Værelse 105 - Victor og Eddie

Eddie sløsede hen ad gangen. Han havde hænderne dybt begravet i lommerne, skridtene var solide stempler i jorden, og blikket fulgte ikke med i, hvor han gik. Hans hoved var tungt af en onsdag at være, men han havde en snert af lykke tilbage. I det mindste kunne han stadig rocke engelsk; engelsk var gået hen og blevet et af de sjove fag, siden alle slags nationaliteter fandtes på skolen, og derved talte alle med deres egen accent.
Han havde fået en nyligt afleveret stil igen med et pænt og solidt B+, hvorfor han havde besluttet at pjække fra fysik som egenbelønning. Først skulle han bare slippe af med den kilotunge taske om skulderen.

Kort lader han blikket følge ned ad sin egen refleksion i det legemes store spejl han havde valgt at tage med. Håret igen opsat i en lettere tottet knold agtig ting, så det ikke faldt overalt når han pakkede ud. Han så faktisk ganske pæn ud nu. - og lystede egentlig ingen skoleuniform. grå bukser og sort, stram top passede ham fint.
Han får øje på kontrabassen i spejlet, og drejer så hovedet for at se skønheden selv. Den står fint der i hjørnet. Hans roomie - Ed... noget - ville sikkert ikke have noget imod det. Et par få ting har han allerede hængt op på væggen. Indisk fjermaske, kinesisk, stor vifte, påfuglefjer er hvad han har prydet 'hans område' med.
Ude på gangen kan han høre skridt, men han vælger at ignorere dem. I stedet sætter han sig på sin seng, kigger på to stadig ikke udpakkede tasker. Griber sin akustiske guitar og begynder at spille noget impro.

Eddie griber til sin nøgle, da han først én gang har passeret døren, og så stikker han nøglen i låsen. Netop som lyd kommer fra et sted bag ved træet, og nøglen ikke har særlig interesse i at dreje de 180 grader; han kniber øjenbrynene let sammen og beslutter, at hvis nogen vil ødelægge hans dag med at invadere det sidste private sted på skolen, må han hellere ende det nu end i morgen, og altså snupper han nøglen og tager ned i håndtaget.
Synet er ellers et noget andet. Eddie åbner døren halvt og fylder åbningen med let hævede øjenbryn. ,,Dav?" siger han og betragter den anden. Hvad pokker, det betyder vel ikke, at nogen er flyttet ind?

De smukke toner bliver revet væk, og han vågner fra sin lille trance. Blikket farer op, og får øje på en dreng af meget speciel udseende. Han kan ikke helt sætte ord på det - andet end 'kær'. "Godeftermiddag" han smiler til den fremmede, sikkert sin roomie, og stiller guitaren tilbage i holderen. "Ehm, jeg er Victor Love. Og du er... Edmund?" han kører kort hånden gennem de små totter ved panden. Sjov, fin roomie han har fået sig dér.

Eddie mønstrer fyren med blikket og ved ikke helt, hvad han skal sig til det lange hår - udover, at det begejstrer ham ellevildt. Hvem havde troet, at han skulle ende op med en ... ja, hvad han nu ligner. Han ser harmløst flink ud.
,,Eddie er rigeligt," siger den rødhårede med et bredt smil og lader tasken dumpe op ad skabet, før han krydser over og rækker en hånd ud mod fyren - Victor, obviously.
,,Er du lige kommet?" Han ser hen over gulvet og fæstner øjnene ved kufferterne for et øjeblik, så til sengen, der indtil nu har stået ledig. Kom ikke og sig, at der ikke er fordele ved at pjække.

"Jaeh, godt og vel" han kigger lidt rundt i værelset, så tilbage til Edmund - Eddie. "- men jeg har pakket lidt ud, hængt lidt ting op, og..." han kigger over på den fine hængeplante der hænger på væggen, de grønne, bladfrodige grene hænger fint ned over potten som et vandfald. "- sat en plante op på væggen" han smiler lidt. Håber Eddie kan leve med hans hippiegejl.

,,Det kan jeg se," svarer Eddie med en mild forundring i ansigtet, mens han studser lidt over det grønne. Får trods alt værelset til at virke pænere. Det må han gi' ham. ,,Et spejl," udbryder han, ,,fjer - en kontrabas! Og guitar! Spiller du?"
Verdens mest oplagte spørgsmål skal ikke vente til senere. Eddie skubber sine flad vans af hælene og slår sig ned på sin seng i skrædderstilling. Han klør sig i nakken, det er køligt herinde, den anden har vel haft vinduet åbent. Fornuftigt, for Eddie har ikke haft trang til at smide varme ud, når nu det skal være sølle otte grader midt på dagen. Men hvis nogen havde givet ham et hint, havde han nok ryddet lidt mere op på skrivebordet og... redt sengen og hvad ellers, man kunne forvente.
,,Well, det er cool," siger han og fjerner blikket fra planten. ,,Bor du langt væk? Boede?" Han smiler skævt. Det tager lidt tid at omstille sig til, at man ikke kan tage i byen på en onsdag, fordi man låses ude ved midnatstide. Og at ikke alle døre fører til noget, man har lyst til at se.

"Jeg spiller lidt jazz og klassisk og så'n" han smiler lidt, sætter sig på sin egen seng overfor. "- Men jeg kan egentlig lide alt. Metal og funk er helt fint for mig" han sætter sig på samme måde som Eddie. "Jeg kommer fra Italien. Min far er italiener, men min mor er japaner, derfor har jeg lidt accent fra begge" han smiler, puffer totterne bag øret. "Du er fra the states, er du ikke?". Den måde Vic taler på er meget blød og 'slangene' og noget man måske vil kalde romantisk, skummelt. Men sådan er hans stemme, han fik engang at vide han lød som Dracula.

,,Nice. Min søster plejede at spille cello," siger Eddie, siden det er den eneste grund til, at han kan skelne en kontrabas fra en 'misbygget guitar'. Det er i øvrigt længe siden, han har rørt et klaver, men synet af instrumenterne giver ham lyst til det. Han var heller ikke så rædsom til guitar endda. Måske kunne han give sin musiklærer et hint.
,,Italien," gentager han let imponeret. Til sammenligning er hans hjemegn jo en skurk. Dog ikke fascistisk. Hey, sidespring. ,,Yep, mere eller mindre. Jeg gik i skole i Østrig, så Norge. Amerika er kun en fjerdedel." Han griner. ,,Så hvordan er du endt her? Blev de trætte af dig derhjemme?"

Vic giver et lille fnyse-agtigt grin. "Det er en lang og kedelig historie" han kigger ned på sine fødder, føler lidt han bliver nødt til at give lidt flere detaljer. Og helst før Eddie selv spørger til dem. "Jeg var på hospitalet i noget tid, og derefter gad jeg ikke hjem. Dem derhjemme foragtede mig, og min familie skammede sig lidt over mig, så jeg tog hertil" han siger det med et smil, for at overbevise Eddie om det ikke er så slemt.

Eddie kigger også på Victors tæer, og han synes ikke, han får ret meget ud af det. I stedet lader han blikket glide ad fyrens arme til fingrene; ingen tvivl om, at han er slank, næsten grænsende til det spinkle. Hans håndled virker smalle, men venerne træder tydeligt frem. Hans hud er ikke så mørk igen, men det sorte hår konkurrerer med øjnene. ,,Så du bestemte dig for at rejse om den halve jord for at komme væk," tilføjer Eddie og smiler svagt. Af en eller anden grund har flere elever her slet ikke familie i Japan. Én ting er Kenya, men ligefrem at flytte alene - til et land som Japan - well, Eddie må vel sætte sig ind i det før eller siden. Til trods for dét, kan man ikke tydeligt høre, at han ikke er japaner.
,,Mine forældre bor i Wakayama. Nordlige Honshu," siger han og læner sig bagud, til baghovedet støder mod væggen.
,,Jeg kom i sidste uge. Har været her før, godt nok. Havde lige to måneders ferie." Tanken får ham i et døsigt smil.

"Jeg ved ikke... på mine andre skoler var folk meget homofobiske i deres synspunkter, så jeg gad ikke rigtig være der" han smiler igen. Denne nye rumse er faktisk ganske flink. "Jeg har også været her før. Men mine ting er først kommet idag. Det tager lidt tid at sende ting fra Italien" han kigger på det lille ur han har hængt op på væggen. Et ur, der ikke siger en lyd når det tikker.
Klokken er nogenlunde mange. "Hvornår går man egentlig i seng her?" han tager fat i elastikken der holder den tjavsede knold på plads, og hiver den ud. Det sorte, let bølgede hår lander blødt ned over hans krop, helt ned til lidt over hofterne. Når han står op, går det til under røven. Mon han snart burde klippe det?

,,Nu må I kraftedeme.." begynder Eddie med en munter fnisen, da Victor har sagt den første sætning. Han betragter den anden med hævede øjenbryn og rynket pande, men da først fyrens hår vælder ud omkring ham, sukker Eddie over sig selv. Han er blevet vant til at hænge ud med for mange mærkelige mennesker, at han ikke tænker på, hvem der er homo og ikke er det. (Okay, det er måske en overdrivelse). I hvert fald er det ikke hans første tanke, men det kan det meget vel blive.
,,Velkommen. Til Homoskolen," proklamerer den rødhårede. Han lægger hovedet bagover og kigger op i luften. Holy god. Måske er det virkelig bare mig, der ikke har hørt rygtet før.
Eddie flytter blikket fra loftet igen - han har ikke lyst til at tabe nakken. ,,Når man lyster, tror jeg," siger han med en skæven til det ur, der hænger tidløst på væggen. ,,Der er sikkert nogen protester, hvis man larmer efter 23, men jeg har ikke forsøgt endnu. Det værste er, at man skal have tilladelse til at sove ude, og så skal man dukke op til første time - hvilket jo er fysisk umuligt..." Han trækker på skuldrene, så godt som det lader sig gøre, når man sidder op ad en væg.
,,Er du træt?" tilføjer han. ,,Jeg var på vej ud, egentlig, så hvis du vil ha' noget fred... Main, Italien er en lang rejse."

"Jeg går nok snart i seng" han læner sig forover, ansigtet bliver dækket af hår, og han må igen kaste det væk igen. "- men du bestemmer selv hvad du gør" han smiler igen, ligger sig på sengen og kigger op i loftet

Eddie smiler sagte, da han ser fyren omrokere, til han ligger fladt i sengen. Ser fristende ud. Men så træt er Eddie ikke endnu, og han må hellere få lavet et eller andet fornuftigt, før en lærer kommer stampende og banker på døren. Det er ikke sket endnu. Men det kunne det.
,,He, jeg overlever ikke uden aftensmaden," siger han og hæver sig i sengen. Han svinger benene ud over kanten, rejser sig og gnubber stykket over lænden med den ene hånd bag ryggen. Ser fra skoene ud ad vinduet og overvejer, om han ikke kunne gøre et eller andet nyttigt, men det bedste ville sgu nok være at gå til time - og det står ikke på listen. Desuden har han jo en undskyldning for at tøffe rundt uden for klasseværelset, nu har han i hvert fald. ,,Jah..." han stikker fødderne i sine hjemmesko, ,,så må du sove godt." Med et drilagtigt smil kigger han på Victor, før han forsøgsvis smyger sig om døren - noget mislykket - og lukker den stille bag sig. Et øjeblik efter er han smuttet hen ad gangen.

| det bliver til en afslutning herfra. ^^

Eddie åbnede døren til værelset, der ikke var låst. Gudskelov, for hans nøgle sad på den anden side af døren. Han sparkede sig vej ind gennem et par bunker tøj på gulvet og håbede ikke, han ramte Victors guitar ved samme lejlighed, men guitaren lå på sengen. Vinduet stod på klem, og vindueskarmen var allerede godt våd - luften i værelset var kølig men frisk.
"Lad som om, du er hjemme," brummede Eddie, selvom Tenya mere eller mindre allerede var hjemme, en fact som Eddie ikke tænkte nærmere over. Han skubbede sine vans af hælene før han strøg over til vinduet og lukkede det til. Elkogeren stod halvt begravet i papirer på skrivebordet.

"Victor Looove," svarede Eddie med ryggen til Tenya, mens han overvejede, om det var nødvendigt at evakuere papirerne ved siden af vindueskarmen. I stedet rakte han efter køkkenrulle og fandt den i en skuffe, hvor der lå ting, han aldrig huskede at have set. "Langt, brunt hår, ret høj, italiener...?" Han kastede det våde papir i skraldespanden og løftede elkogeren, flyttede lidt på en mappe og fandt rene kopper derunder.
"Jeg fylder lige den her..." sagde Eddie og viftede med den hvide elkoger. Idet han åbnede døren, hoppede Otis ind ad døren, og Eddie rynkede lidt på næsen ad værelseskammeratens skaldede, halvlyserøde kat. "Mød Otis," han kiggede kort på Tenya og grinede, så vadede han ned ad gangen til det nærmeste badeværelse.

Da Eddie kom tilbage, havde han opdaget sine egne sjaskede spor på gangen, og han passerede sin egen dør et par gange i håb om, at sporene herefter ikke ville lede ind til værelse 105 mere. Derefter smuttede han ind og så Otis rulle sig sammen bag guitaren, inden han selv satte elkogeren til.
Han hev et håndklæde ud af skabet og smed det til Tenya. "Mind if I change?" spurgte han uden at vente på svar og tog trøjen af og trak t-shirten over hovedet. Han hev en anden fra hylden med ryggen til Tenya og var taknemmelig for, at hans bukser i det mindste ikke var lige så våde. Med en kort skæven til Tenya vidste han ikke helt, om han burde tilbyde den anden noget varmere. "Vil du ha' en trøje?" spurgte han i stedet med hovedet lidt på skrå og holdt fat i den åbne skabslåge.

"Hmmmm," tænkte Eddie højt og lod blikket glide over rækker af hylder - som altid var han lidt i tvivl om, hvad der var Victors og hvad, der var hans, men det kunne hurtigt afgøres af at prøve det på. Desuden var Victor mere slappy end Eddie, havde flere tanktops og tætsiddende skjorter og var ellers det mest nøjsomme væsen med tøj. Og så var alt halvt økologisk og fairtrade og mærker i nakken stod på itailensk. Åh ja.
Eddie endte med at række en af sine egne hættetrøje over, der var i tykt, gråblåt stof. Da elkogeren samtidig annoncerede, at vandet kogte, fyldte Eddie kopperne med kakaopulver og hældte vand over. Blop, blop. Teske? Ved siden af potteplanten. Han rørte ihærdigt i den ene, så den anden. "Her," sagde han så og rakte den ene, brandhede kop mod Tenya, før han satte sig i sengen overfor med sin egen. Inden da skubbede han lidt til guitaren og kunne ikke stå for at give Otis et puf, så katten løftede hovedet.

Eddie smilede igen og fnes uvildigt, da Tenya stadig ikke sagde noget, men i stedet kiggede ned i den chokoladefarvede væske. Hvis al samtale stod til Eddie, var der lige lovlig nok ansvar på hans skuldre. Han lænede sig frem og nuppede håndklædet fra den anden seng. Med dét i hånden rodede han rundt i sit eget hår for at tørre det, men det havde ikke en voldsom effekt, allerede vådt.
Han kiggede op på Tenya, lod håndklædet glide ned på gulvet, lagde hovedet på skrå og smilede vagt. Fyren måtte have et eller andet i tankerne; man satte sig ikke ud i regnvejret for ingenting. Eddie havde selvfølgelig ingen anelse. Han pustede langsomt ned i sin kop, men vedblev at se på Tenya.