Værelse 104 - Chris Toshiba

- Vicente E. Floyd -

Vicente var i krig med sig selv. Han havde lyst til at ligge sig ved siden af drengen, og invitere ham til at sjæle noget af hans varme. Men han ville ikke overlade sig selv til sine følelsers magt. Ville ikke acceptere overfor sig selv, at Chris måske kunne komme til at betyde mere for ham end alle de mennesker, han alligevel ikke kunne huske navnet på dagen efter.
Han knyttede sine næver hårdt sammen. Og overgav sig så til sine følelser. Dog kun på kompromis. Så han lagde sin hånd på drengens skulder, og strøg ham over håret med den anden. Uden at sige et ord.

Først blev Chris helt stiv, hvor den pludselig kontakt, men slappede så af, selvom han nærmest forventede at Vicente ville slå ham eller sådan noget.
Der gik dog et par minutter før Chris havde fået kontrol over sin krop og sin hjerne, så han kunne sætte sig op. Chris sad dog rimelig krøbet sammen, men han gav dog et lille smil til Vicente.

- Vicente E. Floyd -

Vicente følte et stik i sig selv da drengen satte sig op og så sådan ud. "Glem at jeg nogensinde har gjort det her, jeg ved ikke hvad der går af mig selv" sagde han, før han klemte øjnene hårdt sammen og lagde sine arme om drengen, inviterede ham ind til sig, og holdte ham blidt men bestemt. Han begravede hurtigt sit ansigt i drengens skulder. Trak vejret dybt et par gange, og slap ham så hurtigt, trak sig tilbage og så væk som om intet var sket.

Chris var mildest talt chokeret, så chokeret at han ikke engang følte det var ubehageligt eller gøre noget som helst. Han kiggede undrende på Vicente, ikke fordi han faktisk forventede at få et svar på det der lige var sket. Selvom Chris nu var overbevist om, at han før eller siden ville finde ud af det. Desuden var det hele lidt forvirrende lige nu.

- Vicente E. Floyd -

Vicente sagde ingenting. Så ud af vinduet i den anden ende af rummet. "Bliver du på skolen til jul?" spurgte han så pludselig, uden at se sig tilbage. Hvis han gjorde ville han sikkert bare blive fristet igen. Og det havde han ikke lyst til at blive. Han vidste ikke helt hvad der gik af ham, men han var ved at få styr på det hele igen.

"Det kommer an på så meget. Hvad med dig?" sagde Chris. Han vidste ikke om han blev på skolen, både om han havde lyst og om hans far ville have ham hjem, eller om Chris måske kunne finde et andet sted at holde jul. Han kunne ikke lide at tænke helt frem til dig. Chris lod sit blik hvile på Vicente, og man kunne sagtens se at han smilte en smule.

- Vicente E. Floyd -

Vicente vendte sig endelig rundt. Han havde fået styr på sig selv. "Jeg bliver her" sagde han, og så på drengens svage smil. Det fik ham næsten til at smile selv. Han lænede sig tilbage "Det er ikke helt dårligt at holde jul her på skolen" sagde han og blev ved med at betragte drengen.

"Vil du da gerne have jeg bliver til jul?" spurgte Chris, mens hans smil blev lidt større. Chris satte sig i skrædderstilling, så han så ikke ligeså bange ud mere, da han jo heller ikke havde noget 'skjold', der fik ham til at se lille og bange ud.

- Vicente E. Floyd -

Han så hurtigt væk "Det har jeg aldrig sagt" kom der ud af hans mund, men det var virkelig tydeligt at se at han mente det stik modsatte. Han kiggede ud af vinduet. Før han vendte blikket tilbage "Jeg mente bare. Det kunne være hyggeligt nok.. Eller sådan noget" han undrede sig over sin pludselig usikkerhed.

"Jeg håber da også jeg kan blive. Har ikke lyst til at tage hjem. Det ville ikke være rart også at have min jul ødelagt," sagde Chris. "Desuden bliver du sikkert ensom hvis jeg tager hjem," sagde Chris drillende.
Chris havde fået et ordentlig smil på læberne.

- Vicente E. Floyd -

Vicente smilede let "Hvad får dig til at tro det Chris?" spurgte han roligt, også med en drillende undertone. "Tror du virkelig, at du betyder noget for mig?" sagde han og rullede med øjnene, men med et smil på læberne der indikerede noget liiidt andet. "Jeg tror mere på at det er dig der kommer til at savne mig" Han kunne ikke lade være med at smile, glad for at drengen ikke var så frygteligt bange mere.

"I modsætning til dig, så tør jeg godt indrømme at jeg ville savne dig," sagde Chris rystende på hovedet. "Men den store Vicente er bare bange for at udtrykke sine følelser overfor andre." Chris prøvede at se ked ud af det for sjov, men det var svært, når han faktisk var blevet glad igen. Der var bare noget over Vicentes nærvær der gjorde det.

- Vicente E. Floyd -

Vicente smilede "Det er godt at du kan se at jeg er en stor person" sagde han drillende. "Jeg vil måske savne dine kønne øjne en liiile smule" indrømmede han så, i dril. Han ville også savne hans nærvær lige så meget, men det var ikke noget han kunne sige højt lige i første runde. Han måtte lige sluge lidt stolthed før det kunne være muligt.

Chris kunne ikke lade vær med at grine af det. "Så du kan bedre lide mine øjne end resten af mig?" Han tog det ikke så tungt, da han godt vidste at Vicente ikke mente det sådan. Det ville han i hvert fald tro. Han havde hørt hvordan Vicente havde snakket tidligere i deres samtale, og det havde faktisk varmet Chris' hjerte, nok mere end Vicente ville tro.

- Vicente E. Floyd -

Han smilede let. Kunne ikke lade være med at rykke lidt nærmere drengen "Jeg ville nok også savne din stemme lidt. Og de sætninger du for fremsagt" han havde virkelig lyst til at forføre drengen. Især fordi han ikke havde været sammen med nogen længe, men også fordi det var Chris. Det var svært at forklare.

Der kom en svag rødme på Chris' kinder over det Vicente sagde. Det var sjældent Chris fik komplimenter, og når det ligefrem var sådan nogle der blev sagt, så kunne Chris ikke lade vær med at rødme. Det resulterede også i, at Chris blik begyndte at flakke rundt, fordi han nu ikke turde kigge på Vicente.
Chris havde ikke kunne lide nogle i lang tid, og han anede ikke hvorfor han var begyndt at kunne lide Vicente, men forelskelse var en mærkelig ting, selvom de havde kendt hinanden i så kort en tid.

- Vicente E. Floyd -

Han tog blidt fat i drengens skulder, og hev ham en smule tættere på. Han vidste at han var blevet afvist før. Men han ville prøve lykken igen. Han havde virkelig lyst til det. Han trykkede sin pande mod drengen, uden at sige noget. Så ned på drengens læber. Kunne han mon tage chancen og bare kysse ham? Eller skulle han nærme sig langsomt og lade drengen tage stilling?
Han valgte det sidste. Hvad nu hvis Chris ville hade ham hvis han bare brasede frem og kyssede ham.

Selvom Chris godt vidste han kunne lide Vicente, så prøvede han alligevel at trække sig væk. For meget nærvær for Chris. Alt for meget nærvær. Chris rystede fortvivlet på hovedet, da han endnu engang kom til at tænke på det Vicente sagde; 'Jeg prøver bare at lokke dig med i seng'. Egentlig gjorde det Chris trist til mode, ved tanken om at Vicente nok ikke kunne lide Chris på den måde, som Chris kunne lide Vicente på, men han skjulte det, så godt som han nok kunne.

- Vicente E. Floyd -

Vicente trak sig tilbage. "Undskyld." Et ord han ikke havde brugt længe. Han så væk "Jeg misforstod vidst dine signaler" han ville ikke se ham i øjnene. Det var et slag mod hans stolthed at blive afvist for anden gang. Han havde aldrig kysset nogen før. En sjælden gang havde forvirrede folk prøvet at kysse ham, men han havde aldrig gengældt det. Det var for stærkt et symbol til at Vicente ville bruge det. Det ville give folk forkerte signaler. Derfor var det sårende og meget tydeligt for ham at Chris ikke følte noget for ham. Eller et var i hvert fald hvad han troede, da han selv lagde den betydning i et kys. Pis også.

"Det er ikke det," sagde Chris, som nu var ved at gå i panik, så han tog fat i Vicentes hånd. "Jeg kan godt lide dig... Det er bare... At være for tæt på folk, gør mig utryg, pga. det med min stedmor..." Det var først nu at han opdagede at frivillig havde taget fat i en andens hånd, men han fjernede den ikke.
"Vent... Kan du godt lide mig?" spurgte Chris så overrasket. Vicente virkede ikke som en fyr der ville falde for hvem som helst.

- Vicente E. Floyd -

Han trak på skuldrene, og så på Chris. Hans øjne udviste en meget sjælden varm glød "Jeg ved det ærligt talt ikke. Men jeg har aldrig nogen sinde kysset nogen frivilligt. Og jeg har virkelig lyst til at kysse dig" sagde han, og sukkede over hvor tøset han i grunden egentligt lød. Han vidste ikke om han kunne lide ham eller ej, men han ville ikke nægte sig sine følelser. Sådan var dét bare.

"Undskyld," sagde Chris og kiggede væk fra Vicente og gav slip på hans hånd. Chris vidste ikke hvad han skulle gøre. Han ville gerne give Vicente det kys, han så gerne ville have, men hans problem med nærkontakt, var virkelig et problem nu. Det havde ikke været et så stort problem inden han mødte Vicente, da Chris selv før det hele skete, ikke havde særlig meget nærvær med andre mennesker.

- Vicente E. Floyd -

Han vidste ikke hvor han skulle kigge hen. Hans følelser var et stort rod. "Du skal ikke undskylde" han så over på drengen igen. Han vidste ikke hvad skal skulle stille op. Han følte sig akavet, hvilket var meget uvant. Han tyggede lidt over situationen overvejende over sit næste træk.

Chris sukkede. "Det her... er virkelig akavet..." sagde han pludselig. Han kunne ikke lide akavede ting, så han kiggede endelig på Vicente. De burde kunne finde ud af noget, og Chris overvejede faktisk at kysse Vicente, men droppede idéen, han ville ikke turde det. For meget nærkontakt og han var slet ikke parat til det. Desuden vidste Vicente jo ikke om han kunne lide Chris, og det brød Chris sig ikke ligefrem om.

- Vicente E. Floyd -

Han så på drengen. Vidste ikke hvad han skulle sige. "Måske.. Skulle jeg bare gå?" spurgte han, og gjorde antræk til at rejse sig op. Det var - som Chris sagde - virkelig akavet, og han vidste ikke hvordan han ellers kunne gøre situationen god igen. Selvom han egentligt ikke havde lyst til at forlade Chris endnu.