På græsplænen

"TENYA!" udbrød Charlie og taklede den ældre dreng, som godt nok allerede sad nede på græsset.
"Jeg kunne jo ikke genkende dig," grinte Charlie, og hentydede til det blonde hår som Tenya jo havde 'fået'. "Hvor er dit pinke hår?"
Charlies uskyldige, lyseblå øjne kiggede spørgende på Tenya, mens de tog Tenyas 'nye' udséende til overvejelse.

"Du skulle blive ved med at farve et lyserødt," pev Charlie, da han helt klart fortrak flere-farvet hår eller en unaturlig farve i håret, og det kunne man godt se på Charlies eget hår.
Musikken fra Charlies høretelefoner bragede stadig løs, selvom den var kommet over til noget sukkker-sødt pop musik, som han selvfølgelig også hørte.
Charlie satte sig op, så han sad over livet på Tenya, mens Charlies fjogede grin var klistret fast på hans ansigt.

Charlie så sørgmodig ud, mens Tenya fortalte hvorfor han ikke kunne blive ved med at farve det, men da Tenya så rettede opmærksomheden overpå Charlies hår, kunne han ikke lade vær med at grine.
"Ja, jeg ved det godt. Men hårfarven er ikke kommet, og Domi skal også have tid og være her, før jeg kan få det gjort," sagde Charlie. "Ellers var det farvet for længst."
Charlie var faktisk rimelig glad for at farve sit hår, selvom det var et helveds arbejde at få det farvet, fordi der var så mange farver.
Charlie begyndte at sidde og lege med sin tungepiercing, da han ingen slikkepind havde, hverken på sig eller skolen, og det var han ved at blive frustreret over.

Der gik ikke lang tid, før at Charlie ikke kunne holde roen ud, selvom det jo ikke var fordi at der var helt roligt. Fuglene pippede og musikken fra hans iPod kørte stadig, men det var den stilhed, der var mellem ham og Tenya.
"Tenya~, jeg keder miiiiigg~!" sagde Charlie så og rejste sig, og kiggede ned på den ældre dreng. Charlie var helt klart vant til Dominics selskab, men de var også bedste venner. Det var lidt sværre at være sammen med andre, som han ikke lige kunne finde på noget at lave med.

Charlie satte hænderne på hofterne og kiggede smilende ned på den ældre dreng. Charlie overvejede simpelthen hvad han skulle.
Pludselig tog Charlie bare fat i Tenya og prøvede at rejse ham, selvom det langt fra gik godt, for selvom Charlie havde lidt muskler, pga. hans atletiske form, så var han ikke ekstrem stærk.

Charlie smilede stort, da Tenya var kommet på benene, men han blev dog nærmest stum, da Tenya bare var stille og kiggede ned i Charlies øjne.
For en gangs skyld, var Charlie faktisk stille, mens de havde øjenkontakt. Det var ikke fordi at han ikke kunne finde på noget at sige, langt fra faktisk, men der var bare noget der fik Charlie til at være stille.

Charlie kom til sig selv, da Tenya prikkede ham på næsen. "Undskyld," grinede Charlie fjogede, og skubbede hurtigt hændelsen væk. Han var ikke en af dem der ville bekymre sig om sådan noget. Han tog jo altid tingene som de kom. Der var vel også en grund til at han var dumpet.
"Jeg gik vidst lidt i stå." Charlie kunne ikke lade vær med at grine over sin egen dumhed... Men han grinte over så mange underlige ting. "Har du egentlig en slikkepind?"

"Må jeg ikke nok få en?" spurgte Charlie og kiggede bedende på Tenya. "Jeg har ikke fået en eneste slikkepind siden i går, fordi jeg ikke har nogen." Lige nu virkede Charlie helt ynkelig, men over årerne var Charlie blevet afhængig af slikkepinde, og det var også en af grundene til at han hele tiden var hyper.
Han begyndte at lege med sin tungepiercing igen, da den var god til at distrahere ham fra hans trang til slikkepinde.

"Det er helt i orden!" sagde Charlie og lyste nærmest af glæde. Han begyndte at løbe mod skolen, men stoppede så op.
"Øhhmm... Hvordan kommer man hen til dit værelse?" spurgte han grinende. Charlie havde nemlig kun lige fundet ud af, hvordan man kom til hans eget værelse, fra hovedindgangen. Det meste af tiden, blev han nødt til at spørge om vej - desværre.

Charlie styrtede efter sin ældre ven og kunne virkelig ikke vente til han fik en slikkepind.

Yuuta Akagane

Yuuta sad ned i græsset, under et af de store træer. Himlen var blå og vejret var godt, dog var vinden en anelse kølig. Han lavede ikke noget, han var der bare. Normalt ville han have en bog med, eller en lille blok han kunne skrive eller tegne i. Ikke fordi han ikke kunne få tiden til at gå, han kunne få timer til at gå med bare at kigge ud i luften, men mere fordi at så ville han ikke virke helt så truende.. hvis han foretog sig noget, der på afstand så ret uskyldigt ud. når han bare sad og sad, kunne han nemt komme til at ligne en sulten kimær, der prøvede at finde ud af hvem han skulle lave om til fars og kødtrævler.
Men det var nu rart at være udenfor, og der var ikke rigtig nogen udenfor lige nu, på grund af ferien. så nu kunne han sidde stille og roligt og bare kigge på haven.

Eli Rafa'el Avraham

Eli trillede kørestolen henover det - i det mindste ikke så - ujævne græsplæne der strakte sig omkring skolens område. Han nød sommerferien, og kunne med glæde sige at hans japansk havde forbedret sig til det bedre. Han kørte stille videre, og fik så øje på en person han kendte. Ah! Yuuta!
"Akagane-san!" udbrød han glad og vinkede lidt inden han trillede videre hen til ham.

Yuuta Akagane

Det gibbede i ham, da en stemme kaldte hans navn. "ah.. A..Avraham-kun" sagde han da han genkendte drengen og bed sig i tungen, da han havde besvær ved at udtale hans navn. Han kom befippet på benene for ikke at virke uhøflig. Han børstede nervøst græs af sine mørke bukser, hvilket fik ham til at ligne en bidsk hund der jagtede sin egen hale. Han vinkede lidt forsigtigt tilbage til ham, oprigtigt glad for at se ham igen.

Eli Rafa'el Avraham

-kun? Hvor kaert. Eli smilede lidt og saa paa den lidt uhyggelige fyr rejse sig, mens han fortsat trillede hen imod ham. Da den anden vinkede, virkede han nu mindre farlig. Og han var sikkert heller ikke farlig, man skal ikke skue hunden paa haarene trods alt. Han haabede at kunne have en bedre samtale med ham denne gang, det var blandt andet derfor at han havde brugt saa meget tid sammen med Enfys for at terpe det japanske. Han naaede den hoeje gut, inden at han saa stoppede med at rulle, og saa op paa ham. "Du kan bare sige Eli. Det er nok lidt nemmere end Avraham." sagde han og smilede blidt til ham. "Hvordan gaar det Y- .. Akagane-kun?" Hvis den anden sagde kun til ham, saa maatte han vel godt gengaelde det ... ikke?

Yuuta Akagane

Han stod med bøjet ryg, i noget der lignede et kronisk buk. mest for ikke at virke så stor og truende, men også for at være høflig. "du er.. blevet bedre til japansk" sagde han for at sige noget pænt. han turde ikke rigtig se ham i øjnene, fordi han vidste han havde meget stikkede øjne, så han lod sit lange pandehår skjule det meste af hans ansigt. Han lignede en zombi som han stod der med hængende skuldre og bøjet ryg, men indeni var har ovenud glad for at Eli ville snakke med ham, sådan helt frivilligt. "du kan bare kalde mig yuuta.. eller bare yuu.. hvis du vil.. altså hun hvis du har lyst! "

Eli Rafa'el Avraham

Eli så lidt op på ham, hvor var han dog altså høj. Han prøvede at minde sig selv en del gange, om at man ikke skal skue hunden på hårene, men lige nu var det lidt svært. Eli var sikker på at Yuuta var en fin fyr, han skulle bare have lidt tid til at vænne sig til det. Ikke så meget, men .. lidt. "tak.." han smilede lidt af ham, og strakte så lidt hånden for at feje noget af pandehåret væk fra hans ansigt. "Bedre. Nu kan jeg se dit ansigt." Han smilede skævt, og satte hovedet på skrå, mens han så på ham med de grønne øjne. Han tog hørebøfferne af og hængte dem om halsen for at kunne lytte bedre og ordentligt. "Yuuta? Virkelig?" Hans smil voksede, og han fik lyst til at give drengen et stort kram. "Yuu eller Yuuta så. Er ikk' helt sikker." Han smilede og tog så en lille pung op af tasken på sit skød. "Vil du ha' en bolsje?"