik før første gang hans blik, så væk fra ham. Han havde det dårligt, men prøvede at skjule det, og tog en dyb indånding, og smilede så varmt til ham og prøvede at fange hans blik "Åh. Som end ikke så meget. Jeg har bare hængt ud og sådan" sagde han og lød meget overbevisende. Han ville ikke blande Kouseki ind i det.

,- Kouseki Hira

Kouseki blev lidt mere usikker da Asher ikke ville kigge på ham. Måske havde han gjort noget forkert? Han trak vejret lidt dybt ned i lungerne inden han så ned i jorden, han kunne mærke hvordan han blev nervøs. Han ville ikke gøre noget som kunne gøre Asher irreteret, sur eller ked af det. Han begyndte at pille ved sit halstørklæde. "Du, Asher? Er der, noget galt?"

- Asher M. Harel -

Han så på ham "Jeg troede ellers lige at jeg kunne redde det. Men jeg vil ikke lyve for dig. Jeg fik et brev i morgen fra min rigtige mor. Jeg ved ikke hvor hun har fundet ud af hvor jeg er, men hun skrev alt muligt mærkeligt til mig, og det er bare mærkeligt. Jeg er helt. Jeg ved ikke" han så alvorligt på ham, hans smil var blegnet.

,- Kouseki Hira

Kouseki ser lidt bekymret ud og bider sig kort i sin læbe. "Hvad mener du med mærkelige ting? Hvad havde hun da skrevet?" Han kender ikke helt Asher's forhold til hans rigtige mor, men han ved han har været i plejefamilie og sådan. Måske var de slet ikke så gode venner? Han ser stadig op på den ældre dreng, der så alvorlig ud. Måske var det noget meget slemt?

- Asher M. Harel -

Han sukkede "Hun skrev at hun var kommet ud af sit misbrug og ville have mig tilbage. Men jeg ved at hun ikke er ude af sit misbrug." han ser på Kouseki "Hun skrev at hun ville tage sit eget liv hvis ikke jeg kom tilbage" han sukkede let og bukkede sig ned og lagde sit hovede på hans skulder "Men jeg vil ikke tænke på hende. Jeg vil ikke have noget med hende at gøre"

,- Kouseki Hira

Kouseki fik et sug i maven, og blev usikker. Han lagde dog stille sine arme om Asher, og ville ønske han kunne gøre noget der ville gøre ham glad igen, men han ved at hvis han selv var i sådan en situation, ville det være hårdt. Især for ham. Ligenu er han mest bange for Asher tager tilbage, og han måske aldrig fik ham at se? Men han er også bekymret og bange for at den ældre drengs mor skulle tage sit eget liv, det ville måske gøre ham ked af det? Det vidste han jo ikke helt. Han klemmede grebet om Asher. "Asher.." hvisker han stille usikkert og bange. Han vil virkelig ikke miste Asher, eller havde han er ked af det.

- Asher M. Harel -

Han stod der lidt tid og gjorde ikke rigtig noget. "Jeg gider ikke at se hende igen" sagde han så bare og slap grebet i ham "Skal vi ikke lave et eller andet sammen? Jeg vil gerne tænke på noget andet" sagde han med et forsigtigt smil, denne gang et oprigtigt et.

//Frys

,- Kouseki Hira

Kouseki så bekymret op på drengen inden han stille nikkede lidt. "Jo.." Han bider sig kort i læben og tager hans hånd. "Så, du bliver her på skolen, ikke?" Måske var det lidt dumt at spørge om, men han ville vide det, han var for bange for ikke at skulle se Asher igen. Han prøver endnu engang at se ind i den ældre drengs øjne. Lidt opmuntrende og prøvende.

- Asher M. Harel -

Smilede let til ham og tog hans hænder "Selvfølgelig bliver jeg" sagde han roligt og trykkede sin pande i mod hans, han syntes det var lidt koldt, selvom der ikke var frostgrader, fik vinden det alligevel til at virke koldt. "Skal vi ikke gå indenfor?"

,- Kouseki Hira

Kouseki smiler så stille lettet. "Jo." svare han roligt og fletter sine fingre lidt ind i den andens. Han begyndte at gå mod brandtrappen, lidt tænkende. "Hvor skal vi så gå hen?"

- Asher M. Harel -

Han så på ham, og fulgte med ham "Det ved jeg ikke. Det må du bestemme" sagde han roligt og havde et godt tag i den andens hånd. Han var vildt glad for at han var stødt på Kouseki. Han fik ham til at tænke på mange bedre ting end sin mor. Han tror måske endda han var den eneste der ville kunne muntre ham op. Sådan var det vel med kærlighed.

,- Kouseki Hira

Kouseki begynder at gå ned af brandtrappen. "Hmm, hvad med.." han tænker lidt. "Ind på en af vores værelse? Eller sådan noget" han griner lidt prøvende og usikkert over sig selv, mest fordi han er så elendig når det komme til at skulle vælge nogle ting. Han ser ned på deres hænder mens han smiler.

- Asher M. Harel -

Han smilede lidt "Helt fint. Bare tag mig med" sagde han og fulgte pænt med ham. Han var ligeglad med hvorhen, bare han kunne komme til at tænke på noget andet. Og være sammen med Kouseki. Det ville ikke være helt dumt nej.

,- Kouseki Hira

Kouseki smiler lidt til ham, og ved ikke helt hvor de skal begive sig til. Det er nok ikke så godt at se en film, for de bliver aldrig færdige med det, det gjorde de ikke sidst. Han går tæt op af Asher, inden han så smiler lidt, "Så kan vi gå ned på dit værelse?" Måske ville det opmuntre Asher hvis de bare sad og snakkede?

- Asher M. Harel -

Han så mod ham, kunne ikke lade være med at smile over ham. "Ja, det var en god ide. Så kan vi sidde og snakke eller sådan noget" sagde han roligt og fulgte ellers bare efter ham.

//Out
((Fortsættes på Ashers' værelse. Du kan bare oprette tråden))

Chris sad på taget og kiggede ud over skolen. Det var efterhånden mørkt, men Chris havde det så dårligt med sig selv, at han var ligeglad.
Han havde løbet fra Vicente, da han vågnede op ved siden af ham, fordi han gik i panik, og nu havde Chris det dårligt over han var gået i panik. Hvilken kæreste var han dog. Han kunne ikke engang tåle at være tæt på Vicente.
Chris gemte sit hoved i sine knæ, da de var trukket op til ham. Hvor han dog fortrød det.

- Vicente E. Floyd -

Vicente havde stået i døren et stykke tid. Taget var altid det sted han selv plejede at sidde, når han havde brug for at være alene. Han havde betragtet drengen, og var gået tilbage til sit værelse for at hente et tæppe.
Han gik lydløst ud på taget og hen til Chris. Han lod tæppet dumpe over drengen og satte sig ved siden af ham. Tændte i stilhed en cigaret. Han vidste ærligt talt ikke rigtig hvad han skulle sige. Han tog et sug af sin cigaret, lod den berolige ham selv en smule. Han var virkelig forvirret over sine følelser, og sin tålmodighed. Og især sin lyst.

Chris havde slet ikke hørt at Vicente var kommet. Han kiggede overrasket op, men gemte så sit ansigt igen. Han vidste heller ikke hvad han skulle sige. Chris havde jo flygtet fra Vicente tidligere, så han burde sige undskyld.
Han kunne mærke noget vådt på sit ansigt, og det gik op for ham at han græd. Hvordan skulle han takle det hele. Han kunne jo risikere at miste Vicente, hvis han ikke snart kunne lære at være tæt på ham, og ikke gå i panik over de mindste ting.
"Undskyld," hviskede Chris stille og man kunne dårlig nok høre ham.

- Vicente E. Floyd -

Vicente trak lidt på skuldrene "Det er okay" sagde han roligt. Han havde indset hvor nyttesløs deres forhold var. "Jeg vidste fra starten af at vi ikke passede sammen" sagde han roligt, men lød opgivende "du, der er bange for kontakt, og jeg der ikke kan tænke på andet. Det kan jo ikke andet end at gå galt" sagde han og lod sig dumpe bagover "men vi har forsøgt. Det skal ingen tage fra os" sagde han, og følte sig tungere end normalt.

Det stak som en kniv i Chris' bryst, da han hørte det. Han følte alt var nytteløst nu. Hvis Vicente ikke ville have Chris, så ville Chris heller ikke have nogen. Han følte virkelig noget stærkt for Vicente. Ellers havde han aldrig fundet interesse i den ældre dreng.
Chris havde nu bare allermest lyst til at dø, og tårerne strømmede nu ned at hans kinder, men det kunne ikke ses, da han stadig gemte sit hoved i sine knæ. Dog kunne det ses at hans skuldre rystede svagt, og der kunne høres nogle snøft fra den yngre dreng.

- Vicente E. Floyd -

Vicente vendte hovedet væk. Han vidste ikke hvordan han skulle trøste ham, for han kunne jo ikke tage ham i sin favn. "Chris. Det er ikke nemt det her" sagde han og så ned i tagasfalten. "Jeg ved jo ikke hvad jeg må og ikke må. Og det er svært når du pludselig giver mig lov, og så må jeg pludselig ikke igen" han havde glemt sin cigaret, der nu var brændt til filteret og endte med at brænde ham på fingeren. Han smed den fra sig med en halvkvalt lyd. Han tog sig til hovedet. Trykkede sine øjenbryn sammen.

"Jeg prøver, men jeg anede ikke præcist hvad jeg gjorde efter jeg var besvimet. Jeg giver forvirrende signaler, det ved jeg," sagde Chris ned mod sine knæ, da han ikke ville vise Vicente sit ansigt. Hans øjne var nok røde, fordi han kunne mærke hvor meget han havde grædt.
"Jeg vil bare så gerne... være sammen med dig..." sagde han forsigtigt. "Men jeg ved ikke hvordan jeg skal overkomme min frygt for nærkontakt. Hjælp mig..." det sidste var sagt lavere end det undskyld deres samtale var startet med. Men hans stemme rystede utrolig meget.

- Vicente E. Floyd -

Det var med besvær at Vicente hørte drengen. "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre" han puttede sin finger i munden det sted han havde brændt sig. Men fjernede den hurtig igen, da hans varme mund bare gjorde det værre. "Jeg ville ønske at jeg var en forstående tålmodig fyr, men det er jeg altså bare ikke" sagde han og lagde en hånd på drengens skulder "Det er svært for mig at tænke på dig hele tiden, og ikke engang vide om det er okay at sætte hånden på din skulder. Især ikke efter at vi har lagt i ske sammen hele natten" han sukkede. "Jeg vil også gerne være sammen med dig, men jeg har bare brug for mere end bare.." han ledte efter de rette ord. Han vidste virkelig ikke sine levende råd "dine ord og tanken om at du også holder af mig. Jeg er ikke en sød fyr der holder hænderne over dynen om natten, jeg har virkelig lyst til din krop og til dine kys"

Nu kiggede Chris op, og der var så mange følelser i hele hans ansigt. Flere følelser end han normalt viste til nogen som helst. Der var forvirring, overraskelse, sorg og mange flere. Samtidig var tårerne godt nok stoppet, men hans øjne var røde og puffede, og der var striber der hvor tårerne havde været.
Chris havde forstået den hentydning, og det havde overrasket ham noget så meget. Han vidste ikke engang hvad han skulle svare, men kiggede bare på Vicentes ansigt. Det ansigt han lige fra starten havde syntes godt om.
Chris gjorde heller ikke nogen bevægelser om at fjerne Vicentes hånd fra sin skulder. Den var faktisk beroligende for Chris, selvom det ikke var meget.

- Vicente E. Floyd -

Vicente så på Chris. Længe. Før han fjernede sin hånd og lod sin pande dumpe ned på drengens skulder. "Hvorfor var det netop lige dig jeg forelskede mig i" sagde han, og bebrejdede sig selv. "Hvorfor er du så fandens dejlig. Og min. Men jeg ved ikke engang hvordan jeg skal behandle dig" han kunne mærke sine øjne blive varme. ".." han prøvede ikke at få tåre i øjnene. Han havde ikke grædt før. Og han havde ikke lyst til at lade det her være hans første gang. Han trak sig lidt tilbage. Tyggede over det her. Kunne han leve med at lade det slutte her? Eller skulle han satse alt og prøve på at få det til at fungere. Det var et svært valg, for han vidste, at hvis han først besluttede sig for det, ville det blive et kæmpe slag, hvis det ikke lykkedes, og oddsene var store for at det ikke ville gå i sidste ende.