I en sofagruppe nær pejsen (♥)

Benjamin Owens

”Det gør ikke noget” sagde han kløede den lille killing bag det ene øre, den var nuttet. Han var vant til at Solkongen lavede rundsav på ham i tide og utide, så han mærkede knap killingens små klør. Solkongen vendte ryggen til killingen og ignorerede den. Itsuki virkede til at være nogen lunde samme højde som ham selv, måske en anelse lavere, men det var ikke meget. Han ønskede at de begge ville sætte sig ned, så han ikke blev nød til hele tiden at dreje hovedet så meget. Han smilede mod drengen som nu var kommet lidt længere ind i rummet og på hans kuffert. ”Hvis du er I eller II års elev kan du finde dit værelse lidt længere nede af gangen, hvis du er III års elev er du i den forkerte fløj.” hans skjorte sad skævt og det irriterede ham, men da han rettede på den stødte skjortekanten imod et bidemærke han havde på skulderen. Han skar ansigt og ømmede sig en smule, det var stadig lidt ømt. Han så igen op på den nye elev ”hvis du skal have hjælp til at finde dit værelse, skal jeg nok hjælpe dig" han rejste sig op fra stolen, så begge katte skvattede af ham. Solkongen brokkede sig og ville bæres. Han samlede den op, og gik hen mod døren, han ville tilbage til sit eget værelse. Han kunne pege på den nyes værelse på vejen. Faktisk var han pæn træt, og ville egentlig hellere sove, end at snakke.. han kunne vel få snakket ordenligt med de andre en anden dag.

//OUT

Eddie sad i en af sofaerne ved pejsen, fødderne plantet på en sofapude, og en tung biologibog til hjemmelæsning. Som det stod til lige nu, gav han den ikke meget opmærksomhed. Han havde vendt sig i sofaen, så ryggen hvilede mod armlænet, og hovedet var lagt til siden ad ryglænet. Hans øjne var halvt lukket, idet han døsigt betragtede flammerne i pejsen og spekulerede på, hvad det var for et stof, der gjorde flammerne blå. C'mon, han havde lært det engang... der var 78 procent nitrogen og den slags... hvad var det nu?

- Lucas Valir

Lucas trådte ind i opholdstuen og kastede et hurtigt blik rundt. Her var tomt. De to drenge, der sad ved bordet nær døren, rejste sig og forsvandt ud af stuen, da han kom. Nåja. Han fik øje på et rødhåret hoved bag den ene sofas ryglæn. Han smilede skævt for sig selv, før han gik over til sofaen.
”Hej Eddie,” hilste han. Han stillede sig op bag sofaen og holdt fast i armlænet med hænderne. Han kastede et blik mod flammerne i pejsen, men kiggede hurtigt væk igen. Man blev så hurtigt træt af at kigge på ild. I stedet vendte han blikket mod Eddies hår, der havde næsten samme farve som flammerne. Men heldigvis blev men da ikke helt døsig af at kigge på det.

Eddie drejede noget sløvt hovedet og fik øje på skikkelsen, der havde sagt hans navn. Lucas, som han flere gange havde mødt nu, men stadig ikke fået noget rigtigt indtryk af. Udover, at idræt næppe var hans fag. ,,Harj," sagde Eddie og smilede svagt. Hans øjenlåg var tunge som bly. Da han indså det, løftede han hovedet en anelse fra lænet for at betragte Lucas bedre, selvom der ikke var så meget nyt at bemærke; hans brune hår var gudommeligt hverdagsagtigt, og han havde ingen tatoveringer, piercinger eller øreringe. Han havde ikke engang antrækket til en anderledes hårfarve. Det var ellers ved at være reglen snarere end undtagelsen, syntes Eddie.
,,Du' heller ikke hjemme i ferien?" spurgte han.

- Lucas Valir

Lucas gik op på den anden side af sofaen og tog plads på det ene armlæn, eftersom Eddie fyldte det meste af sofaen når han sådan havde fødderne oppe. Han kiggede ild i flammerne og gned kort sine tindinger. Når man sådan havde gået rundt og lavet ingenting hele dagen, blev man hurtigt træt.
”Næh. Jeg ville hellere blive på skolen,” svarede han. "Det er vel også derfor, du er her...?" Enten det, eller også var det fordi Eddie ikke havde et særlig godt forhold til sin familie og ikke måtte komme hejm... men det virkede nu ikke sådan.

,,Jep," sagde Eddie. ,,Det er bare min mor og far, der er hjemme i det yndige lille hus, hvor de bruger ekstra lang tid på at læse avis og lave aftensmad. Det kan jeg godt undvære." Han smilede skævt og trak fødderne lidt til sig, men Lucas havde sat sig, så høfligheden var vidst forspildt. Hans flade vans stod smidt ved et af sofabenene: mange japanske vaner havde han adopteret, men det dér med at gå barfodet rundt i huset havde han aldrig kunnet tage til sig. Den slags gik de heller ikke op i på skolen, gudskelov, når der var så mange udlændinge.
,,Hey, hvor er du egentlig fra? Vel ikke Japan?" Eddie lagde hovedet på sned.

- Lucas Valir

”Det lyder da ellers spændende,” sagde Lucas med et skævt smil. Han kunne lige forestille sig, hvordan det måtte være. Det var også derfor, han ikke var hjemme – fordi der var så kedeligt og almindeligt. Han havde regnet med, at der ville være sjovere på skolen i ferien, men der havde han åbenbart taget fejl. Stort set alle var jo enten taget hjem eller ud at rejse.
”Joh… jeg er født her. Men mine forældre var fra Italien,” svarede han. Han kiggede lidt på Eddie. Han kunne ærlig talt ikke huske, hvor han kom fra. Han havde jo nærmest boet i alle lande i hele verden.

,,Uh-mhm," medgav Eddie og undertrykte en gevaldig lyst til at gabe. Han rettede sig helt op i sofaen, så han sad rankt og med benene tættere til kroppen, og så kunne han bedre fokusere på Lucas. Lyset fra ilden distraherede ham imidlertid stadig, omend mindre. ,,Virkelig." Italien. Sofistikeret. Lucas fra Italien; siden han sagde det sådan, gættede Eddie på, at Lucas ikke havde nogen særlig stor tilknytning til sit - eller sine forældres - oprindelige land. Han tog sig selv i at skulle spørge, hvorfor italienere ville flytte til Japan. ,,De ville hellere have sushi end pizza?" spurgte den rødhårede vagt smilende. Det var underligt, som folk flyttede på tværs af grænser. Selvom han var en del af det, havde han aldrig helt forstået det.

- Lucas Valir

Lucas vendte sig halvt rundt, så han sad sidelæns på armlænet og kunne placere sine ben på sofaens ene pude. Det var svært at holde balancen, når man ikke havde noget at støtte sine fødder imod.
Han smilede let over Eddies spørgsmål. Det var da egentligt et meget godt gæt… men ikke særlig realistisk. Der lå da også sushirestauranter i Italien, gjorde der ikke? Eller kunne man kun spise pizza der? Han trak på skuldrene. ”Nah, jeg tvivler på det var derfor. Pizza smager meget bedre end sushi,” sagde han. Han gøs bare ved tanken om sushi. Han hadede fisk. Alle de bittesmå ben, man kunne få galt i halsen, og så bare smagen af fiskekød… badr

Eddie rynkede panden let. ,,Billigere er det i hvert fald," konstaterede han.
Han 'tabte' hovedet til ryglænet igen og duftede til det trætte læder, han hvilede kinden mod. Hold kæft, hvor var han søvnig; søvnig nok til at blive siddende og nægte at stå op. Det var også, fordi der ikke var nogen kaffe. Sukker, sodavand, et eller andet måtte kunne gøre det... det lignede ham ikke at dase ud på denne måde. Han kiggede noget tomt frem for sig, tænkende, at man altid kunne snige sig ned til køkkenet.

- Lucas Valir

”Det er det vel.”
Lucas gned let sine øjne. Han kastede et blik på Eddie, der hang noget med hovedet. Han så søvnig ud. ”Du er træt?” lød det spørgende fra Lucas. ”Det er jeg også.” Han kiggede lidt tænkende frem for sig. Så sprang han ned fra sofaens ryglæn og kløede sig i nakken, mens han sagde, ”jeg tror, jeg går i seng nu.” Hvorfor var han i det hele taget gået hen til opholdsstuen, når han var så træt? Det var et godt spørgsmål. Han kvalte et gab bag hånden, idet han trådte ud af døren igen.

//out

Eddie nikkede langsomt og med det vage smil hængende. ,,Sov godt," tilføjede han, da Lucas havde rejst sig, og den rødhårede betragtede drengen forlade rummet igen. Ikke ret lang tid efter opgav Eddie selv at holde sig vågen, og han tvang sig på benene og traskede ud af opholdsstuen.

| Afsluttet

,- Kouseki Hira

Kouseki har lagt sig på maven i en af sofaerne, armene viklet om en pude, og har lukkede øjne. Først kom han for at se om der var andre, men der da ikke var andre, var han skvattet lidt sammen og var til sidst endt med at falde sådan der i søvn, med puden i favnen. Han kunne dog meget nemt vågne hvis nogle sagde noget, eller prikkede til ham. Han havde haft sin mobil i den ene hånd, men den var faldet ned på gulvet nu hvor han holdte om puden. Det ene af hans ben, var også lidt ud over sofa kanten. Hvordan kan nogle dog sove på den mærkelig mode, med hovedet dybt begravet i sofa og pude?

- Asher M. Harel -

Asher kommer roligt gående. Han har som altid sit hår sat op, og han smiler ved synet af den yngre dreng. Han går roligt hen mod ham, og forsøger ikke at vække ham. Hvor er han sød som han ligger der. Hvorfor mon han lige valgte sofaen?.
Han bukker sig ned og kysser drengen i nakken. Han kunne ikke helt lade være eftersom drengen lagde på sin mave. Han var et nemt offer som han lå der. Asher samlede hans mobil op i det han plantede endnu et kys på hans nakke.

,- Kouseki Hira

Kouseki bemærker ikke noget ved det første kys i nakken og han ligger bare roligt som før. Men da den ældre dreng kysser ham i nakken igen strammer han grebet lidt om puden. Han havde det ligenu som om han var i en rar drøm, hvor en masse billeder strømmede forbi hans lukkede øjne. Han trak så vejret lidt dybt ned inden han rykkede lidt på sig, uden at opfatte noget, eller egentlig at vågne rigtigt.

- Asher M. Harel -

Asher smilet let. Hvor er han dog sød. Han bevæger sine ene hånd under drengens trøje, mærker hans ribben og hans dejlig bløde hud. Han læner sig ned mod hans skulder og trækker med den anden hånd lidt ned i hans halsudskæring "Morning babe" siger han med sin rolige stemme, og planter sine læber på drengens skulder. Han suger let i mod hans hud, i håbet om at give den yngre dreng et mærke. Han har savnet ham, sikke en ferie.

,- Kouseki Hira

Kouseki ligger lidt vågen nu, mærker hvordan den anden føre hånden under trøjen, kysser sin skulder, og han vågner så af den rolige stemme. Han blinker lidt med øjnene mens han slipper grebet lidt om puden. Nu mærker han drengens læber på sin skulder, og han drejer hovedet lidt med et smil. "Prøver du at efterlade mærker på mig?" siger han så lavt og drillende da han kan mærke drengen suge let mod sin hud.

- Asher M. Harel -

Asher ville smile hvis ikke det var fordi han var i gang med at mærke den anden. Da han er færdig smiler han let mod hans hud og kysser ham over mærket en enkelt gang før han siger "Jeg må jo sikre mig at du ved hvem du tilhører" siger han drillende og kysser drengen igen. "Jeg har savnet dig" siger han så, nu lidt mere alvorligt. Det har været en lang ferie uden Kouseki. Og lige nu har han bare lyst til at holde om den anden og kysse ham.

,- Kouseki Hira

Kouseki griner lavt og prøver at se på mærket. Han kan godt se det hvis han prøver. Han ser dog på den ældre dreng igen. Lidt efter drengen har sagt han har savnet ham, tager han armene om drengen og fletter sine fingre sammen bag hans nakke. Han ser så i Asher's øjne, for at på øjenkontakt. "Har du nu også det?" smiler han så drillende inden han kysser ham lidt ømt på munden, men lidt efter lidt trykker sine læber hårdere mod den andens.

- Asher M. Harel -

Den ældre dreng skal lige til at svare ham, men bliver afbrudt af kysset. Hvilket han bestemt ikke klager over. Han ligger sine arme omkring drengens hofter og kysser ham ivrigt tilbage. Han har savnet hans krop, hans læber. Hans stemme.
Han sniger sine fingre lidt under hans trøje. Bare for at mærke hans hud. Bare for lige at mærke drengens varme og bekræfte sig selv i at han stadigvæk er hans. Hans dejlige kæreste. Han elsker ham virkelig højt. Og han gør kysset dybere og har ikke i sinde at slippe det lige forløbelig.

,- Kouseki Hira

Han mærker at den ældre dreng kysser ivrigt tilbage, og gør kysset dybere, hvilket får ham til at smiler lidt i kysset og stille afbryder det. Han holder dog stadig sin mund tæt på den anden og åbner den lidt, inden han beslutter sig for at sige noget. "Har du haft en god ferie?" smiler han imens han prøver at hive drengen op og ligge i sofaen sammen med ham. Han vil gerne ligge sammen med ham, og at Asher køre nogle fingre op under hans trøje har han intet imod. Han havde savnet det. Savnet alt ved ham. Der var ingen der kunne erstatte den den ældre dreng.

- Asher M. Harel -

Han smiler let og lader den anden dreng kontrollere ham fuldkommen. Han ligger sig sammen med ham og kører sine hænder op af hans ryg "Den har været okay. Men jeg ville hellere have tilbragt den sammen med dig" siger han roligt og kysser drengen kort på munden et par gange før han stille kører sine hænder op og ned af drengens ryg. Han har sådan savnet ham. Bare at ligge tæt sammen med ham. Men også at elske med ham. Han ved slet ikke hvad det er der sker med ham selv. Han er blevet så vildt forelsket. Og fået en sådan lyst til konstant at være sammen med den yngre dreng. Og hans lyst til at elske med ham bliver ikke mindre som dagene går. Han kan simpelthen ikke få nok af ham. Hans duft. Hans øjne. Hans stemme. Oh god. Hans smukke stemme. "Jeg elsker dig Kouseki. Jeg kan ikke tænke på andet end dig. Du gør mig sindssyg. Åh hvor jeg elsker dig mand!" Han trækker drengen tæt ind mod sin krop og lader sin tunge strejfe drengens læber, før han nærmest tigger om adgang.

,- Kouseki Hira

Kouseki rødmer lidt over det den ældre dreng siger. Det får ham til at stramme grebet om drengen og han smiler så mere. Nu hvor han tænker over det, har Asher forandret ham fra en eller anden genert usikker en, sammen med ham. Men det er noget andet med de andre, dem er han stadig sådan overfor. Men når han er med lige præcis den her dreng, den dreng han elsker aller mest, så kan han føle sig tryg og sikker. Når han lægger mærke til det, banker hans hjerte også altid ekstremt hurtigt når han er sammen med Asher. Asher var hans sol. Den sol der kunne lyse selv de mørkeste steder op indeni ham. "Jeg elsker dig Asher. Du må aldrig forlade mig!" siger han så, han ville aldrig kunne komme sig over det, det er noget han ved og kan mærke. Men han kan jo aldrig vide om den ældre dreng en dag bliver træt af ham. Han åbner sin mund lidt, af drengens tunge for at give ham adgang.

- Asher M. Harel -

Asher svarer ham blot ved at kærtegne hans nøgne hud. Han elsker ham, og kunne aldrig finde på at forlade ham. Han er så forelsket at han nogle gange slet ikke ved han skal gøre ved sig selv. Det skræmmer ham også som hans krop ændrer sig. Hvordan hans lyst er steget. Hvordan han ikke kan lade være med at tænke på drengens krop. Hans stemme. Men det er alligevel rart. Han kysser drengen med tungen. Holder ham tæt ind til sig så den anden næsten ikke kan undgå at hører hans hjerte slå hårdt indeni hans brystkasse. Han lader den ene hånd køre nedaf hans krop, ned mod hans røv som han blidt placere sin hånd på. Kouseki. Kouseki.

,- Kouseki Hira

Kouseki holder sit stramme greb om drengen og lader sin ene hånd køre op under hans trøje, på hans bryst. Han kan mærke den ældre drengs hårde hjerteslag. Han gengælder kysset med tungen, tager det ene ben lidt over ham, for at vende ham på ryggen i sofaen, så han kan sidde på den ældre dreng, med et ben på hver side. Han prøver dog at holde kysset med tungen imens, han vil ikke slippe det, han prøver istedet at gøre det dybere, mens han nusser drengens bryst lidt, med sin varme hånd.