På græsplænen

Yuuta Akagane

Yuuta var nær fløjet i vejret da Eli strøg hans pandehår væk, han var ikke vant til at andre, ud over hans familie, havde lyst til at røre ved ham frivilligt! "Ja?.. er mit navn underligt?" spurgte han og turde ikke helt se ham i øjnene, for nu hvor hans pandehår ikke længere dækkede, var han usikker på hvor han skulle se hen. Da drengen bød ham på et bolsje, kunne han mærke hvordan han boblede af glæde inden i. Han var glad for at Eli ikke sådan var til at skræmme, og så elskede han søde ting. "j..ja tak, det vil jeg meget gerne" svarede han og så så endeligt op.

Eli Rafa'el Avraham

"Undskyld! Jeg ville ikke skræmme dig!" udbrød drengen da Yuuta vidst fik et chok. Han rystede så på hovedet og ledte klodset videre, "Nejnej, ikke underligt, jeg ville bare være sikker på at jeg sade det rigtigt, du ve'." Han smilede lidt ved at mærke den andens glæde og fandt posen med bolsjer. "Her, vælg selv." Han rakte den frem mod Yuuta med et glad smil, o så på ham med de store grønne øjne.

Yuuta Akagane

Skræmme mig?! det var en helt uvant sætning for ham at få. han gloede bare på ham, glemte helt sit eget udseende. Han så fra hans grønne øjne og ned til bolsjerne, og tilbage igen. De.. var meget pæne. Han valgte ubevidst et grønt et og puttede det i munden, den smagte dejligt sødt. "du udtalte der rigtigt nok" forsikrede han ham "Eli-kun.." sagde han så, for at øve sig på den anden navn. Han flyttede lidt på sig, og kom til at puffe til rullestolens ene hjul med benet. "Undskyld!"

Eli Rafa'el Avraham

Han forstod ikke rigtigt hvorfor den anden kiggede så meget, og satte hovedet på skrå med lidt løftet øjenbryn. ".. godt at høre." han smilede blidt igen, da Yuuta sagde at han havde udtalt det rigtigt. mhm. Vandmelonsbolsje, eh? Han tog selv en, og blev puffet lidt til, "Uh, det er helt okay! Det sker ret tit," forsikrede han ham om, "folk glemmer tit at der er en rullestol i vejen," tilføjede han så med et blidt grin.

Yuuta Akagane

Han lignede en der havde lyst til at give sig til at græde, det havde kun været et lille puf, men han hadede virkelig at være klodset. "o..okay" sagde han og bed i bolsjet for at straffe sig selv. Han stod og kiggede ned i jorden mens han skammede sig. "men du er ikke bange for m..mig?" spurgte han og så stjålent på ham og ønskede drengen ville smile til ham, for..hans øjne blev så pæne når han gjorde det.

Eli Rafa'el Avraham

Eli så lidt på ham, "det er ikke noet at skamme sig over, Yuu-chan.." Han rakte forsigtigt frem for at tage om hans hånd, for at trøste ham, men hans næste sætning kom lidt bag på ham. Han så lidt overrasket på ham, men smilede så, så der kom et blidt skær i de grønne øjne, "Yuuta," han tog så om hans hånd, "Kender du ikke ordsproget Man skal ikke skue hunden på hårene?" han grinede blidt og slap ham igen. "Du er en fin fyr.." han smilede. "Der er ikke grund til at jeg skal være bange for dig." han så op på ham. "vel?"

Yuuta Akagane

Yuuta var fanget af hans blik mens han talte til ham. Han blev total rød i hovedet mens det stod på, og at Eli rørte ved hans hånd gjorde det ikke nemmere for ham.

"vel?"

lyset i drengen øjne var som den krukke guld for enden a regnbuen han altid havde ledt efter. han greb fat i begge Eli's hænder og faldt på knæ foran ham, stadig knaldrød i hovedet
"Vil du gifte dig med mig?!?" nærmest råbte han, med et død seriøst ansigtsudtryk, ude af stand til at tænke klart.

Eli Rafa'el Avraham

Eli så lidt på Yuuta, der var et eller andet han følte ændrede sig i den anden i takt med at han blev færdig med at snakke. Det pludselige greb i hans hænder kom bag på ham, og en tomatrød farve spredte sig over hans ansigt ved Yuuta's udbrud og han spærrede øjnene op. Hvad i alverden... Yuuta så ud til at mene det helt seriøst, men Eli vidste ikke hvad han skulle tro. "Hv-..hva'?" kom der målløst fra ham, mens et forvirret udtryk var at se i de grønne øjne.

Yuuta Akagane

Det gik først op for Yuuta hvad han lige havde sagt. og den før så stille Yuuta med de forsigtige bevægelse ekspuderede i en sky af arme og undskyldninger.
Han ævlede løs på japansk, så hurtigt at det næsten var umuligt for selv andre japanere at forstå et ord af hvad han sagde. Så stoppede han op, stirrede på Eli et øjeblik stadig ildrød i ansigtet og grædefærdige øjne, før han drejede rundt på hælende for at stikke af og.. smadrede lige ind i det træ, han havde brugt hele morgenen på at sidde på ad.

Eli Rafa'el Avraham

Eli sad lidt og prøvede at få styr på sine tanker, da Yuuta så smadrede ind i træet, "Yuuta-kun!" udbrød han og forsøgte at trille hen på siden af ham, han lod sig dog dumpe ned af kørestolen, så han bedre kunne komme til. Det gjorde ondt, men han var ligeglad, "Åh gud, er du okay?!" Han tog fat om hans arm for at kunne komme til at se på ham ordentligt.

Yuuta Akagane

Yuuta prøvede at komme til sig selv, da han pludselig så op i Elis grønne bekymrede øjne. Han var meget omtåget og troede faktisk han drømte, da han lagde en hånd om hans kind "åh Eli-kun, du er så fantastisk.. og så varm.. jeg ville ønske du kunne blive min viv.. jeg ville gøre alt for dig" hun han mumlet før han igen besvimede.

Eli Rafa'el Avraham

Eli tog bedre om ham, og rødmede ved hans ord, "Yuu-" nåede han at sige inden den anden besvimede, og Eli faldt sammen under hans vægt, siden han havde forsøgt at holde ham oppe. Han smilede dog skævt med et lille grin, "du er ret tung.." mumlede han så på engelsk og sukkede. Yuuta havde vidst ment det meget seriøst, mhm. Han spændte lidt i benene da det jorde lidt ondt i musklerne, han kom op og sidde og gav sig til at ruske i Yuuta. "Hey... Yuuta-kun, vågn op, du er ret tung.." Han pustede lidt ud, ".. du er en fin fyr.. .. hvordan får jeg dig op..."

Yuuta Akagane

Der gik et øjeblik før han kom til sig selv igen. Han tog sig til hovedet, han havde fået en ordenlig bule og kunne ikke huske hvad han lige havde sagt til ham. Det tog ham lidt tid at finde ud af hvor han var, men så vendte det også frygteligt tilbage til ham. "Eli-kun.. jeg.. jeg.. undskyyld!" undskyldte han og forsøgte at flytte sig så han kunne give Eli plads til at kunne komme op igen. Et kort øjeblik blev han bange for, at det var ham som havde hevet ham med sig i faldet.

Eli Rafa'el Avraham

Eli så lidt på ham, da der begyndte at komme liv i den højere igen. Han så lidt på bulen, "avs." mumlede han, "vi må finde noget koldt til den bule dér." Yuuta's pludselige undskyldninger og flytning kom bag på ham. Han kom halvt op og sidde, "det er helt okay, Yuuta-kun, tag det roligt!" udbrød han, bekymret og tog lidt fat i ham for at komme helt op og sidde. Han bed sig lidt i læben, mon han kunne huske hvad han lige havde sagt? Han tvivlede.

Yuuta Akagane

Han kunne godt huske hvad han havde sagt, fra før han løb ind i træet, men han havde stadig svært ved at håndtere det. Han var rar, ham Eli.. som i virkelig fantastisk.. og han var ligeglad med om han lige havde mødt ham. "tak.. E..Eli-kun" snøvlede han pinligt berørt med noget der lignede tårer i hans uhyggelige øjne.

Eli Rafa'el Avraham

Eli så lidt på ham, "Der er ingen grund til at græde hellere.." tilføjede han så med et skævt smil, "O-og.. Jeg.... Det andet.." han slog blikket lidt ned, men så så op på ham, "Hvad med at vi ligesom .. starter som venner?" Han holdt stadig fat i ham, og smilede blidt, "Hvad med at du hjælper mig dérop," han pegede på rullestolen, "og vi så går ind og finder noget is til din bule?"

Yuuta Akagane

Yuuta tørrede øjnene i ærmet, pinligt at han var ved at give sig til at tude. Han rødmede igen dybt da Eli spurgte om ikke de skulle starte som venner, men samtidig blev han også helt utrolig glad, så glad at han næsten ikke kunne rumme det. "JO!..jeg mener jo, jeg skal nok hjælpe dig" sagde han lidt genert og rejste sig op, mens han tog ved Eli for at simpelthen at løfte ham op i rullestolen. For Yuuta der fra fødsel næsten altid havde været stærkere end de fleste, var det ikke noget problem at løfte ham op, for ham vejede han ingenting. På afstand måtte det have set ret komisk ud, noget der lignede udyret fra 'skønheden og udyret' løftede en almindelig dreng op, men på sådan en akavet måde at man skulle tro at udyret var bange for drengen.

Eli Rafa'el Avraham

Eli havde ikke set det komme, at Yuuta ligefrem ville løfte ham op sådan. "Woah!" Han holdt fat i Yuuta's skulder, men kom så ned og sidde i stolen. Han så op på ham, "tak for det." Han smilede, og fik så pakket bolsjerne i siddelommen mens han rykkede sine ben ordentligt på plads. Så tog han om hjulene og vendte kørestolen rundt. "Is til bulen." Han så over på Yuuta med et smil.

Yuuta Akagane

Han stod lide og så fortabt ud, mens Eli fandt sig tilrette i kørestolen, endnu mere da han vendte den væk fra ham, han var sikker på at det var det.
Men drengen i kørestolen ville åbenbart have ham med! Han lyste op, så det kunne ses på hele hans kropsholdning. Som en hund nærmest hoppede han efter han og hvis han havde haft en hale, ville den uden tvivl have logret som en lille propel. "Skal jeg skubbe dig?.." spurgte han en smule usikkert og pillede ved kørestolen med en finger.

Eli Rafa'el Avraham

Eli bakkede et par centimeter og grinede blidt af Yuuta, ikke ondt ment dog. "Hvis du har lyst, saa er du velkommen." Han smilede op til ham, "Men ellers kan jeg godt selv.."