Værelse 104 - Chris Toshiba

Chris reagerede bare per instinkt og tog fat i Vicentes håndled. "Nej, gå ikke..." sagde han stille. "Ellers vil det bare blive endnu mere akavet næste gang vi mødes." Chris kiggede bedende på Vicente. Chris' egne øjne søgte efter Vicentes øjne. Chris ville spørge Vicente om noget, men han havde brug for at have øjenkontakt.

- Vicente E. Floyd -

Vicente forholdte sig roligt igen. Lod drengen fange sit blik. Han vidste ikke om han burde sige eller gøre noget. Men så blot ind i drengens smukke øjne. Det første han havde fundet interessant ved ham, og stadigvæk gjorde.

"Du sagde tidligere, at du bare prøvede at lokke mig med i seng, mente du virkelig det, eller ligger der dybere følelser?" spurgte Chris lidt akavet. Han ville vide om der virkelig var noget, eller om han ligeså godt nu kunne glemme alt om Vicente. Chris holdt øjenkontakten med Vicente, i håb om at han kunne se om Vicente svarede ærligt.

- Vicente E. Floyd -

Vicente så drengen ind i øjnene. Sagde ikke så meget. ".." Han vidste ikke helt hvad han skulle svare. Han var blevet lidt usikker. "Nej" sagde han så blot. Fastholdt drengens blik "Du er specielt" sagde han og vidste ikke helt hvad han skulle gøre ved sig selv. Han havde aldrig været forelsket før. Han vidste ikke hvad han skulle syntes om situationen. For han var ikke sikker på at det var en god ide for Vicente at blive forelsket. Men sket var sket.

Det fik Chris til at kigge ned, så hans pandehår skjulte hans øjne. Chris var mundlam. De ord havde både varmet og stukket i Chris' hjerte. Han kunne ikke sige de samme ord tilbage. Ikke fordi han ikke syntes Vicente var speciel. Han kunne bare ikke, og han vidste heller ikke hvad han skulle gøre.

- Vicente E. Floyd -

Vicente sad længe og blot betragtede ham. Havde ikke lyst til at rejse sig, men havde heller ikke lyst til at sidde i denne akavede situation længere. Han strøg flygtigt drengen over håret før han rejste sig op "Jeg går nu" sagde han roligt, og tog nogle skridt mod døren "Så kan vi begge få lidt ro til at tænke over situationen" han tog fat i dørhåndtaget "Vi ses senere Chris" sagde han så roligt og åbnede døren. Stod i døråbningen lidt og betragtede drengen, havde inderst inde ikke lyst til at gå, men havde en fornemmelse af at det nok var det bedste at gøre for alle parter.

Chris kiggede endelig op på Vicente. Drengen der havde stjålet hans hjerte, uanset hvor cliché det lyder. "Måske er det bedst," sagde Chris og så rent faktisk nervøs ud. Ligeså snart at Vicente ville forlade Chris, ville Chris gå fuldstændig i panik og ane hvad han skulle gøre. Det var virkelig svært, når de var to personer der var så forskellige.

- Vicente E. Floyd -

Han så på drengen. Vidste ikke hvor lang tid han bare stod der og så på ham. Indtil han endelig tog sig sammen og vendte rundt. Lukkede døren efter sig med et roligt - klik -.
Han gik hurtigt ned af gangen. Ignorerede helt en af hans tidligere venner, der prøvede at komme i kontakt med ham. Han var et stort rod lige nu, og skulle bare ud og have en smøg for at klare sine tanker.

//Out

Chris sad bare tilbage og kiggede på den lukkede dør, før det rigtig gik op for ham, hvad der var sket. Han krøllede sig endnu engang sammen og begyndte at græde. Han hørte ikke engang sin mobil ringe, og hvis han havde opdaget hvem der havde ringet, havde han ikke engang gidet tage den.

//out